GIGANTGEDDE FRA HOLLAND

De mange kanaler, floder og søer i Holland er kendt for deres bestande af blandt andet velvoksne gedder. Hver vinter landes der nogle virkelig store fisk over 125 centimeter – her får du den seneste storfangst.

– Her den anden dag var vi taget ud for at natfiske pelagisk efter sandart på en af de største søer i Holland, hvor vi de sidste par måneder har haft et rigtig godt fiskeri, fortæller Hugo Hegeman. – Vi lagde ud med at fange to 90 centimeter sandart, hvorefter vi pludselig så en kæmpe fisk på ekkoloddet. Lynhurtigt sænkede jeg en Berkley Sick Vamper på et 80 grams jighoved ned over fisken, som øjeblikkeligt steg imod agnen. Jeg gav et enkelt nøk med stangen, og det var lige det, der skulle til for at udløse hugget fra storgedden. Fisken leverede en forrygende, men kort fight, og heldigvis gik alt godt med netningen. Du kan se fangsten af fisken på denne video, der er tekstet på engelsk.

 

 

drømmerejse iFish Travel

72 CM SØLVBLANK HAVØRRED

Milivoj Saric er en rutineret havørredfisker, der igennem mange år nu har fanget utallige store ørred langs de sjællandske kyster. Vi har netop fået følgende melding fra ham, da han stakåndet var på vej op mod bilen:

– Jeg har haft en super dag med otte fisk i hånden. Den sidste var helt klart den bedste: Pludselig så jeg en stor fisk i overfladen og kastede efter den med mit F-22 blink i 26 gram. Jeg ramte helt perfekt, og allerede i andet spinstop fik jeg et voldsomt hug. Den store havørred fightede helt vildt, men til sidst kunne jeg lande den sikkert i mit net. Fisken tog min favoritfarve – nemlig det rå metal.

Har du også været på kysten for at fiske efter havørred, så hører vi meget gerne fra dig med en historie og et foto her på siden. Send materialet til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

drømmerejse iFish Travel

PINK LOPPE LOKKER HAVØRRED PÅ MØN

Poul Steen Larsen er en ihærdig kystfluefisker, som lægger en masse fisketid på Møn:

– En ekstra fridag i går blev hurtigt konverteret til en tur på kysten, og selv om vejret var trist og surt, så er en dag på kysten altid en god dag, fastslår han. – Og når man så står der, og der er en fisk, som tager ens flue, så er det triste vejr glemt. Især hvis det samtidig er en god fisk, så ved man, hvorfor man gør det igen og igen. Det var lige præcis det, der skete for mig i går. Resultatet var en 65 centimeters blank overspringer. Knæk og bræk derude, slutter han.

Har du selv været ude på kysten for at fiske efter havørred, så hører vi meget gerne fra dig. Send din fiskeberetning og et godt foto – gerne vandret – til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

 

drømmerejse iFish Travel

 

Aftrykket af en smuk, blank havørred

drømmerejse iFish Travel

FINT MED ABORRER I KØGE

– I weekenden besluttede jeg mig for at tage afsted til Køge Åbassin, hvor jeg har haft noget rigtigt fint fiskeri de seneste dage, siger Phillip Malmtorp. – Jeg startede med at fiske med gummi på dropshot, men da det ikke gav noget, gik jeg over til en rigtig flink fyr for at spørge, om jeg måtte låne et par fjordrejer. Jeg fik sat fjordrejen på og kastet ud, og inden den nåede bunden, kunne jeg mærke et hug, fordi jeg havde fingrene på linen. Jeg har nemlig lagt mærke til, at de meget ofte tager agnen, når den er på vej ned.

– Hurtigt gav jeg modhug, og fisken leverede en helt vild fight. Først troede jeg, at det var en ørred, men jeg kunne snart mærke, at det var en rigtig god aborre. Jeg fik nettet fisken og taget et par fine billeder, hvorefter den blev genudsat. Fisken vejede 1,7 kilo rent og var 45,5 cm – en rigtig tyk gris. Efter dette fangede jeg en del aborrer – heriblandt endnu en fin fisk på 1,63 kilo. På et tidspunkt kastede jeg i samme retning og fik kun aborrer over kiloet i de næste fem seks kast. Alt i alt en virkelig fed dag.

 

Daiwa Open 2025

drømmerejse iFish Travel

NY REKORD FOR REGNBUE I STENVAD PUT & TAKE

Emil Pedersen er en super ihærdig og dygtig lystfisker, der giver den gas ved fiskesøen. Uanset hvor ringe vejret er, så giver han ikke op – og der bliver fisket 111 % fra start til slut på fisketiden. Han bor i Vejle, men bliver kørt af sin far, der sætter ham af – og samler ham op igen, når fiskeriet er slut.

Gennem det sidste stykke tid har Emil, der til daglig arbejder hos fluer.dk, fået nogle imponerende fisk fortæller ejeren af Stenvad Put and take. Bland disse kan især nævnes fisk på 8,9 og 9,2 kilo – samt nu også sø-rekorden på 10,6 kilo. Den store fisk huggede en hvid Trout Worm fra Probait på 38 mm

Den store fisk leverede en solid fight på over fem minutter, og han fik hjælp til landingen med et stort net af en medfisker.

Har du selv været ude ved din lokale put and take for at fiske, så send os en beretning om din fangst til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

drømmerejse iFish Travel

GEDDE-PR på årets første tur

– Min første geddetur i år startede med uret, der ringede i går, fortæller Jakob Kromann. – Hurtigt kom jeg op, fik lavet en kande kaffe og pakket alt grejet i en fart, hvorefter turen gik hjem til Mads Davidsen, som i dag skulle være min guide til noget rigtig lækkert fiskevand. Han stod klar, da jeg landede ved ham klokken 05:30, hvorefter vi drog mod søen.

– Da vi ankom, var vi hurtige til at få snøren i vandet, og 15-20 minutter efter gik mit ene flåd under. Geddefeberen flippede allerede der, og jeg var helt oppe og køre. Da jeg fik hevet den ind, viste det sig at være fin lille gedde på 86cm, som nænsomt blev afkroget i vandet og fotograferet.

– Da den blev sat ud igen forsvandt mit andet flåd under vandoverfladen meget kontant! Da jeg fik givet modhug kunne jeg nemt mærke, at det ikke bare var en lille fisk, der var for enden af linen. Og ganske rigtigt! Da gedden kom til syne, var jeg 100% sikker på, at der var scoret en ny PR. Det store gab havde indhaleret en skalle på 4-500 gram, og da gedden under fighten havde kurs lige mod en stor sivbræmme, var jeg glad for, at jeg havde investeret i nogle kraftige MPP2 Baitfish stænger fra Savage Gear, så jeg kunne styre den store dame ind på plads. Den blev som den anden fisk hurtig afkroget nede i vandet – samt vejet og målt til 107cm og 9,59kg. Den fine dame blev foreviget med et par gode billeder, mens jeg rystede som et espeløv af bare glæde. Straks derefter blev storgedden hurtigt og nænsomt udsat igen. På turen blev det til fem fisk; de to superstartere og så tre andre fine damer lige under meteren.

 

Daiwa Open 2025

drømmerejse iFish Travel

MØN – KONTANT HAVØRREDHUG PÅ RÅT METAL

– Jeg har netop været et smut på Møn, men jeg kom lidt sent ud af fjerne, så jeg stod først i vandet klokken 11.30, fortæller Thomas Goldbech. – Jeg startede med det klassiske spørgsmål, når man står i vandkanten: Skal jeg gå til højre eller venstre…? Valget faldt på venstre, og så var det ellers bare med at komme derudaf.

– Efter en lille halv times vandring kommer jeg til pladsen, og går i gang med at kaste, men der var ikke meget liv derude, så jeg skiftede mellem flere farver og modeller. Det var dog først, da den hvide kom på, at der skete noget. Jeg havde flere følgere, men de ville stadig ikke tage den. Hvad gør man så? Jo – som regel ender det med en af mine farvoritter, nemlig Danserblinket i råt metal og en lille enkelkrog. Med dette set-up skulle der ikke mange kast til, før der kom en fin bølge bag blinket. Jeg lavede et hurtigt spinstop og BANG.

– Med det samme kom en fin blankfisk på 60 centimeter til overfladen, men den overgav sig rimelig hurtigt, hvorefter den stille og roligt gled i nettet. Ja – man kan altså godt sove lidt længere, bare man når i vandet til det rigtige tidspunkt.

 

Geddefeber

drømmerejse iFish Travel

GEDDE MED APPETIT PÅ AGNFISK

– Lørdag havde min kammerat Johan og jeg planlagt en tur til en sø, som vi havde rigtigt godt fiskeri i sidste vinter og forår, fortæller Nikolaj Jensen. – Søen holder en god bestand af store gedder, som var målet for dagens tur. 

– Vi starter dagen ud i den dybe ende af søen, og vi fisker med skaller under flåd, som bliver fisket aktivt. Der gik ikke mere end 20 minutter, før den første gedde havde meldt sin ankomst. Det var dog ikke mig, men Johan der fik den. Den fulgte efter skallen helt ind foran til, hvor vi ku se det hele, før den i første hug indhalerede skallen. Så var der fast fisk, og det var en super fin fisk på omkring 90 cm. Vi fiskede fortsat cirka en time i den ende af søen, før vi besluttede os for at gå en runde om søen, for vi har før haft god succes med at gå og spotfiske. 

– Der gik blot fem minutter, før vi spottede den første gedde helt tæt på land. Jeg kastede min skalle ud til den, og allerede fra den ramte vandet, viste gedden interesse. Der gik dog godt og vel et minuts tid, før den gad at tage den, men uden at indhalere den. Så der kunne vi stå og trippe lidt af spænding, før den til sidst inhalerede skallen og krogen kunne sættes. Vi fik hugget på video, hvilket var ret sejt, og at det så var en ret god fisk gjorde bare det hele lidt federe. Gedden var cirka 95 centimeter. Vi fiskede efterfølgende videre i et par timer dog uden held, men mon ikke turen går dertil igen i næste weekend. 

 

Geddefeber

 

 

drømmerejse iFish Travel

MASSIV HAVØRRED PÅ HJEMMELAVET KYSTWOBLER

– 2020 har på mange måder været et anderledes år og for mit vedkommende også fiskemæssigt set, fortæller Thomas Olsen. – Gennem de senere år har jeg været heldig at kroge en større blank vinterfisk hvert år men bare ikke i 2020. Den gode stime blev brudt, men pyt det er gamet. Jeg glæder mig over hver havørred, jeg fanger – uanset størrelsen, men de store er nu ekstra fede at have kontakt med.

– Med udsigt til en solskinsdag her i starten af 2021 blev kalenderen ryddet og en tiltrængt kysttur til Stevns planlagt. Ved kysten var der allerede flere parkerede biler til trods for, at solen endnu ikke var stået op. Der var helt sikkert andre med samme ide som mig. Jeg startede fiskeriet inden solopgang, og forventningerne var høje, for pladsen havde før kastet pæne fisk af sig under de samme forhold. Pandelamper afslørede, at de andre fiskere stod langt nede af kysten, så jeg havde mit favoritstræk for mig selv til at begynde med.

– Efterhånden som morgen blev til formiddag, var der mange ude at vaske deres endegrej. De første tre timer gik uden en eneste kontakt, så jeg kom godt rundt i grejboksen i håbet om, at der var noget som kunne udløse et hug. Det lod heller ikke til, at de nærmeste fiskere havde held med fiskeriet, så jeg var begyndt at indstille mig på at køre et andet sted hen. Med kolde tæer og tømt termokande besluttede jeg at tage et par sidste kast med favoritwobleren – en lille hjemmelavet wobler i naturlige farver som en lille tobis. Det er en wobler jeg i øvrigt har arbejdet lidt med gennem nogle år, så jeg kan fiske med min egen modificerede version af det klassiske release-takel fra Jens Bursell på en for mig lidt enklere måde.

– Det første kast var som de 1000 andre den morgen. Næste kast blev lagt tættere på kanten af nogle tangbuske, som tidligere havde givet bundhug, men denne gang var det ikke en tangbusk, der rykkede i stangen. Jeg fik et solidt hug på kort line, og jeg var ikke i tvivl om, at det var en fisk i god størrelse, for den vendte i en kæmpe hvirvel med synligt haleror og trak hurtigt 20-30 m line af. De kolde tæer blev hurtigt glemt.

– Fighten bød på flere lange udløb, og to gange var den helt fri af vandet. Efter lidt tovtrækkeri over 10 minutter viste den træthedstegn, og jeg besluttede mig for, at nu var den klar til at blive nettet. Da den så nettet, fandt den fornyet energi lige på kanten af netrammen, og den tog endnu et udløb på 5-10 meter. Krogen, en str. 10 trekrog, sad yderligt, og jeg nåede lige at tænke, at for meget ballade nu kunne resultere i mistet fisk. Synet af nettet i anden omgang gjorde den vild igen. Den ville bare ikke i nettet, men med knæet lykkes det, at skubbe den ind over netkanten og kampen var afgjort. Endnu engang var Stevns gavmild – denne gang med en 4,0 kg blankfisk – tak for det.

 

Geddefeber

drømmerejse iFish Travel