Giganten fra Eufrat

Som den første europæiske lystfisker er det lykkedes Fisk & Fri’s Jakub Vagner at finde og fange en stribe vilde eksemplarer af verdens største barbeart – mangarbarben. Den gigantiske barbe, der kan blive over 200 kilo tung, var indtil i år en af de sidste hvide pletter på specimenlandkortet, og som det første fiskeblad i Europa bringer vi her historien om det vildeste fiskeeventyr i et af verdens farligste brændpunkter – grænseregionen mellem Iran, Syrien og Tyrkiet.

Af Jakub Vagner

FISKERIET er uhyggelig svært, men dagene ved den vindomsuste Attatürk Dam i det østlige Tyrkiet går alligevel hurtigt. I det for­blæste landskab, hvor blikket kan få svimlende frit løb, er der så øde, at det føles som om, man befinder sig ved verdens ende

Skyerne driver over vores hoveder i en endeløs strøm, og det regner adskillige timer hver dag. Vi har fisket fjorten dage uden et nap, men har mødt et par lokale garnfiskere, som har rådet os til at fiske, hvor en af bifloderne løber ned i søen – og vandet er lige så brunt som kakaomælk. Søen er over 800 km2 stor, så at finde en fisk man knapt ved om eksisterer her, er som at lede efter en nål i en høstak. Lidt hjælp er derfor guld værd

INGEN europæer har nogensinde fanget en vild mangarbarbe i Eufratsystemet – og ingen af de lokale ved, hvordan den skal fanges på stang. Vores pionerfiskeri i denne farlige region er derfor et vildt skud i tågen

Den myteomspundne kæmpebarbe – mangabarben eller som den helt korrekt hedder på dansk – geddebarben (Barbus esocinus), kan blive op mod tre meter lang og veje over 200 kilo, så her er for alvor tale om et specimen fisk, i den groveste kaliber.

Vi har prøvet samtlige fiskemetoder lige fra bundfiskeri med orm, krebs samt lever og indvolde, som de lokale har anbefalet – samt alle former for kunstagn plus dørg med både levende og død agnfisk. Selv om geddebarben egentlig er en karpefisk, lever den lige som de store eksemplarer af sine barbe-slægtninge i Europa i høj grad som en grådig rovfisk. Men vi har hverken set, hørt eller mærket noget.

Til sidst giver vi op – og beslutter os for at fiske 40 kilometer længere opstrøms i systemet. Her finder vi en lang, smal vig, hvor en biflod løber ud i søen. Alt er lige efter bogen. Vandet er ekstremt uklart, og der er masser af småfisk, som springer for livet – jaget af rovfisk. I sivene ser jeg en karpe på langt over 20 kilo, og det summer af liv.

Vanvidsbarben spottes, og mit hjerte hamrer

Kort tid efter hører jeg et ordentligt plask, der nærmest lyder som en sæk cement, der kastes ud fra en bro. Mit hjerte hamrer vildt, da jeg vender mig og ser dønningerne fra kæmpefisken. I et par sekunder føler jeg mig handlingslammet, men jeg genvinder mit fulde fem – og griber efter stangen. Jeg ryster så meget, at blot det at åbne den ekstremt kraftige blinklås synes umuligt. Min hånd griber pr. refleks en gammel 80 grams wobler i boksen. I det samme ser jeg en rolig hvirvel i nærheden af, hvor kæmpeplasket kom fra, og kort efter flyver wobleren gennem luften. Jeg når knapt nok at tage nogle få omdrejninger på hjulet, da stangen med brutal kraft er ved at blive flået ud af hånden på mig. Nærmest som et drømmesyn ser jeg en gigantbarbe på omkring 2,5 meter og langt over 100 kilo eksplodere i overfladen, så jeg tydeligt kan se dens massive bredside.

BREMSEN ER STENHÅRDT INDSTILLET, men 50 kilos fletlinen pisker alligevel nådesløst af spolen uden at jeg har nogen jordisk chance for at stoppe fisken. Min lokale guide Mustafa starter motoren, så jeg kan følge fisken, inden den tømmer spolen for line. Det er næsten surrealistisk. Jeg har drømt om dette øjeblik i adskillige år – og nu står jeg endelig med drømmefisken på krogen

I et splitsekund strømmer en nærmest euforisk følelse gennem kroppen på mig, hvorefter linen pludselig bliver fuldstændig slap… Euforien afløses af et dybt, tomt vakuum og jeg ved knapt nok, om jeg skal græde eller brække min stang af arrigskab. Men jeg besinder mig og trækker wobleren ind: Aldrig har jeg set så kraftig en trekrog været krøllet så meget sammen. Ingen siger noget. – Jeg har mistet præcis den fisk, som jeg har drømt om i årevis

Tusmørket sænker sig langsomt, og det er som om alt liv dør ud. Vi forsøger at analysere situationen, og der bliver foretaget mange vilde gæt på størrelsen, men vi ved alle, at det kun gør tabet værre…

Tabet af den formodentlig gigantiske mangarbarbe lægges bag os – og nu skal det være

NÆSTE DAG er vi klar til at tage af sted, da de første solstråler rammer vandet. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg havde sovet godt; fighten med gigantbarben har natten igennem kørt på repeat gennem min hjernebark i en dualistisk blanding af lykkefølelse og mareridt. Jeg er mere end frustreret, men i det mindste ved jeg nu, at jeg fisker på det rette sted..

En barbe kan endelig landes

Wobleren bliver igen hevet frem, men denne gang monterer jeg nogle endnu stærkere trekroge. Systematisk går jeg i gang med at affiske vigen, mens Mustafa stager stille af sted, så vi ikke skræmmer fiskene med motoren. Et par timere senere ser jeg et mindre plask. Sekunder efter passerer min wobler åstedet – og BANG. Igen pisker linen af hjulet, men allerede første sekund står det klart, at denne fisk ikke er tilnærmelsesvis lige så stor som gårsdagens megafisk.

Efter et ganske kort udløb giver fisken op mod det kraftige grej, og kort efter kan jeg løfte en fantastisk smuk, gylden 10 kilos barbe op af vandet. Selv om fisken er en pusling i forhold til hvor store mangarbarberne kan blive, er jeg alligevel så glad, at jeg hopper rundt i båden af glæde: Endelig er drømmen om denne mystiske fisk gået i opfyldelse. Senere samme dag får jeg endnu en smuk fisk på 20 kilo, men det bliver også de sidste fisk vi fanger i Tyrkiet. Dagen efter klarer vandet nemlig op – og al aktivitet forstummer. Han havde ret den lokale fisker; vandet skal være som kakaomælk.

VI FORLADER TYRKIET og tager videre i vores søgen efter fisk gennem Irak og Syrien. De næste par uger er vi forfulgt af uheld. Vi bliver berøvet to gange, i hver anden by bliver vi nødt til at reparere bilen, vi kan ikke skaffe ordentlige både – og til sidst går kameraet i stykker. Alting tager bare længere tid, end vi har regnet med, og det ender derfor med at vi må droppe fiskeriet i Irak og tager videre til et sted i Syrien, hvor Eufrat løber igennem en mørk, stejl og dyb kløft.

DE VOLDSOMME VANDMASSER buldrer gennem kløften, og vandet er brun som kakao. – Det her stinker bare langt væk af store barber, tænker jeg, da min båd glider med strømmen ind i skyggen fra de stejle klippesider. Den mørke flod snor sig gennem de barske klipper som en giftslange gennem en glemt klippekløft, og det føles som en rejse flere tusinde år tilbage i tiden

Vi har lejet en seks meter lang båd i den nærmeste by – og har taget udstyr til flere uger med os. Bådfiskeri er den eneste mulighed her, hvor klipperne falder lodret ned i den utæmmede flod. Alt foregår i båden, for det er umuligt at komme i land. Det er brændende varmt om dagen, så vi hviler i de lyse timer og fisker igennem morgen og aften med alle tænkelige metoder.

Sidste chance for kæmpebarben nærmer sig

Efter et par dage siler regnen konstant ned – og om natten er det så iskoldt, at vi må tænde op i en lille brænder for at holde varmen. Vandet begynder at stige mere og mere – og pludselig driver masser af grene og træer ned gennem floden, hvilket gør det farligt at ankre op.

Det bliver en lang nat med nervøse miner, men da solen står op, er alt vel. Vandet er om muligt endnu mere uklart, så vi er fulde af forhåbninger. Jeg monterer en død agnfisk på et belastet takel, og forsøger at fiske helt nede over bunden. Efter en times resultatløst fiskeri lægger jeg stangen fra mig for at drikke, og netop da kommer hugget, så stangen er lige ved at blive flået over bord. Med et tigerspring er jeg over den, og efter en halv times benhård fight kan jeg lande en fantastisk barbe på over 30 kilo, der som de andre forsigtigt bliver genudsat efter et par hurtige fotos. Turen er for alvor hjemme, og jeg er så lykkelig som dagen er lang.

DER ER KUN FÅ DAGE tilbage af ekspeditionen og jeg fokuserer nu udelukkende på fiskeri med død agn tæt op ad klipperne. Taklet er et 1,2 mm fluorocarbon forfang med en str. 10/0 enkeltkrog, som bliver holdt nede ved bunden med en stor sten, der er bundet til taklet med en knækline. I løbet af de næste par dage lykkes det mig at fange endnu tre barber og den sidste af dem leverer en fight, som jeg aldrig vil glemme

Det er tidligt på aftenen, mens jeg sidder og tænker over, at det er trist denne uforglemmelige tur er ved at være ovre nu, hvor jeg netop er ved at få knækket nødden. Der er to timer til mørket vil omslutte kløften, og jeg gør mine takler klar til nattens fiskeri.

 

SLAM! Mangarbarben i voksenstørrelse melder sig klar til kamp!

Netop som jeg skal til at hive taklet ind på den sidste stang, mærker jeg det karakteristiske brutale ryk i stangen. Til at begynde med føles det som om, taklet har sat sig fast, men pludselig tager fisken et voldsomt udløb nedstrøms, der ikke efterlader nogen tvivl om, at en megabarbe har taget agnen. Jeg forsøger med al magt at stoppe fisken uden at skulle løsne ankeret, men jeg er for stædig og får ventet for længe. Fisken pisker nedstrøms, og inden længe indser jeg, at jeg bliver nødt til at lette anker og følge fisken, hvis jeg skal undgå, at den tømmer spolen for line.

KAOS bryder ud på båden; dieselmotoren vil ikke starte… Til alt held lykkes det med hjælp fra en skruetrækker at få den i gang, og i vild panik lykkes det os med strømmens hjælp at få nogle meter line tilbage på spolen.

 

 

Fisken tager det ene udløb efter det andet, hvilket giver os store problemer, fordi motoren hele tiden er lige ved at gå ud – og gentagne gange er den lige ved at tømme spolen, fordi vi har svært ved at følge med den. Jeg lægger fuld vægt i stangen og udstyret bliver presset lige til grænsen, men heldigvis holder det. Efter over 30 minutter ser jeg for første gang kroppen af den massive barbe komme til overfladen. Mine nerver hænger i laser, for jeg ved, at dette er med sikkerhed min sidste chance for en storbarbe på denne tur – og måske resten af mit liv. Det er nu eller aldrig

GIGANTBARBEN går mod bunden og i næsten ti minutter lykkes det mig ikke at rokke den ud af flækken. – Nu må du ikke begå nogle fejl, bliver jeg ved med at tænke inden i mig selv. Pludselig bevæger den sig nedstrøms, motoren går ud, båden driver med strømmen – og i det samme nærmer vi os en skarp klippe, der rager over overfladen. Pulsen banker helt ud i øreflipperne, da vi prøver at starte den igen, og til alt held lykkes det at starte motoren igen.

En barbefight af episke proportioner

Pludselig tager fisken et voldsomt udløb rundt om båden, og jeg må nærmest kaste mig ud over rælingen og stikke stangen i vandet, for at forhindre, at linen bliver raspet over på bådens skarpe og halvrustne kanter. Efter et par minutter lykkes det mig dog at få kontrol over situationen, og inden læge er den grove barbe inden for rækkevidde. Jeg ryster som et espeløv, men det sidste jeg ønsker, at fisken skal få tid til at genvinde kræfterne. Bremsen løsnes en anelse, hvorefter jeg presser fisken helt ind og lægger mig ned på båddækket, så jeg kan nå ned til vandet og få fat i forfanget. Først da jeg kigger den dybt i øjnene indser jeg, hvor stor den er. Et hurtigt blik på krogen afslører, at den cirka 50 kilo tunge fisk er solidt kroget, men nu kommer det helt store problem – at få den op i båden

Munden er så stor, at den ville kunne sluge en håndbold, så det er ret let at stikke hånden ind og få et godt greb omkring de kæmpestore læber, og med et godt støttegreb med den anden hånd om de enorme brystfinner får jeg den hevet sikkert op i båden. Sekundet efter ligger jeg komplet udmattet ved siden af denne smukke fiskeart, der har været Eufrats ukronede konge lige siden de ældste civilisationer i Babylon.

Barbekæmpen kan blive 2 eller 3 gange så stor – jagten er ikke forbi

Da de sidste solstråler skinner i fiskens smukke gyldne skæl indser jeg, at jeg føler mig som den lykkeligste mand i hele verden. Da fisken slår med halefinnen og forsvinder i strømhvirvlerne ved jeg med sikkerhed, at jeg vil vende tilbage til den mørke kløft. Blot tanken om at fange en fisk der er to-tre gange så stor som denne kæmpe, vil gøre mig søvnløs indtil det lykkes.

Drømmen om en mangarbarbe: Geddebarben er stort set ukendt for de fleste lystfiskere. Første gang den blev nævnt i europæisk lystfiskerlitteratur var i Jens Bursells bog Specimen Mede 1999, som indeholdt et inspirationskapitel om eksotiske storbarbearter. Først i 2005 fangede en europæer under Golfkrigen for første gang et eksemplar af arten på lystfiskerudstyr. Fisken, der var en udsætningsfisk, blev fanget i en af søerne i Saddam Husseins paladskompleks af Kevin Choules fra RAF-enheden. Barben, der tog et stykke franskbrød fisket på overfladen, var 132 centimeter og vejede over 30 kilo. Det var første gang, der var blevet fisket i paladssøen, for inden tropperne erobrede området, var der dødsstraf for at fiske…

Vejen til drømmebarben: Jakub Vagner er ikke kommet sovende til sine kæmpebarber. – Jeg har tilbragt hundredvis af timer på biblioteker og internettet og har brugt ufattelige mængder af tid på at e-maile samt telefonere til diverse krigsreportere og diplomater i området for at opspore viden om barberne, afslører han. – Men på trods af dette, har det været stort set umuligt at skaffe noget updated viden om fiskene. Der var derfor ikke andet at gøre end at bruge tre måneder i 2011 på rekognosce­rings­ture langs Eufrat og Tigris i Syrien, Iran, Irak og Tyrkiet. Her har jeg rejst tusindvis af kilometer for at checke vande og udspørge de lokale fiskere om forekomsterne af den sagnomspundne kæmpebarbe – uden fiskestænger. Efter et langt og hårdt slid langs floderne lykkedes det mig at pejle mig frem til, at fiskene skulle findes på den øvre del af Eufrat

Barberne, der tilsyneladende udelukkende findes i Eufrat bassinet, lever i et af verdens farligste brændpunkter, og det kan derfor ikke anbefales for normale lystfiskere at tage derned. At fange disse kæmpefisk har været en besættelse for mig – og det har været med livet som indsats. Men jeg fortryder ikke et sekund, slutter Jakub, der også er kendt som vært på TV-serien »Fish Warrior« på Natio­nal Geographic Channel