Fisk som disse går ofte i flokke, mens de helt store aborrer ofte er solitære.

Holland er nok mest kendt for sit fantastiske fiskeri efter storgedder og monstersandart. Men ferskvandsmekkaet blot få timers kørsel fra Danmark, byder også på aborrer i størrelse XXL. Her viser Frank Schoovers og Bram Bokkers dig vejen til dit livs aborrefiskeri.

 

TEKST: FRANK SCHOOVERS, FOTO: BRAM BOKKERS

 

EN TIDLIG VINTERDAG sejler to både ud på det store brakvandsområde, hvor flere floder udmunder. Det er et vandområde med huller på op til 40 meters dybde – kombineret med vidtstrakte lave plateauer. Vi er her for at fange kæmpe aborrer og forhåbentligt en bonusfisk eller to over de magiske 50 centimeter. På denne årstid er aborrerne ligesom de andre rovfisk superfede og en 50 centimeters fisk er ikke blot ekstremt stor – den er også med god sikkerhed over 2,5 kilo.

 

Tradea brugt fiskegrej

 

Selvom chancen for en drømmeaborre er rigtig stor her, så er det alligevel ikke altid lige let, for i det kolde vand samles de ofte i store stimer, som der af og til skal arbejdes lidt for at finde. Ganske ofte finder vi fiskene på lavvandede områder med lidt strøm omkring 1,5 meters dybde tæt på dybere vand, og det er også, her vi starter med at gennemfiske vandet med alle mulige former for kunstagn.

 

Bram Bokkers med enfantastisk 2,8 kilos hollandsk brakvandaborre.

                      Bram Bokkers med en fantastisk 2,7 kilos hollandsk brakvandaborre.

Med flere både er det lettere at lokalisere aborrerne

Vi er to både, hvilket ofte er en fordel, da man herved får afsøgt mere vand og kan dele informationerne om, hvor fiskene befinder sig – samt hvad de hugger på, og hvor hurtigt agnen skal fiskes.

I dag lægger vi ud med små shads med meget lette jighovder, så agnen følger med strømmen dansende let og elegant hen over bunden. Det varer ikke længe, inden vi har de første hug. I et stykke tid har vi et super sjovt fiskeri på det lette grej, men lige så hurtigt, som der kom gang i fiskeriet – lige så hurtigt går det i stå igen.

Med vinden i ryggen driver vi videre for at afsøge en spændende kant – uden noget held. Pludselig får Bram et massivt hug, der får hans lette stang til at flekse fuldstændig igennem. Selvom han har fået mange store aborrer, gør tyngden af fisken mig en anelse nervøs. – Det er nu, du får din 50 cm+, råber vores kammerat Rob, som begynder at gøre klar til at nette fisken, og inden længe lyder der sejershyl i båden. Fisken holder med god margin de 50 centimeter – og med en vægt på 2,7 kilo er dagen reddet.

 

Med frontmonteret elmotor er det let at afsøge de hotte områder medstor præcision – uden konstant at skulle kompensere for afdrift mm.

            Med frontmonteret elmotor er det let at afsøge de hotte områder med stor præcision – uden konstant at skulle kompensere for afdrift mm.

 

Det tegner til at blive en god dag, og vi fisker topmotiverede videre. Halvvejs gennem fiskedagen, kommer vi til en plads, som jeg har et helt specielt had/kærlighedsforhold til. Jeg elsker at fiske på jomfruelige pladser, og denne plads er suverænt den mest kendte plads, hvor der stort set altid er både. Men – på den anden side – der er også en årsag til, at her altid er lystfiskere. Her er sjældent mange aborrer, men til gengæld er de fisk, som fanges her, ofte uhyggeligt store.

Vandet er en anelse uklart, og Bram fisker derfor med en knaldgul 10 cm Super Sandra shad, som han fisker langsomt hjem afbrudt af små stop undervejs. Pludselig mærker han massiv modstand i den anden ende, og på de specielle tunge rusk, kan han straks mærke, at det er en kæmpe aborre, som inden længe basker tungt med sin over 50 centimeter massive og højryggede krop i nettet.

Med to 50 cm + fisk samt en håndfuld flotte 40 cm + fisk i bådene er vi jubellykkelige – hvilken fiskedag! Det forgangne års aborrefiskeri har været fantastisk, og det stærkt vanedannende aborrefiskeri har efterladt mig totalt hooked. Nu sker det oftere og oftere, at det tunge geddegrej bliver byttet ud med det lette og superhurtige aborrestænger.

 

Drømmer du om rigtig groveaborrer som denne – og samtidig er frisk på at prøve noget nyt, så er drømmefiskeriet i Holland noget, du bør overveje, for det er blot få timers kørsel fra den danske grænse.

Drømmer du om rigtig grove aborrer som denne – og samtidig er frisk på at prøve noget nyt, så er drømmefiskeriet i Holland noget, du bør overveje, for det er blot få timers kørsel fra den danske grænse.

Sådan fanges de store aborrer i Holland

Prædatorfiskeriet i Holland er de seneste år ved at blive mere og mere kendt – og folk kommer efterhånden fra hele Europa til Holland i deres søgen efter store gedder og sandart. Men det fantastiske aborrefiskeri er ukendt for de fleste – og her er der derfor stadig masser af muligheder for at opleve et eventyrligt pionerfiskeri blot få timers kørsel fra den sønderjydske grænse.

Taktikken til de store aborrer er egentlig ret simpel. Vi koncentrerer os primært om lavvandede områder, hvor vi systematisk afsøger vandet for at finde de helt store aborrer over 45 centimeter, som – i modsætning til de mindre-mellemstore fisk – ofte er solitære. Forår og sommer fisker vi typisk områder, der er under to meters dybde, og hvor der er godt med vandplanter, hvor de store fisk kan ligge i baghold. Et klassisk hotspot er steder, hvor der ligger større sten eller rev. Efterår og vinter finder vi ofte fiskene på lavt vand i umiddelbar nærhed af større dybder, og afsøgning langs skrænterne er derfor ofte en god taktik. Selv midt på vinteren fanger vi dog stadig en hel del fisk oppe på lavt vand. Netop fordi de store fisk står spredt, er den bedste taktik ofte at være tålmodig – og dække så meget vand som muligt med den optimale agn efter forholdene.

 

Shads som denne er ofte lige detder skal til for at lure de sortstribede.

Shads som denne er ofte lige det der skal til for at lure de sortstribede.

Grej til hollandske storaborrer

Grejet er basalt set det samme året rundt. Vi bruger typisk 7 fods spinnestænger med en kastevægt fra 4-12 gram til de lette agn og en 8 fods stang med kastevægt på 10-20 gram til de lidt større kunstagn.

Alle stængerne er lette – og har en hurtig topaktion, der gør, at man registrerer de mindste nap og lynhurtigt kan sætte krogen. Men den hurtige aktion er også vigtigt for at kunne give agnen de helt rigtige bevægelser – både når der fiskes med soft- og hardbaits. Shads skal kunne hoppe livligt hen over bunden – og woblere eller microjerks, skal kunne fiskes, så de skyder uforudsigeligt ud til siderne.

Linen, vi bruger, er typisk en tynd fletline på 0,12-0,14 mm – gerne med en synlige farve, så det er lettere rent visuelt at have styr på kontakten med bunden. Man skal nemlig kunne se, at linen bliver en anelse slap, når den rammer bunden: Hold spinnestangen »kl. 10« – og spin videre, når linen bliver slap. Fisken tager ofte softbaitet, i det samme den rør bunden. Monter gerne et combilink bestående af 0,35 fluorocarbonmonteret med et stykke tynd og visuelt elegant wire yderst, så aborrerne ikke så let aner uråd.

Fluorocarbonen giver en bedre præsentation og nedsætter risici for, at muslinger mm hærger den tynde fletline. Wiren er vigtig på pladser, hvor der er mange gedder – men den giver også færre hug, når aborrerne er sky i fx klart vand.

 

Offentlige trailerramper er derrigeligt af, så det er let at komme ud at fiske efter de store brakvandsaborrer – også for danskere.

Offentlige trailerramper er der rigeligt af, så det er let at komme ud at fiske efter de store brakvandsaborrer – også for danskere.

Aborrernes livretter

Den perfekte kunstagn varierer meget efter forholdene. Som et generelt mønster bruger vi typisk mindre agn forår og sommer. Vores forårs-sommer favoritter er følgende shads: Small Komodo, Dagger Minnow og Culprit med 3-7 grams jighoveder. Vores favorit hardbaits er Chubby, Squad Minnow, Cherry 10 CC , Rapala Taildancer og Baby One Minus. Om sommeren fisker vi desuden ofte med spinnerbaits og poppers, hvilket kan give et både sjovt fiskeri, med nogle spektakulære hug.

Efterår-vinter er de foretrukne shads Large Komodo, Fox Pro Shad, Dagger Minnow, Large Culprit og Super Sandra med 7-10 grams jighoveder. På hardbaitfronten er det normalt Cherry 10 CC, Deep Diving Cherry, Berkley Frenzy woblere og Rapala Jointed Deep runner, vi har fat i.

Aborrerne kan til tider være meget drilske og svære at lokke til at hugge. Nogle gange æder de alt levende og andre gange følger de forsigtigt efter agnen uden at hugge overhovedet. Men det er også lige præcis denne adfærd, der gør, at man aldrig bliver træt af at fiske efter dem. Og i Holland har du for alvor chancen for at få dine vildeste sort-stribede drømme opfyldt.

 

Der kan være langt mellem pladserne på destore brakvandsområder i Holland, så en hækmonteret benzinmotor vil man blive glad for.

        Der kan være langt mellem pladserne på de store brakvandsområder i Holland, så en hækmonteret benzinmotor vil man blive glad for.

Praktiske informationer til aborrefiskeriet i Holland

Fiskepladserne ligger, hvor floderne DeMaas, Dordtsche og Nievwe Merwede løber ud i nogle brakvandsområder, der kan inddeles i: Hollandsch Diep, Haringvliet og Volkerak. Tilsammen dækker de tre områder over 15.000 hektar, så der er plads nok til alle.

Når du fisker efter ferskvandsrovfisk i Holland, skal du have et fiskekort, der kaldes VISPAS. Prisen er €42 og den kan købes hos grejhandlere eller via internettet på www.mijnvispas.nl/?hsvid=239 Du kan finde offentlige bådramper ved Hollandsch Diep i Numansdorp og Willemstad, ved Haringvlieti i Middelharnis og Hellevoetsluis samt ved Volkerak i De Heen og Oude Tonge.

Der er masser af campingplader og overnatningssteder i og tæt ved byerne Numansdorp, Willemstad, Middelharnis, Hellevoetsuis, Steenbergen og Oude Tonge. Blandt de lokale grejbutikker, hvor man kan få tips til området, kan nævnes Avicentra, Goudhoekweg 6-8, 3233 AM Oostvoorne og Fauna Hengelsport, Oeverkruid 20, 4941 VV Raamsdonksveer.

Som begynder i området er det en god ide at starte med en fiskeguide – en af de bedste hedder Rob Kraaijeveld og kan kontaktes på www.robfishingguide.com eller email:  rob@robfishingguide.com

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 2/2014

 

Grejxperten

 

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This