aug 16, 2022 | Nyheder
– Jeg havde fri i går og vidste, at vejret skulle være helt perfekt til, at det burde kunne give en havbars eller eventuelt et par makreller, skriver Kent Larsen. – Jeg havde derfor stillet vækkeuret til klokken 04.45, så det passede med, at jeg kunne komme op på mit i forvejen udvalgte spot og få solopgangen med.
– Vandet var helt klart, og da jeg kom frem, der var masser af småfisk helt inde ved vandkanten, så alt var helt perfekt. Jeg fik hurtigt min Savage Gear SGS8 gjort klar med et Mahi 11 gennemløbsblink og en trekrog. Allerede i tredje kast var der fisk, og det var en rigtig fin bars på 60cm. Og der skulle ikke mange kast til, før den næste også var der. Sådan gik det i en time, lige indtil solen kom rigtig frem, og så døde det helt ud. Alt i alt en super fed morgen med 12 havbars på land og et par stykker mistet.
aug 16, 2022 | Nyheder
PRESSEMEDDELSE: Over 8.000 nyligt udsatte pighvarrer skal æde sortmundede kutlinger i Guldborgsund. I et projekt under Den Europæiske Hav- og Fiskerifond er der de seneste tre år udsat knap 30.000 pighvarrer i Guldborgsund[1]. Pighvarrerne udsættes til biologisk bekæmpelse af sortmundet kutling – en invasiv art fra Sortehavet, der har bredt sig voldsomt og har medført et fald i fangsterne af fladfisk og rejer i området.
Pighvarrer er rovfisk, og forsøg udført forud for udsætningen har vist, at de kan sætte store mængder kutlinger til livs og dermed være med til at give den oprindelige bestand af fjordrejer og fladfisk en chance for at komme sig. Tilmed er pighvarren en af de mest værdifulde fiskearter, vi har herhjemme, hvilket vil styrke kystfiskeriet i området. Det forventes, at de udsatte pighvarrer vil blive op mod to kg i løbet af to år.Undersøgelser i projektet viser, at pighvarren trives i Guldborgsund, og forhåbningen er, at bestanden af sortmundet kutling vil falde de kommende år, i takt med at pighvarrerne vokser og tager større fødeemner til sig.
Pighvarrerne er opdrættet i samarbejde med Den Blå Planet under ledelse af Aquamind, Lektor Per M. Jepsen v/ Roskilde Universitet og Statens naturhistoriske Museum ved Københavns Universitet. Der skal desuden siges en stor tak til BIOMAR og for at sponsere tørfoder til projektet og en særlig tak til dyrepasser Simon Petersen fra Den Blå Planet.
[1] Fordelt på 18100 fiskeyngel og 11100 nyklækkede fiskelarver.

Mikkel Villadsen (th) fra Aquamind har stået for produktionen af pighvarrerne. Mathilde Rollet (tv) fra Montpellier i Frankrig er
på studieophold i Danmark og har været en uundværlig hjælp for projektet.
aug 16, 2022 | Nyheder
– Karup Å Konkurrencen 2022 er nu en lukket bog. Festpladsen er ryddet, og Hancock har hentet de sørgelige rester… Sådan skriver arrangørerne af den årlige konkurrence ved Karup Å, der løb af stablen her i weekenden. – Trods svære odds, må vi sige at resultatet efter de to dages fiskeri, overgik hvad vi havde forventet, fortsætter de. – Vejret over Karup Å og havørredfiskeriet var bestemt ikke, som vi havde ønsket, men det er faktorer, som vi ikke bestemmer over. Vi kan kun prøve at lave de bedste rammer for konkurrencen.
– Jesper Carstensen fra Svenstrup løb af med sejren, hvilket faktisk er anden gang. I år slog han Peter Bjerregaard, som vandt konkurrencen i 2021, med et mulehår, så de to lystfiskere er farlige for åens havørreder, når de først har spinneren i vandet. Jespers havørred var 5,61 kg, og den var 74,5 cm, slutter de.
Du kan læse meget mere om havørredfiskeriet i Karup Å i denne store artikel fra Fisk & Fris artikelarkiv.
Foto Jesper Palm

Her får du slutstillingen med de største havørredfangster fra Karup Å Konkurrencen 2022.
aug 16, 2022 | Nyheder
– Jeg har netop været en smuttur på Vestkysten, og det lykkedes mig at få en ny art på fiske-CV’et takket være min gode ven og fiskekammerat Thomas Smed, fortæller Rasmus Wølk, der normalt slår sine folder ved putten. – Søndag morgen skrev han nemlig til mig, at vejrguderne havde sagt havbars vejr – og om jeg ville med?
– Det var jeg selvfølgelig frisk på, og vi kørte ved 12 tiden, hvorefter vi var klar med wobler, blink, popper og jigs klokken 14.30-ish. Da vi kom ud til en af de mange høfter oppe nordpå, så vi brislingestimer med det samme. Under båden kogte vandet, og vi var slet ikke i tvivl om, at vi var landet på det rigtige sted. Vi landede fire fine bars i båden på 42-56 cm samt smed nogle stykker også. Så nu kan jeg krydse en ny art af på listen, og det er 100% sikkert ikke sidste gang, at turen går ud efter disse flotte havbars, slutter han.
Du kan læse meget mere om fiskeret efter havbars i artiklen her skrevet af Bo Jensen.

Vestkysten var gavmild, da Rasmus Wølck og hans kammerat tog på havbarstur.
aug 16, 2022 | Nyheder
– Jeg har netop været på fisketur i vores lokale klub vand – Sorø Sø – med min kæreste i weekenden. Sådan lyder det fra Anders Hansen. – Vi ankom på pladsen lidt sent fredag aften, og nåede lige at få lagt stængerne ud, inden mørket sænkede sig over søen. Den første nat gav kun en brasen til Louise, men om lørdagen var det som om, at søen vågnede. Allerede om aftenen var der tegn på aktive fisk i område, og cirka klokken 10 kørte min stang.
– Efter en 20 minutters vild bådfight kunne jeg træt og meget varm nette den fantastiske fisk, der fik nålen til at stoppe på hele 19.3 kilo, så nu var nåde turen og fiskeåret reddet.
– Morgenen efter kørte min anden stang, og jeg kunne lande en gammel slidt skælkarpe på 8.9 kilo. Jeg må indrømme, at det nok var en af de bedste ture i mine 27 år som Karpefisker. Begge fisk huggede på en snowmann Hot Amanda og Spicy Squid boilies fra CFC-Bait, fisket over samme mix af boilies og tigernuts.

Den flotte karpe røg naturligvis retur til sit rette element.
aug 15, 2022 | Nyheder
– Makrellerne har for alvor indfundet sig i Øresund, og det havde Simon Agerholm fra Simons Put and Take luret, da han bookede en tur hos dygtige Peder på Jaws.
– Vi stop op klokken ****, og der var tidlig afgang fra Vedbæk med to af de faste kontrollanter fra søen. Makrellerne var hugvillige fra første minut, solen stod op over Sundet, og med konstant velkørende chummaskiner i drift, kom der omtrent 500 makreller på dæk til 23 glade lystfiskere. Denne dag, var det primært fisk på 400-900 gram, som deltog i den dejlige og yderst folkelige fiskefest.
Hvis du vil vide mere om makrelfiskeriet på Øresund, så tjek fx denne video fra Fisk & Fris YouTube kanal, hvor Jesper Larsen viser dig, hvordan du fisker makrel med løsline og fiskestykker – en super effektiv teknik.
Læs også denne artikel med Per Ekstrøm, hvor du får tips til flådfiskeri efter makrel fra turbåd. Velbekomme!

Der er masser af makrel derude lige nu – også i Øresund.
aug 15, 2022 | Nyheder
– Vi kørte hjemmefra klokken 01.00, og så gik turen ellers mod Blue Rock på Sydfyn, fortæller Mads Emil Jensen. – Vi var der klokken 03.00, og da det var første gang, at vi var der, skulle vi lige finde rundt, hvilket ikke var det nemmeste i buldrende mørke. Men til sidst kom vi dog frem til plads 3.
– Herefter fik vi pakket ud og gjorde klar til en 12 timers tur. Da det lysnede op, og stængerne var i vandet, begyndte hyggesnakken. Lige pludselig begyndte min bidemelder at hyle. Der var to lange skridt hen til stangen, og så blev krogen sat. Nu begyndte tovtrækkeriet, og efter en super god fight samt flere gode udløb fik vi den sibirske stør “D” på land. Det var en ny PR for mig. Sidste gang den blev vejet var den 20 kg! Jeg tog hurtigt et par gode billeder, og så var det ellers ud med den super flotte fisk igen. D blev taget på krill og Mr. crabs med hair-rig set-up, slutter han og tilføjer, at han gerne vil tilmelde fisken til Kinetic Fiskecup 2022.
Du kan læse meget mere om Kinetic Fiskecup og alle de mange fede præmier sponsoreret af Kinetic Fishing her.

aug 14, 2022 | Nyheder
En weekend tur til Lystfiskergården i Roust med min mand gav mange flotte stør, men der var der én, der skilte sig ud fra mængden, skriver Sandie Teigen. – Vi kom på plads og fik rigget stængerne til. Omkring kl. 17.30 hylede min bidemelder uafbrudt, hangeren røg af og linen kørte ud af spolen i rekordfart. Jeg skyndte mig at tage stangen op, fik kontakt til støren og så blev der lavet et blidt modhug. Herefter begyndte en hård fight med mange og lange udløb, hvilket kunne ses på mine lår. Jeg fik efter en længerevarende fight guidet støren ind i vejeslyngen og derefter op på måtten, hvor jeg hurtigt kunne konstatere, at det var den flotteste sibiriske stør, jeg længe har set! Og så var det endda søens største sibiriske, som sidst blev vejet til hele 15,5 kg – hvilket betød, at det var en ny PR for mig i sibirisk stør! Smilet og glæden kunne derfor ingen ende tage, og min weekend blev helt fantastisk! Fisken blev taget på Black Squid med et Ronnie rig set up. Jeg vil gerne tilmelde støren til Kinetic Fiskecup 2022.0
Du kan læse meget mere om Kinetic Fiskecup 2022 og ,allle de mange fede præmier sponsoreret af Kinetic Fishing her.

aug 13, 2022 | Nyheder
– Årets sommer har budt på mange ture med fantastiske kunder efter svenske sandart, fortæller danske Christian Krintel fra guidefirmaet Swedfishing. – Det har primært været traditionelt kastefiskeri med jig samt trolling og utallige fisk mellem 1,5 og 3 kg har været en smut oppe og vende i båden. En lille andel af de mindre er såmænd også endt som sommerdelikatesser rundt omkring på Sydsvenske ødegårde og campinger. Der har dog været meget få kunder, som få har været klar på fokuseret fiskeri efter store fisk, for det kan være et krævende fiskeri med få fisk i båden. Men det er også utroligt spændende.
– Derfor var det kærkomment da min gamle fiskeven Jakob Brodersen var på besøg med sin familie fra Østrig. Vi blev hurtigt enige om en tur med livescope-baseret fiskeri, hvor de store var i fokus. Båden blev sat i klokken 5 og vi landede hurtigt et par fisk i 2 kgs klassen sådan for lige at stive selvtilliden af. Derefter var det udelukkende større signaler, der var interessante.
– De første par stykker vi fandt var dog både ligeglade med vore fine gummifisk og hurtige til at svømme laaangt væk. Men en fisk der stod 15 m fra båden 3 meter nede vendte resolut omkring og hamrede på Jakobs Lunker City shad. Allerede i modhugget var det klart, at dette ikke var en baby, men også at det ikke var sandart – og efter at Jakob havde leveret et par fine dansetrin rundt i båden med stangen godt dykket under vandet, kunne jeg nette en fin gedde på lige godt 6 kg. Herefter brød solen i den grad frem, og de fisk vi fandt virkede totalt apatiske.
– Heldigvis kom et skydække glidende ind fra vest efter et par timer, og efter nogen tid fandt vi et rigtigt godt signal. Det var faktisk så stort, at jeg næsten var bange for, at det var en af søens fredede maller. Vi fiskede længe til den og mange forskellige jigs blev vist frem for fisken, der virkede hamrende uinteresseret. Desuden var den ganske aktiv og gang på gang måtte jeg lede efter den på ny.
– Dette stod på, lige indtil jeg smækkede en Westin Twinteez på i en grålig farve jeg har glemt hvad hedder. Fisken fulgte dovent efter og leverede et forløsende “donk” i stangtoppen som jeg kvitterede med et hårdt modhug. Stangen fleksede godt ned, og noget tungt i den anden ende fortalte mig, at det her nok var sommerens hidtil bedste fisk. Efter en kort men tung fight kunne Jakob så nette en grovkornet sandart. En hurtig vejning viste 7,46 kg og efter en ligeså hurtig fotosession blev fisken sendt tilbage i dybet i god behold. En selvtilfreds stemning bredte sig i båden, en kold øl blev nydt, en mindre sandart landet og resten af dagen tilbragt med familiepicnic på bredden af den store sø.

En flot gedde blev det også til på turen.