aug 7, 2008 | Nyheder

Ole Larsens datter, treårige Laura, holder her en af dagens mange store skrubber over kiloet. OLE LARSEN har sendt os en fin feriefangstrapport med et sødt billede af hans datter. Ole skriver:
– Jeg var som i de fleste andre ferier i sommerhus med min familie hos mine svigerforældre. Jens, en ældre herre på 85 år, kom forbi og spurgte om jeg ville med ud og fange flade fra hans jolle i Langelandsbæltet ud for Hou Fyr. Det havde jeg været flere gange før. Han finder ALTID de flade. Det er sjældent, at vi ikke får 30+ med ind. For tre år siden havde vi den bedste tur med 20+ skrubber over kiloet inkl. min PR på 1,3 kilo.
Denne gang sejlede vi ud kl 10. og vejret var pænt. En del sol og jævn vind. I starten skete der intet udover en masse tang der flød i overfladen. Efter 20-25 minutter kom de flade pludselig forbi og i løbet af de næste par timer fik vi ca. 30 skrubberr og fem Isinger. Fem var omkring målet og røg ud igen, men de 30 var fine, med en del omkring kiloet og den største på 44 cm og 1,2 kg. Over middag begyndte det at blæse op. Så ved 1-tiden sejlede vi ind igen. Endnu en dejlig tur med min 85årige fiskekammerat – jeg glæder mig allerede til næste sommer, når vi skal ud igen.
Fisken gør Ole fortjent til en guldnål og deltager i Rekordfisk konkurrencen.
aug 7, 2008 | Nyheder

ERIK WALTER NIELSEN har sendt os en lidt pudsig historie fra Holme Å:
– Jeg var ved Holme Å i begyndelsen af juni med min søster. Her skulle vi fiske i Hovborg Kro’s have. Jeg så et stort plask i åen, hvor der er en stejl skrænt, men da jeg skulle til at kaste, gled jeg gled og røg i åen med et enormt plask, og så var fisken væk. Øv!
Den 28. juli var jeg derovre igen, men vejret var alt for varmt, så blev kun til lidt aftenfiskeri efter middagen. Plasket var der igen ved skrænten, og denne gang var jeg forberedt. Hugget kom i første kast, hvor jeg havde ladet wobleren drive nedstrøms. Måske ikke den største bækørred, men en utrolig smuk og stærk fisk, samt en man ikke lige glemmer.
Vi siger mange tak for historien.
aug 7, 2008 | Nyheder

07-08-08 DEN IHÆRDIGE RUSSER med de mange multer og det vanskelige navn, Vycheslav Cherednichenko har fanget godt med multer også i år. I fredags (1.08.08) nuppede han en ved Lynetten i Københavns havn. Fisken var 67 cm. Den blev fanget på toastbrød, en teknik han åbenbart virkelig har styr på.

I søndags tog han en til på 64 centimeter også i havnen. Disse fisk var dog ikke store nok til at slå hans egen Danmarksrekord på 6 kilo som han fangede den 9. august sidste år…
Har du nogle hotte tips om hvor der er multer for tiden, vil vi meget gerne bringe det her på siden. Gi os et tip på gph@fiskogfri.com
aug 6, 2008 | Nyheder

05-08-08 DANMARKS STØRSTE MEDIEKONCERN, Egmont har efter længere tids forhandling købt den norske ugebladsgigant Hjemmet Mortensen af det norske selskab Orkla. Prisen for Orklas 40 % ejerandel var på 950 mio. og ved købet er Egmont nu eneejer af selskabet.
Den danske koncern er nu Norges næststørste medievirksomhed med en omsætning på ca. 5 mia. n.k.
Hjemmet Mortensen har mere end 800 medarbejdere, og driver ugeblads-magasin-online og trykkerivirksomhed i Norge, Sverige og Finland. Hjemmet Mortensen har bl.a. i deres store program de to glimrende norske månedsmagasiner Villmarksliv og Alt om Fiske. Så det kan være at vi danskere kan se frem til et par fiskemagasiner mere på det danske marked.
aug 5, 2008 | Nyheder

Rasmus er forståeligt nok stolt af sin flotte fisk. 05-08-08 RASMUS BRØDSGAARD på fem år var taget i Ørsted Ørredvand i sin sommerferie. sammen med sin søster, far og fars ven Steen, for at afprøve sin nye fiskestang. Han havde agnet krogen med en børsteorm, der blev fisket en meter under et flåd. Blot 10 minutter efter at krogen var kommet i vandet gik proppen under. Rasmus kæmpede en flot kamp og landede fisken uden hjælp, Det var den første ørred som Rasmus har landet selv, og han blev utrolig stolt da mange af fiskerne rundt om søen roste ham for den flotte fisk – en guldørred på 1,1 kilo.
aug 4, 2008 | Nyheder

En fin indsats gav pote, og Brian Kristensen fangede til slut denne flotte 1,9 kilos aborre. 04.08.08 FOR EN UGES TID SIDEN viste vi Brian Kristensens havbars her på siden. En flot personlig rekord (PR) som han havde tilmeldt Rekordfisken. Nu har han sendt os en frisk rapport fra det ferske, og har tilmeldt endnu en fisk til rekordfisken.
– Et par dage forinden havde jeg været på molefiskeri, hvilket havde kostet et knækket håndtag på mit hjul, samt et par hudafskrabninger, da jeg gled på en våd sten…. Heldigvis kunne jeg låne en stang af min far. Derfro kunne jeg besøge en mindre midtjysk mose, hvor jeg tidligere havde fanget min PR aborre på knap 1,7 kilo. De seneste år har jeg dog ikke havde held til at fange de store aborrer i mosen, og jeg frygtede lidt, at de var døde i løbet af en af vintrene.
Vel ankommet til mosen kunne jeg konstatere, at sigtbarheden i vandet med meget ringe, vel max 30 centimeter. Om det var derfor, at det var endog meget svært at fange agnfisk, skal jeg ikke kunne sige, men til slut havde jeg dog fanget 4-5 småskaller. Udover den lånte stang, havde jeg også medbragt min kastestang fra havet. Den blev monteret med et bundtackle med en halv skalle og herefter kastet ud til en sivø. Den lånte stang blev ligeledes monteret med bundtackel, men denne gang i form af et glidetackel med en levende skalle. Også denne blev lagt ud til en sivkant. Stængerne kom i stangholderne, og herefter gik der en rum tid uden nogen form for aktivitet. Efter et par timer var der endelig bud efter den halve skalle. Fisken blev kroget, men mærkedes dog ikke særlig stor, og den røg da også af kort efter. Ud med tacklet igen samme sted, og 4-5 minutter senere var der hug på den igen. Igen modhug og fast fisk. Jeg kunne se, at der var tale om en fin aborre på 40+ cm, men 10 meter fra land røg krogholdet endnu engang. Der blev bandet lidt, og jeg monterede en større trekrog, hvorefter rigget røg ud på samme spot igen.
Herefter gik der 1½ time uden den mindste aktivitet, men pludselig kørte hjulet på den lånte stang. Hurtigt hen og give tilslag, og fast fisk. Denne gang i den tunge kaliber. Fisken tonsede ind i sivene, men heldigvis fik jeg den ret problemløst ud igen. Herefter gik den i overfladen, og her fik jeg et indtryk af, hvor stor den egentlig var. Muligvis en ny PR! Ude i det åbne vand gik fighten fint, men de sidste 5-6 meter bestod af vandpileurt, og her satte aborren sig fast et par gange. Heldigvis fik jeg begge gange fisken fri, og jeg kunne håndlande en stor aborre samt ½ kg vandpileurt. Fisken var ikke vandvittig lang, men den var høj, så jeg var slet ikke i tvivl om, at det vitterlig var ny PR. Længden viste 50 cm, mens vægten viste 1,92 kg. Desværre havde jeg glemt mit kamera, så jeg måtte ringe efter min far, som lovede at komme så hurtigt han kunne. Imens måtte jeg lade aborren gå i mit fangstnet, men endelig, efter hvad der føltes som lang tid, dukkede han op og fik taget nogle billeder, inden jeg kunne genudsætte fisken.
Vi siger tillykke med den flotte fisk, og sender et diplom og en nål. Brian har chancen for at vinde et hjul og en drømmerejse, i konkurrencen Rekordfisken, som du kan læse mere om her.
aug 1, 2008 | Nyheder

01-08-08 GODT NYT for Simms fans. Fra og med i dag er grossisten The Fly Co. blevet agent for det velrenommerede amerikanske beklædningsfirma Simms, fortæller Morten Valeur fra Fly Co. – Hvor varerne tidligere blev lagerført på grossistniveau i Danmark bliver de nu sendt direkte til de danske detailbutikkerne fra lageret i Holland. Det betyder et led mindre i distributionskæden. Vi kan derfor se frem til et markant prisdyk på beklædningen – især Gore Tex varer, slutter Morten Valeur.
Det bliver spændende at følge udviklingen.
aug 1, 2008 | Nyheder

02-08-08 CWC FISHING TEAM har været en uge på Røst ved Lofoten og fiske efter helleflyndere. Det gav i alt otte styk, alle taget på sej på med 400 grams jighoved og en Owner ST-66 5/0 trekrog som stringer. Alle flynderne blev taget på mellem 30 og 60 meter.
Den største flynder på 96 kilo og 198 centimeter var utroligt stærk og tog en time at besejre, fortæller Stefan "Trumman" Trumstedt. – Da flynderen kom op til båden, missede gafferen første gang og den for 60 meter ned til bunden igen i express fart, og så kunne man bare starte forfra. Til sidst lykkedes det dog tre gutter at få fisken i båden. Her er de tre størsta.
96 kg 198cm Stefan "Trumman" Trumstedt
72,4 kg 175cm Magnus "Fibben" Surtin
44,68 kg 154cm Micke "Berget" Bergander
Håber I hygger jer i Danmark,
– hilsen Trumman
aug 1, 2008 | Nyheder

03-08-08 AKTIV FRITID afholder stort 10 års jubilæumsmesse-
I 1998 startede Michael Seidenfaden og Jesper Ladegaard Christensen Aktiv Fritid, Køge.
Den grundlæggende forretnings ide` var: "At skabe en aktiv fritid via jagt, fiskeri, ridning og outdoor" Det må siges at konceptet virkede, og gennem de 10 år har Aktiv Fritid haft en kraftig vækst og har i dag 16 medarbejdere ansat.
Alt dette fejres med en kæmpe 10 års jubilæumsmesse d. 28. 29. og 30. august.
Der vil være masser af aktiviteter for hele familien og vilde tilbud og kæmpe marked uden for forretningen. Derudover kører Køge Festuge på fuld gas de samme dage, og de største danske musiknavne afholder koncert på Køge Torv hver aften. Se mere på www.aktivfritid.dk