Søren Beck (tv) og Niels Godsk Jørgensen (th) nyder månen stå op over kronborg ombord på Fyrholm. Og hvarrer – ja dem var der masser af.
Efterår er fladfisketid – og lige nu er der et virkelig godt slet- og pighvarfiskeri i Øresund. Vi er taget med Martin Hubert fra Fyrholm og Spar Lystfiskeri – samt et gæng skrappe fladfiskedrenge på Sundet for at lure dem kunsten af.
AF JENS BURSELL
SÅ ER DET NU, råber Martin, idet han med kyndig hånd og et fast blik på marineelektronikken, placerer Fyrholm på en perfekt grusbanke, hvor der plejer at være godt med hvar. Jeg når lige at få monteret min sildefilet på et dobbelt krogsæt, og sekunder efter daler taklet hurtigt mod bunden. Kort tid efter stopper spolen på mulithjulet med at rotere, idet taklet lander på bunden. Der sker ikke noget lige med det første, men efter et par minutter kommer det første hug nede i bagenden af skibet – og kort efter har også Niels en fin hvar, der dunker i stangen.
De fleste af de hvar, som vi får i starten er slethvar – og det er da også en af disse, som kort tid efter inhalerer min agn. Det giver bare et par afmålte ryk i stangtoppen, hvorefter linen stille og yderst overbevisende strammes op. Det er en fin fisk, og inden læge kan jeg løfte en fin 1,2 kilos hvar op til fotografering på dækket.
Og sådan bliver det ved – kun afbrudt af et par tiltrængte spise, drikke og snakkepauser – plus et par springende tun NV for Kornborg, der stjæler opmærksomheden, når de springer fri af vandet og angriber makrellerne i overfladen, så vandet står i kaskader til alle sider to meter op i luften. Det gode fiskeri fortsætter det meste af dagen, og hen under aften kan vi tælle 30 hvarrer – mest slethvar men også et par fine pighvar.
Taklet til bundfiskeri efter pighvar
– Mit favorit takel til pighvar er bundet af 0,40 mm fluorocarbon, fortæller vores skipper Martin, der om nogen har styr på de tekniske detaljer. – Vi fisker normalt med et standard slæbetakel med en 60-100 cm krogtafs: Start med at binde en str. 1 enkeltkrog på med en 4-tørns blodknude og lad en tamp på cirka 15-20 cm stå. Stram knuden godt til. Af den linetamp, der nu står til bage, binder du en lille stinger ved at binde en trekrog str. 8-6 cirka 10-12 cm fra enkeltkrogen.
– Bind nu en svirvel i enden af krogtafsen. I den anden ende af svirvlen binder du cirka 30 centimeter 0,50-0,60 mm mono, og på den sætter de en anti-tangle bom med en blinklås, hvori du kan montere dit lod, som typisk er 100-300 gram – alt efter hvor meget strøm, der er på dagen. Bind nu den svirvel, der skal bruges til at connecte taklet med til hovedlinen så tæt på bommens top som muligt.
Klar til at fiske!
– Du kan bruge mange agn til pighvar, og hvis det skal være lidt let, så er helt almindelige sildefileter et rigtig godt valg, fordi det altid er så let at skaffe lidt friske sild her om sensommeren og efteråret. Medbring en skarp fileterings kniv, og skær et par fileter. Læg dem med skindsiden nedad og skær et par tynde strimler, som er cirka 1-1,5 cm brede i toppen og taperet tynde i enden, så de flagrer mest muligt i strømmen nede på bunden.
– Start med at montere den tykke ende på enkeltkrogen, så den sidder godt. Herefter lader du blot den frie stinger hænge og daske, for med strømmens hjælp vil den komme til at flagre helt perfekt omkring enden af din agn, når den fisker i strømmen nede over bunden. Hvarrerne suger ofte agnen ind med en grådigt så, og det betyder at man med denne teknik kroger helt perfekt.
– Når du fisker på denne måde er det en god ide lægge taklet forsigtigt ned i vandet, så det ikke kludrer op, inden det begynder at synke. Under nedsynkningen holder du et ganske svagt pres på spolen og stopper i det samme du mærker, at den rammer bunden. Herefter er det bare at vente på hug. Giv en lille smule line engang imellem, så du er sikker på, at du holder bunden. Når det napper, venter du med at gøre modhug, til der kommer en helt naturlig opstramning af linen – og så er det ellers bare om at hive flidspræmien om bord, slutter Martin
Har du selv fået lyst til at fiske fladfisk fra turbåd, så arrangerer Spar Lystfiskeri en lang række forskellige ture. Du kan booke og høre mere om fiskeriet hos Spar Lystfiskeri her.