aug 6, 2013 | Nyheder
Vi har fået er forfriskende fangstrapport fra Anders Bo Mortensen, som har været en tur I Jelling Put & take med familien.

– Vi var på Jelling familie camping, hvor vi efter en lidt våd dag på Vejle gågade besluttede at prøve et par timer med vores børn i Jelling Put & Take, fortæller Anders.
– Min kæreste Anette havde aldrig prøvet at fiske, og det havde Emma på 7 år heller ikke. Lina på 17 havde prøvet det en gang og gad ikke, mens 15 årig Christian fiskede i en time med den stang Anette snart skulle sætte på en prøve.
Anette skulle lige prøve et par kast med stangen, og allerede efter 3. kast råbte hun, skaaaaaat jeg har bid!
Efter en fight på over 5 min, fik hun fisken så tæt at jeg kunne lande den.
En flot regnbueørred på 6,6 kg med rogn, som Mette der ejer søen kom og ønskede tillykke med. Hun oplyste at det var en fisk der nok havde været længe i søen.
aug 5, 2013 | Nyheder
Efter et par dage med fladt vand og fralandsvind , vendte det til pålandsvind og jeg tog af sted til kysten, fortæller den ivrige kystfisker Anders Bo Jensen.

– Spottet var et sted syd for Køge, som jeg før har taget havørred på, og vejrforholdende med var lovende med sol og drivende skyer. Udrustet med en fladbuk-gennemløber var på plads lidt over halv otte og forventninger til aftenens fiskeri var store. Som timerne gik fik jeg tre hornfisk som jeg bestemt ikke var kommet efter, så de blev nænsomt sat tilbage i Køge bugt. Da Solen gik ned vidste jeg som de fleste, at det var chancernes time. Pludselig mærkede jeg nogle puf til blinket og kroppen blev fyldt med adrenalin. Det var ikke hornfisk, tænkte jeg, og fortsætter med at lægge kast i den samme retning. Flere puf. Og frustration over, at jeg ikke fik rigtig kontakt med det derude. Hvad gjorde jeg galt?
Jeg lavede flere spinstop på hvert kast, ændrer tempo fra ultra langsomt til hurtigt, lod blinket synke helt til bunden for derefter at accelerere. Der skedte ingenting. Tusmørket var ved at lægge sig og jeg skiftede til et bombarda-setup med en lille Magnusflue bundet på rør og monteret med et L-rig. Fluen synes ikke af meget og størrelse16 trekrogen virkede alt for lille. Efter 6 kast var der endelig kontakt og det gav det helt rigtige sug i stangen hvor jeg kunne mærke tyngden.
Yes! Den fightede godt og var med garanti en havørred. Efter en god fight fik jeg nettet en fin havørred på 3,246 kg og 64 cm – en fin tykbasse.
Det var en fin han med begyndende krog, hvori trekrogen sad solidt fast. Da jeg rensede fisken opdagede jeg at dens mavesæk indeholdte syv tobiser mere eller mindre fordærvede, hvoraf de største var op til 25 cm. Ikke underligt, at den ikke havde plads til et blink mere, men kun en lille flue. Fisken fik en gang groft salt og en god gang citronpeber og røget 25 min på weberen, slutter Anders.
jul 30, 2013 | Nyheder

30-08-2013 – Den unge lystfisker Viktor fra Mors var i sidste uge på Hald Sø med sin far.
– Jeg var i sidste uge med min far på Hald Sø, fordi jeg gerne ville fange en søørred eller en brasen, fortæller Viktor på 7 år. – Vi fiskede med orm og prop og pludselig gik proppen under.
Jeg var jeg klar og gav modhug hvorefter en vild fight begyndte. Fisken kæmpede helt vildt og var under båden tre gange. Da fisken endelig kom i båden var jeg mega stolt over selv at have klaret hele fighten, som tog lang tid.
Efter at have fanget en Brasen på 70 cm og 3,7 kg var jeg træt i armene. Jeg sad og tvivlede på at der var flere fisk af denne størrelse tilbage i søen, da proppen forsvandt og jeg med trætte arme kunne fighte endnu en stor fisk. Det var endnu en Brasen på over 3 kilo. Det var den vildeste tur på Hald Sø, slutter Viktor stolt.
jul 29, 2013 | Nyheder
Lørdag d.18 blev 24 timers havørredkonkurrencen på Møn skudt i gang for 20 friske lystfisker, fortæller den lokale guide Ken Sørensen. – Med det smukke sommervejr og næsten vindstille var alle trods svære forhold helt oppe på finnerne.

– Næste morgen kom der lidt meldinger ind på mobilen, “vi har haft rigtige gode fiks på, men fik dem ikke på land”, lød det fra Anders og Jacob, som havde mistet en fisk på over tre kilo, men sådan er fiskeri jo en gang – det er ikke altid fiskeren vinder.
Lidt før middag kom vinderfisken til indvejning, en rigtig fin sommerørred på 2,2 kg. Den lykkelige fanger var David Laursen fra Jylland. David, som var på ferie på Møn havde aldrig fanget en havørred før, så der blev helt sikkert født en ny kystfisker.
Andenpladsen gik til Ronnie Jensen fra Glostrup, med fin fisk på 1,7kg og trediepladsen blev indtaget af Claus Lorenzen, som var så dygtig at få fire fisk på land, med den største på 1.5kg.
Alt i alt en god og rigtig hyggelig konkurrence, slutter Ken.
jul 29, 2013 | Nyheder

Vilde fisk vilde farver29-07-2013 – Fisk & Fri’s David Thormar, som har brugt ferien på Island, har sendt os en beretning, der får blodet til at koge.
– Det er som regel de store islandske browntrouts, der står for skud, men efterhånden også laksens da det er lykkedes mig at finde frem til nogle økonomisk overkommenlige laksevande samt noget varieret fiskeri efter Fjeld- og havørreder, fortæller David.
– I år var der derfor både lækkert imitationsfiskeri efter ørrederne og decideret lakse jagt i den fedeste natur, på programmet. Sammen med venner og familie lykkedes det os på knapt 2 uger at fange langt over 100 bækørreder, en del fjeldørreder, nogle flotte havørreder og 20 laks heriblandt nogle virkelige fine eksemplarer!<
p>
Til turen var der indkøbt nye grejer og de blev virkelig sat på prøve, med varieret fiskeri, hårde vejrforhold og store fisk, slutter David tilfreds.
jul 6, 2013 | Nyheder

“HAVØRRED – REFLEKSIONER PÅ KYSTEN” er titlen på en flot ny havørredbog fra Fisk & Fri, der er på gaden 1. oktober. – Den store bog, der har været flere år undervejs, udkommer på både dansk, svensk og tysk, fortæller Jens Bursell, der er redaktør på det ambitiøse internationale bogprojekt.
– Målet med denne håndbog om kastefiskeri med kunstagn på spinne-, flue- og bombardagrej, er at give et overblik over de faktorer, som gør, at du ikke blot kommer hjem med gode oplevelser – men også fanger fisk, fortsætter Jens. – “Refleksioner på kysten” er med andre ord den komplette guide til kystørredfiskeri med kunstagn: Begynderen vil kunne lære al den vigtige basisviden helt fra grunden, den rutinerede kystfisker vil kunne finde ny inspiration til at forbedre og udvikle sit fiskeri – og selv de allermest hardcore kysteksperter får chancen for at kaste sig over nye og mere avancerede teknikker, der løfter effektiviteten af kystfiskeriet op på et helt nyt niveau.
Med “Refleksioner på kysten” kommer du et skridt nærmere succes på kysten. Selv ikke den mest seriøse kystfisker afstår fra en flirt med lykkens gudinde, men der er ingen grund til at give hende for meget løsline…
Bogen, der er på 308 sider, er skrevet af Jens Bursell og Rasmus Ovesen med bidrag fra Jens Peder Jeppesen, Thomas Hansen, Per Ekstrøm, Bue Poulsen, Henning Trier, Udo Schroeter, Nicka Helleberg, Kern Lund, Pelle Klippinge, Carsten Scharf og Finn Sivebæk.
“Refleksioner på kysten” er ikke blot et dybdegående og nytænkende værk, der sætter nye standarder for fiskehåndbøger – den er også en æstetisk nydelse – både grafisk og fotografisk. Glæd dig til efteråret!
jul 5, 2013 | Nyheder

4,7 kilos sommerfisk fra Østersøen. 05-07-2013 – De næste tre uger holder redaktionen på Fisk & Fri sommerferie.
Da ferien selvfølgelig skal bruges på fiskeri, vender vi stærkt tilbage med masser af flotte billeder, tips, tricks og spændende historier fra vandene.
Vi glæder os til at hører alt om dit sommerfiskeri. Indsend en fangstrapport her
jul 2, 2013 | Nyheder

Grejgiganten Pure Fishing , som bl.a. er indehaver af ABU, Berkley, Fendwick, Penn og Mitchell har tilføjet endnu et slagkraftigt brand til den i forvejen imponerende liste. Der er selvfølgelig tale om Hardy Greys koncernen.
Det skal blive spændende at se hvad Pure Fishing kan drive den gamle og velrenommerede engelske grejproducent til.
jul 2, 2013 | Nyheder
02-07-2013 – Frank Rasmussen fra Kreteminde var i Juni en tur på vragfiskeri i Nordsøen.

– Jeg var på en to dagstur med MS-Bodil i juni, fortæller Frank. – På første dagen fangede jeg denne flotte rødspætte på et vrag under 60 meter vand – Ikke lige det man forventer at fange på et vrag.
Fisken lod sig friste af et takkel, som var tiltænkt Havkatte. Et lod på 300 gram med en enkel st. 8/0 og et grønt blinklys lige over krogen, slutter Frank.