Dagene bliver længere og længere alt imens havørrederne bliver mere talrige og hugvillige langs landets kyster. Dette er perioden, hvor enhver mulighed for havørredfiskeri skal gribes, og det er lige nu, der skal pyntes på årsstatestikken i havørredjournalen, både hvad angår størrelse og mængde.

Af Andreas Aggerlund

Allan Overgaard med en flot fluefanget 3’er. Selvom sådanne fisk ikke hænger på træerne er der gode chancer i maj.

Allan Overgaard med en flot fluefanget 3’er. Selvom sådanne fisk ikke hænger på træerne er der gode chancer i maj.

COMPUTEREN på mit skrivebord synes uendeligt langt væk. Klokken har lige rundet 14, og jeg ved, at det er tid til at stikke af, hvis jeg vil nå ud af byen, inden det bliver myldretid. Vejrudsigten, som jeg har fulgt nøje den seneste tid, er helt perfekt. Et hurtigt telefonopkald til en fiskekammerat senere er beslutningen taget. Jeg pakker noget arbejde i tasken og skynder mig ned i bilen, som selvfølgelig står pakket og klar til en smuttur på kysten.

Fremme ved dagens plads rigger vi grejet til med lynets hast og kommer ud i vandet. Allerede i tredie kast står min tobis-flue bumstille, hvorefter en velnæret fisk på den gode side af 60 centimeter stryger fri af vandet. – Den er god, råber jeg til makkeren, som står lidt længere nede af kysten, mens den godt tre kilo tunge skønhed modstridigt slår med hovedet i havstokken.
Denne smukke majaften ender som flere før og forhåbentligt endnu flere efter den, med mange fine fisk på land. Opskriften er enkel. Hav grejet klart og vær parat til at rykke på de korte fyraftensture, når muligheden og ikke mindst vejrforholdene byder sig.

Fyraftensfiskeriet er til tider meget actionfyldt og den gode tommelfingerregel »er der en er der ofte flere« holder i den grad. Disse tre fisk blev landet på under 30 minutter.

Fyraftensfiskeriet er til tider meget actionfyldt og den gode tommelfingerregel »er der en er der ofte flere« holder i den grad. Disse tre fisk blev landet på under 30 minutter.

ARBEJDE OG HJEMLIGE PLIGTER er nok de to mest dræbende faktorer for et stabilt godt kystfiskeri, men i maj er vi heldigvis så langt fremme på året, at der er lys nok til at passe en fyraftenstur eller to ind i det ellers stramme program. Med en buket blomster, lidt planlægning og en smule søvnunderskud kan man faktisk få ret meget forårsfiskeri ud af en ganske almindelig hverdag i maj, og der er gode chancer for en af de store sølvblanke uden de store omkostninger for hverken familie- eller arbejdslivet.

I slutningen af maj dykker solen først ned under horisonten efter 21.30 hvilket betyder at der stadig er godt med lys frem til klokken 22. Altså ok med fisketid, selv efter en standard 8-16 dag. Er man A-menneske kan man selvfølgelig også vende den om og stå klar på kysten klokken 04.00. Hvornår og hvordan man passer de korte ture ind er selvfølgelig et individuelt spørgsmål, men både aften og morgenfiskeriet er godt i denne periode, og har man tid til at fiske midt på dagen kan dette også være fremragende. Det vigtige er, at man kommer af sted.

MAJ er måneden, hvor næsten alle pladser kører. Vandtemperaturen har nået et moderat leje og fiskene kan findes overalt på kysten. De strømfyldte rev er for længst indtaget som jagtrevir for sultne havørreder, der spreder skræk og rædsel blandt småfisk og rejer. Fjordene fisker stadig godt og leverer fint med fisk, mens den åbne kyst indbyder til maskinfiskeri langs tangbælterne. Tobisstimerne er at finde over sandet, og havørrederne ved det. Ja – det hele er godt nu.

Artikelforfatteren med en fin fisk fra revet, som ikke kunne stå for en letdresset brun STF-reje.

Artikelforfatteren med en fin fisk fra revet, som ikke kunne stå for en letdresset brun STF-reje.

Alt afhængig af vejret op til maj er dette som regel også den måned, hvor natfiskeriet har sin start, hvilket betyder, at der skal sadles lidt om. Når vandtemperaturen runder 12 og gerne 14 grader, er havørrederne mange gange lige så, eller mere aktive om natten end om dagen og man kan opleve et anderledes og spændende fiskeri. Der er selvfølgelig stadig rig mulighed for at fange fisk om dagen, hvilket bestemt ikke skal afskrives på grund af høje vandtemperaturer.

STRATEGIEN ER SIMPEL, hvis man vil have flere majfisk. Først og fremmest skal man have grejet klart, så man hurtigt kan rykke, hvis muligheden byder sig. Dernæst er det en rigtig god idé at følge vejret nøje. Der er sjældent tid til mange eller tidskrævende pladsskift, så det er afgørende, at man rammer rigtigt første gang. Dette kræver selvfølgelig et relativt godt pladskendskab og en hel del erfaring. Har man ikke det, er der mange gange hjælp at hente i den lokale fiskeklub eller diverse fiskefora. Det er desuden vigtigt at holde sig opdateret gennem ens netværk, da pladserne i denne tid ofte kun fisker rigtigt godt periodisk, ergo er det med at holde sig til, hvis makkeren har haft dunderfiskeri dagen før.

Der findes mange gyldne regler for pladsvalg, og hver især har vi vores præferencer, hvad det angår. Personligt kan jeg godt lide stærkt oprørt vand på denne årstid, men jeg har omvendt også haft fint fiskeri i næsten havblik. Desuden er jeg mere tilbøjelig til at blive lidt ind i mørket på de helt stille dage.

Agnen
Imitationsfiskeri kan mange gange være nøglen. Om du er fluefisker med en forkærlighed for rejer eller spinnefisker med en tyrkertro på tobis, så er maj afgjort en måned, hvor endegrejet godt må ligne den ægte vare. Fødeemnerne er langtfra så sparsomme som de har været det sidste halve år, og fiskene kan begynde at vise selektiv adfærd på de rolige dage.

Hornfisken
Maj er også måneden, hvor forårsgæsten hornfisken er på sit højeste, hvilket afskrækker nogle kystfiskere. Personligt plager den lange fisk mig ikke synderligt, og den er yderst sjældent decideret ødelæggende for mit havørredfiskeri. Hvis jeg fanger 3-4 hornfisk på en aften er det bare sjov, og er der voldsomt mange flere kan man jo altid skifte plads.

 

Friluftsland

 

Fisk ind i mørket
I maj lyder startskuddet til natfiskeriet på mange pladser, og det kan godt betale sig at fiske lidt ind i mørket. Især hvis fiskeriet op ad aftenen har været givtigt. For mit vedkommende går jeg ikke all in på natfiskeriet før vandtemperaturen har rundet 12-14 grader, men jeg er flere gange blevet gavmildt belønnet for at blive lidt ind i mørket på en fiskerig aften med koldere vand.

    Hvidovre Sport 2025

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This