Som geddefisker er der ikke meget, som slår første maj og de første par uger efter fredningen, hvor gedderne virkelig kan være i et herligt forårshumør. Følg med på et forrygende premierefiskere hvor alt bare gik op i en højere enhed.
Af Gordon P. Henriksen
GEDDEGREJET har stået ubenyttet en hel måned og foråret har endelig gjort sit indtog. Grønne blade, syngende fugle, og en sol der varmer, er alle skønne forårstegn. Men frem for alt byder maj i den grad på hugvillige og ukritiske gedder. Efter en overstået leg er gedderne godt sultne, og så gør det heller ikke noget at de har fået fred i en hel måned. Gedderne er tændte, og det samme er jeg.
Premiere med fluefiskeri, swimbaits og jerkbaits
DENNE PREMIERE er jeg traditionen tro taget af sted med min kammerat Rasmus, som skal fluefiske. Selv har jeg taget spinnegrej samt en masse swimbaits og mini jerkbaits med. Belært af tidligere års erfaringer kan små agn være særdeles giftige på denne årstid. Vi er mere end ivrige, så efter at have sovet blot et par timer i bilen er min båd søsat, og vi er allerede godt i gang med fiskeriet, inden solen stiger op over forårets første geddetur. Rasmus er ikke længe om at kroge og fange den første gedde, så de gode vibrationer og forårsfornemmelsen spreder sig hurtigt. Gedderne er i hopla og er klar på at lege med.
Da vi har fisket en times tid, er der allerede over ti gedder, der har været oppe at vende i båden. Ingen store desværre – men det er forår – det er geddetid og livet er skønt. Det hele tegner til at blive en rigtig god dag, og det skulle vise sig at blive meget mere end det. Ja, måske det fedeste geddefiskeri jeg har oplevet.
Forårspladserne opsøges til den store premieregedde
VI FINDER lidt gedder her og der, men flere af de pladser, som fiskene har stået på i den kolde tid, er nu tomme, så vi beslutter at afsøge lidt vand. Rasmus tager en pause fra alt det svingeri med fluekæppen, og jeg rigger et par stangholdere op til at dørge med en 17 centimeters Gädde wobler og en lille 13 centimeters 4play. Jeg har tidligere erfaring med, at denne form for dørgning kan være rigtig effektiv til at søge efter fisk – og så er der også lige tid til en wienerbasse samt en kop kaffe. Og dog. Der er stadig kaffe i koppen og en halv snegl tilbage, da den spinkle seksfodsstang bukker sammen. Modhug er ikke nødvendigt, men båden sættes i frigear, og så skal der fightes fisk fra drivende båd. Den føles rigtig stor, men det er svært at vide nøjagtig, da det spinkle swimbaitgrej er så let, at selv en mellemstor gedde kan fighte igennem. Her i maj måned kan der også være masser af musik i selv de mindre gedder.
Men dette er ingen mindre gedde. Da vi ser ryggen i det halvklare vand jubler vi begge. – Den er stooooor, råber Rasmus, mens han begynder at klargøre gumminettet. Det er svært at presse fisken på den korte lette stang, men heldigvis er nettet stort, og Rasmus får endelig nettet fisken. Han drejer netposen, så fisken ikke kan komme ud, og der er ren jubel i båden. Klokken er ikke engang ni, og der er allerede en flot fisk på 9,8 kilo og 115 centimeter i båden! Den lille 13 centimers 4play agn ser ikke ud af meget i den store geddekæft, men ikke desto mindre var det åbenbart lige det, der skulle til. Dagen, ja nærmest de kommende uger er reddet, og der hviler en hvis ro over mig resten af dagen…
Vi beslutter os at drivfiske, og Rasmus kører på med fluegrejet, som giver flere gode mellemfisk. Jeg får fint med fisk på den lille ti centimeter lange Westin Mini Jerkbait, og vi ser ingen grund til at skifte taktik lige foreløbig, da gedderne konstant er oppe at hilse på. De små swimbaits og mini jerkbaits kan fiskes på let grej, og det gør huggene og fights’ene fra de sprælske majgedder ekstra underholdende. Rasmus har succes med en flue, han kalder Nissefluen, da den er bundet i materiale fra et skæg til et nissekostume… Den virker i hvert fald, og han får nogle brutale hug af de glubske majgedder, der tydeligvis er i det helt rigtige forårshumør.
DAGENS TAKTIK består primært af at fiske de små bugter, hvor vinden står på. Gedderne står på lavt vand og nyder solstrålerne samt det let opvarmede vand, og de er ikke bange for at følge agnene og hugge hårdt. En gang i mellem tager vi en pause og flytter fra plads til plads, mens vi lader et par woblere hænge bag båden, og fisker det vand der er en anelse dybere. Det giver små velfortjente pauser, og er der hug, stopper vi op og fisker området lidt mere med både flue og kastefiskeri. Netop et af disse stop giver Rasmus en flot og hårdtfightende gedde på lige over meteren på hans Nisseflue.
Den lille vig med de store gedder
ELMOTOREN bruges til at liste os ind i en lille, lovende vig. Efter et par kast sidder der en god gedde på over meteren, som straks springer fri af vandet. Da den nærmer sig båden, kan vi se en endnu større gedde der følger efter. Jeg råber til Rasmus, at han skal kaste sin flue, og han er ikke længe om at lægge et kast, men desværre uden det ønskede resultat… Den store gedde svømmer væk, og kort efter kan vi veje og fotografere min gedde på 108 centimeter og 8,5 kilo inden den får friheden. Vi fisker området grundigt af uden at se mere til den store gedde, og beslutter os at give området en pause og komme tilbage om et par timer.
MADPAKKEN og en kold velfortjent øl nydes i forårssolen, mens vi giver den lille vig en pause og vi er i den grad enige om at premieretraditionen er kommet for at blive! Lidt senere beslutter vi at vende tilbage til den lille vig, hvor vi så den store gedde. Vi lister båden stille og roligt nærmere. Den langt kastende Mini Jerkbait er super til at afsøge store områder, og kan fiskes i et relativt højt tempo hen over det lave vand.
PLUDSELIG siger det Slam og en stor hvirvel viser sig, hvorefter min stang bukker godt og grundigt sammen. Der er ingen tvivl om, at det er en stor fisk, der har taget agnen, men er det er dén vi så tidligere… Da fisken kommer nærmere båden og vi kan se den tydeligt i det klare vand, er der endnu en gang jubel i båden. Rasmus er igen på net og kamera, men der er ingen jalousi, men kun fælles glæde over at den store fisk er kroget. Som regel er det Rasmus der fanger dagens største fisk, og han kan vist sagtens unde mig en dag hvor det hele går i min favør. Det store gumminet kommer endelig under fisken, og jeg kan næsten ikke tro det. Tre store fisk på denne premieredag. Og denne her må da være over ti kilo, alt efter dens udseende. Vi får vejet den i en sack, og denne her bryder heldigvis tikilos mærket med sine: 10,4 kilo og 112 centimeter. Kort efter sidder jeg med et godt greb om haleroden og skal til at genudsætte fisken, men tager mig lige et øjeblik til at nyde momentet, inden gedden får sin frihed. Forår bliver ikke meget bedre end det her!
Dørgefiskeri – et effektivt alternativ til gedderne
DØRG EFTER GEDDERNE – EN SUPER EFFEKTIV METODE: Hvis du spørger mig, er kastefiskeri klart den mest underholdende metode at fange gedderne på, så det er også det, jeg dyrker størstedelen af tiden. Nogle gange kan gedderne være svære at lokalisere og andre gange har man bare brug for en pause. Under alle omstændigheder er dørgefiskeri en supereffektiv metode, til at finde og fange nogle fisk, man måske ellers ikke lige var stødt på. Nogle dyrker 100% dørgefiskeriet og fisker med seks stænger, paravaner og speciel indrettede både til netop denne form for fiskeri. Det er ikke lige mig, men derfor kan man godt lige skele til dem, når man indretter sin båd eller skal dørgefiske
Jeg har fire Striker stangholdere fra Scotty sidende i min båd. De er solide nok til at kunne holde en kraftig stang med en stor wobler og et brutalt hug for den sags skyld. Selve beslagene er fastmonteret på et lille gelænder, men stangholderne fjernes, når de ikke er i brug. Når jeg er ude i andre både, kan man bruge en clamp on stangholder, som fås fra fx både Rhino og Savage Gear. To stænger er standard og det jeg som regel benytter, men skal jeg dørge et længere stykke eller er fiskene ikke lige i
hughumør, sætter jeg yderligere to agn ud ved hjælpe af paravaner. Det forudsætter dog man har mindst fire spinnestænger og to paravaner med i båden. Dørgning giver god mulighed for at prøve lidt forskellige agn af, og jeg prøver da også at variere de agn, jeg benytter. Det kan fx være en stor og en lille, en i hidsige farver og en i afdæmpede farver samt en der går dybt, og en der går lavt osv. Woblere og swimbaits er klart mine favoritter til dørg. Savage Gears 4play i 13 og 19 centimeter med og uden lip er ikke til at komme uden om. Derudover er Westins Gädde og Platypus også et par gode geddeagn til dørg, og en spinner kan redde dagen. Men prøv gerne de agn du stoler på og har haft succes med.
FEDE PREMIERE AGN
Jeg er den type geddefisker der ikke kan lade være med at slæbe masser af stænger og endegrej med på geddetur, for man ved aldrig lige hvad humør gedderne er i. Jeg har mit jerkbaitgrej med, men det er ofte spinnestængerne og det lette endegrej der fylder mest når det gælder majfiskeriet. Selvom gedderne er glubske og sultne i majmåned efter legen, er det alligevel som om, at små agn virker bedst. At premieredagens tre største fisk blev taget på 13 centimeter 4play og 10 centimeters Mini Jerk, viser også, at man ikke skal være bange for at bruge små agn til store fisk. Spinnere kommer vi heller ikke uden om i maj måned, og må skal gerne være dem, der er tunet med lidt flash – fx DP spinner fra Savage Gear eller GiantSilver fra Innovative Lures.
Mine stænger og hjul er valgt til kastefiskeri. En knarre kan dog være nyttig, når der skal dørges. Så får du nemlig en hørbar indikation af hugget, i de tilfælde, hvor hugget er så kraftigt, at der trækkes line af. Men husk, at bremsen skal stå stramt, at du også får kroget fisken. En del multihjul har knarre, men det er ret sjældent på lavprofi baitcastere. Revo Toro og Revo Toro Winch har begge knarre, hvilket er med til at gøre dem til nogle af mine favorit hjul til det tungere geddefiskeri