Vi kender alle flosklen om at kystblink er bedre til at fange lystfiskere end fisk. De fleste af de flot bemalede agn på grejhylderne fisker dog rent faktisk godt, men der kan være dage, hvor ubemalede og mere afdæmpede agn er udslagsgivende. Allan Zeuthens budskab er tydeligt; skræl dit blink og få det til at forsvinde – lige i kæften på din næste ørred.
Af Allan Zeuthen
Søren med en tokilos på tasken. Denne fisk blev en åbenbaring for Søren – og startskuddet på hans karriere med rå blink.
SØREN HAR FÅET TIDLIG FRI, en rygsæk er pakket med kaffe og lidt hygge – og nu skal vi ud og traske de københavnske moler igennem på jagt efter havørreder. Da vi rigger til, vælger Søren et meget flot blink. Det er en stor tobisimitation, malet i flotte farver med masser af detaljer. Da overfladen er blank, vandet stille og temmeligt klart, vælger jeg et mindre blink, som jeg for nogle måneder siden har krasset alt finish af. Jeg har en tyrkertro på det matte grå blink, som takket være de seneste måneders vind og vejr, kun udsender nogle afdæmpede reflekser i vandet.
Turene før har været magre, men denne dag, er vi heldige, og vader lige ned i ørrederne – eller jeg gør i hvert fald. I første kast er der fast fisk og kort tid efter løsner jeg krogen på en målsfisk. Kastet efter er der puf på blinket og på de sidste ti meter ser jeg de små hidsige sorte skygger følge blinket. Jo der er fisk derude i dag.
Denne eftermiddag oplever vi, hvor stor betydning agnvalget kan have. Søren kommer over til mig og lægger nogle kast ud i området, hvor jeg har fanget dem. Han har ingen reaktion, før han låner min stang. Han når knapt at dreje på håndtaget, før der er fast fisk – en klart bedre fisk. Selvom luften er kold, er vandet stadig omkring 10 grader, så Søren for kamp til stregen. Spring efter spring afløses af en hidsig boren i tangen. Søren får dog snart kørt denne hidsige fisk træt og kan lande en smuk fisk på cirka 55 centimeter.
Gider man ikke rode med stålbørste og lignende, kan man smide sine bemalede blink i et glas med acetone, som gør kort proces af den flotte lak. Acetonen giver blinket en noget mere pæn, blank og glat overflade end stålbørsten, men efter nogle timer i vandet vil det ubemalet blink få det helt rigtige udseende.
ÅBENBARINGEN ER STOR, og Sørens grejkasse kommer hurtigt op af tasken. Valget falder på en gammel slidt Möresilda – en fantastisk agn til de træge efterårsfisk. Det godt irrede blink er nærmest sort af ælde og det er åbenbart noget de kan lide, så nu er vi to, som har en fest.
Nogle dage senere besøger Søren samtlige grejforretninger i København på jagt efter noget råt, men det er umuligt at få grå og kedelige blink. Selv de blink, der er malet i afdæmpede og kedelige farver skinner for meget på grund af lakken. Det kan som nævnt være det rigtige nogle dage – bare ikke altid.
Er vandet grumset, skal der ofte noget mere farve på agnen, så ørreden lettere ser agnen. I det meget kolde vand kan farven også være det, som kan få ørreden i gear.
Fire rå gennemløbere klar til de svære blanke. Prøv dig frem og lav en ubemalet version af dit eget favoritblink – det kan være udslagsgivende på en stille dag.
Tager man et kig i fluefiskernes kystæsker, vil man ofte se en masse små kunstværker hvoraf 9/10 er i afdæmpede varianter. Tager man derimod et kig i en spinnefiskerens grejboks er det ofte det rene »bling bling«, hvilket gør, at mulighederne for at træffe det rigtige agnvalg reduceres kraftigt på nogle dage. Denne æske er jo i virkeligheden vores værktøjskasse. Det er den, som skal løse problemet, når fiskene kun følger efter. Det er den, der skal byde ind, når vinden vender og vandet skifter farve – eller når vi skifter plads.
Jeg har snakket med diverse grejproducenter om dette, men fælles for alle svarene er, at de siger at de skal fange fiskeren, før fiskerne kan fange fisken – hvilket er svært at modargumentere. Men hvor det dog skær i hjertet, at ødelægge de flotte agn med vold og magt for at få dem rå.
Sørens kone, Rie med en flot fisk og en sød baby. Fisken huggede på et kobberblink, der havde fået en stribe matgrå maling.
HVOR RÅT SKAL DET VÆRE? Efter min, og mange andre kystfiskeres, opfattelse er den perfekte agn den, som dukker op i fiskerens synsfelt 1-2 meter fra den. Selvom finish er det vigtigste, spiller fart og størrelse på agnen også en stor rolle.
Her, hvor vi går den kolde periode i møde, vil medicinen ofte være en lidt mindre agn, som fiskes i relativt raskt tempo. Først, når temperaturen nærmer sig frysepunktet, skal man noget ned i tempo. Omvendt skal man ikke være bange for at give agnen noget fart, når vandtemperaturen er på vej op og har rundet fem grader – og man kan også eksperimentere med større agn. Jeg har flere gange oplevet at få fisk, hvor jeg spandt så hurtigt, at blinket brød overfladen – nærmest som et stickbait til tun.
Sådan gør jeg
Uanset hvilken type blink jeg forelsker mig i, bruger jeg fil og ståluld. Jeg vil give alle producenter den ros, at deres agn er godt lakeret, for der skal arbejdes hårdt for at komme igennem lakken. Inden jeg går i gang har jeg selvfølgelig fjernet kroge og ringe, så de ikke skades. Kobberblink får ikke filen, men bare stålulden, som fjerner den blanke overflade. Når man er kommet ned til legeringen er blinket en anelse blankt, men her gør moder natur kort proces: Læg blinket i en skål med lidt salt og vand – og stil det ud i haven nogle dage.
