okt 8, 2026 | Nyheder, Sponsornyt
– Den seneste uge er blevet brugt i Holland, fortæller Magnus Jørgensen fra Team Sportex:
– Vi har været på vores årlige tur, som denne gang også bød på tre dage sammen med teamet bag Sportex. Det var en helt fantastisk social, som bragte folk endnu tættere på hinanden. Fiskes skulle der selvfølgelig også. Vi havde hjemmefra forberedt os endnu bedre denne gang til de pressede sandart, som de nu en gang er. Fiskene er der ligeså meget som altid, de kan bare være uhyre svære, når de bliver fisket på dem hver dag. Samtidig skulle vi håndtere det sensommervejr, som vi selvfølgelig rent komfortmæssigt nød godt af, men som gjorde fiskeriet utroligt svært. Svært på den måde, at vi ved, hvor godt det potentielt set kan være, hvis ikke det er 20-22 grader om dagen med fuld sol og ingen vind. Men sådan var det alle dage. Og det kunne vi ikke ændre på.
– Resultatet blev at gå ned i tyndere og ekstra lange forfang. Samtidig valgte vi endnu lettere jighoveder og små paddleshads samt V-tails, der blev fisket helt utroligt langsomt. Her er tale om indtagninger, der tager op til 1,5-2 minutter på vores Sportex Curve RS 3 bass stang i 8,7 fod med en kastevægt på 6-22g. En perfekt stang til det helt lette finesse fiskeri.
– Og det virkede! Vi landede 73 sandarter på de par dages fiskeri med nogen bifangster af gedder og aborrer indimellem. Og på en af de sidste dage skete det, som næsten er umuligt. Vi ramte nemlig en af de helt, helt store sandart, som næsten er uhørt fra land af. På stedet snakkede vi med flere fiskere fra området, og i de 10år de havde fisket stederne, havde de aldrig set eller hørt om en fisk i den kaliber. Så hvor speciel den egentligt er, er måske ikke helt gået op for os endnu. Det bliver dog næppe en fisk, som jeg kommer til og slå – måske nogensinde. Den tog en lille “fry” imitation, fisket helt langsomt med bitte små taps med stangspidsen, så den kun lige akkurat bevægede sig. Den fightede helt fantastisk og ville bare ikke op fra bunden. Heldigvis lykkedes det til sidst, og den kom i nettet, hvor vi begge var i chok. Sandarten var 96cm samt 10,12kg – og kom hurtigt tilbage i vandet igen.
I kan følge med i vores ture og fisk vi fanger på instaen @wildwestfishing.
Læs mere om Sportex her.
Drømmesandarten deltager som alle øvrige fangstrapporter i lodtrækningen om en GT-tur for to sponsoreret af iFish Travel til en værdi på 33.000 kroner.
okt 8, 2026 | Nyheder, Sponsornyt
Alfred Weinholt har været en tur i Hove Put and Take med en af sine gode venner:
– Vi ankom klokken otte om morgenen og var klar til lidt forskelligt, fortæller han. – Vi smuttede en tur rundt helt hen i hjørnet og fiskede lidt blink. Derefter gik jeg hen og skiftede til en gul maggot fra Westin. Så gik vi helt ned i den anden ende og spottede en fin regnbue lige ude foran vores fødder. Jeg kastede efter den, men missede. Den svømmede herefter en lille tur rundt og slugte maggoten bagefter. Så satte jeg krogen, og den tog bare et kæmpe udløb, hvor hjulet skreg, imens den tog line.
– Til sidst stoppede den, og jeg fik den ind til kanten, men… den tog udløb igen. Så slappede den lidt af, og jeg endte med at få den ind. Milo nettede den, og så gav vi den en priest over nakken. Først troede jeg kun, at den var omkring 3kg, men da vi vejede den, var den lige præcis 4kg og cirka 69cm. WOW – en kæmpe basse – og så på den nye UL-stang, som jeg lige havde fået. Stangen fleksede bare helt igennem under fighten, og det var en fantastisk oplevelse. Vi fik dog intet andet på dagen, udover at vi så en masse følgere. Jeg fik også en aborre på en orange maggot, slutter han og tilføjer, at fisken skal tilmeldes både Daiwa Open 2026 og vores drømmerejselodtrækning.
okt 7, 2026 | Nyheder, Sponsornyt
Thomas Ryde har været i Grønland – og inspireret af en artikel på fiskogfri.dk tog han til Qaqortoq for at fiske kystlaks.
– Går man fra byen ud mod lufthavnen og forbi saunaen ligner det ved første øjekast et smukt og uberørt landskab som så mange andre steder i Grønland. Men – drejer man af hovedvejen og går omkring ti minutter ned mod kysten, står der pludselig en hel række mennesker og fisker laks. Her i efteråret 2026 har der været masser af atlanterhavslaks i dette område, og vi har været dernede et par dage, hvor vi har set over ti laks blive landet – alle mellem 2 og 6 kg. Selv fik vi en på 3,7 kg, som vi fik på et 28 grams Toby kystblink.
Læs om Mathias Hellers kystlaks fra Grønland her.
Rapporten deltager i både Daiwa Open 2026 og vores lodtrækning om en GT-fisketur for to til Egypten til en værdi af 33.000 kroner sponsoreret af iFish Travel.

Det er populært at fiske efter kystlaks ved Qaqortoq i Grønland.
okt 7, 2026 | Nyheder, Sponsornyt
Nordvestsjællands Fiskepark byder på et virkelig godt karpefiskeri – og over årene er der landet utallige flotte storfisk fra søen, der ligger tæt på Kaldred.
– En af de seneste virkelig bemærkelsesværdige fangster står Bjørn Jensen for: – Her forleden fik jeg den vildeste orange spejl-koi på intet mindre end 10,8kg, der huggede på to fake majs tippet med 2 fake bloodworms på toppen. Agnen blev fisket over en masse partikler.
– Koi´en blev sat ud for 15 år siden, og sidst den blev fanget var for fem år siden, hvor Henrik Carl fik den på 7,1 kilo.
Fisken deltager i både Daiwa Open 2026 og vores fiskedrømmerejselodtrækning om en GT-tur for to sponsoreret af iFish Travel.
okt 7, 2026 | Nyheder, Sponsornyt
– Jeg havde for nylig sat to dage af til havørredfiskeri ved Varde Å, fortæller Søren Birkemose Schnack:
– Strategien var velkendt, og en håndfuld Meps spinnere størrelse 4 og 5 var klar i grejboksen. Metoden var systematisk opstrømsfiskeri, så tæt på bunden som muligt. Den første dag bød på en fin havørred i den mindre ende, hvor vægten balancerede ved 1,8 kilo, men spinneren fik ingen opmærksomhed fra åens større ørreder. Da tusmørket sænkede sig, satte jeg kursen mod grillen, og efter den tiltrængte aftensmad var der igen liv i åen. En pæn ørred kastede sig ud af vandet og afslørede, at en større havørred formentlig havde indfundet sig i svinget. Spinneren kom fri igen og svinget blev affisket, dog uden resultat.
– I det morgenlyset brød frem, var det oplagt at starte fiskeriet, hvor det sluttede dagen før. Måske ville det første dagslys i vandet på ny give anledning til omrokeringer på standpladserne. Efter få kast var der kontakt med en god fisk. Vægten i stangen og de tunge træk i linen afslørede, at det var en anderledes stor fisk, sammenlignet med gårsdagens ørred. Efter 20 minutter lå den i nettet. Fuldfed og flot, med alle de karaktertræk, der adskiller ørreder fra laks. Med det første løft ud af nettet var det tydeligt, at denne havørred i bogstaveligste forstand var i sin helt egen vægtklasse. 8,2 kg. fordelt på 85 cm. og
med 50 cm. omkring bugen, slutter han.
Den super flotte fisk deltager naturligvis i Daiwa Open 2026, hvor du hver måned har chancen for at vinde en 4.000 kr+ Morethan AGS Coast Commander stang sponsoreret af Daiwa Scandinavia. Beretningen deltager også som alle andre fangstrapporter i lodtrækningen om en fiskedrømmerejse til 33.000 kroner sponsoreret af iFish Travel – nemlig en GT-tur for to til Egypten.
Læs alle vores artikler om fiskeriet efter ørred i åen her.
okt 6, 2026 | Nyheder, Sponsornyt
– Efteråret er for alvor kommet, og selvom det stadig er ret varmt, står den kommende tids gode geddefiskeri lige for døren. Kasper Pedersen er en af dem, der har været ude og tage en forsmag på fiskeriet:
– Et par aftener er blevet brugt på søen i jagten på gedder og sandart, fortæller han. – Det har resulteret i et par fine fisk med største på 107 cm til min makker (ikke vist), og de er så småt begyndt at komme i god stand. Alle fisk blev taget på Westin Twinteez Pelagic V-Tail i farven sort mamba. Den agn vi fanger aller flest fisk på i mørket på livescope. Nu står den på lidt forberedelser af grejet, så alt er klar til Danmarks største prædatorkonkurrence 10-11 oktober, når 95 både sejler afsted til Predatorcup 2026 i Silkeborg og Skanderborg.
Fisken her skal tilmeldes både drømmerejselodtrækningen og Daiwa Open 2026, slutter han.
Se samtlige geddeartikler på fiskogfri.dk under ”Fiskearter” her.
okt 4, 2026 | Nyheder, Sponsornyt
– Muligheden for en stor sølvørred fik mig forleden på langfart til Medestedet i Himmerland, fortæller Arne Biering:
– Ved søen var der rigtig mange mennesker, da jeg kom, så jeg lagde ud i et hjørne, hvor jeg havde det hele for mig selv. Efter bare to kast blev mit lille pladeblink Fidusen inhaleret af en god lille regnbue. Herefter bevægede jeg mig rundt langs søerne, hvor jeg spottede flere gode fisk, der dog ikke ville lege med.
– Det tyndede efter noget tid ud i fiskerne, så jeg kunne fiske efter nogle gode skygger et stykke ude. Det blev til rigtig mange kast, men pludselig var der et tungt hug og en eksplosiv fight startede. Jeg fiskede med ultralet grej, så jeg fik virkelig bukket stangen, hvad den kunne holde til. Alt imens, så jeg spolen gennem de sidste meter line, så jagten gik rundt om søen. Det blev til en af de længere fights, men til sidst lå dog en tromle tyk sølvørred i nettet. Den var 57 cm og 3,9 kg, hvilket er ny personlig rekord.
– Med indbygget spisepause blev det herefter til en god regnbue på bait, hvorefter jeg genoptog spinnefiskeriet. I en anden sø så jeg adskillige store skygger lidt dybt nede, så det blev til endnu mange kast, før en fisk huggede og satte i spurt til modsatte bred. Endnu engang blev spolen næsten tømt, så jeg måtte løbe efter fisken. Fighten fortsatte vildt, men jeg vandt. Dette var en utrolig lang og smuk 72 centimeters sølvørred på 4,1 kg, så jeg fik dobbelt personlig rekord samme dag!
– Med det skønneste varme efterårsvejr gav dagen på alle måder en rigtig mental opladning, og vel slagtet kunne jeg konstatere, at begge sølvørreder var sterile. Sikke en vidunderlig dag.
Beretningen deltager både i Daiwa Open 2026 – samt vores fiskedrømmerejselodtrækning sponsoreret af iFish Travel, hvor der er en 33.000 kroners rejse for to på højkant. Turen går denne gang til Egypten efter GT for to personer.
Se alle vores artikler om put and take fiskeri her.

Arne Biering med den største af sine flotte sølvørreder fra Medestedet i Himmerland.
okt 4, 2026 | Grejnyt, Nyheder, Sponsornyt
Den populære størslynge fra S.F.G. er nu kommet i en ny og forbedret version – G2 Stør Vejeslynge.
– Størslyngen er opgraderet den på flere punkter, lyder det fra producenten. – For det første er den er 15 cm kortere, hvilket gør, at man stadig kan håndtere de største stør, samtidig med, at den er blevet nemmere at manøvrere. Hertil kommer, at den er forstærket i ender og bærende dele, hvilket gør den mere stærk. Alt overflødigt er fjernet, og i stedet er der tilføjet et par vigtige detaljer, der især gør landingen af størerne nemmere, eftersom de fleste lander fisken direkte i slyngen. Vi har derfor ladet lynlåsen gå længere ned i siderne samt har tilføjet vægt i begge ender så stoffet synker, hvorved landingen bliver betydeligt lettere.
– Net i bunden dræner vandet lynhurtigt, og de forstærkede stængerne giver end endnu bedre holdbarhed. Målene er 175 x 65 x 50 cm.
– Slyngen leveres stadig i transport pose af 420D-nylon, og prisen er 799 kroner.

S.F.G. G2 Stør Vejeslynge
okt 2, 2026 | Nyheder, Sponsornyt
Efter fem dages fantastisk fiskeri ved Hookers Fishing Resort stod progmmet på det næste fiskeri ved resortet Tight Lines i Pattaya..
AF KIM VEJRUM CHRISTENSEN
Vel ankommet til Tight Lines i Pattaya var forventninger store til, hvad den her nye sø kunne bringe – og om den kunne leve op til deres Facebook side, hvor der er det ene billede efter det andet med store imponerende fisk, som man ellers kun drømme om. Efter ankomsten fik jeg min plads med tre stænger, rod pod samt bidmelder og alt det bait jeg skulle bruge i løbet af dagen.
Dagen startede meget langsomt og for at sige det på godt gammeldags dansk, så skete der ikke en skid, men det var også meget varmt. Efter små fem timer begyndte der at ske noget, efter temperaturen faldet 5-10 grader, idet der blev overskyet og vinden tog til samt skiftede 180 grader. Pludselig kom der hug efter hug, men jeg var dog ikke dygtig nok til at få alt på land. Det gik faktisk så vildt for sig, at jeg havde to dobbelthug og et trippelhug.
En gigantisk siamesisk karpe tager agnen
Der var dog ét kæmpe højdepunkt; midt på eftermiddagen kom hugget, som mange håber på at få. Min bidmelder kunne næsten ikke kan følge med, da linen bare fløj af hjulet – og efter modhugget forsatte linen bare af hjulet. Efter en lang og sej fight måtte en smuk siamesisk karpe på hele 75 kg overgive sig og stille op til fotosession.
Det er ny PR for mig, og derfor skulle mine guider selvfølgelig have en tår at drikke for at fejre det. Jeg havde i alt 12 fisk på land – heraf otte redtail catfish op til 16 kg, 1 alligator gar på 8 kg, 2 mekong maller på 8 og 11 kg samt den store siamesiske karpe på 75 kg. Hvor mange jeg havde på, men ikke fik op, ja det har jeg overhovedet ikke styr på, men det var mange…….rigtigt mange!!

Kim med en af sine flotte redtail catfish – en malleart der oprindeligt stammer fra Amazonas i Sydamerika.
Praktisk info om Tight Lines i Pattaya
Skal man til Pattaya området, kan jeg kun anbefale at prøve det her fantastiske fiskeri hos Tight Lines, som man kan finde på Facebook. Man behøver ikke være en haj til at fiske eller have fisket i mange år; det er både for de øvede og dem, der ikke har prøvet at fiske før. Din guide gør ALT for du skal få en fantastisk oplevelse, så husk at gøre lige så meget for at de får en god oplevelse. Man er meget velkommen til at kontakte mig på Instagram @kim_vejrum_fishing, hvis man går og drømmer at fiske i Thailand og ikke rigtigt ved hvordan man skal gribe det an.
Søen ligger 20-30 minutters kørsel fra Pattaya/Jomtien, og er ikke kæmpestor, men alligevel stor nok til man kan fiske 5/6 mand uden problemer. Prisen for at fiske her 3900 Bath, hvilket er cirka 750 DDK for en hel dag fra 9-18, og det er inklusiv alt, hvad man skal bruge, tre stænger, agn og ikke mindst en guide, der vil stå på hovedet for, at du skal havde den bedste dag og fange som meget som muligt. Ud over fiskeri, tilbyder søen også mad og drikke. Man kan også være heldig og se en varaner og en masse isfugle.