DAIWA OPEN 2026: BØLGER OG GODT GANG I HAVØRREDERNE

Da André Rønnow Nidløse forleden var på sommerhustur, besluttede han sig for at køre en tur ud midt på dagen:

– Turen gik til spidsen af Røsnæs – en plads, jeg kender rigtig godt. Vejret bød på stærk strøm, gode bølger og et solidt skydække, hvilket ofte sætter gang i fiskene derude. Den første time kastede tre mindre havørreder af sig. For at prøve noget nyt skiftede jeg agn til en SG Sandeel i farven Motoroil på 23 g. Det viste sig at være den helt rigtige beslutning. Kort efter faldt et stenhårdt hug helt ude på revet.

– Der startede straks en intens fight. Med de store bølger og den stærke strøm fik fisken godt med modstand at arbejde med, og min 10-fods stang kom virkelig på overarbejde med fuldt fleks på klingen. Efter en nervepirrende kamp lykkedes det mig at lande en smuk havørred på 60 cm, som kom med hjem til middagsbordet, slutter han og tilføjer at fisken både skal deltage i Daiwa Open 2026 og vores fiskedrømmerejselodtrækning, der er sponsoreret af iFish Travel

Læs alt om kystfiskeri efter havørred med blink og kystwobler på fiskogfri.dk her.

Få det fulde overblik over kystfiskeriet efter havørred i bogen ”Refleksioner på kysten”.

 

Hvidovre Sport

 

André Rønnow Nidløse´s fine havørred fra Røsnæs

André Rønnow Nidløse´s fine havørred fra Røsnæs.

Hvidovre Sport

LESS NOISE – MORE FOCUS: Team Nordic Carp – et nordisk fællesskab med store ambitioner

Når startskuddet lyder til EDCC – Europe Deaf Carp Competition i 2027, vil Team Nordic Carp repræsentere Danmark ved det europæiske mesterskab for døve karpefiskere.

Af Martin Harregaard

For holdet er deltagelsen kulminationen på flere års arbejde med at opbygge et stærkt nordisk fællesskab omkring karpefiskeriet – og en mulighed for at vise, at passion, samarbejde og dedikation er langt stærkere end de udfordringer, man måtte møde undervejs.

Team Nordic Carp består af fem passionerede karpefiskere fra Danmark og Sverige – Steffen Egebjerg, Pav Nielsen, Kristian Amin Pedersen, Per Pedersen og Daniel Nielsen. Gennem deres fælles interesse har de skabt et stærkt fællesskab på tværs af landegrænser. Medlemmerne kommer med forskellige erfaringer, fiskestile og baggrunde, men de deler alle den samme ambition om hele tiden at udvikle sig som lystfiskere.

 

Hvidovre Sport

 

Samarbejde om karpefiskeriet

Historien om Team Nordic Carp begyndte, da et af medlemmerne flyttede til Sverige. I stedet for at lade afstanden svække fællesskabet valgte de at styrke det. I dag fisker teamet både i Danmark og Sverige, mødes flere gange om året og deler viden, erfaringer og ambitioner på tværs af Øresund.

Det, der gør Team Nordic Carp helt unikt, er, at holdet består af døve og hørehæmmede karpefiskere. Men som teamet selv beskriver det, er stilhed ikke en begrænsning – den er en styrke. Fiskeriet bygger på fokus, observation, samarbejde og ro, hvilket også afspejles i deres motto: “Less noise. More focus.”

For medlemmerne betyder karpefiskeri langt mere end jagten på den næste store fisk. Det handler om spændingen, når bidmelderen lyder, timerne ved søen, respekten for naturen og fiskene samt det stærke fællesskab omkring sporten. Deltagelsen ved EDCC bliver et af teamets hidtil største mål. Her ønsker Team Nordic Carp ikke blot at opnå gode resultater, men også at vise, at døve og hørehæmmede karpefiskere kan præstere på samme niveau som alle andre karpefisketeams.

 

Når startskuddet lyder til EDCC – Europe Deaf Carp Competition i 2027, vil Team Nordic Carp repræsentere Danmark og Sverige ved det europæiske mesterskab for døve karpefiskere.

Når startskuddet lyder til EDCC – Europe Deaf Carp Competition i 2027, vil Team Nordic Carp repræsenterer Danmark og Sverige ved det europæiske mesterskab for døve karpefiskere.

CFC Bait og Carpy Danmark spnsorer Team Nordic Carp

Vejen mod EDCC bliver blandt andet støttet af CFC Bait, som forsyner Team Nordic Carp med agn og tilhørende produkter, så holdet får de bedst mulige forudsætninger til mesterskabet. For at realisere de langsigtede ambitioner søger Team Nordic Carp desuden samarbejdspartnere gennem SponsorMe. Støtten skal blandt andet være med til at dække transport, kølebokse, campingudstyr og andet nødvendigt grej, så teamet kan deltage i internationale konkurrencer under de bedst mulige forhold.

Hos CFC Bait er man ikke i tvivl om, hvorfor man har valgt at støtte projektet.

“Vi er stolte af at kunne støtte Team Nordic Carp i deres deltagelse ved EDCC. Samtidig er vi glade for, at teamet har set potentialet i CFC Bait som et 100 % dansk kvalitetsbrand. Vi ser frem til at bidrage med vores agn og tilhørende produkter, så holdet får de bedst mulige forudsætninger ved mesterskabet. Deres passion, sammenhold og ambitioner passer perfekt til de værdier, vi selv står for, og vi glæder os til at følge deres rejse.”

Også Carpy Danmark har valgt at bakke op om projektet og sponsorerer Team Nordic Carp med officielle team T-shirts og hoodies. Beklædningen giver holdet en fælles identitet, når de mødes ved vandet eller deltager i arrangementer og konkurrencer, og er med til at understrege det stærke sammenhold, som kendetegner Team Nordic Carp.

Team Nordic Carp er stadig i begyndelsen af deres rejse, men ambitionerne er store. Målet er ikke kun at opnå gode resultater ved internationale konkurrencer, men også at inspirere andre til at forfølge deres passion – uanset hvilke udfordringer de møder undervejs.

 

Team Nordic Carp

 

Tradera

 

Passion for karpefiskeriet

– Vi er et team af passionerede karpefiskere, som deler den samme store interesse for karpefiskeri, fortæller Team Nordic Carp. – For os handler teamet ikke kun om at fange store fisk, men mindst lige så meget om fællesskab, gode oplevelser ved vandet og om at udvikle os sammen som lystfiskere. Vi vil gerne vise, at der er plads til alle i karpefiskeriet og samtidig være med til at skabe mere interesse for sporten.

– Alle har vi én ting til fælles – nemlig passionen for karpefiskeriet. Vi har forskellige erfaringer og måder at fiske på, og netop det synes vi er en styrke. Vi lærer af hinanden, hjælper hinanden og deler både erfaringer, tips og oplevelser. Idée-n om at starte Team Nordic Carp opstod gennem vores fælles interesse for karpefiskeri og ønsket om at skabe et stærkt fællesskab omkring det.

– Karpefiskeriet betyder rigtig meget for os. Det er spændingen, når man venter på hugget, glæden ved at lande en flot fisk og alle timerne ved vandet sammen. Men det handler også om ro, natur og fællesskab. En fisketur er en succes, selvom den største karpe ikke ender på måtten.’Vi har tilsammen mange års erfaring inden for karpefiskeri og spænder bredt i både alder, baggrund og fiskestil, fortæller teamet. Nogle af os har fisket siden ungdomsårene, andre har fundet passionen senere i livet – men fælles for os alle er et stærkt engagement i fiskeriet og en konstant lyst til at udvikle os.

– Steffen er 32 år og har fisket siden 2015 med særligt fokus på karpefiskeri. Han bor i Örebro med sin kone og tre børn samt fisker både i Sverige og Danmark. Steffen er medstifter af Nordic Carp og motiveret af udvikling og konkurrence. Pav er 45 år, og har fisket karper siden han var 35 år. Pav mistede sin ene arm som 22-årig, men klarer fiskeriet selv. Har fanget karper op til 13 kg og finder stor glæde i naturen og fællesskabet. Kristian er 42 år. Har fisket karpe siden han var 16 år, og er meget erfaren med både bund-, flåd- og overfladefiskeri. Hena personlige rekord er på 14,6 kg, og han søger konstant nye udfordringer. Per har været fisketosset fra fødslen. Han er opvokset med fiskeri, og er senere blevet passioneret karpefisker. Han er hørehæmmet, men aktiv og engageret. For ham er fiskeri er både livsstil og mental ro. Daniel er 26 år og født døv. Han har fisket i seks år med stor passion for karpefiskeriet.

 

Daiwa Open 2025

 

Europe Deaf Carp Competition i 202

Europe Deaf Carp Competition i 2027

Hvidovre Sport

DAIWA OPEN 2026: HAVØRREDER OG LAKRIDSPIBER

– Årets kollega-konkurrence del 1. stod sidste weekend for døren, og vi var alle spændte på en hyggelig tur med en masse gode timer sammen ved vandet og i sommerhuset med lidt god mad og hygge. Sådan lyder det fra Brian Kristiansen.

– En weekend som denne har vi afholdt et par gange om året, og den fordeler sig over en forårs- og en efterårstur, som vi alle sætter stor pris på. Denne gang var vi på Falster, hvor vi havde kæmpet for at finde nogle pæne fisk. Det heldigvis lykkedes på sidstedagen, hvor Anders fangede en pæn fisk på 52 cm. Jeg havde denne dag valgt at fiske med bombarda og to fluer – heriblandt guldbassen. Dette skulle vise sig at give udslaget, da jeg 30 minutter før lukketid, landede en drøn af en havørred på 71 cm og + 4 kg.

– Hvor er det dejligt, at man kan se frem til del 2, hvor man allerede fører med 19 cm. Den der har den største samlede længde over de to weekender, vinder nemlig vores utrolig flotte vandrepokal og puljen fyldt med kolde kontanter. Nå ja, og så starter vi jo ALTID dagen med en lækker lakrids pibe, som du kan se.

Brians beretning er naturligvis tilmeldt Daiwa Open 2026 – og deltager også i vores store lodtrækning primo 2027 om en fiskedrømmerejse for to til Egypten efter GT sponsoreret af iFish Travel.

 

Friluftsland

Hvidovre Sport

DAIWA OPEN 2026: EN SMUK GEDDE PÅ ABORREGREJET

Felix de Graaf har været ude med spinnegrejet efter aborrer og fik sig en god bonusoverraskelse:

– Jeg var ude at fiske efter aborre med to af mine venner i Ribe Å, fortæller han. – På turen brugte jeg et twitchbait som agn. Pludselig skød en gedde ud fra kanten og slugte min agn. Jeg var slet ikke klar til det, da jeg egentlig bare havde forventet en aborre. Gedden kæmpede og trak masser af line af. Jeg havde et ret tyndt flourocarbon forfang beregnet til aborrer på, så gedden kunne bide min line over hvert sekund. Jeg var derfor lidt nervøs for at miste den.

– Vi havde ikke et net med, så jeg tog gedden med et gællegreb og hev den op af vandet. Her fik jeg den hurtigt afkroget, og så slap jeg den fri igen med en vellykket genudsætning, slutter han.

Fisken deltager både i Daiwa Open 2026 og vores drømmefiskerejselodtrækning sponsoreret af iFish Travel.

Læs alt om fiskeriet efter søernes rovfisk som gedde, aborre og sandart i artikelarkivet her.

 

Friluftsland

Hvidovre Sport

DAIWA CUP 2026: ABORREBONANZA MED ADSKILLIGE KÆMPEFISK

– En eftermiddag i juli stævnede mine to drenge og jeg ud på en sø i det sønderjyske for at fiske aborrer. At knejterne skulle få oplevelser for livet, havde jeg ikke set komme. Sådan lyder det fra Christian Lang Jensen.

– Jeg skal ikke lægge skjul på, at aborrefiskeriet er noget af det bedste, jeg ved. Mine to drenge på fire og seks år er heldigvis godt i gang med at adoptere min passion for fiskeriet. Vores seneste tur efter de sortstribede har heldigvis kun forstærket passionen for den fantastiske fisk yderligere.

 

Friluftsland

 

Det er svært at beskrive følelsen af, når ens 4-årige søn egenhændigt fisker sig til en kæmpeaborre på 47 centimeter. Øverst: Man kan vist ikke være i tvivl om, at Thorbjørn var ved at sprænges af stolthed over at fange denne gigant, som var yderst tæt på den gældende danske længderekord for aborre.

Det er svært at beskrive følelsen af, når ens 4-årige søn – Ask – egenhændigt fisker sig til en kæmpeaborre på 47 centimeter. Øverst: Man kan vist ikke være i tvivl om, at Thorbjørn var ved at sprænges af stolthed over at fange denne gigant, som var yderst tæt på den gældende danske længderekord for aborre.

 

Regulært bonanza-fiskeri efter aborrer

– Mens vi sejlede mod den lille undersøiske top, hvor vi ville fiske, gik snakken lystigt. Jeg fortalte drengene om min seneste aborretur, hvor jeg havde haft forrygende fiskeri. Forhåbningen var derfor, at aborrerne ville være på finnerne denne eftermiddag og aften.

– Drengene fik hurtigt smidt et par bladebaits efter båden, og næsten øjeblikkeligt fik Ask på fire år dagens første aborre. Den vakte stor glæde i båden. Da vi ankom til pladsen, monterede jeg et par Ned rigs på drengenes stænger, da denne type agn havde været suveræn på min seneste tur. Jeg vurderede også, at Ned rig-fiskeriet ville passe drengene godt, da aborrerne om sommeren ofte hugger uafbrudt på Ned rigget – selv når agnen står stille på bunden.

– Heldigvis holdt min antagelse stik denne dag, og aborrerne var virkelig i stødet. Hver gang drengene kastede og lod agnene falde til bunden, blev de samlet op øjeblikkeligt. Det var en god anledning til at lære drengene at give tilslag på det rette tidspunkt. Min yngste søn fangede det overraskende hurtigt, og han kranede fisk uafbrudt.

– Thorbjørn skulle lige have det helt ind under huden, men snart fik han også kroget fisk efter fisk. Det udviklede sig hurtigt til et mål om at prøve at fange og genudsætte 100 aborrer. Drengene arbejdede ihærdigt, og jeg lavede ikke andet end at afkroge den ene aborre efter den anden. De havde en sand fest, og jeg var pavestolt.

Store aborrer på pladsen

– Mellem de mange små fisk var der også bedre fisk mellem 35 og 40 centimeter. Det var en sand fornøjelse for knejterne at fange aborrer i den størrelse. Der var dømt PR efter PR, og de fik testet deres fiskesæt fuldt ud. Jeg sad bare og nød drengenes glæde og forsøgte at holde styr på antallet af fisk.

– Mens jeg var ved at afkroge en fisk for Thorbjørn, kunne jeg høre Asks bremse give en del lyd fra sig. Jeg vendte mig mod knægten, som stod med en hårdt opspændt fiskestang. Fisken tog et brutalt udløb ind under båden, men Ask holdt bare ved, mens bremsen hvinede. Han havde så godt styr på det, at jeg undlod at blande mig. I stedet fik jeg fundet nettet frem, for her var der tale om en god fisk.

– Efter en brav kamp overgav aborren sig, og der lød høje jubelskrig fra begge drenge, da den endelig lå i nettet. Den flotte aborre målte 42 centimeter, og stoltheden strålede ud af lillemanden. Jeg kunne heller ikke skjule min begejstring. Efter et par hurtige fotos fik aborren friheden igen.

– Drengene fiskede ufortrødent videre, og 10 minutter senere var der igen en stor fisk, som faldt for Asks Ned rig. Knægten var begyndt at fiske agnen relativt hurtigt med lange drop mod bunden, hvilket tilsyneladende havde en god effekt på de store aborrer. Mens han holdt et flot pres på den store fisk, forklarede han, at den havde hugget lige under båden. Denne fisk virkede endnu større end den forrige, og den hamrede afsted i flere eksplosive udløb. Men Ask holdt hovedet koldt, og efter en højintens fight gled fisken i nettet. Drengene hoppede og dansede, og jeg kunne næsten ikke begribe, hvad der lige var sket. Knægten på blot fire år havde helt på egen hånd fisket sig til en drømmeaborre på 47 centimeter!

– Der var nu en ret euforisk stemning i båden, og drengene ville gerne have, at jeg fiskede med, selvom det krævede en del multitasking. Efter 10 minutters fiskeri huggede en stor fisk på den bladebait, jeg havde monteret. Det var endnu en fantastisk fisk, som strakte målebåndet 50 centimeter! Det var helt vildt, det vi oplevede, og jeg forsøgte efter bedste evne at få drengene til at forstå det unikke i oplevelserne denne dag. Jeg forsikrede dem også om, at det var et noget usædvanligt aborrefiskeri, vi oplevede. Om det trængte ind, ved jeg ikke helt.

 

De store aborrer var for alvor i stødet denne aften. Dette pragteksemplar på 50 centimeter var også en kæmpe fornøjelse for os alle.

De store aborrer var for alvor i stødet denne aften. Dette pragteksemplar på 50 centimeter var også en kæmpe fornøjelse for os alle.

 

drømmerejse iFish Travel

 

Aborrer tæt på dansk længderekord

– Thorbjørns største fisk var indtil nu en fisk på 39 centimeter, hvilket bestemt også var en flot fisk og ikke mindst en PR. Jeg kunne dog godt mærke på ham, at han gerne ville fange en af de helt store. Jeg forklarede ham, at hvis han blev ved med at klø på, så kunne det godt lade sig gøre, selvom lyset var begyndt at svinde.

– På dette tidspunkt havde drengene for længst passeret 100 aborrer, og vi var holdt op med at tælle. Vi aftalte at give fiskeriet et kvarter mere, og det var tydeligt, at Thorbjørn havde et mål: han ville fange en stor aborre! Mens jeg var ved at få pakket tingene i båden sammen, hørte jeg Thorbjørn udbryde: – Far! Jeg har en stor fisk nu!

– Jeg vendte mig hurtigt om, mens jeg så den lille 7 fods stang krølle helt sammen. Fisken flåede line af hjulet, og jeg vurderede, at det måtte være en gedde. Men da fisken hele tiden svømmede intenst rundt i flere forskellige retninger, fik jeg fornemmelsen af, at der kunne være tale om en meget stor aborre. Heldigvis stod bremsen helt rigtigt, og Thorbjørn fulgte efter fisken med stangen, hver gang den tog udløb ind under båden. Det var en helt fantastisk fight at overvære, og der var dømt gummiben hos både sønnike og far. Efter en rum tid gled fisken dog i nettet, og der blev jublet i vildskab.

En drømmeaborre på over to kilo

– Da jeg løftede fisken forsigtigt i nettet, var jeg ikke tvivl om, at der var tale om en sand drømmefisk. Den helt utrolige aborre pressede vægten ned på 2,05 kilo, og den målte vanvittige 52 centimeter! Knægten havde dermed tangeret sin fars længderekord for aborre, og han var få millimeter fra den gældende danske længderekord!

– Jeg skal ærligt indrømme, at oplevelsen af at overvære sønnike fange sådan en fisk var større end oplevelsen af min egen PR. Han formåede sågar at håndtere fisken efter alle forskrifter, og han fik naturligvis oplevelsen af selv at genudsætte den. Mens vi sejlede mod land helt høje på de mange fantastiske oplevelser i løbet af eftermiddagen og aftenen, genfortalte drengene flere af episoderne fra dagens tur. Der var utvivlsomt skabt minder for livet denne dag.

Foto: Thorbjørn Arenchild Bjørnstad og Christian Lang Jensen

 

Geddefeber

Hvidovre Sport

DAIWA OPEN 2026: EFTER FLADFISK OG MAKRELLER I LANGELANDSBÆLTET

– Med start før klokken fem søndag morgen og guld i sidespejlet, drog jeg mod Langeland, fortæller Arne Biering. – Første stop var i Vejle, hvor sønnike skulle med. Jeg måtte være chauffør begge veje, for hans brækkede ben tillod ikke, at han tog rattet.

– Cirka klokken otte riggede vi båden til og lagde fra kaj. Medbragt var de blancherede sandorm – det er virkelig nemt. De ligger i små pakker i fryseren, holder fantastisk på krogen og er ikke så slimede som de friske. Og så kan overskuddet fryses ned igen efter turen. De sædvanlige pling-pling forfang fra smykkeskrinet blev monteret – samt rigget med både Gulp og sandorm. 

– Jeg har nogle spots rimelig tæt på Spodsbjerg, så vi kunne hurtigt lægge os på 6 meter vand. Der var lidt fralandsvind, så det var et godt sted at starte og så ellers bare drive ud mod dybere vand. Strømmen var desværre en del mere end vejrudsigten havde spået, så vi drev med næsten 1,5 knob, hvilket er i overkanten til godt fiskeri. 

– I det næste drev blev drivankeret sat ud, hvorefter vi kom ned på ca 1,2 knob, og så var biddene til at mærke. Der skulle virkelig fiskes koncentreret, men så lykkedes det også med de flotteste rødspætter. Solen skinnede, og alt spillede. Nye drev blev lagt, og baljen blev langsomt fyldt. Vi sørgede for masser af frisk vand til fiskene, så de var fine, da vi sejlede hjem for at lægge dem sammen med rigelige mængder is, så de kunne holde sig hele vejen hjem.

– Til sidst sluttede vi af med lidt makreljagt i renden, og her var ekkoloddet uundværligt. Hvad sønnike ikke kunne med de flade, det gjorde han så med makreller. Det var ret fedt at få kamp fra ham, så noget må jeg have gjort rigtigt… Jeg vil gerne tilmelde fiskene både Daiwa Open 2026 og fiskedrømmerejselodtrækningen, slutter han.

 

Friluftsland

Hvidovre Sport

DAIWA OPEN 2026: ET PAR SMUKKE HAVØRREDER FRA STEVNS

Som du sikkert har bemærket, er den nye sæson skudt i gang med en 2026 version af Daiwa Open, hvor den bedste fangstrapport hver måned vinder en mega sprød kyststang sponsoreret af Daiwa Scandinavia – nemlig en Morethan AGS Coast Commander til en værdi af over 4.000 kroner.

Vi har testet den her på redaktionen gennem længere tid og kan konkludere, at det er en helt suverænt let stang, der kaster og fisker godt – samt er virkelig lækker at fighte fisk på. Så – tøv ikke med at sende din fangstrapport ind og vær med i konkurrencen, hvor der blandt alle deltagerne også trækkes lod om en fiskedrømmerejse for to til Egypten efter GT sponsoreret af iFish Travel.

En af de mange der har sendt ind i den første uge er Tadeusz Dominik, der på Stevns fik sig to smukke havørreder på 58 og 56 cm (ovenfor) samt en stribe mindre fisk en tidlig morgen.

Når du indsender en fangstrapport, vægtes det højt, at du både fortæller lidt om fiskedagen, hvad du oplevede – samt hvordan du fangede fisken – gerne 10-15 linjer. Medsend også et par gode fotos – og helst også et hvor du selv holder din flotte fangst. Du kan indsende via menupunktet ”Indsend fangstrapport” her eller skrive direkte på sms til redaktionen på 30 70 02 36 eller e-mail jb@fiskogfri.dk. Har du et lille 5-10 sekunders videoklip, gerne lodret, så send også gerne det.

 

Hvidovre Sport

Hvidovre Sport

DAIWA OPEN 2026: GIGANT 200 KILOS HELLEFLYNDER TIL DANSKER

Danske Carsten Kramer fra Skagens Havfiskeklub er netop kommet hjem fra Norge, hvor han har fået to megaflyndere på hhv 236 og 215 cm – førstenævnte tæt på tangering af verdensrekorden på spin, der er 237 cm:

– Vi var på Havøysund i Norge, og klokken cirka 17,30 var der lidt stille, fortæller han. Jeg  besluttede derfor at jigfiske med en SG Sandeel på 140 gram i blå, og så skete det i tredje kast inde ved båden, hvor jeg fik det ondeste mega hug. Cirka fire timer sener kom der et monster op fra 40 meter vand – en gigant helleflynder på 236 cm og omtrent 200 kg. Jeg var fuldstændig færdig oven på den fight! Den blev fanget på kastestang og et Slammer 560 hjul med 0.30 spunden line. Dagen efter fik jeg minsandten endnu en kæmpefisk på 215 cm og cirka 160-170 kilo. I alt fik vi ni helleflyndere på båden, hvor jeg selv var skipper. Den tredje og fjerdestørste var 156 og 137 cm, slutter han.

Turen, som Carsten var afsted på, var en tur som han vandt for førstepladsen ved DM i havfiskeri i Skagen i 2024. Turen blev udsat fra 2025 da alle både var optaget sidste år.

Den sensationelle fangst deltager både i Westin Cup 2026 og lodtrækningen om vores fiskedrømmerejse til Egypten for to efter GT sponsoreret af iFish Travel.

 

Hvidovre Sport

Hvidovre Sport

SÅ ER ANDROID VERSION AF HAVØRRED LOGBOGEN KLAR

Så er den her endelig — Android-versionen af Havørred Logbogen, som du har kunnet læse om på fiskogfri.dk.

Daniel Lings, manden bag den nye spændende app til kystørredfiskere, har fisket havørred på kysten i rigtig mange år. – Ligesom de fleste andre gik jeg rundt med en fornemmelse af, hvornår det plejer at spille — frisk pålandsvind, det rigtige vand, den rigtige tid på året, fortæller han. – Men – det var jo bare mavefornemmelser, og ikke noget jeg kunne bevise. Jeg var træt af at skulle jonglere en vejr-app, et søkort og en notesbog for at få det hele med. Så tænkte jeg: hvorfor ikke bare samle det hele i én app? Og så byggede jeg den selv, fra bunden i fritiden. Det blev til Havørred Logbogen. Der er gået omkring fem måneder med at få den op i den skala, som den har nu — og så bliver der ellers løbende rettet, tilpasset og lagt nye funktioner til.

– Kort fortalt tracker den din tur med GPS, logger dine fangster og henter vejret automatisk fra DMI hver gang. Det fedeste er, at den kobler dine fangster sammen med forholdene og finder dit eget fiskemønster — så du efter et stykke tid kan se præcis, hvilke forhold der giver DIG fisk på dine pladser. Ingen sport uden indsigt. Det vigtigste for mig er, at det hele bygger på DINE egne data. Ikke en algoritme, der gætter for dig, ikke AI-snak og falsk markedsføring — bare ærlig statistik på dine egne ture og fangster. Det er kombinationen af dine egne data og de funktioner, som appen har, der giver dig det bedst mulige grundlag at fiske efter. Det er kernen i det hele.

– Og så er det værd at se virkeligheden lidt i øjnene, fortsætter han. – Fiskemønsteret — de konkrete vejrforhold bag dine fangster hen over årets sæsoner — er en af hovedfunktionerne. Men som al anden statistik, så virker det bedst over lang tid. Jeg har selv fanget færre fisk i år. Ikke fordi jeg har fisket mindre, men der er nok nogle ting, jeg først kan veje op mod hinanden senere i år og til næste år. Så vi snakker statistik i en større skala. Appen tegner dit mønster relativt hurtigt, men det er ikke noget, man skal gå blindt efter. Mit råd er at køre den flittigt hele det første kalenderår — så kan du bruge det til at justere dit fiskeri i det næste år, eller få svar på noget, du går og undrer dig over. Jeg påstår ikke, at jeg har opfundet den dybe tallerken. Men— alt er samlet ét sted i stedet for 2-3 forskellige apps. Siden jeg smed den på App Store i maj er vi oppe på 250 brugere på iOS — og nu er det Android-fiskernes tur.

Her er hvad Havørred Logbogen til kystfiskere kan:

GPS-tracker turen — rute, distance og tid, helt af sig selv
Logger fangster med foto, længde, vægt, agn og kondition — og hver fangst husker sin egen GPS-position
Henter vejret fra DMI på hver tur (luft, vand, vind, vandstand, tryk) — og forholdene i selve det øjeblik, du fangede fisken
FCOO-havkort: havtemperatur, salinitet, strøm, vandstand, bølger og nedbør som rigtige farvekort, med dybde og tidslinje
Dit eget fiskemønster — bedste tid, vandtemperatur, vind, månefase og årstid, lært af dine egne fangster
Smarte vejr-alerts, der siger til, når forholdene rammer dit mønster
Statistik: fangstrate, bedste og værste spot, månedsoversigt og dine personlige rekorder
Fredningsbælter og fredningstider direkte på kortet
Kystretning, så du kan se, om vinden er på- eller fralands lige nu
Virker offline, kan spytte PDF-rapporter ud, og er 100% gratis — ingen reklamer, ingen der sælger dine data
Du kan hente den gratis på havorredlogbog.dk, i App Store eller Google Play. Og skriv endelig til mig på Support@havorredlogbog.dk — jeg sidder og bygger videre på den hele tiden, og input fra andre fiskere er guld værd.

– Til sidst vil jeg rette en stor tak til de frivillige, der har hjulpet med at teste Havørred logbogen på Android. Jeg sætter kæmpe pris på jer — uden jeres tid og tålmodighed var den ikke landet, som den gjorde, slutter Daniel.

 

Tradera
Hvidovre Sport