WESTIN CUP 2026: EN SMUK BLANK HAVØRRED PÅ D360

– Turen gik her i går morges til Møn, fortæller Jan Beir Rasmussen. – Jeg ankom til pladsen omkring klokken syv og fiskede løs på pladsen med en ellers velkendt gennemløber.

– Der skete intet, men pladsen osede jo af fisk, for strøm og bølger gav det bedste svæv i vandet. Et hurtigt agnskift til en Westin D360 på 18 gram, var alt, der skulle til, og i det andet kast var der gevinst. Et ordentligt plask i vandet brød stilheden som ellers kun var forstyrret af forårskåde fuglefløjt. En bomstærk 64 centimeters havørred havde taget min agn, så bremsen på mit hjul skreg og hylede.

– Det lykkedes heldigvis at lande denne havørred, som blev min første fisk på den første tur i dette forår. Resten af dagen gik på Falster med min gode ven Provsten, og jeg skal love for, at vi også fandt fiskene her. Der var flex på klingen som perler på en snor, så alt i alt var det en godkendt fiskedag på Møn og Falster, slutter han.

Læs meget mere om fiskeriet og de bedste fiskepladser på Møn i denne artikel – samt tjek mulighederne for kystørred på Falster her.

Beretningen deltager båd i Westin Cup 2026 og Fisk & Fris fiskedrømmerejselodtrækning om en GT-Getaway tur til Egypten sponsoreret af iFish Travel her.

 

Friluftsland

drømmerejse iFish Travel

UGENS KONKURRENCE – VIND DET NYE BEAST HJUL FRA ABU GARCIA

Som abonnent på Fisk & Fris YouTube kan du nu vinde en valgfri udgave af en af årets store grejnyheder fra Abu Garcia – nemlig den nye Beast serie, der både fås som fastspolehjul og baitcasters.

Alt hvad du skal gøre er at blive abonnent på Fisk & Fris YouTube, hvis du ikke allerede er det – og så ellers svare på følgende spørgsmål. Hvor stort et bremsetryk kan 4000 udgaven af det nye fastspolehjul Beast Spin tage? Svaret poster du i kommentartråden på et af de opslag på Fisk & Fris Facebook, hvor der laves PR for konkurrencen. Læs mere om fastspolehjulet Beast Spin i Fisk Fris grejnyheder her.

Vinderen, som findes ved lodtrækning blandt de korrekte svar, får personligt besked via fx Messenger. Som vinder af konkurrencen kan frit vælge et hjul i ønsket størrelse i enten fastspole eller baitcaster versionen.

Hvis ikke du allerede abonnerer på Fisk & Fris YouTube kan du gøre det her.

 

Tradera
drømmerejse iFish Travel

WESTIN CUP 2026: DA BUNDBIDDET BLEV TIL EN SØLVBLANK HAVØRRED

Der bliver fortsat landet en del virkelig smukke store blankfisk, derude, så det er bare med at komme afsted. En af dem, der fik det eftertragtede megahug inden for de sidste par dage var Henrik Lauridsen, afslører Kristian fra Aktiv Fritid i Køge:

– Jeg kom til pladsen klokken lidt over ni, og planen var blot at fiske to – to en halv time. Det første hug fik vi efter en lille halv times tid, og det var en fisk på lidt under 50 cm, der huggede på en tobisfarvet gennemløber. Så fiskede vi lidt videre, og pludselig troede jeg, at jeg fik bundbud, men et øjeblik efter blev der trukket en masse line ud. Fisken var fri af vandet fire gange, så jeg var lidet bange for, at den skulle hoppe af. 6-10 meter foran trak den ud og ind, men til sidst kom den i nettet. Krogen sad godt i saksen, og den huggede på det samme blink. Havørreden var 72 centimeter og lynende blank. Da jeg kom hjem, blev den vejet til 4,6 kilo.

Er du ude efter godt grej, en gang fiskesladder eller lidt tips til kysten, kan du altid komme forbi Aktiv Fritid.

Læs om Aktiv Fritids støre havørredkonkurrence Kyst Cup 2026 den 20-22 marts her.

Fisken deltager både i Westin Cup 2026, hvor du hver måned har chancen for at vinde en überfed Westin W6 stang – samt vores fiskedrømmerejselodtrækning om en GT-Getawaytur sponsoreret af iFish Travel.

 

Tradera

 

Så bliver en havørred ikke meget flottere!

Så bliver en havørred ikke meget flottere!

drømmerejse iFish Travel

SERIØS GEDDE NAPPER HYBRID PIKE I SIDSTE UDKALD INDEN FREDNINGEN

– Vinterens is er efterhånden forsvundet mange steder, og det betyder kun én ting – jagten på de helt store gedder er for alvor sat ind. Samtidig nærmer fredningen sig, så der er ikke meget tid at løbe på. Sådan lyder det fra Mads Davdsen – prostaffer for Savage Gear.

– Søndag og mandag gik turen til en sø, som jeg ved holder nogle rigtig gode fisk. Den første dag var fiskeriet dog langt fra let. En tæt tåge lå over vandet det meste af dagen, og det plejer sjældent at gøre noget godt for geddefiskeriet. Alligevel lykkedes det mig at få tre gedder i hånden – to af dem omkring 7-8 kg og lige under meteren. Ikke nogen dårlig start, men jeg vidste også, at der går større fisk derude.

– Mandag startede stille. Jeg havde tidligt på dagen en mindre følger, men ellers skete der stort set ingenting i mange timer. Først sidst på eftermiddagen kom der endelig liv. Hugget faldt, og efter en kort men tung fight kunne jeg lande en virkelig flot gedde på 98 cm og lige over 9 kg. En fantastisk fisk – men fornemmelsen sagde mig stadig, at den helt store kunne være der.

– Tirsdag besluttede jeg mig derfor for at prøve et nyt sted, hvor jeg også ved, der svømmer nogle seriøst store gedder rundt. Allerede ret hurtigt havde jeg en mindre fisk på, som desværre røg af igen – den havde taget en Hybrid Pike. Derefter blev der stille igen i et par timer, så jeg valgte at flytte mig til et af de dybeste områder i søen. Og så skete det.

– Kun omkring fem meter foran mig faldt hugget – brutalt og kontant. Allerede i det øjeblik jeg satte krogen, kunne jeg mærke, at det her var en fisk i en helt anden kaliber. Den tog et par tunge udløb, og adrenalinen pumpede, mens jeg forsøgte at holde roen. Kort efter gled den enorme gedde sikkert i nettet. Hold da op en fisk! Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det her var vinterens største. Vægten stoppede på 13,2 kg, og målebåndet sagde 119 cm. En fuldstændig fantastisk gedde og et øjeblik man aldrig glemmer. Fisken faldt for en Savage Gear Hybrid Pike i farven White Pike. Efter et par hurtige billeder fik kæmpen naturligvis sin frihed igen. Jeg fiskede videre en lille times tid og fik yderligere to gedder, men besluttede derefter at stoppe. Det var svært ikke at gå hjem med et stort smil – nogle dage på vandet glemmer man bare aldrig.

Du kan følge mig på Instagram her og Tiktok her, slutter han.

 

Geddefeber
drømmerejse iFish Travel

GARMIN LANCERER 360-GRADERS SONAR MED BANEBRYDENDE SPY POLE

En af de helt store 2026 nyheder fra Garmin er den nye GT360UHD transducer, der med den lige så nye og unikke Spy Pole, nu gør det om muligt endnu lettere at visualisere, hvad der sker under overfladen – under og 360 grader rundt om båden, så du lettere vil kunne til at præsentere din agn for drømmefisken.

– Det er jo nok ikke gået hen over hovedet på ret mange lystfiskere, at ekkolodsteknologier de seneste år har taget nogle kæmpe tigerspring, og i utallige tilfælde har revolutioneret forskellige fiskemetoder samt skabt nogle helt nye. Sådan lyder det fra Lars Frithjof Nielsen – Garmin Danmark. – Da scanningsekkolodderne – SideVü og ClearVü – kom ud, blev det muligt at se helt vildt detaljerede billeder af især faste strukturer som sten og sunkne træer – der ofte er potentielle tilholdssteder for fisk. Senere fik vi live-ekkolodderne – Panoptix og LiveScope – hvor vi kunne se fisk svømme rundt, iagttage deres reaktioner og endda fiske vores agn til individuelle fisk, hvilket er lige så sindsoprivende spændende som andre former for visuelt fiskeri – eksempelvis dappe- eller tørfluefiskeri.

–  Den nye transducerpole Spy Pole tager begge disse teknologier til et helt nyt niveau: Scanningsekkoloddet kigger nu ikke “bare” længere ud til hver side eller lige ned, men hele vejen rundt om og under båden. Når 360-transduceren har snurret en gang rundt, er området omkring båden tegnet op, hvorefter båden kan bevæge sig igennem det billede, uden at transduceren løbende behøver rotere. Har man LiveScope på samme pole, så kan live-billedet af fisk ligge som et overlay oven på 360-billedet af bundens strukturer.

– Og så er der Spy Poles funktioner i forhold til fiskesøgning. Jeg rådgiver folk fra morgen til aften om marineelektronik, og nogle af de hyppigste spørgsmål er hvad, der er den optimale løsning til især kastefiskeri fra en båd med frontmonteret elmotor. Man har kunnet vælge at montere sin LiveScope på elmotoren, men med den løsning har man i praksis givet afkald på at bruge elmotorens ankerfunktion ved LiveScope-fiskeriet, da transduceren jo bevæger sig sammen med motoren. Så man har skullet lære sig selv at holde båden op mod vinden. mens man prøvede at styre retningen på LiveScopet samtidig. Hvis man er i den uheldige situation, at man ikke fisker hver dag, kan det tage ret lang tid at mestre. Alt det – og mange andre udfordringer – løser Garmin nu med Spy Pole, hvad enten man vælger at montere den på sin elmotor eller på et rælingsbeslag. Vi forventer, at Spy Pole kan leveres cirka midt i april, og der bliver nok lige nogle dage, hvor jeg selv kan være svær at få fat på… Det her er et produkt, jeg glæder mig helt vildt til at prøve. Og endnu engang må jeg sige, at jeg er så dybt imponeret over, hvordan mine kolleger ovre på prærien kommer op med løsninger, som tager fiskeriet til et nyt niveau, slutter Lars.

 

Der er jævn, hurtig og lydløs trådløs betjening med Spy Poles inkluderede lavprofil trådløse fodkontrol, stangmonterbar gestus-fjernbetjening som drejer Spy Polens retning, når du tilter stangen ved hjælp af en indbygget gyro.

Der er jævn, hurtig og lydløs trådløs betjening med Spy Poles inkluderede lavprofil trådløse fodkontrol, samt den her viste stangmonterbar gestus-fjernbetjening som drejer Spy Polens retning, når du tilter stangen ved hjælp af en indbygget gyro.

 

Hvidovre Sport

 

Se undervandsbilleder i alle retninger med 360-graders sonar på Spy Pole  

  • Se alle strukturer og potentielle standpladser for fiskene med OneVü-sonar™, der giver skarpe, klare 360-graders billeder af, hvad der er under båden i 2D- og 3D-visninger – med GT360UHD transducer monteret på Spy Pole.
  • Indbygget True Motion-teknologi integrerer problemfrit med GPS for at fastholde sonarens retning, så du kan bevæge sig rundt uden at miste overblikket over, hvor fisk og strukturer befinder sig.
  • Scan og gem op til en fodboldbanestørrelse af sonarbilleder med en kontinuerligt opdateret buffer.
  • Tilpas farven, juster indstillingerne og vælg automatiske, manuelle eller konstante scanninger med betjening fra skærmen på kompatible Garmin-kortplottere.
  • Tilføj LiveScope liveekkolod for at låse op for en helt ny 3D-visning på én skærm med kegle-overlay til at se præcis hvor, LiveScope peger hen i 2D-tilstand.
  • Takket være Spy Pole kan du tage fuld kontrol over din 360-graders sonar—fuldstændig uafhængigt af elmotoren.
  • Der er jævn, hurtig og lydløs trådløs betjening med Spy Poles inkluderede lavprofil trådløse fodkontrol, stangmonterbar gestus-fjernbetjening som drejer Spy Polens retning, når du tilter stangen ved hjælp af en indbygget gyro – eller via en dedikeret kontrolbjælke på en kompatibel Garmin-kortplotter.
  • GT360UHD-transduceren fås til en anbefalet udsalgspris på DKK 7799.

 

Med den nye GT360UHD transducer og med den unikke Spy Pole, der nu gør det om muligt endnu lettere at visualisere, hvad der sker under overfladen, så du lettere vil kunne til at præsentere din agn for drømmefisken.

Med den nye GT360UHD transducer og den unikke Spy Pole, bliver det nu om muligt endnu lettere at visualisere, hvad der sker under overfladen, så du lettere vil kunne til at præsentere din agn for drømmefisken.

Motoriseret betjening af dit live-ekkolod fra Garmin

  • Med Spy Pole kan du styre din LiveScope-transducer med uovertruffen præcision og vælge den perfekte scanningsmetode til situationen: Lås LiveScope på ethvert punkt med SpyLock-teknologi™ eller sweep automatisk frem og tilbage for at finde fisk i SpyScan-tilstand™.
  • Transducerkabler kan føres sikkert inden i polen for ultimativ kabelbeskyttelse.
  • Spy Pole kan nemt monteres og afmonteres fra en Force eller Force® Pro elmotor eller på et rælingsbeslag (sælges separat) med nem montering og afmontering.
  • Synkroniser hastighed og retning af en Force Pro elmotor og styr Spy Pole fra pedalen på elmotoren via SpyLink-teknologi™ – og hold retningen, selv når elmotoren er i ankerlås.
  • Spy Pole fås med en længde på 42″ eller 49″ til en anbefalet udsalgspris på henholdsvis DKK 15.549 og DKK 17.099. De fungerer sammen med enhver LiveScope-transducer.

– Siden introduktionen af LiveScope har mange lystfiskere drømt om en måde at styre deres LiveScope uafhængigt af deres elmotor. Med Spy Pole er det nu muligt, og du kan endda styre din LiveScope, mens du er i ankerlås – det er en sand game changer for den måde, jeg fisker på. – Justin Hamner, Garmin Pro Angler og 2024 Bassmaster Classic Champion

 

Geddefeber

 

 

Selv om Spy Polen er monteret på din frontmonterede Force elmotor, bevæger den sig uafhpngigt af denne.

Selv om Spy Polen er monteret på din frontmonterede Force elmotor, bevæger den sig uafhpngigt af denne.

drømmerejse iFish Travel

WESTIN CUP 2026: MONSTERHAVØRREDHUG PÅ 50 CM VAND

– Tilbage i starten af 2025 blev jeg sygemeldt med stress i min egen virksomhed, fortæller Daniel Lauritsen. – Det ramte hårdere, end jeg nogensinde havde forestillet mig.

– Mit hoved var fyldt, kroppen var træt, og jeg havde svært ved at finde ro. Jeg blev anbefalet at tage ud at fiske for at få tankerne væk – og det skulle vise sig at blive noget af det bedste, jeg nogensinde har gjort. Et år senere har jeg nærmest fisket, som var det et fuldtidsjob – men uden at blive besat. Tværtimod har fiskeriet givet mig noget helt andet: ro i hovedet, fantastiske naturoplevelser, gode bekendtskaber langs kysten og selvfølgelig masser af flex på klingen. I dag er det præcis et år siden, jeg købte mit første rigtige fiske-setup til havørredfiskeri. Det skulle vise sig at blive en ganske særlig mærkedag. Da jeg startede mit fiskeeventyr, gik der nemlig kun en uge, før jeg krogede min første store havørred – en fisk på 80 cm. Den lignede dog mere en slange end en fisk, da det var en tynd falder. Præcis ét år senere stod jeg igen med en fisk i samme længdeklasse – men denne gang i en helt anden vægtklasse:

– Efter tre timer uden den mindste kontakt, men under helt perfekte forhold, kom hugget endelig. Resultatet var en massiv overspringer på 82 cm og hele 6,4 kg. En fisk, der leverede en fight, som fik alle mine tidligere fights til at føles som ren barnemad. I næsten 10 minutter var jeg overbevist om, at jeg havde mistet fisken. Linen stod helt stille, og det føltes som om, at krogen havde sat sig fast i en tangbusk på en sten. Uanset hvor meget jeg trak, skete der ingenting. Men pludselig begyndte “stenen” langsomt at bevæge sig.

– Fisken, der huggede på et rødt blink, kom tungt ind mod land, og heldigvis stod René – en fisker jeg kun lige havde mødt – klar til at hjælpe mig med at få den enorme havørred sikkert i nettet. Lige når man tror, man allerede har haft nogle af de største øjeblikke i sit fiskeri, bliver man pludselig mødt af en uforglemmelig oplevelse som denne. Foråret og fiskeriet er for alvor tilbage – og jeg glæder mig til at møde jer alle derude på kysterne, slutter han og tilføjer at fisken selvfølgelig skal deltage i Westin Cup 2026 samt drømmerejselodtrækningen om en GT-Getaway tur til Egypten for to sponsoreret af iFish Travel.

Bemærk den klippede fedtfinne, som viser at det er en udsat fisk der har klaret sig godt.

 

Friluftsland

 

 

82 centimeter var Daniels Fantastiske overspringer fanget på blink.

82 centimeter var Daniels Fantastiske overspringer fanget på blink.

 

Dyrk lige haleroret på denne pragthavørred.

Dyrk lige haleroret på denne pragthavørred.

drømmerejse iFish Travel

WESTIN CUP 2026: 73 CM GUDESMUK HAVØRRED FRA DJURSLAND

– Forleden var jeg på Djursland for at spinnefiske havørred efter fra kysten efter en meget lang vinter med meget lidt action og rigtig mange timers fiskeri, fortæller Malthe Jensen.

– Da jeg gik i kanten skræmte jeg pludselig nogle fisk op inde på det helt lave vand. Jeg skyndte mig at lægge et kast parallelt på land over blot 30 centimeter vand. Pludselig kom en massiv kølvandsbølge efter min kystwobler og BANG, Der var fuldstændig tværstop og et splitsekund efter gik den fri af vandet og tog det vildeste udløb. Så kan det nok være, at min kammerat, der ikke troede, at den var så stor til at starte med, kom på helt andre tanker. Efter 5-10 minutter lå skønheden sikkert i nettet, og nu var alle klar over hvor massiv den 73 centimeter lange overspringer var.

Det er iøvrigt anden gang Malthe slår PR inden for et halvt år. Sidste gasng var det i november med en 70 cm blank haværred fra Gotland.

Fisken deltager i Westin Cup 2026 – samt selvfølgelig vores drømmerejselodtrækning om en GT-Getaway tur til Egypten sponsoret af iFish Travel.

 

Friluftsland

drømmerejse iFish Travel

WESTIN CUP 2026: MASSER AF FLADE PÅ ØRESUND

Jesper Larsen er netop hjemvendt fra årets første tur i gummiræseren efter fladfisk på Øresund:

– Jagten på årets første fladfisk startede i går, og vejret er helt perfekt. Dagen inde om fredagen måtte jeg helt ind til Hvidovre Sport for at hente børsteorm hos Poul, da min lokale ormepusher var fuldstændig tørlagt. 

– Anyway – det var den perfekte morgen. Gummiræseren blev rigget til, og snart efter var jeg ude på pladserne. Efter lidt søgen for at finde dagens dybde, hvor skrubberne helst ville ligge, blev stængerne rigget til og agnet op. Og så gik det ellers stærkt med hug på hug. Jeg valgte hurtig at klemme modhagerne ind, for nemmere at kunne genudsætte størsteparten af skrubberne, som da dagen var omme talte 69 styks. Det tegner ret godt for den nye sæson.

Se hvordan du fisker fladfisk i denne video på Fisk & Fris Youtube – og du kan lære at filettere fladfisk i denne video.

Fiskene er både tilmeldt Westin Cup 2026 og drømmerejselodtrækningen om en GT-Getaway til Egypten for to sponsoreret af iFish Travel.

Skal du selv ud kan du købe børsteorm hos Hviovre Sport her.

 

Tradera

drømmerejse iFish Travel

WESTIN CUP 2026: FORÅRSRIMTER VED ÅEN

– Efter en udsædvanlig lang fimbulvinter er der ikke meget, der rimer mere på forår end rimtefiskeri ved åen, skriver Claus Søndergaard. – Da solen brød frem, og temperaturen steg her i starten af marts var det tid, også selvom vinden stadig var pivkold.

– Allerede ved parkeringspladsen blev jeg budt velkommen af snakkende sangsvaner på den oversvømmede mark, og i luften var der syngende sanglærker, flaksende viber og masser af trækkende gæs. Fiskeriet var svært, og der skulle kæmpes for hver eneste fisk, hvilket faktisk ikke gjorde så meget. Til gengæld fleksede stangen hårdt hver gang, når fisken stod på tværs i, hvad der vel er det tætteste Sjælland kan præstere på en egentlig flom.

– Der var sandsynligvis en periode uden hug, hvor jeg sad stille, for jeg fik oplevelsen af en lavtgående havørn, der åbenbart havde overset mig. På tæt hold kastede den sig nemlig ud i bremse-undvigende manøvre, hvilket ikke er nemt i den størrelse. Men en fed oplevelse for mig! Og da jeg på vejen tilbage var ved at træde på en skovsneppe og derved blev opmærksom på årets første, lidt sløve, Nældens Takvinge på en erantis, må jeg bare sige, at det var en dag, hvor naturen i den grad havde været gavmild.

Knæk og bræk derude i foråret, slutter han.

Se hvordan du kan fiske rimter med flåd og brød i denne video – eller med flåd og orm i denne video på Fisk & Fris Youtube. Husk at abonnere.

Fisken deltager i Westin Cup 2026, hvor du hver måned har chancen for at vinde en überfed Westin W6 stang efter eget valg til værdi af op til over 3000 kroner. Læs mere om Westin Cup 2026 her.

 

Friluftsland
drømmerejse iFish Travel