Store fede overspringere står øverst på de fleste kystfiskeres ønskeliste, og de er ikke så sjældent at finde blandt de store tobisstimer i april. Her giver Fisk & Fri’s David Thormar dig lidt inspiration til den kommende tid på kysten – samt en stak tips, der bringer dig et skridt nærmere trofæfisken.
Af David Thormar
David opsøger så vidt muligt altid oprørt eller farvet vand, da havørrederne ofte er lettere at få i tale her.
DET ER BEGYNDELSEN AF APRIL – den absolutte højsæson for kystens blanke tobisædere. Jeg har jeg haft en del ture, hvor jeg simpelthen ikke har fundet fiskene. Tobiserne, som plejer at være det sikreste forårstegn, har jeg heller ikke rigtig fundet. Enkelt fisk er det blevet til, men der er ikke sådan for alvor kommet gang i mit fiskeri. På sidste tur sent en søndag eftermiddag finder jeg dog flere lokkende tobistimer på kanten af et sandområde. I dagens sidste lys fanger jeg et par meget fine blankfisk og har klart fornemmelsen af, at dette for alvor er startskuddet på mit forårs fiskeri.
TOBISSÆSONEN begynder for alvor i starten af april, hvor vores kyster mange steder vrimler med havørredens langstrakte livret. Den første forårsvarme sætter gang i det lave vand med mørk bund. Smådyr og fisk, der lever i tangskoven, vækkes til live – og hurtigt efter begynder tobiserne at indfinde sig i jagten på føde. Fra dybere vand søger de mod kysten og trækker stimer af havørreder med sig, der hen over vinteren har levet sparsomt – eller fourageret på stimer af sild, tobis og brislinger længere ude. Tobiser har den perfekte størrelser for havørreden og afmålt med den indsats, der skal til for at fange dem, udgør de det perfekte bytte. Vil man fange mange og forhåbentlig store fisk, går man derfor aldrig galt i byen med at begynde sin havørredjagt med at jagte tobiser.
To af de rigtige fra en produktiv forårsdag på Møn. Disse fisk blev taget mellem tobisstimerne.
Jeg lokker min far med på fisketur, hvilket ikke er svært. På grund af vindforholdene vælger vi ikke i første omgang pladsen fra i sidst, men en plads med mere røre i vandet. De første solstråler titter så småt frem, og over jorden ligger et tyndt tæppe af dis, der vidner om nattens kølighed. Da vi ser vandet, stiger iveren markant. Vi er de første på pladsen, og her oser af ørreder. Der står en god pålandsvind ind på kysten, bølgerne ruller over de store sten, og solen får det let grumsede vand til nærmest at skinne. Vi rigger til på rekord tid, og der går ikke længe, før min tobisimitation lokker en målsfisk til at hugge.
Vi arbejder os langsomt ud af de mest oplagte rev, mens vi fisker grundigt af. For enden af det ene rev, har jeg endnu en mindre fisk, der dog stiger af – og lige som vi bevæger os ind igen nupper min far en fin havmeters blankfisk.
De næste par timer fanger vi mange fisk mellem de store sten, men det er som om, der er noget galt. På trods af, at vi er nået op på 15 fisk, kan kun en snige sig op omkring 50 cm – resten ligger lige omkring målet, hvilket er usædvanligt for denne plads og årstid. En fornemmelse siger, at dette ikke er de »rigtige« fisk. Det virker som små stimer med grønlændere eller mindre enkelte stationære fisk, og ikke de store tobisædere vi er på jagt efter. Vi har heller ikke set en eneste tobis, og beslutter derfor at skifte plads. Det er et lidt svært valg, da man trods alt har haft et fint fiskeri – og det er måske lidt arrogant at køre fra en plads, hvor man lige har fanget et par håndfulde fisk.
David Thormar med to fisk, der blev taget på kanten mellem sand og tang.
Næste plads har større sandområder nær land, og den samme gode pålands vind som før. Der går 10 kast før min far fanger en målsfisk, og få kast efter fanger jeg også. – Fandeme nej, får jeg råbt, da den hugger. – Det er sgu de samme små fisk her, bander jeg.
Mit hovedet arbejder på højtryk; det gælder det om at finde de rigtige fisk, der følger tobisstimerne. Pladsen fra i søndags ligger i baghovedet, men jeg har ikke de bedste erfaringer i stille vand, og derfor er den fravalgt. Alligevel er der noget, der siger mig, at vi skal derover.
EN HURTIG BESLUTNING, og 20 minutter senere, småløber vi mod vandet. Der er stille, men vi er alene. Vandet har meget farve, og solen varmer lokkende. Pladsen har en fed sandrevle lidt længere ude, og allerede på vej ud, ser vi flere tobis stimer i det grumsede vand. Det er rimelig højvande, så vi må finde den helt rigtige vej ud på revlen, mens vi tager de første kast. Min far har fundet en sten lidt inden for revlen og er kommet op, så han fisker effektivt, og alt i mens jeg råber, fordi der løber vand i wadersne, får min far den første gode fisk. Et kontant hug og en kort fight resulterer i en flot 2 kilos tobisæder. Det er det helt rigtige det her…
Jeg får stress, da min far råber igen – han har endnu en god fisk, der huggede ret ud for mig over sandrevlen. Vi nærmest vader rundt i stimer af tobis.
Tobiser søger tit tilflugt i sandet. Derfor er områder med sandbund oplagt jagtrevir, hvis man vil i kontakt med store tobisædere.
Første kontakt har jeg efter 5-10 kast, jeg mærker flere puf til blinket og gennem vandet kan jeg til sidst se 3-4 fisk følge efter ind over sandet. Ved at bakke tilbage på sandrevlen får jeg strukket blinkets gang længe nok til at få lokket en til at hugge. Den næste time er der fisk nærmest hele tiden, og en pæn stribe fisk mellem 1,5-3,5 kg er inde og vende. Det er helt vildt. Nu mangler vi bare den helt store tænker jeg. Efter lidt stilstand i huggene, bevæger jeg mig ud af revlen, mens min far bliver på sin sten. En ældre herre har i et stykke tid fisket nærmest bag os, men nu står han pludselig skråt bag ved mig. Han mangler lige det sidste for at komme på revlen, men vælger som min far de tørre waders og stiller sig på en sten.
Jeg er nu lidt låst mellem de to, men hvad gør det, når der pludselig er fisk igen. Jeg får et par hurtige fisk, og den ældre herre overlister lidt overrasket også en fin fisk. Min far er kommet op på revlen, og er på vej ned mod mig, da det vi har ventet på sker. Ind over sandet ser jeg endnu en gang et par fisk følge blinket. Denne gang er den ene bare MEGA.
Har man hang til fluefanget havørreder, kan en langstrakt tobisflue være sagen. Denne fine overspringer kunne ikke stå for en SF-tobis bundet på rør.
Et aggressivt spinstop får den største i flokken til at skyde frem og tage mit søm. Nærmest i slowmotion ruller fisken rundt samtidig med, at den får vendt hovedet skråt ud af, hvorefter den sætte gang i et udløb. Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Det begynder egentlig roligt med et kraftfuldt udløb på 10-15 meter efterfulgt at et spring, hvortil min rolige sidemand, der er stoppet med at fiske, siger »Hold da op«.
FISKEN ER AF EN KALIBER, jeg ikke før har været i kontakt med på kysten. Den fortsætter nu ufortrødent sin flugt. For hver 10-20 meter laver den et spring, og synkront springer mit hjerte et slag over. Min far har set tumulten og kæmper sig nu hen mod mig. Fisken har taget faretruende meget line, og jeg lægger yderligere pres på. Al min spundne line er ude, da jeg endelig får bremset fisken, og nu starter et tovtrækkeri, hvor fisken bevæger sig frem og tilbage langs kysten. Den vælter rundt derude, men det er ikke meget line, jeg får tilbage på hjulet – og pludselig, da den i det fjerne viser sig i et halvhjertet spring, bliver linen slap.
Tiden står stille et par sekunder hvorefter skældsordene får frit løb, mens jeg hastigt haler ind igen. Nå – det var øv, kommenterer sidemanden tørt, hvorefter han mærkeligt nok går ind. Min far, der havde opgivet vand spurten, råber »hvad fanden skete der«, mens han fisker det sidste stykke ned mod mig.
Tre sikre tobisagn til aprils kystfiskeri. Selvom den skrappe farve ikke ligner den ægte vare, kan den være god at have i stærkt oprørt vand.
JEG ER RYSTET og nærmest i trance, da et voldsomt hug vækker mig. En fisk har hugget, da jeg haler den lange vej ind fra min mistede monster fisk. Hvad fanden har jeg gjort, siden det bare ikke vil lykkes? Da jeg får gennemløbssømmet ind, får jeg svaret.
Linen er kommet neden om en af krogene på tre-krogen, så jeg trækker den, den forkert vej gennem vandet og dermed også ud af munden på fisken. Jeg kaster febrilsk igen med en totalt rystende krop. Om jeg virkelig tror på, at den store vil hugge igen ved jeg ikke, men da jeg i kastet efter får en fisk, der ikke er nær så stor, fighter jeg den hurtigt og rutineret ind, griber den over nakken, bælter den og fisker fokuseret videre. – Var den ikke meget god, den du fangede før, spørger min far, da der er kommet lidt ro på noget tid efter… Neeej – svarer jeg tøvende og løfter fisken op. Vi er begge forbløffede, da fisken viser sig at være et pragteksemplar på et godt stykke over 4 kilo…
Klintekysten på Møn er spækket med prima tobisjagervand. Her bliver hvert år landet mange store overspringere.
Find tobiserne
Der findes faktisk fem tobisarter, hvoraf sandgrævlingen er den mest almindelige. Fælles er, at de foretrækker at opholde sig i nærheden af sandbund, hvor den kan grave sig ned, hvis faren lurer. Bundforholdene, der hvor man fisker, er derfor meget vigtige. Pladser, hvor mørke tangsbælter eller stenbunde afløses af sandbunde, er oplagte, når man vælger kystplads. Lidt grumset vand, giver de mest optimale jagt betingelser for både tobis og havørreder. Søg derfor gerne en kyst, hvor en tilpas vind har skabt eller skaber bølger, der hvirvler sediment og krebsdyr op i det frie vand.
I jagten på tobiser, må man være klar til at skifte plads flere gange på en dag. Selvom det hele måske ser rigtigt ud, så er fiskene måske ikke lige på pladsen på det tidspunkt, eller der er forhold som strøm, temperatur eller andet, man ikke lige har styr på. Skift derfor gerne plads eller affisk større områder for at finde fiskene. Kender man andre, der er af sted, så hold gerne telefonkontakt, og meld hvis der er noget – det giver flere fisk til alle.
Selvom fiskene er i ædehumør, bruger de sjældent unødigt mange kræfter på at fange føden. Derfor kan det nogle dage virke som om, fiskene er meget selektive. En varieret indspinning kan ofte gøre udslaget på sådanne dage. Generelt er tobiser en hurtig lille sag, og man kan næsten ikke spinne for hurtigt ind – havørreden skal nok fange agnen, hvis den vil. Mange spinstop kan få agnen til at imitere en tobis, der flygter, prøver at grave sig ned eller ligne en skadet tobis – og på den måde skille sig ud fra de stimer, der svømmer rundt.
Agn
I foråret er havørrederne i den grad sultne, og rammer du rigtigt, kan næsten alle agn fange fisk. Dog er det altid en god idé at fiske med en agn, man kender godt og er effektiv med. Agnen skal passe til forholdene og fiskes efter disse, men med det sagt, er der tilfælde hvor fiskene er så tobisfikserede, at man øger sine chancer markant ved at imitere disse.
Klassiske langstrakte kystagn, der imiterer tobisen er ideelle. Sølvpilen, Sømmet eller Bornholmerpilen er gode bud. Mange kystwoblere imiterer også tobiserne. Her er både de håndlavede – fx Steen Karlsens kystwoblere og OGP’s OLR wobler eller de masseproducerede kystwoblere i plast fra større producenter som fx Magic Minnow. Alle virker til UG…
