Skydehoveder er de sidste omtrent 15 år blevet næsten enerådende blandt kystfluefiskerne, og med god grund. Skydehovedsystemet rummer mange fordele, og som kystfisker er en af de væsentlige, at man med lidt god teknik ganske ubesværet opnår kastelængder på 25 meter eller mere. Lars Christian Bentsen smider kortene på bordet og viser dig hvordan du laver dit eget skydehoved.
Af Lars Christian Bentsen
Med løkke-til-løkke-forbindelse er det hurtigt at skifte skydehovedet. Hold skydehovedet i løkken og vind det om fingrene, pak ned og monter et nyt – det tager under to minutter!
SKYDEHOVEDER har i mange år været anvendt til både fiskeri og casting. I starten af 1990’erne var det den legendariske Göran Andersson, der, i Skandinavien, var en af hovedpersonerne bag udbredelsen af skydehoveder og såmænd også den, der startede en trend, der desværre er døet lidt ud igen. En af ideerne bag Anderssons linekoncept var at man, med et minimum af viden om liner og kast, kunne tilpasse skydehoveder til forskellige typer af fiskeri og steder. Andersson var og er laksefisker, og hans primære drivkraft var udvikling at et linesystem, der satte ham i stand til at kaste og fiske på steder, der normalt var forbeholdt spinnefiskere.
HVAD ER DEFINITIONEN af et skydehoved, og hvad med de liner, der markedsføres som »integrerede skydehoveder«. Eller hvad er forskellen på en WF-line og et skydehoved?
Mange foretrækker monofile skydeliner, som let forbindes til skydehovedets løkke med en almindelig blodknude. »Gammeldags« coatede skyde-liner yder lidt mere modstand i stangens øjer og er en fordel, hvis det er vindstille, og det er typisk også lidt lettere at præsentere fluen med en coatet skydeline. De længst mulige kast eller lidt bedre turnover og bedre præsentation – det er kompromiset!
En WF-line består af en klump og en runningline, koblet sammen i en glidende overgang, med en kortere eller længere tapering, hvor den tykke klump gradvist bliver smallere og ender i den tynde runningline, som er den del, der skydes for ekstra distance. Det samme gælder et skydehovedsystem, men den store forskel er her, at skydehoved og skydeline er koblet sammen, typisk med en løkke-til-løkke-forbindelse, så skydehovedet kan skiftes ud efter behov, ændrede forhold eller ønsker om en anden fiskedybde.
Bemærk, at så snart der er tale om et skydehovedsystem, så defineres den tynde del som en skydeline (shootingline) i stedet for runningline. Det vil sige at et »integreret skydehoved« altså er en WF-line, men den kan være designet, så den kaster lige som et skydehoved.
Forholdene på kysten en forårsdag kan ændre sig hurtigt, og da er skydehovedets fleksibilitet en stor fordel. På mange kyststræk er vejen til succes lig med at dække en masse vand – også her er skydehovedets egenskaber en fordel for fluefiskeren.
Skydehovedsystemet er altså med andre ord fleksibelt, og med et lille udvalg af tilpassede skydehoveder i ryglommen, kan kystfluefiskere drage fordel af den fleksibilitet. På få minutter kan man skifte fra flydende til synkende line, eller til et ganske kort skydehoved, der tillader fluefiskeren at fiske på steder, hvor stranden er høj eller buske og træer står helt ud i vandkanten. Der er, udover ubesværede, lange kast, altså også andre grunde til at sætte sig lidt ind i, hvordan man tilpasser et skydehoved til sin foretrukne kyststang.
LINEPRODUCENTERNE fik i 90’erne øjnene op for hvor mange fluefiskere, der egentlig tilpassede deres egne skydehoveder, og der begyndte stille og roligt at dukke færdiglavede specialliner op på markedet.
Til kystfiskeren laver flere producenter gode skydehoveder, der ikke skal tilpasses, og størstedelen af de førende prodocenter laver én eller flere hoveder, der er udviklet til skandinavisk kystfiskeri. Men for den, der ønsker en virkelig specialline, er udvalget på hylderne ikke stort nok. Markedet for fx super korte skydehoveder på 6,5 meter er bare ikke stort nok, til at producenterne laver dem.
På et par af de pladser, jeg jævnligt besøger, skal der vades dybt. Det betyder at selv et enhånds speykast bliver noget besværet og der er meget lidt plads i bagkastet. Her har jeg har ofte glæde af et ganske kort skydehoved på bare 6,5 meter – og sådan et har jeg til flere af mine kyststænger. Det kaster ikke specielt kønt, men det tillader mig at fiske pladsen effektivt af. Tilmed er linen god, hvis man skal kaste store fluer på let grej, men det er en anden sag. Men hvordan griber man det an, hvis man selv vil i gang med at tilpasse liner?
En præcis vægt er yderst anvendelig når liner skal passes til. Desuden er den god at have når man finder gamle skydehoveder i gemmerne man ikke ved hvad passer til.
I PRAKSIS er det første man skal lære, at splejse løkker. Dernæst må man have et basalt kendskab til det system, som flueliner klassificeres i – nemlig AFFTA-systemet. I AFFTA-systemet klassificeres en line efter vægten af de første 30 fod, dvs. ca. 9,1 meter. Lad os begynde med det sidste og med at understrege, at AFFTA-systemet KUN klassificerer liner og ikke stænger, og for at gøre det hele lidt mere kompliceret, så fortæller AFFTA-systemet heller ikke noget om den optimale linevægt til en given stang. Alle dage har de fleste WF-liner haft en længere klump end 30 fod/9,1 meter og dermed en højere, effektiv kastevægt end AFFTA-systemet umiddelbart indikerer. Måler man klump-vægten på en række WF-liner i fx klasse 6, så vil man opdage at mange af dem har en vægt på omkring de 14-15 gram.
En præcis vægt er yderst anvendelig når liner skal passes til. Desuden er den god at have når man finder gamle skydehoveder i gemmerne man ikke ved hvad passer til.
INDIVIDUEL TILPASNINGS skydehoveder er næsten ikke til at drive op længere, men det er der heldigvis råd for. På nettet kan man flere steder finde billige DT og WF liner, der er fine at lave skydehoveder af. Og din udslidte WF-line kan også, ofte med stor succes, laves om til et skydehoved. Af en DT-line får man to skydehoveder og til cirka 50 kr. pr. line, så skulle de fleste også have råd til at eksperimentere lidt. Enkelte af disse billige liner må man påregne at kassere, da der er tale om andensorteringsliner. Prisen på linerne lægger op til eksperimenter, og ud over længde og vægt på skydehovedet, kan man også med fordel forsøge sig med en tilpasning af skydehovedets fronttapering.
Ofte er linerne lavet med en forholdsvis lang fronttapering, og tynd spidsdiameter i forhold til klassen. Hvis man klipper lidt af fronttaperingen ad gangen, bliver den langsomt kortere og spidsen tykkere, og dermed får linen et tungere overslag eller turnover, som det kaldes på fluefiskerlatin (engelsk).
Her kan det blive lidt langhåret, men en god huskeregel er, at jo større fluer man gerne vil fiske med, jo større fordel vil man have af en kortere fronttapering og tykkere spidsdiameter. En længere fronttapering og tyndere spidsdiameter giver til gengæld en bedre præsentation af fluen. En skydelære, eller endnu bedre en mikrometerskrue, er en god hjælp.
Jeg foretrækker generelt ganske lange forfang, men et langt forfang på et kort skydehoved, beregnet til at fiske på steder med ringe mulighed for bagkast, er selvfølgelig lidt kontraproduktivt. Derfor har jeg lavet mine korte skydehoveder med en forholdsvis lang fronttapering og tynd spidsdiameter, så skydehovedet ikke slår et kort, 9 fods forfang for hårdt over.
FREMGANGSMÅDEN ER SIMPEL: Lad os tage udgangspunkt i et skydehoved til en klasse 6 stang. Af en klasse 8 DT-line klippes godt 11 m af, som man vejer på en vægt. Inden man splejser de endelige løkker, kan man med fordel nøjes med at strippe coatingen af og binde en overhåndsknude i begge ender – det er rigeligt til at »test-kaste« linen. Den skal spænde stangen, som stadig skal have kræfter nok til at aflevere linen med høj hastighed, men den skal heller ikke være så let at fiskeren skal bruge alt for mange kræfter på at genere høj linehastighed.
Er den for tung – eller lang, så klippes et lille stykke af fra bagenden. Læg også mærke til, hvordan linen vender i luften. Flagrer spidsen, er det typisk, fordi de billige liner ofte har en lang, tynd spids uden tapering. Den skal klippes væk. Skal fronttaperingen justeres for et bedre turnover, så er det nu det skal gøres. Når man synes man rammer en line, der passer stangen og fiskeren godt, så er det tid til at splejse de rigtige løkker.
Der findes adskillige måder at splejse løkker på. Nogen fortrækker at anvende krympeflex, mens andre sværger til at trækker kernen gennem sig selv. Hvis man søger efter »splejse løkker på flueline« kommer der mange gode vejledninger op.
Kastevægt for stænger
Der er megen diskussion om hvor tungt et skydehoved til en given stang skal være, men en god rettesnor for et skydehoved på cirka 10 meter er denne:
Klasse 4: 10-11 gram.
Klasse 5: 12-14 gram.
Klasse 6: 14-16 gram.
Klasse 7: 16-18 gram.
Klasse 8: 18-20 gram.
Linevægt på 30 fod på klasse 5-12 liner
Lineklasse Vægt på 30 fod/9,1 m
5 9,1 gram
6 10,4 gram
7 12 gram
8 13,1 gram
9 14,9 gram
10 17,5 gram
11 20,6 gram
12 23,8 gram
I tabellen er det altså let at aflæse, at hvis man ønsker et skydehoved på ca. 10 meter og 14 gram, så skal man vælge en klasse 8-line. Ud fra skemaet kan man også lave en grov udregning af vægten pr. løbende meter af en given klasse flueline, men husk at fronttaperingen spiller ind. Dermed kan man regne sig frem til hvilken klasse line, der skal bruges til et skydehoved af en given længde og vægt.
En linekurv er en god hjælp til at holde styr på skydelinen – særligt i kraftig strøm eller når det blæser.
