Uanset hvor sommerferien går hen i Danmark, er kysten og dens havørreder aldrig langt væk. Fisk & Fri’s Tue Blaxekjær har samlet et slæng af Danmarks dygtigste kystfiskere, som serverer en perlerække af gode havørredpladser til sommervarmen.
AF TUE BLAXEKJÆR, FOTO: TUE BLAXEKJÆR; LARS LAURSEN OG PTIVATE
SOMMERFISKERI EFTER HAVØRREDER forbindes for manges vedkommende med natfiskeri, men der er dog pladser, som sagtens kan fiskes både morgen, middag og aften – selv på den varmeste sommerdag. Fælles for alle pladser, vi serverer på et sølvfad i denne artikel er, at de kan fiskes i alle døgnets lyse timer – såfremt forholdene er til det.
En god hovedregel til sommerens kystfiskeri efter havørred er at fiske på pladser, hvor det meget varme overfladevand bliver trukket til havs af enten vind eller strøm. Derudover er dagfiskeriet normalt bedst på dage med regn og skyer. Såfremt det er muligt, er enten morgen eller aftenfiskeriet at foretrække set ud fra et fangstmæssigt perspektiv. I de tidlige morgentimer er det kystnære vand altid et par grader koldere end det vil være midt på dagen, hvilket havørreden udnytter til sine kystnærer ædetogter.
Et trick til at finde ud af hvordan vind og strøm påvirker den kystnære vandtemperatur er, at bruge www.fcoo.dk. Her kan man via et kort se, hvordan vandets overfladetemperatur forventes at ændre sig time for time.
REVET VED HIRTSHALS FYR er en meget spændende sommerplads på den nordjyske vestkyst. Martin Andersen, som stammer fra Himmerland, men nu er bosat ikke langt fra Mariager Fjord, mestrer både spinne og fluestangen langs kysterne, og han har lige netop denne plads meget kær. Ud over havørred er her også gode muligheder for at fange andre spændende arter som makrel og bars.
– Selve revet strækker sig over flere kilometer fra Hirtshals Havn og sydover til Feriecenter Fyrklit, fortæller han. – Hele strækket består af store sten, leopardbund, dybe huller og en del mindre rev, og der kan parkeres ved fyret eller lige nord for campingpladsen. Pladsen kan fiskes i svag vind – uanset vindretningen, men en østlig vind er at foretrække. Såfremt vinden kommer fra vest eller nord, skal der ikke megen vind til, før pladsen ikke kan fiskes.
Man skal ligeledes under fiskeri i waders være opmærksom på de store dønninger, som hurtigfærgen fra Hirtshals laver. Lige nedenfor fyret ved Hirtshals er der en fin strækning, som ofte holder fisk. Havørreden er som oftest at finde på hele revet, og de kan fanges døgnet rundt. Fiskeriet efter makrel er bedst i de tidlige morgentimer samt i dagens sidste lys. Barsen er på pladsen fra juni til november, og den fanges på samme grej som havørreden. Martin anbefaler fiskeri med tobisimitationer – uanset om der er tale om blink eller fluer, og de må meget gerne fiskes med fart på.
KATBJERG ODDE I MARIAGER FJORD er endnu en spændende og alsidig sommerplads, som Martin holder af at fiske. Her er der dybt og friskt vand mod nord og nordvest. Der kan parkeres tæt på vandet på den dertil indrettede P-plads. Kør til Katbjerg og fortsæt mod vandet af Katbjerg Oddevej.
– Der kan fiskes traditionelt med spin og flue på den nordlige del af pladsen ind mod Hobro, fortsætter han. – Mod øst kommer en lavvandet bugt, hvor der kan bedrives sightfishing.
Her trækker fiskene rundt på det lave vand for at spise kutlinger og rejer. Når fisken kommer ind på det lave vand for at æde, kan de ofte spottes på den bule de laver i overfladen. Fiskene følger tit den samme rute, og der kan fiskes til dem flere gange, hvis de ikke skræmmes.
Ifølge Martin er sightfishing et fantastisk fiskeri, som muligvis ikke er det mest givende, men meget spændende. Hvis det er sightfiskeriet, man vil prøve, så skal der helst være stille vejr, ellers kan pladsen fiskes i stort set al salgs vejr.
Martin anbefaler forskellige reje og kutlingefluer. Til sightfiskeriet efter havørred over det lave vand skal der bruges fluer, som ikke er alt for belastede. På spinnesiden anbefaler Martin blink i naturlige farvervandet. Spinneren kan nogle dage være det hemmelige våben, der skal til for at overliste fjordens havørreder. Der findes desuden mange lignende pladser rundt om i Mariager Fjord, så man kan sagtens findes sit eget hotspot, såfremt man er lidt opsøgende i sit fiskeri, slutter han.
LINDEHOVED FYR PÅ FYNSKE HELNÆS er ifølge Jesper Lindquist Andersen fra Go-Fishing på Fyn, et af Fyns helt store hotspots, når talen falder på grov havørred. Jesper er en sublim fluefisker og fluebinder som hvert år bruger hundredevis af timer på de fynske kyster i jagten på trofæfisken.
– For at nå til pladsen, parkeres der ved fyret for enden af Lindehovedvej, fortæller han. – Fra fyret skal der fiskes mod højre, hvor det dybe vand kommer tæt på kysten. Er man alene på pladsen en tidlig morgen eller sommeraften, kan der bruges en rum tid på at fiske strækket ud mod den første lille pynt, som man møder. Pynten, som ikke er til at tage fejl af, ligger ca. 200 meter fra P-pladsen og udmærker sig ved den store sten, som ligger i vandkanten.
Dette er strækkets absolutte hotspot, og er du først på denne plads, er chancen for fisk stor. Vig derfor ikke pladsen for andre lystfiskere, men fisk den i den gyldne time i dagens første eller sidste lys. Her trækker havørreden helt ind mod land. Fiskes der længere ind i mørket, eller er der allerede andre lystfiskere på spottet, kan man med fordel fortsætte fiskeriet yderligere om mod højre, hvor det dybe vand flader lidt ud; et stræk som om sommeren bestemt også holder fisk.
Pladsen fisker bedst morgen og aften i sommermånederne, men rammer man dage med lettere pålandsvind, kan man finde fisk dagen igennem. Vær dog opmærksom på, at kraftig vind fra syd eller vest hurtigt giver grumset vand. Vandet klarer heldigvis hurtigt op igen. Er man første mand på spottet, efter at vinden har lagt sig, er chancen for grov sommerørred bestemt til stede.
Pladsen er velegnet til både fluefiskeren og spinnefiskeren. Fluefiskeren har sine fordele, da havørreden trækker helt kystnært her. Og spinnefiskeren kan med sit langtrækkende blink eller bombarda hente fiskene helt ude over den lækre vekslende bund som bare fortsætter og fortsætter derudaf.
Tobisfluer fisket med høj fart, eller mørke kutlingeimitationer fisket højt i vandet en sen sommeraften, vil kunne gøre udslaget for fluefiskeren. Spinnefiskeren vil med en langtrækkende gennemløber som fx D360 kunne fiske både langt fra kysten og højt i vandet med fart på og på den måde imitere nogle af de mange tobis, som havørreden jager på netop denne plads.
ELSEHOVED på østfyn er en anden klassiker, som altid holder fisk. Men det kan variere meget efter årstiden, hvor du finder fiskene på denne plads, fortsætter Jesper Lindquist, som giver her sit bud på hvordan, pladsen skal fiskes i årets varmeste måneder.
– Parker ved P-pladsen i skoven lidt nord for selve pynten, forklarer han. – Gå direkte langs stranden forbi sommerhusene og hen til den meget tiltalende pynt, hvor fiskeriet kan begynde. Her behøver man ikke at vade, da det dybe vand kommer tæt på land og havørreden ligeså. Der fiskes på selve pynten, som holder de fleste fisk. Pynten er nem at affiske for både spinne- og fluefiskere.
Der kan fiskes yderligere sydover 200-300 meter forbi det lille fyrtårn, hvor det dybe vand tæt på land stopper. Her vil det dog være mere udfordrende for fluefiskeren, da pladsen til bagkastet er begrænset. Kastene skal her koncentreres langs kysten, idet fiskene både tidlig morgen og aften trækker helt ind under land. På dage med kraftig strøm, kan man på denne plads opleve, at fiskene er til at få i tale selv i høj sol og badevandstemperaturer.
Pladsen kan tåle en del vind uden, at vandet bliver grumset. På dage med en god vind samler havørreden sig nogen gange i området ud for selve Elsehoved. Rammer man sådan en dag, kan havørreden fanges døgnet rundt. Tobisfluer fisket hurtigt over det dybe vand og lige foran de store sten, som strækker sig ud fra kysten på selve hovedet, kan være lig med succes. Men er havørrederne svære og vejret stille, kan man med fordel fiske små transparente rejeimitationer langsomt i små rappe indtag.
Spinnefiskeren kan her bruge langtrækkende blink på selve hovedet, men med fordel gå ned i blinkstørrelse og fiske mere kystnært syd på strækket til højre for pynten. På svære dage vil en lille flue, fisket som ophænger, kunne vende fiskeriet, slutter han.
KLINT I ODSHERRED er en af Vestsjællands absolutte toppladser i sommermånederne. Det var også den første plads, som røg ud af Henrik Reiter, da han fik til opgave at komme med to sjællandske top-sommerpladser. Henrik Reiter er havørredfisker med stort H, og hans foretrukne våben til havørreden er bombarda og flue.
– Der parkeres ved havnen i Klint, og der kan fiskes fra havnen og vestover, fortæller han. – Pladsen består af en række rev, som er omgivet af dybt vand. Både revene og de dybe stykker mellem revene kan holde fisk. Små 500 meter vest for havnen kommer der et område med et stort sandstykke, som på tre af siderne grænser op til mørk bund. Specielt tidlig morgen og hen under aften kan dette område holde mange fisk, som jæger tobis.
Henrik anbefaler lange og slanke gennemløbere som Bornholmerpilen eller Sømmet. Pladsen er også en god flueplads, og specielt på dage med en god vestenvind, hvor der er gang i strømmen, kan fluen virkelig være effektiv.
NØDDEBOHUSE finder du mellem Hundested og Liseleje. At dømme ud fra Henriks retorik, da han fortalte om pladsen, må der virkelig være noget at komme efter. – Der parkeres på den lille parkeringsplads på Nøddebovejen, fortæller han. – Til venstre for P-pladsen ligger der et stort rev. Ud for revet ligger endnu et rev. Området mellem de to rev er dybt, og der løber ofte en god strøm. Her er det meget vigtigt, at siderne af revet bliver affisket, inden der vades ud.
Ude på revet fiskes der udover rev nummer to. Specielt på indersiden af det yderste rev og i den dybe rende er der god chance for at kroge en ordentlig fisk. Ud over dette kan der fiskes østover mod Hald. 800 meter østover fra P-pladsen kan man fra kysten se et blåt sommerhus. I det område er der normalt et revlegennembrud. Området omkring revlegennembruddet er temmelig ofte et besøg værd. Endegrej som går højt i vandet er at fortrække, og det kan til tider godt betale sig at fiske det i jiggende bevægelser, slutter Henrik.
HØJERUP KIRKE PÅ STEVNS byder udover storslået natur også på et fantastisk sommerfiskeri.
Forfatteren har på denne plads en juliaften på små to timers fiskeri fanget ikke mindre end fem forskellige arter bestående af havørred, aborre, rimte, hornfisk og torsk. Det er dog havørreden, som oftest er at finde på pladsen.
Der parkeres på P-pladsen for enden af Højerup Bygade. Det skal lige nævnes, at det er betalingsparkering, så husk dankortet, hvis ikke det skal blive en meget lang nat på P-pladsen… Lige nedenfor trappen kan der til højre fiskes udover et område med flere store sten. Ellers foregår fiskeriet ofte nordover. I bugten, som ligger mellem nedgangen ved kirken og det store fremspring som kan ses nordpå, er der dybt vand med sten og spredt bevoksning. Specielt fiskeriet ved de forskellige fremspring på strækket kan være godt.
Om sommeren har jeg haft det bedste fiskeri i en kraftig vestenvind med nordgående strøm. Vinden trækker det varme overfladevand ud fra kysten, hvilket gør havørreden mere aktiv. Specielt dage, hvor det er overskyet med regn, er værd at satse på. Tobisimitationer såsom Sømmet eller Bornholmerpilen er gode blink men Kobberbassen eller en stor tobisfluer leverer også fisk.
SKILTEREVET PÅ MØN er en anden af mine favorit sommerpladser. Man parkerer ved for enden af
Fyrvej ved Møns Fyr. Selve skilterevet ligger lige til venstre for nedgangen til stranden. Ved højvande er det en god idé af affiske revet, inden der vades ud. Ved lavvande ligger store dele af revet tørlagt. Her kan det godt betale sig at affiske kanterne af revet. Der løber en god dyb rende på den nordlige side af skilterevet. Jeg har flere gange oplevet et godt sommerfluefiskeri på revets nordlige side.
Udover skilterevet er der mange andre gode rev i området. Står der nogen og fisker på det ene rev, ligger det næste ikke langt derfra – uanset hvilke retning man går i. Skilterevet er en god plads, uanset om man fisker med blink eller flue. Mine foretrukne gennemløbere til sommerfiskeriet på skilterevet er Snurrebassen i str. 4 samt Bornholmerpilen på 16 eller 24 gram. Normalt fisker jeg med grønne eller blå farver. På fluestangen fisker jeg normalt med en kobberbasse eller rejeflue.
SYDSPIDSEN PÅ GEDSER ODDE er Danmarks sydligste punkt, og det er tilmed et rigtigt havørredhotspot, der fisker helt forrygende om sommeren. Stefan Jensen fra Mertz Jagt og Fritid i Nykøbing Falster, har ikke så få sommerfisk på samvittigheden fra denne plads.
– Der parkeres på den store P-plads for enden af Gedser Fyrvej. Fiskeriet kan startes fra foden af trappen, som fører ned til stranden, hvorfra man skal fiskes sydover ned mod spidsen, afslører han. – Her er dybt vand helt ind under land, så waders er ikke nødvendige. Strækket ned mod spidsen består af dybt vand med skiftevis sand og sten grænsende op til et stort mørkt område, som bølger ind og ud fra kysten. På første del af strækket er det mørke område ca. 60 meter fra kysten, men godt 100 meter fra spidsen kommer det helt ind under land. Fisk udover det mørke område, idet havørreden ofte trækker på kanten mellem mørk og lys bund.
På selve spidsen kan der fiskes udover dybt vand og områder med store sten. Pladsen fisker bedst, såfremt der løber en god strøm ind fra sydøst. Her kan fiskes med både spinne- og fluestang. Gennemløbere som Snurrebassen og Bornholmerpilen eller fluer som kobberbassen eller tungt belastede kutlingefluer er ofte lige netop det, der skal til, for at få en stor, sølvblank sommerørred i nettet, slutter han.
SKAL DU BRUGE EN FISKEGUIDE? Flere af de medvirkende i denne artikel er certificerede fiskeguides med en enorm viden om de områder, som de fisker og guider i.
Martin Andersen guider i Mariager Fjord og Vendsyssel. Han kan kontaktes på skerping@yahoo.com eller på tlf. 20 22 31 58.
Tue Blaxekjær guider på Møn og Falster, og kan kontaktes på tue@ifish.dk eller på tlf. 20 48 50 45.
Henrik Reiter guider på Sjællands Nordkyst samt Stevns, og kan kontaktes på henrik@ifish.dk eller på tlf. 29 92 15 29.
Jesper Lindquist Andersen guider på Fyn og kan kontaktes på jesper@go-fishing.dk eller på tlf. 66 12 15 00.