Sådan sluttede Chris Gregers Hallings sidste artikel, efter at han nu et par gange i træk, har måtte lægge øjne til og skrevet om gode venners fangster af imponerende fynske havørreder. Nu skal det handle om den fiskeform, som han holder allermest: Natfiskeriet og jagten på sommerfede og stærke sølvbamser i stærkt strømvand.
AF CHRIUS GREGERS HALLING
En havørred på lidt over tre kilo vender snuden nedstrøms og svømmer som en torpedo ned langs kysten. I dens mundvig sidder det, som den antog for at være et nemt fødeemne, men som viste sig at være det ultimative bedrag – en sølvræv. I den anden ende står en fluefisker. Han har lige fået tømt sin linekurv for line og hørt sit fluehjul snurre rundt for fuld skrue, da yderligere meter line forsvinder ud igennem topøjet på stangen. Et drama er i gang. Den slags drama, hvor forskellen på succes og totalt nederlag er hårfin og knivskarpt afhængig af, hvad man gør som næste træk. Jeg elsker det. Jeg elsker det af hele mit hjerte, og det vi vender tilbage til det drama senere.
Årstidernes gang på kysten
Jeg elsker vinterens rå og barske fiskeri over mudderbunden. Når kulden griber fat i marv og ben, og hænderne krymper sammen i frosten. Og når man tager en øl ved siden af en blank skønhed, man har lagt i en snedrive… Jeg elsker det. Jeg elsker forårets sol og første varme. Jagten på kåde havørreder i badekar og på revlekysterne. Når man tager en trøje af, fordi man fik for meget tøj på i forårssolen efter vinterens kolde måneder…. Jeg elsker det. Jeg elsker efterårets hårde vind og de kystnære aggressive havørreder på træk. Når man holder fiskepause i endnu en regnbyge, som pisker en i ansigtet, hvis ikke man vender ryggen til den…. Jeg elsker det.
Men….Jeg ELSKER sommerens natfiskeri allermest. Mørkets magi. Den kystnære hårde strøm og de kontante hug fra fuldfede jagende havørreder, der sprænger enhver konditionstabel. Jeg kan ikke forklare, hvordan eller hvorfor det endte således. Sådan er det bare, og sådan har det været i rigtig mange år.

Denne sølvræv blev havørredens endeligt.
Endelig starter natfiskeriet efter havørred
Jeg har holdt nøje øje med det i halvanden uges tid. Forholdene på fiskepladsen. Ikke ved fysisk at være derude selv, men via de portaler på internettet, der fortæller om vind og strømforhold langs kysterne. Længe har jeg ville afsted på årets egentlige første nattur, men de rigtige forhold har ikke været der. De skal være optimale. Jeg nægter at læne mig op af en heldfaktor, og da slet ikke på årets første tur. Den skal være magisk og fortryllende. Noget der selvfølgelig ikke sker hvert år, men som holder tankerne beskæftiget, mens man venter på årets første tur i mørket.
Denne nat skete det så. Natten mellem lørdag og søndag var der optimale forhold. End ikke i de vildeste fantasier, kunne jeg have forestillet mig et bedre scenarie. Allerede da jeg kørte hjemmefra ved 22-tiden, følte jeg, at denne nat ville blive magisk. Da jeg parkerede bilen ved vandet og stiger ud af den, er det som om, at den svage vind hvisker mig i øret med en kærlig og kælen stemme. “Velkommen hjem” hvisker den. Og det er præcis sådan jeg har det. Som om jeg er kommet hjem efter en længere rejse. En spændende rejse i fjord, nor og vig javist, men nu er jeg atter hjemme. Hjemme i mørket og i strømmen, hvor der er rart og trygt. Men jeg er ikke alene hjemme. Der er også andre, der har fundet hjem igen denne nat.
Havørredhug i natten
En havørred på lidt over 3 kg. har fra sit skyggefulde skjul afventet solnedgangen. Nu mørkes det endelig efter en lang og solrig dag, og havørreden forlader den store sten på det dybere vand. Langsomt svømmer den imod kystens lavere vand. Forbi betonrøret. Forbi stolpen og videre ned over det brede mørke tangbælte. Forholdene bliver fantastiske for jagt denne nat. Strømmen runder de to knob ved midnatstid. En strøm der vil føre fødeemner ned over det flade plateau. Havørreden finder et godt strømlæ bag en sten. Herfra kan den ubesværet fare ud og plukke de hurtigt forbipasserende fødeemner. Og denne havørred kender sine sten. Den er nemlig endelig hjemme igen. Hjemme efter et længere besøg i fjorden, hvor tanglopper og små rejer har gjort godt i det kølige forår. Men nu er den endelig hjemme igen blandt sild og tobis.
Mørket er ankommet, da en sort silhuet kommer farende forbi stenen. Fødeemnerne svømmer hurtigt herude, så som havørred må man svømme hurtigere samt hugge dem hårdt og med autoritet. Dette er havørreden helt bevidst om, da den i høj fart sætter efter den sorte silhuet.
Strømmen buldrer derudaf. Den kan mærkes i benene, når man vader og foran sig, skubber man en kileformet strømspids. Det føles dejligt at være tilbage og jeg er allerede blevet budt velkommen af en havørred på 54 cm, da jeg træder ind på min absolutte ynglings del af fiskestrækket. Da mine fødder rammer sandet foran tangbæltet, kommer historier fra tidligere ture helt automatisk til min underbevidsthed. Det er lige netop her, at dejlige havørreder ofte har stået på lur mellem stenene. Sanserne skærpes helt automatisk og refleksagtigt, da jeg sender fluen ud i mørket foran mig på netop dette sted.

Havørredens maveindhold signalerede tydeligt, at diæten er skiftet til småfisk.
Stangen føres under højre armhule og indtagningen af linen begynder med begge hænder. Da jeg fornemmer, at fluen er i position imellem stenene, stopper jeg indtagningen totalt og lader strømmen svinge fluen ind over dem. Hugget falder hårdt. Sådan som det altid gør, når man fisker i hård strøm. Tilslag er ikke nødvendigt. Havørreden kroger sig selv i den hurtige vending, inden den stryger nedstrøms, i et tempo der altid overrasker mig, selv om jeg har prøvet det mange gange før. Jeg går øjeblikkeligt ind på stranden og ned imod fisken. Den er rigtig fin kan jeg mærke og at fighte den tilbage i direkte modstrøm, er en af de faktorer, der kan gøre succes til øjeblikkeligt nederlag. Stærke er de nemlig… stærke som ind i helvede, når de vender siden op imod strømmen. Det er en rigtig fight der her er i gang. Sådan som jeg altid drømmer om, når jeg kører mod vandet, men også sådan som jeg altid frygter, når jeg står midt i den. Men heldet er på min side denne sene midnatsstund. Som hvis jeg efter lang tids fravær skal ønskes velkommen hjem med en rigtig flot havørred. Pludselig ligger den på stranden. Blank, fed, høj og gudesmuk.
Da jeg går mod bilen, kan jeg mærke, at jeg virkelig har savnet det her. Fiskeriet i mørke. Jeg elsker det og overgiver mig igen til den kærlighed. De næste måneder bliver dejlige.
Et lunt sommeragtigt vindpust rammer mine kinder som bløde kærtegnende hænder, og jeg hører igen den sagte vind hviske. “Velkommen hjem Chris”, hvisker den, mens den kærligt kærtegner mine kinder og mit hår. En tåre finder vej i øjenkrogen, da jeg placerer 3,2 kilo havørred i bagagerummet. Et irriteret øje bilder jeg mig selv ind, men jeg ved godt, at det er løgn og selvbedrag. Det er en lykkens tåre. En tåre af gensynsglæde med nattens fortryllende magi.
Jeg kører derfra, men jeg forlader det egentlig aldrig. Jeg er hjemme igen. Hjemme i mørket. Hjemme i den hårde strøm. Hjemme. Og sikke en velkomst dette hjem atter gav mig. Jeg mindes atter en gang om, hvorfor min kærlighed til netop dette fiskeri blev så stor.
Jeg elsker alt fiskeri, men langt mere end noget andet elsker jeg nattens og mørkets gerninger. Her føler jeg mig hjemme. I fish, therefore I am.
Knæk og bræk til jer alle i sommerens lune nætter.
Lær hvordan du bruger vejrudsigten på fcoo.dk til at optimere dine chancer for fangst i denne video på Fisk & Fris Youtube, hvor du kan abonnnere gratis.

Den lille sorte flue “Sølvræven” kan bare noget, når det gælder om at lokke nattens jagende havørreder til at hugge.