Rügen rykker

14.01.08 MADS GROSELL og Christian Møller, også kendt som the Joker, var to dage I det tyske Rügen område, og fiskede sammen med tyskeren Mathias Fuhrmann fra www.bodden-angeln.de

Forholdene var vanskelige men det lykkedes Mads og Christian at fange 9 gode gedder fra Mathias båd. Jokeren havde 3 gode fisk over en meter på Alien Eel Mens Mads tog den største åå 110 cm og 11,5 kilo på den nye Butch wobler i farven Zander.

Savage Gear har i øvrigt fået en ny hjemmeside, da de har delt mede og predator op i to hjemmesider. Se mere www.savage-gear.com

Geddefeber

ABORRER OG MOSEGEDDER

Henrik Carl med en flot St. Vejleå aborre på 1750 gram. HENRIK CARL, leder af projektet Atlas over danske ferskvandsfisk, nøjes ikke med at registrere andres fangster, men kommer også selv ud med fiskestangen. I løbet af den seneste tid har han haft nogle forrygende ture til bl.a. St. Vejle å. Antallet af fisk i åen har været noget varierende i denne vinter, men størrelsen har ikke været til at klage over. En stor del af aborrene har været over kiloet, og på den seneste tur landede han sin aborre nr. 57 over 1500 g! Agnen er som regel skaller på omkring 10-12 cm, da disse frasorterer de mindre aborrer. Ved at bruge naturlig agn undgås også fejlkrogning, som er et udbredt problem ved spinnefiskeri i den fiskefyldte å.

Resultatet af en hurtig sviptur til mosen inden julefrokosten – en gedde på 8,9 kilo. Også gedderne er der blevet brugt lidt tid på denne vinter. Henrik har altid haft forkærlighed for geddefiskeri i mindre moser. Mosefiskeri har også den fordel, at det kan gøres på begrænset tid, så man lige kan nå en hurtig tur efter arbejde. Henriks største mosegedde fra denne vinter blev fanget inden en julefrokost med familien på en kun 45 minutter lang tur. Foruden en gedde på 8,9 kg lykkedes det at fange yderligere 4 gedder op til godt 5 kg. Det når man bare ikke på under en time, hvis man først skal rigge en båd til.

Geddefeber

Gang i guldet

Solbjerggård Ørredfiskeri kan fortælle at der er godt gang i guldørrederne. Her er det Slavisa Pauskic og Boban Jonaskovic fra Frederiksværk med to guldørreder på 2,9 og 2,6 kilo.

Begge fisk blev taget på powerbait fisket ved langsomt indtagning med bombarda flåd.

Geddefeber

Løfte om storgedder

11.01.08 STEEN V. KNUDSEN havde lovet at fange to gedder over 10 kilo i weekenden, men måtte sende os en mail og fortælle at han desværre kun kunne holde sit løfte 50%.

– Jeg er nu alligevel godt tilfreds, skriver han. – Når nu det er en så flot og fuldfed gedde som denne, ja så kan man jo ikke være andet. Fisken vejede 11,4 kg og skyndsomt målt til 103 cm. Den huggede på en lille skalle på et dobbelt krogsæt bundet af Berkley Big Game fluorocarbon 0,61. Den blev fanget i et offentligt Østjydsk vand og er ny PR for Steen.

Tilykke herfra. Vi glæder os til at høre fra Steen igen.

Geddefeber

Fredningsbælter ved Sjælland

Foto: Steen Larsen 11.01.08 FREDNINGSBÆLTER ved en del af Sjællands vandløb er nu blevet evalueret med henblik på at der skal være en fornuftig biologisk årsag til at der etableres et fredningsbælte ved et vandløbs udmunding ved kysten. De løbende forbedringer i vandmiljøet, fiskeudsætninger og vandløbs-restaureringer har medført, at der er sket en positiv udvikling i fiskebestandene. Der er således genskabt fiskebestande i mange vandløb i de senere år og for mange arter er det nødvendigt for deres livscyklus, at de frit kan vandre mellem vandløb og havet. På baggrund heraf er der helt generelt fastsat regler om fredningsbælter der hvor åer, bække og "indvande" løber ud i havet eller fjordene. Det betyder, at fiskeri ikke er tilladt nærmere end 500 meter fra udløbet. Der kan være tale om henholdsvis helårlige og halvårlige fredningsbælter.

Med henblik på at gøre fredningsbælterne ved åmundinger på Sjælland tidssvarende, er der foretaget en gennemgang af vandløbene rundt om Sjælland. Gennemgangen er udarbejdet i samarbejde med de tidligere 5 sjællandske amter, Danmarks Fiskeriundersøgelser, som foretager undersøgelser af ørredbestanden i vandløbene og Fiskeridirektoratet, som varetager kontrollen af fredningsbælterne.

Behovet for fredningsbælter er bl.a. vurderet ud fra kendskab til, om der er en ørredbestand i vandløbet enten naturlig eller udsat. I nogle tilfælde er der andre fiskearter, som har behov for en beskyttet zone omkring åmundinger, herunder på sydsjælland, hvor der er vandløb, hvor der lever en bestand af brakvandsaborre.

Formålet med at samle og ajourføre fredningsbælterne ved en del af Sjællands vandløb er bl.a., at det bliver lettere at orientere sig om, hvor der er fredningsbælter og således at det sikres, at der gælder fredningsbælter, hvor der er et reelt beskyttelsesbehov. Det betyder, at der foreslås nye fredningsbælter ved vandløb, hvor der er etableret en ørredbestand og tilsvarende foreslås fredningsbælter ophævet, hvor der ikke er beskyttelseshensyn til vandrefisk. Med den nye bekendtgørelse om fredningsbælter ved en del af Sjællands vandløb, sker der samtidig en forenkling af regelsættet, idet bestemmelserne fra 4 eksisterende bekendtgørelser samt fra en vedtægt samles i denne bekendtgørelse.

Undtaget herfra er bekendtgørelsen om regulering af fiskeriet i Isefjorden mv. (bekendtgørelse nr. 18 af 13. januar 1998 om regulering af fiskeriet i Isefjorden, Tempelkrogen, Holbæk Fjord og Tuse Å), idet der allerede er udarbejdet specifikke regler for dette område.

Nogle vandløb har udmunding i havneområder. I udvalgte havne er bundmede tilladt. De udvalgte områder er nævnt i bekendtgørelsen. Fiskeri med bundmede; her tænkes udelukkende på fiskeri med fladfiskeforfang efter bundlevende arter, f.eks fladfisk. Det man ønsker er at undgå bifangst af ørred. Derfor er spinnefiskeri med blink, pirk, spinner og alle typer af bobleflåd forbudt, ligesom brug af silde- og makrelforfang samt fiskeri med prop og agn heller ikke er tilladt.

Bekendtgørelse om fredningsbælter ved en del af Sjællands vandløb finder du her.
Download bekendtgørelsen her. (4 mb)

Geddefeber

Fiskepleje 2008

10.01.08 HANDLINGSPLANEN FOR FISKEPLEJE 2008 er nu på plads. Den er i høj grad med til at give bedre leve- og opvækstmuligheder for fiskene. Dermed skulle den også gerne være med til at give Danmarks lyst- og fritidsfiskere flere fisk på krogen og i nettet. Planen fastlægger hvad indtægterne fra salg af fisketegn skal anvendes til. Årets fiskepleje omfatter projekter til i alt 32 mio. kroner.

Formålet med fiskepleje er at fremme den naturlige reproduktion af fiskebestandene. Handlingsplanen for Fiskepleje 2008 indeholder projekter om udsætning af fisk, vandløbsrestaurering og målrettede projekter, som skal fremme mulighederne for fiskeri og forbedre fiskenes gydeforhold og opvækstmuligheder. Planen indeholder mere traditionelle aktiviteter som f.eks. udsætning af ørred og laks for 13 mio. kroner til gavn for lystfiskere over hele landet.

Til aktiviteter, der fortrinsvis vedrører fisk og fiskerimuligheder i saltvand, er der afsat knap 7 mio. kroner, bl.a. til udsætning af ål, helt, pighvar og skrubbe. Handlingsplanen åbner også op for muligheden for at anvende ny teknologi til forskning. Et eksempel herpå er, at det er muligt at mærke havørreder og på den måde få ny viden om deres marine liv ved løbende at registrere saltholdighed, temperatur og dybde omkring den enkelte fisk. Et andet eksempel er, at radioteknologi giver mulighed for at få identificeret laksens gydeområder i bl.a. Skjern Å med større sikkerhed end hidtil, således at man mere målrettet kan sikre optimale forhold for gydefiskene og deres æg/yngel.

Fiskeriorganisationerne, der har rådgivet omkring Handlingsplanen for Fiskepleje 2008, er Danmarks Sportsfiskerforbund, Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark, Dansk Fritidsfiskerforbund, Dansk Amatørfiskerforening og Danmarks Fiskeriforening.

Læs hele handlingsplanen her: Handlingsplan for Fiskepleje 2008

Projekter – handlingsplan for Fiskepleje 2008

Geddefeber

Grumme gedder

Ulrik med sin flotte gedde på 11,3 09.01.08 ULRIK MØLLER har åbenbart godt styr på det med gedderne. Den 9 dec. kunne han berette om en god gedde på 117 cm og 14,2 kilo, som han fik sammen med sin kammerat Mads på en skalle. Den 28 dec. var de ude igen, også denne gang med stor succes. Kammeraten, Mads lægger ud med en 10+ og det bliver også til flere fisk over 5 kg, fortæller Mads.

Denne gedde på 14,2 kilo fik Ulrik små 3 uger inden den på 11,3. Ikke dårligt! Sidst på dagen ville de prøve en stækning hvor Mads havde fået en god fisk. Lige idet de ankommer bliver en af Ulriks skaller taget med et stort rusk i overfladen og han får givet et hårdt modhug med det samme. Han mærker straks at det er en god fisk og efter en stærk fight kunne de lande en gedde på 11,3 kg og 104 cm. Sådan.

Fiskene er fra private vande på Fyn.

Vi ser frem til at høre om drengene kan blive ved med at fange de store gedder!

Geddefeber

Fluebindetræf på Vestsjælland

Som tidligere år, arrangerer Fluefiskerne Vestsjælland det årlige fluebindertræf lørdag den 23/2. Der startes kl. 8.30 med morgenmad, og går derefter i gang med fluebindingen. Om du er nybegynder eller proffessionel er ligegyldigt, og hvis man ønsker at lære at binde en bestemt flue, plejer det også at kunne lade sig gøre. Hvis muligt, vil der være et par fiskefilm i baggrunden. Middagen står som sædvanlig på biksemad, røverhistorier og en kold pilsner. Pga. Sidste års vejrproblemer er arrangementet i år rykket til Ringsted, tæt på afkørslen fra motorvejen på adressen Tvær Allé 8/Stadion Allé, 4100 Ringsted, Fodboldens Klubhus. Der plejer at være stor interesse for arrangementet, så tilmeld dig i god tid, hvis du vil være sikker på en plads. Max 30 deltagere. Du bliver først registreret som tilmeldt, når betalingen er gået igennem, og betalingen er bindende.

Pris: 120 kr. Tilmeldingsfrist senest d. 15. feb.

Du kan tilmelde dig på www.kystfluefiskeren.dk

Geddefeber

BUTCH GEDDE

Mads Grosell med 12,6 kilos gedde taget på den nye Butch Wobler.

MADS GROSELL var ude at lufte geddestangen i juledagene, og efter 4 timers tålmodigt fiskeri fik han en fin 6 kilos gedde på den nye Butch wobler fra Savage Gear. Kort tid efter genudsætningen indhalerede en storfisk hans 16 centimeters Butch i golden ambulance – blot 2 meter fra båden – og efter en kort fight kunne han lande denne utroligt flotte 110 centimeters fisk på 12,6 kilo. Dagen gav endnu en fisk på 7,5 kilo – ikke dårligt på en iskold dag med 0 graders varme.

Du kan læse mere om mere om nye spændende woblere fra Savage Gear i februar nummeret af Fisk & Fri – og her snakker vi også isenkram til fedtfinneentusiasterne.

Geddefeber