Fiskeriet efter fladfisk er en ægte folkelig klassiker, som kan dyrkes af alle, ligegyldigt hvilket niveau man er på som lystfisker. Steder som Helsingør Havn, Korsør, Røsnæs, og Glatved Strand er kendt som hotspots for de flade, og ofte står man skulder ved skulder med andre fiskere. Men man kan sagtens opdyrke sit helt eget private hotspot, man skal bare vide, hvad man skal kigge efter.
Af Rune Fich Weischer
Satser man på fladfiskenes konge, nemlig pighvarren, skal der agnes med tobis eller fiskestrimmel. Hvarrerne er nemlig alt for fine til at spise orm.
NÅR MAN FISKER FLADFISK fra kysten, er der tre – eller rettere fire arter, som gør sig gældende; ising, skrubbe og rødspætte. Den fjerde »art« er den såkaldte leps, hvilket er en hybrid mellem skrubbe og rødspætte. Alle arter er fine spisefisk, selvom rødspætten nok må siges at være i særklasse.
Fiskene minder meget om hinanden, men deres levevis er vidt forskellig. Til trods for, at rødspætter og skrubber må have en vis omgang med hinanden, siden der er så mange leps som der er, så er det sjældent man fanger begge arter samme sted. Det er typisk bundforholdene som gør sig gældende for hvilke fladfisk, som er i området.
Jeg husker barndommens hotspot på den sjællandske nordkyst, hvor man dengang kunne fange isinger i spandevis. Bunden var dengang bestående af rullesten med enkelte sandpletter, og der var temmelig dybt helt ind under land. Jeg var væk derfra i nogle år, og da jeg kom tilbage, havde strømmen bragt store mængder sand ind på pladsen. Væk var isingerne – forsvundet som dug for solen. Men til gengæld var der nu skrubber, hvilket jeg aldrig før havde fanget på stedet.
Bemærk perlerne på tavsen. Deres effekt kan diskuteres i klart vand, men i oprørt vand kan de gøre en udslagsgørende forskel, idet de synliggør agnen.
ISINGERNE søger typisk dybe render, med kraftig strøm og hurtig udskiftning af vandet, hvilket som regel også er ensbetydende med fast stenet bund. Skrubberne derimod, søger nærmest det modsatte. De står gerne på lavt vand, og søger en afvekslende bund, med en blanding af grus, tang og sten. Søger man skrubber med størrelse, syntes der at være en tendens til, at et lavt saltindhold i vandet, er en fordel. Langt de største skrubber fanges omkring Lolland-Falster og Langeland, hvor vandet i perioder næsten er brakt.
Min personlig bedste skrubbe taget fra land på 1,4 kilo, blev fanget fra Københavns Nordhavn på en dag, hvor det primært var aborrer, som huggede, hvilket siger noget om vandets saltindhold. Efterhånden er der også kommet stærke bestande af skrubber i fjorde, som ellers har lidt af ildsvind og bundvendinger op igennem 90’erne, og det vil ikke overraske, om det vil blive her, der i de kommende år, vil blive fanget mange og ikke mindst store skrubber. Dog syntes fjorden at stå lidt i baggrunden i forhold til kysten, når der skal fiskes fladfisk, men det kunne måske være, det er på tide at tænke lidt anderledes.
Skrubberne kan være forslugne, og ofte kroges de for dybt med traditionelle langskaftede fladfiskekroge. En cirkelkrog som denne, kroger dog altid i munddelene.
RØDSPÆTTERNE kan være fantastisk lokale i deres valg af standplads. Ved opmarchbåsene i Helsingør, som præges af skrubber og torsk, er der et enkelt hotspot til rødspætter. Men skal stille sig ved en bestemt lygtepæl og kaste LIGE ud… Ikke lidt til højre eller lidt til venstre, men LIGE ud. Så fanger man en rødspætte i løbet af 15-20 minutter.
Årsagen til, at rødspætterne ofte står så samlet som de gør, skyldes deres fødegrundlag. Ligesom de øvrige fladfisk, hugger den ubekymret på orm, men den absolut fortrukne føde er hjertemuslinger. Det er banker af disse muslinger, som skaber små oaser for rødspætterne og tiltrækker dem som en magnet. Er man på jagt efter et rødspætte-hotspot på den åbne kyst, kan de karakteristiske hvide skaller fra muslingerne røbe, at man er på rette spor. De vil typisk ligge opskyllet på stranden, hvis der er en muslingebanke i umiddelbar nærhed.
Rødspætterne vil også søge efter lidt dybere vand. Der er naturligvis undtagelser, men som regel skal man ud på tre meters dybde eller mere, for at finde spætterne. Dybdekurver er i det hele taget vigtige i jagten på nye hotspots, men både Google Earth og Kraks søkort, kan med et par klik, være behjælpelig med vitale informationer om både dybder og bundforhold. På den åbne sandede kyst, ændrer vilkårene sig konstant. Revlerne finder aldrig hvil, og er hele tiden i bevægelse. Det gør, at fiskene også er i bevægelse. Det er primært skrubber, man søger under disse forhold, og her kan man ofte finde dem i såkaldte »smørhuller«. Ligesom med rødspætterne som samles på muslingebankerne, så samler skrubberne sig samme på ganske små arealer.
Børsteorm og i særdeleshed sandorm, er eminente agn til fladfisk, men en fiskestrimmel virker også og åbner samtidig muligheden for hvarrer og sågar ørred.
SMØRHULLERNE ligger typisk, hvor der er afvigelser i revlernes mønster. Kunstigt anlagte bølgebrydere, kan skabe ly, eller nærmere et roligere »bagvand«, hvor fødeemner fanges i brændingen og kastes ind. Her finder vi ofte et smørhul. Det samme gør sig gældende ved revlegennembrud, hvor strømmen ganske enkelt har gravet en rende gennem en revle og forbundet badekarrene på hver side. Hver eneste bølge som slår ind, vil søge tilbage gennem denne kanal, og skabe små bagvande på begge sider af gennembruddet. Igen et oplagt sted at finde et smørhul. Selvom et revlegennembrud i sagens natur befinder sig under vandet, så giver de sig dog tydeligt til kending, da bølgerne på overfladen, brydes af den tilbagegående strøm i gennembruddet.
At finde sit helt eget hotspot, er en fornøjelse for lystfiskere med hang til eventyr og udfordringer. Naturligvis belønnes man med de fisk man fanger samt sit helt eget hotspot, men i høj grad også ved den tilfredsstillelse det er, når research og teori viser sig at holde stik. Det er bare om at komme af sted!
