apr 14, 2024 | Nyheder
Karl Edström har arbejdet i Shimanos cykelafdeling i over 3 år, men for halvanden måned siden blev han delvist flyttet til fiskeafdelingen for at hjælpe sin kollega Andreas.
– På dette tidspunkt havde jeg aldrig fisket seriøst; kun sammen med familien om sommeren i Nordsverige. Derfor måtte jeg så på kort tid lære så meget som muligt om fiskeri, og især havørredfiskeri for at forstå det danske marked. Efter tre uger og et par nulture krogede jeg min første fisk, men den slap desværre fri få meter fra mig. Kun en uge senere lykkedes det for mig at fange min første fisk på intet mindre end 67,5 cm. Derudover fik jeg landet en fisk mere på 45 cm. Det er helt sikkert en drømmestart.
– Blot to uger senere og kun fem timer efter, at jeg var kommet hjem fra ferie i Istanbul, stod jeg på stranden igen og havde en fisk på krogen. Jeg kunne mærke med det samme, at det var en mindst lige så stor fisk som den første, men den her havde meget mere energi. Den trak store mængder line ud flere gange og sprang op fra vandet cirka fem gange. Til sidst var jeg så træt, at jeg måtte spænde bremsen helt, og bare trække ind i håb om, at fisken blev hængende… Og det gjorde den – en super flot overspringer som målte ind på 72 cm.
apr 14, 2024 | Nyheder
Raymond Holm har igennem snart mange år fisket en del i Københavns Havn, hvor han bruger meget tid på at stirre ned igennem vandet – og lave forskellige former for undervandsoptagelser. – Netop disse undervandsoptagelser har styrket min tro på, at havørrederne i havnen ofte står helt tæt på bolværker og bropiller, fortæller han. – For nylig forsøgte jeg nogle bassiner i Nordhavnen, hvor jeg besluttede at trække en stor levende reje 2,5-3 meter nede og afsøge kanterne. På første forsø nåede jeg at bevæge mig langsomt cirka 10 meter, før en fed trekilos havørred skød ud fra bolværket og hamrede på rejen.
– Fisken tog flere gode udløb og mange flotte spring, inden den gled i det langskaftede net. Sikke en oplevelse det er, når ídé bliver til virkelighed. Billedet er bevidst med sløret baggrund.

apr 13, 2024 | Nyheder
Mange har været ude i det gode forårsvejr her i weekenden, og der har været godt besøgt på mange kystpladser rundt omkring i det ganske land – blandt andet Møn.
– Jeg var taget til Møn med min gode fiskebuddy Oskar for at mødes med venner fra Holland, fortæller Jonas Kærlin fra Team Sölv. – Vi fiskede to pladser i morges, og på den anden plads så vi en større fisk i overfladen. Selvfølgelig blev der sendt en masse kast ud i området. Få minutter senere, tog denne smukke fisk helt ude i kastet, og kæmpede en brav kamp. Hold kæft en fisk altså. Den huggede på Sölv Skärr 12 gram i farven light sandeel. Jeg kan faktisk bare ikke rigtig fiske med andet, fordi den er bare er for giftig, slutter han.
Du kan læse meget mere om, hvordan Jonas Kærlin fisker i denne video på Fisk & Fris YouTube.

Skärr på 12 gram er et yderst giftigt kystblink, så giftigt at Jonas næsten ikke fisker med andet.
apr 13, 2024 | Nyheder
– Forleden var en af de dage, hvor man begynder at tro på alle de forskellige myter om magiske væsner, skriver Mads Davidsen, der er prostaffer for Savage Gear. Jeg havde besluttet mig for at tage på kysten, men pga vejret ville jeg først afsted hen på eftermiddagen.
– Jeg startede ud på en plads, som jeg ikke havde fisket før, men syntes den så spændende ud på Google Maps. Der var dog ingen liv, men jeg var ikke i tvivl om, at pladsen skulle have et skud mere en anden god gang. Til sidst endte jeg så ved en plads, hvor jeg havde fisket et par gange før. Det var en kæmpe område, hvor fiskene kunne være over det hele, så her skulle der bare fiskes hen over noget vand.
– Pludselig så jeg, at jeg havde en okay fisk med efter agnen helt ind til stangspidsen, men ellers skete ikke det store. Men efter et par timer tog jeg et kast bagud lige hen over det, jeg havde gået på. Omtrent 15 meter ude i kastet rejste der sig en kæmpe bølge, og så faldt hugget ellers. Med det samme kunne jeg se, det var fisken, som jeg troede var en myte – en kæmpestor, tyk og fed overspringer. Den startede fighten ud med at ligge og rulle rundt i overfladen. Jeg sænkede stangen og lagde noget pres på den, for at få den til og lade være med og rulle rundt – og det lykkedes. Straks efter kom fisken drønende hen foran mig, og der kunne jeg et splitsekund se, hvor stor den var. Nu begyndte mine knæ at ryste en smule.
– Efter et par gode tunge udløb og lidt svømmen frem og tilbage, kom den hen mod mig – og i første forsøg fik jeg den i nettet. Selvom jeg stod helt alene, fik jeg vist jublet en smule over fisken, der var 4,6 kg og 74 cm. WOW – sikke en fisk. Efter et par billeder fik den sin frihed igen, for sådan et pragteksemplar af en fisk hører til i vandet og ikke på køkkenbordet. Havørreden huggede på en 12 grams Savage Gear Zerling i farve i motoroil.
apr 13, 2024 | Nyheder
– Forleden havde jeg planlagt en morgensession ved et af mine yndlings sudervande, fortæller Mikkel Wandahl Pedersen. – Planen var at teste et for mig nyt pelletfeeder set-up. Efter et par varme dage var vejret slået om, og der var godt gang i vinden, med koldt vejr og bølger på søen. Jeg forventede derfor egentlig ikke meget aktivitet.
– Jeg lagde ud med at fodre sparsomt op med forfoder og maddiker cirka 2 wraps ude og placerede min feeder i foderfeltet. Helt uventet gik der mindre end 20 minutter, før det første solide hug. En hunsuder lige omkring de 2 kg kunne ikke stå for min wafter og måtte en tur på land. Derefter gik det slag i slag med fire fine suder på bredden. Den største fisk var lige over 3 kgs mærket. Dejligt at få skudt sudersæsonen i gang. De er bestemt vågnet op og sultne efter en lang vinter, så det er bare med at komme afsted.
Lær at fiske med flåd efter suder i denne video med Jens Bursell på Fisk & Fris YouTube.
apr 12, 2024 | Nyheder
I Lystfiskerens håndbøger – fire nye små bøger om lystfiskeri i Danmark, gives gode råd og vejledning til at fange de fleste arter, uanset om man fisker med flue, spinne eller mede. Hver bog har sit eget fokus og tilbyder en grundig indføring til den, der vil fiske fra moler, langs kysten, på havet, ved åer eller søer. Bøgerne er rigt illustreret med fotografier og illustrationer og kommer i et praktisk format, som er lige til at stikke i lommen og tage med ud på en fisketur.
Havet: Ude på åbent hav er det muligt at fiske flere og større fisk end i det kystnære vand. I denne bog kan du læse om havfiskeri fra egen båd, trolling, turbåds- og vragfiskeri. Desuden rummer bogen en gennemgang af de forskellige arter, du kan være heldig at fange på havet.
Kysten: Der er masser af gode fiskepladser langs de danske kyster, uanset om du fisker med flue, mede- eller spinnefisker. Her er mange forskellige arter, og i denne bog kan du læse og lære om kystfiskeri, særligt efter havørred. Bogen har også tips og tricks til, hvordan du bedst lander fisk fra moler og ved høfder.
Søen: I Danmark er der masser af gode søer både i Jylland, på Fyn og Sjælland. I denne bog kan du læse om dansk søfiskeri og om mulighederne for bl.a. at fange gedden, søens største rovfisk, og hvordan medefiskere har chance for at lande både karper og populære fredfisk
Åen: Denne bog handler om lystfiskeri i de danske åer. Særligt i den vestlige del af landet løber åerne tæt, og her er det muligt at fange bækørreder, stalling, havørreder og laks. Læs om de danske åer og hvordan du spinne-, mede- og fluefisker efter mange forskellige arter i vandløbene.
Kassetten med de fire bøger på i alt 430 sider sælges samlet for 349,95

LYSTFISKERENS HÅNDBØGER FRA GYLDENDAL
apr 12, 2024 | Nyheder
– Det var for nylig tid til den årlige mandetur i sommerhuset, fortæller Tobias Kjeldsen. – Der var perfekte forhold, og en let vind fra sydvest det meste af weekenden. Den første plads så fantastisk ud; stenet og med farvet vand. Efter at have taget strækket et par gange uden aktivitet, rykkede vi videre til den næste, men der var heller ingen aktivitet her. Vi begyndte at undre os over, hvad der kunne være galt. Måske var vandet FOR farvet? Vi så heller ingen umiddelbare fødeemner.
– Vi kørte rundt og vadede meget. Samlet fik vi tilbagelagt 10km i waders den dag. Efter vi havde fået fyld depoterne, med hvad den lokale købmand kunne byde på, overvejede jeg, om vi skulle gøre noget helt andet, og i stedet følge marchpilen modsat, for at se om helt andre forhold kunne gøre udfaldet. En af vennerne synes dog liiiige vi skulle prøve sidste plads, hvor han tidligere havde haft godt fiskeri, nu hvor vi befandt os ganske tæt på – og det skulle vise sig at være en god beslutning…
– Denne plads var helt anderledes – nærmest en badestrand. Der var lidt mindre farvet vand, og der gik ikke længe, før vi så flere små tobiser. Jeg dannede bagtrop, imens vi dækkede strækket af, og der gik ikke mange kast, før en meget velkonditioneret blank overspringer på 70cm tog blinket. Den gav en fantastisk fight med masser af plads uden store sten og tangbuske. Det var en perfekt krogning med en stor enkeltkrog i midten af undermunden. Kort tid efter var der endnu en flot fisk til mig på 55cm. Vennerne var knapt så heldige, så jeg måtte naturligvis købe lidt til ganen, som kunne nydes i sommerhuset. En dejlig weekend med en kongefisk og et fantastisk selskab.
apr 12, 2024 | Nyheder
– Jeg ankom for nylig til søen, hvor jeg havde planer om at gå efter nogen store forårs karper, fortæller Tjalfe Yndal. – Og det gik udemærket, for allerede den første nat resulterede det i en spejler på 15kg rent, som ikke kunne modstå 2 Sweet Tigers toppet med en gul Nutty Crunch i 14mm fra Vitalbaits.
– Efter jeg havde landet den første fisk på turen blæste det lidt op, og så regnede det i et helt døgn. Morgenen efter den tredje nat havde vinden lagt sig, og solen kom frem. Pludselig skreg bidemelderen og jeg fløj ud af sengen, hvilket resulterede i en stærk skæller på 11kg, som igen huggede på 2 Sweet Tigers, men denne gang toppet med en Nutty Fake Corn. En dejlig tur med action. Så bliver det ikke bedre på denne årstid.
apr 12, 2024 | Nyheder
– Planen var at tage en tur efter aborrer forleden, men da jeg var på vej afsted greb havørred lysten mig noget så grusomt, fortæller Claus Humle Hvidtfeldt. – Jeg havde, meget uansvarligt af mig, flere stænger, hjul og fluer i bilen, så at ændre planerne var heldigvis meget enkelt, og jeg satte snuden mod kysten. Men nu var det store spørgsmål, hvor man skulle tage hen. Jeg valgte en plads, som 6 dage forinden, havde givet mig en 70 cm havørred fra flyderingen.
– Jeg ankom til pladsen sent på formiddagen, belly’en var pumpet op, og kun én fisker langt nede af strækket var at se, så det var fint nok. Jeg havde alligevel tænkt mig at fiske et godt spinkasts længde fra kysten, nu når jeg var kommet sent til pladsen. Der var en fin skrå pålandsvind og ikke for store bølger. Med andre ord, jeg skulle bare i vandet. Jeg valgte en klasse 8 stang og et stort 7+ hjul. Det er ikke mit normale kystsæt, men havde et kort skyde hovede med forskellige synke densiteter til, som jeg bruger i Mørrum om efteråret på, og det gør det lidt nemmere samt hurtigere at skifte densitet og styre dybden, når man fisker fra flydering. At det så ikke er skide godt at kaste overhånds med, er hvad det er. Det virker.
– Fiskeriet begyndte stille og roligt med, at jeg dækkede det, som jeg ville kunne havde nået fra waders – og bevægede mig ellers langsomt ud af, men ikke en skid gav det. Jeg begyndte så småt at tænke på aborrer igen. Jeg skiftede til synke 1-3 og satte favoritfluen på, en gul og hvid pattegris med gule easy shrimp eyes. Jeg havde så småt tabt troen på projektet og sad og snakkede i mobil, imens jeg kastede og lod mig drive forlæns hen imod starten af rev kanten. Havørreder har det jo med at kontrollere kanterne lidt ekstra til tider. Imens jeg sad og pjattede og hyggede mig, huggede noget tungt helt ude i kastet. Der blev hurtigt lagt på, da jeg kunne konstatere, at det ikke var en lille fisk efter det første akrobatiske spring ud af vandet. Jeg fik hurtigt linen op på det store hjul, og så begyndte en ellers noget så herlig fight med flere lang udløb og spring fri af vandet.
– Jeg bevægede mig lidt længere ud i håbet om, at den ville trække lidt ned i stedet for at hoppe så meget rundt, det så sgu lidt farligt ud. Da den var begyndt at slappe lidt af og komme hen imod nettet, var den ikke begejstret, og tog atter et lang udløb, men kom så tungt og roligt hen imod mig. Her gled den let og elegant ned i mit lidt for overdimensionerede gedde net, som jeg faktisk syntes passede fint til denne lejlighed. En fin fisk på 77 cm og 4,5 kilo. Jeg er glad, slutter @claushumle.

Claus Humle Hvidtfeldt med 70cm+ havørreden fra samme spot fanget ugen forinden. Øverst Claus Humle Hvidtfeldt med sin fantastiske 70 cm+ havørred på flue.