Henrik Carl med en flot St. Vejleå aborre på 1750 gram. HENRIK CARL, leder af projektet Atlas over danske ferskvandsfisk, nøjes ikke med at registrere andres fangster, men kommer også selv ud med fiskestangen. I løbet af den seneste tid har han haft nogle forrygende ture til bl.a. St. Vejle å. Antallet af fisk i åen har været noget varierende i denne vinter, men størrelsen har ikke været til at klage over. En stor del af aborrene har været over kiloet, og på den seneste tur landede han sin aborre nr. 57 over 1500 g! Agnen er som regel skaller på omkring 10-12 cm, da disse frasorterer de mindre aborrer. Ved at bruge naturlig agn undgås også fejlkrogning, som er et udbredt problem ved spinnefiskeri i den fiskefyldte å.

Resultatet af en hurtig sviptur til mosen inden julefrokosten – en gedde på 8,9 kilo. Også gedderne er der blevet brugt lidt tid på denne vinter. Henrik har altid haft forkærlighed for geddefiskeri i mindre moser. Mosefiskeri har også den fordel, at det kan gøres på begrænset tid, så man lige kan nå en hurtig tur efter arbejde. Henriks største mosegedde fra denne vinter blev fanget inden en julefrokost med familien på en kun 45 minutter lang tur. Foruden en gedde på 8,9 kg lykkedes det at fange yderligere 4 gedder op til godt 5 kg. Det når man bare ikke på under en time, hvis man først skal rigge en båd til.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This