jun 13, 2018 | Nyheder
På Øresundsakvariet kan du få en van(d)vittig sjov sommeroplevelse, når de hele sommeren afholder spændende aktiviteter for alle aldre.
Alt fra guidede krabbeture, vodtrækninger på Kronborgstranden, guidede ture til det ny Vandlaboratorium, over snorkel- og marsvinsafarier på det skønne Øresund kan du se frem til, henover sommeren.
Øresundsakvariet fortæller, at man på alle hverdage kan tage på krabbefangst, når de laver krabbefangere og går på jagt på havnen. Der bliver også trukket vod ved stranden og kigget på dyrelivet på det lave vand.
Sommerprogrammet er som følger:
Alle hverdage i uge 26-32 (gratis for akvariets gæster og uden tilmelding)
- Krabbefangst på havnen kl. 11.15 (afgang fra akvariet)
- Vodtræk / På jagt efter smådyr i Kronborgbugten kl. 13.15 (afgang fra akvariet)
I år kan du også deltage i guidede ture til det ny Vandlaboratorium, hvor guiden vil fortælle om laboratoriets og Øresunds unikke dyreliv og natur.

Foto: Tania Lundberg Lykkegaard
Alle dage i uge 26-35 (gratis for akvariets gæster – uden tilmelding)
- Undersøg det ny Vandlaboratorium kl. 10.25, 12.25 og 14.25 (afgang fra akvariet)
Du kan også tage med på marsvinsafari og på nærmeste vis opleve Øresunds fantastiske minihval ombord en stor RIB-båd, eller du kan tage på snorkelsafari og opleve tang og dyr på nærmeste hold langs Kronborg bugtens kanter.
Marsvinsafari finder sted tirsdag, onsdag og torsdag i uge 26-32. I uge 26 – 30 på tirsdage og torsdage er det med en formiddagstur kl. 10-12 og en eftermiddagstur kl. 13-15 og onsdage er der aften / solnedgangstur kl. 19-21. I uge 31-32 starter aftenturen kl. 18-20 og endelig er der i uge 33 og 34 kun ture tirsdag og torsdag og fra kl. 18-20.
Snorkelsafari er alle fredage i uge 26-35 kl. 10 – 12.30.
Tilmeld dig til safariturene via onlinebookingen på www.oresundsakvariet.ku.dk
jun 12, 2018 | Nyheder
Stør Cuppen var nået til sit femte heat og turen var kommet til Lystfiskergaarden i Roust. 22 håbefulde fiskere havde booket en plads ved søen og med en vejrudsigt der lovede 30 grader, var fiskerne forberedt på en meget varm dag.
Lystfiskerne mødte ind kl 06.30 til rundstykker serveret af søen, og klokken syv blev alle kaldt sammen, budt velkommen, pladserne blev trukket, regler opridset og klokken otte lød så startfløjtet til det tredje jyske heat.
Dagen tog hurtigt fart, og kontrollanterne kunne på blot halvanden time indveje de første 10 fisk – og de dygtige fiskere blev ved med at trække store fisk på land.
Over middag blev der lidt længere mellem huggene, men der kom da stadigvæk fisk på vejemåtten.
I alt blev det til 438.10 kg. Et resultat der overraskede både kontrollanter og sø-ejer, så fiskerne må have været utroligt dygtige denne dag
Arrangørerne vil gerne takke sø-ejeren for god service og de flotte fisk der betød, at de endnu engang kunne slå heat rekorden for flest kilo!
Næste heat er 16 juni i Ørsted, hvilket er Sjællands eneste nat heat og det er allerede så godt som udsolgt.
jun 8, 2018 | Nyheder
Bækørredfeberen havde for alvor ramt mig ,og før jeg selv fik røde pletter måtte jeg simpelthen få gjort noget ved symptomerne. Derfor afspadserede jeg nogle timer fra arbejde, fortæller Henrik Qvirin Reiter i sin rapport til StrømvandsCuppen, som du får her:
Fremme ved åen stod jeg længe på en lille bro og kiggede ned af åen, hvor jeg lod den stille rislen synke ind og fik ro i sjælen. Jeg besluttede mig for at fiske opstrøms og startede derfor med spinner.
Meter for meter fiskede jeg minutiøst alle render, sving og brinker af. Fiskene var ikke i hug humør, og først efter flere sveddryppende timer i den bagende sol fik jeg første hug. Fisken tog hårdt under et udhægende træ lige ved en mindre afvandingskanal – en klassisk standplads!
Jeg var sikker på, at det var en fin bækørred. Derfor var skuffelsen stor da jeg kort efter landede en aborre på omkring 7-800 gram – som jo ellers er en flot fangst i et lille vandløb. I samme område fik jeg yderligere et par aborre, hvilket fik mig til at trække stikket og vende mod bilen igen.
Tilbage ved bilen blev google maps studeret og jeg fandt et stræk, hvor åen løb igennem et skovstykke. Man skulle ikke tro det var samme å, for allerede få minutter efter ankomst så jeg en lille bækørred ringe på overfladen. Med fornyet tro på fiskeriet kom jeg hurtigt i fisketøjet og fattede min stang.
Den lille fisk jeg lige havde set ringe skulle have et forsøg og det blev ved forsøget. For inde i skyggen var der tusindvis af myg, som jeg må indrømme tog koncentrationen, så spinneren landede oppe i træerne! På med jakken og nu gik det bedre, og et par mindre fisk blev hurtigt genudsat.
I udkanten af skovstykket tyndede det ud i træerne, og skræpperne stod tungt ud til åen så jeg ikke kunne se vandet. Jeg listede så godt jeg kunne frem til et enkeltstående træ ved den lækreste pool. Helt kilet op af træet fik jeg udskiftet spinneren til en lille wobler som jeg kunne sende nedstrøms, hvor poolen sluttede og åen igen smallede ind.
Lige før wobleren ramte fosnakken slog jeg bøjlen over og begyndte indspinningen. Normalt afventer man den klassiske trykbølge rejse sig efter wobleren, men sådan skulle det ikke foregå denne dag. Imens jeg trækker wobleren ind, kommer der et monster af en bækørred svømmende roligt forbi mig.
Den var tydeligvis interesseret i wobleren… Helt forstenet nåede jeg lige at tænke – rolig rolig! Den må ikke blive skræmt. Jeg må kravle længere opstrøms så jeg kan fiske til den på sin standplads. Men imens wobleren steg mod overfladen, og praktisk talt ikke fiskede, valgte ørreden at svømme roligt hen og tage den i munden. Jeg blev noget forvirret, men fik dog givet tilslag og så eksploderede åen.
Den gav en forrygende fight på den lette stang, og det var bestemt ikke let at få den i det lille net. Det lykkedes dog, men nettet var alt for lille, så jeg genudsatte fisken med wobleren i saksen og slog bøjlen over på mit hjul mens jeg fik pakket kameraet ud.
Med alt på plads og klar til billede tog jeg fat i stangen igen for at trække fisken ind til mig. Den havde dog i den grad genvundet sine kræfter, hvilket resulterede i en knækket stang og nogle utroligt nervepirrende minutter.
Det hele lykkedes dog, og pudsigt nok var fisken lige nøjagtig lige så lang som den knækkede stang del. 61 smukke centimeter og i flot fodderstand. Denne fisk var min anden danske bækørred over 60 cm så jeg er lykkelig!
Tillykke med fisken, der giver stabile 109,8 point til cuppen!
jun 6, 2018 | Nyheder
Den 4. november 2013 fejrede Team Black Cat Guiding Tours et helt særligt jubilæum. Teamet, der består af Stefan Seuß og Benjamin Gründer, havde netop landet malle nummer 20 over 100 kilo på en af deres guidede ture. Festen sluttede dog ikke der, for nu, 4 1/2 år senere, har malle nummer 30 tvunget vægten over de 100 kilo!
Stefan Seuß og Benjamin Gründer elsker deres arbejde, hvor de med succes videregiver deres passion for mallefiskeriet til gæsterne på deres guidede ture.
Således også for nyligt, hvor de fiskede på en af de fineste malle-adresser i Europa: Italienske Grande Fiume i floden Po. Her er det de store fisk der sætter dagsordenen, og med perfekte forhold, bestående af fuldmåne og faldende klart vand, tegnede det til at blive en god uge.
Det startede da også fremragende, da gæsterne Christopher Sachse og Ringo Rau fik deres drøm om en to-meter fisk opfyldt allerede den første aften. Og da det blev onsdag havde alle gæster en ny PR i bæltet.
Tid til eksperimenter

Team Black Cat forsøger sig gerne med sub-flåd som dette
Da alle gæster nu havde landet store fisk, var det tid for guiderne til at eksperimentere en smule. De forsøger sig nemlig gerne med mikro sub-flåd og agn fra havet på flåd.

Frank Treffkorn fik kamp til stregen!
På den femte aften gav det bonus, da Frank Treffkorn krogede en af Po’s giganter. Efter en lang fight blev fisken afkroget, men i samme øjeblik var det den næste stangs tur til at stå sin prøve.
Denne gang var det Ringo Rau der fik chancen for at lande et flodmonster, og efter en hård kamp viste det sig at være et fantastisk eksemplar af slagsen! 238 centimeter og 202 kilo målte og vejede fisken, der faldt for et hair-rig og et 10-grams Black Cat EVA U-flåd.
Således guidede teamet sig til den 30. malle over 100 kilo – Godt gået!
Besøg Teamet HER
jun 4, 2018 | Nyheder
Release-takler til gedder giver en betydeligt højere landings-rate og skader fiskene mindre. Her får du en video-guide til, hvordan de super effektive takler laves, og en liste over hvad du skal bruge.
Med de traditionelle krogmontager til soft- og hardbaits, hvor der som standard er monteret store kroge, lander du kun cirka 45 % af dine kontakter.
Men – med et release-takel, der muliggør brugen af betydeligt mindre kroge, vil du kunne øge din landingsrate til 85 % – samtidig med, at du skader fiskene mindre på grund af kortere afkrogningstid, mindre krogsår og mindre blødninger.
Disse effekter er dokumenteret på videnskabeligt niveau i det amerikanske tidsskrift PeerJ, hvilket du kan læse mere om HER
Du kan også selv lave dit eget release-takel til geddefiskeri – og det giver vi dig opskriften på i denne video.
Inden du går i gang, skal du skaffe følgende materialer:
- 50 lbs monotrådet titanium wire (fx BFT, AFW eller Darts)
- 4-5 mm solid-rings
- Str. 1 springringe (fx Eagle Claw)
- Owner trekroge str. 6 & 4 (ST 36 BC X)
- Powergum (fx Drennan 14 lbs eller Gardner 11 lbs)
- Blinklås med svirve
- Små perler
- Pianowire (til release-clips)
- Silikone flådstops str. L
Af redskaber får du brug for:
- En bidetang til at klippe wiren over med,
- En almindelige fladtang med riller til at trække knuder til med – samt
- Et par små rund- og fladtænger til at bøje dine release-clips.
Held og lykke med dine release-takler til gedder – det vil være et ekstra arbejde, der også giver bonus i form af flere fisk.
jun 1, 2018 | Nyheder
Vil du være med til at udvikle Danmarks stærkeste lystfisker brand!
Er du entreprenant, strategisk tænkende og har flair for det kommercielle? Er du stærk på e-commerce, og har du erfaring med at drive en webshop? Kan du drive klik og køb inden for fritidssegmentet? Trives du i et uformelt og til tider hektisk miljø? Så er du muligvis den direktør vi søger!
Du får ansvaret for at drive og udvikle Fisk & Fri’s digitale salgsplatform – Fisk & Fri´s Webshop, der har meget store vækstmuligheder. Webshoppen drives som en selvstændig virksomhed i et unikt brandsamarbejde med bladet Fisk og Fri.
Din profil
Du er handlingsorienteret og en god projektleder. Ligeledes, har du en kommerciel tilgang til drift og optimering. Du har gode kommunikationsevner, og hvis du har interesse for lystfiskeri og outdoor er det bestemt et plus, og et godt branchekendskab samt erfaring med salg af fiskegrej vil også være en stor fordel – men ikke nødvendigvis et must.
Udadvendt, godt humør, energi, passion og “can do” attitude er nogle af de egenskaber, der beskriver dig bedst. Du kan analysere den digitale brugers adfærd og trafikmønstre – samt omsætte denne viden til skarpe kommercielle initiativer.
Du har endvidere:
- en relevant uddannelse
- gode marketing-egenskaber samt forståelse og interesse for B2C-salg
- den digitale værktøjskasse til at drive konverteringer
- evnen til at udvikle og eksekvere på strategier og målrettede digitale kampagner
- gode kompetencer grafisk, digitalt, sprogligt og analytisk
- talent for at lede et mindre team som en god teamplayer
- pondus til at forhandle priser med leverandører og samarbejdspartnere – samt styre økonomien i en forretning.
Vi tilbyder
Er du den rette person, er der tale om et meget attraktivt tilbud med mulighed for at blive medejer af en nystartet webshop, der er en del af et stærkt brand med både nationale og internationale ambitioner. Lønnen vil stige i takt med væksten i forretningen, men du vil blive tilbudt medejerskab og en attraktiv aktie bonus pakke.
Om Fisk & Fri
Fisk & Fri er Danmarks stærkeste lystfiskerbrand. Bladet har i 36 år været danske lystfiskeres foretrukne kilde til historier, inspiration og tips til en af de største fritidsaktiviteter i Danmark. Bladets mission er at hjælpe alle danske lystfiskere til nye fede oplevelser ved vandene – samt et bedre fiskeri. Vi har for nyligt udvidet med en webshop, der skal tilbyde vores kunder et stort udvalg af kvalitetsgrej til de rigtige priser. Vi vil løbende udvide vores lystfiskerunivers med rejser, events, booking, kurser mv – og du vil få en central placering i denne strategi.
Kontakt Christian Honore ch@fiskogfri.dk eller 42378474 for mere info, eller send dit cv og ansøgning med det samme. Ansøgninger vil blive vurderet løbende.
maj 31, 2018 | Nyheder
– Efter en god køretur, og en gåtur gennem krat og brændenælder, var jeg fremme ved den lille å, hvor jeg weekenden før havde set en rigtigt god fisk.
Sådan starter Henning Trier sin rapport til Fisk & Fri, og “Atlantik Diana Fishing Tours” StrømvandsCup. Rapporten får du i sin fulde længde her:
Jeg havde en god ide om hvor fisken var så jeg kravlede langs åen på alle fire, og masede mig frem mellem siv og græs. Efter 10 minutter så jeg en forkert bølge i vandet ca. 10 m længere fremme.
Jeg sad helt stille og kiggede i fem minutter, og igen var den forkert bølge i vandet. Jeg krøb lidt længere frem, og kunne lige ane en stor skygge i læ af nogen grene og siv. Jeg kastede et godt stykke forbi fisken og styrede spinneren med min fem fods stang forbi fisken.
Hugget var voldsomt og kom som en eksplosion. Jeg styrede absolut ingenting med mit lette grej og kunne se at det var en meget fin fisk og formentlig den jeg så ugen før. Fisken drønede nedstrøms som et tog, og jeg fulgte bare efter, men med et vedholdende pres kunne jeg efter nogen minutter styre den ind på noget lavt vand, hvor jeg i første hug fik den nettet uden det store drama.
Efter nogen hurtige fotos hvor jeg mellem billederne havde fisken i vandet blev den forsigtigt genudsat og jeg sad og kiggede på den i 20 minutter og sikrede mig den var på rette køl. Hvilken fisk. Sidste gang jeg fangede en bækørred i denne kaliber er for 10 år siden så glæden er stor.
Fisken var hele 68 cm lang, og giver dermed gode 122,4 point til cuppen!
Læs mere om cuppen, og se den samlede stilling HER
maj 31, 2018 | Nyheder
Carsten Seeberg har sendt os denne fine video fra hans tur til Havnø. Fangstrapporten får du her:
Jeg var taget på en hurtig “morgenbrødstur” som jeg kalder det. Tidligt op, til fiskevandet, og morgenbrød med hjem til familien – 2 fluer med et smæk.
Jeg kom ned til vandet, og kunne straks se, at vandet var meget uklart og rødgult af alger. Nå men fiskes det skulle der, så jeg satte min trofaste Trustrup Wobler på, og efter ganske få kast havde jeg en rigtig stor følger med wobleren ind.
Den vendte lige under stangspidsen med en pæn hvirvel som afskedssalut – så var der da fisk! Med mere tro på at der var fisk i algesuppen, fiskede jeg stykket igennem uden at mærke eller se det mindste.
Men jeg havde jo set der var fisk tidligere, så jeg fiskede koncentreret tilbage mod stedet hvor jeg havde følgeren. Først en hornfisk – så skete der da lidt. Sigtbarheden i vandet var steget en smule i takt med strømmen fik spredt algerne lidt, og så faldt hugget solidt.
Jeg var ikke i tvivl om, at her var der en fisk med kød på begge sider. Rutinemæssigt løsnede jeg bremsen en kende, og alt imens jeg bandede over nettet var derhjemme, begyndte jeg at gå ind mod strandkanten.
Ørreden tog nogle udløb, da den begyndte at mærke sandbunden under bugen. Den blev strandet i fin stil og uden panik.
Den målte 63 cm og vejede 3,4 kilo. Konditionsfaktoren var 1,36
Husk at følge med i Kystcuppen HER
maj 30, 2018 | Nyheder
Små trekroge giver en betydeligt højere landingsrate end store enkelt- og trekroge, hvis de monteres på rette vis. Desuden giver de kortere afkrogningstid – samt mindre krogsår og blødninger på fisken. Med de nye release-connectors kan ALLE opnå disse fordele uden ekstra besvær – tværtimod.
Jens Bursell har netop designet en krogholder, der gør det muligt at bruge de små trekroge ? str. 12 helt uden brug af specielle takler, knuder, materialer eller redskaber. Den nye Release-Connector til gennemløbsblink vil forøge din landingsrate med 50 % i forhold til de normale gennemløbsmontager, og den er cirka 30 % hurtigere at montere.
Prisen er 29 kroner for en pakke med 5 stk, der fås i transparent, grå, rød, laksefarvet, neon pink, neon gul og orange. Vil du have fingrene i de aller første har vi netop et suverænt tilbud i webshoppen hvor du – når du tegner et månedsabonnement til 59,50 – får 10 release-connectorer, 1 owner trekrog og en fed gennemløber fra DC Lures med i købet. Find tilbuddet HER
- 50 % højere landingsrate
- 30 % hurtigere at montere
- Alle forfang og liner op til 0,33 mm kan bruges
- Alle knuder kan anvendes
- Kræver ingen specielle redskaber
- Den mest skånsomme metode på kysten
- Muliggør afkrogning 100 % under vand med disgorger