– 2020 har på mange måder været et anderledes år og for mit vedkommende også fiskemæssigt set, fortæller Thomas Olsen. – Gennem de senere år har jeg været heldig at kroge en større blank vinterfisk hvert år men bare ikke i 2020. Den gode stime blev brudt, men pyt det er gamet. Jeg glæder mig over hver havørred, jeg fanger – uanset størrelsen, men de store er nu ekstra fede at have kontakt med.

– Med udsigt til en solskinsdag her i starten af 2021 blev kalenderen ryddet og en tiltrængt kysttur til Stevns planlagt. Ved kysten var der allerede flere parkerede biler til trods for, at solen endnu ikke var stået op. Der var helt sikkert andre med samme ide som mig. Jeg startede fiskeriet inden solopgang, og forventningerne var høje, for pladsen havde før kastet pæne fisk af sig under de samme forhold. Pandelamper afslørede, at de andre fiskere stod langt nede af kysten, så jeg havde mit favoritstræk for mig selv til at begynde med.

– Efterhånden som morgen blev til formiddag, var der mange ude at vaske deres endegrej. De første tre timer gik uden en eneste kontakt, så jeg kom godt rundt i grejboksen i håbet om, at der var noget som kunne udløse et hug. Det lod heller ikke til, at de nærmeste fiskere havde held med fiskeriet, så jeg var begyndt at indstille mig på at køre et andet sted hen. Med kolde tæer og tømt termokande besluttede jeg at tage et par sidste kast med favoritwobleren – en lille hjemmelavet wobler i naturlige farver som en lille tobis. Det er en wobler jeg i øvrigt har arbejdet lidt med gennem nogle år, så jeg kan fiske med min egen modificerede version af det klassiske release-takel fra Jens Bursell på en for mig lidt enklere måde.

– Det første kast var som de 1000 andre den morgen. Næste kast blev lagt tættere på kanten af nogle tangbuske, som tidligere havde givet bundhug, men denne gang var det ikke en tangbusk, der rykkede i stangen. Jeg fik et solidt hug på kort line, og jeg var ikke i tvivl om, at det var en fisk i god størrelse, for den vendte i en kæmpe hvirvel med synligt haleror og trak hurtigt 20-30 m line af. De kolde tæer blev hurtigt glemt.

– Fighten bød på flere lange udløb, og to gange var den helt fri af vandet. Efter lidt tovtrækkeri over 10 minutter viste den træthedstegn, og jeg besluttede mig for, at nu var den klar til at blive nettet. Da den så nettet, fandt den fornyet energi lige på kanten af netrammen, og den tog endnu et udløb på 5-10 meter. Krogen, en str. 10 trekrog, sad yderligt, og jeg nåede lige at tænke, at for meget ballade nu kunne resultere i mistet fisk. Synet af nettet i anden omgang gjorde den vild igen. Den ville bare ikke i nettet, men med knæet lykkes det, at skubbe den ind over netkanten og kampen var afgjort. Endnu engang var Stevns gavmild – denne gang med en 4,0 kg blankfisk – tak for det.

 

Nordic Outrdoor Show 2022 Fredericia

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This