Alt tyder på – som eftervist i del 2, at mellemskarven er en indført art i Europa, hvormed den – hvis dens status ændres på EU-plan – sandsynligvis også vil blive kategoriseret som invasiv. Altså som en art der skal bekæmpes – oplagt efter samme princip som fx mårhunden, der er spredt hertil på omtrent samme måde.
AF JENS BURSELL, FOTO: LARS LAURSEN & ADOBE STOCK
I del 1 og 2 har vi afdækket, at der ikke er dokumentation for, at mellemskarven er hjemmehørende i hverken Danmark eller Europa – samtidig med, at vi har eftervist, at best available science faktisk tyder på, at den er indført med menneskelig hjælp.
Mellemskarven er pt officielt beskyttet som en hjemmehørende art i Europa under EU’s Fugledirektiv – 2009/147/EC. En eventuel ændret status for mellemskarven på EU-plan vil naturligvis kræve mere research og en dyberegående peer-reviewed artikel, der afprøver den velunderbyggede teori om, at den er indført. Hertil kommer en længere politisk proces, inden man kan regne med, at der måske sker noget nyt. Hvis først mellemskarven får ny status som ikke-hjemmehørende, så vil den næste diskussion uden tvivl blive, hvorvidt den så skal kategoriseres som invasiv eller ej?
Meget tyder p.t. på, at mellemskarven er en ikke-hjemmehørende art i Europa, der er spredt hertil på samme måde som den invasive mårhund, der ses til højre ovenfor.
Hvornår er en art invasiv?
En art – eller underart – kan pr definition kun være invasiv, hvis den først er kategoriseret som indført eller ikke-hjemmehørende. Hernæst skal den yngle – hvilket mellemskarven i høj grad gør. Og – såfremt en indført art rent faktisk ikke påfører den oprindelige natur skade, kan man således sagtens have en indført art, som ikke er invasiv – fx karpen.
Når man skal vurdere om en art er invasiv, foregår det efter en nøje fastlagt procedure, hvor arten får en score 1-3 i kategorierne spredningspotentiale, levestedets bevarings- og naturværdi, påvirkning af hjemmehørende arter, påvirkning af økosystem funktioner samt økonomiske og helbredseffekter. 0 svarer til ingen, 1 svarer til lav, 2 svarer til middel og 3 svarer til høj påvirkning.
Potentielle og aktuelle negative miljø effekter vurderes med udgangspunkt i den belgiske HARMONIA-metode (også kaldet ISEIA guidelines) – og hertil vurderes negative effekter på sundhed og økonomi.
For at blive kategoriseret om invasiv skal arten normalt opnå en score på 14 eller derover.
Læs mere om invasive arter her.
Oprindelig, indført eller ikke-hjemmehørende?
Der er mange måder, hvorpå en art kan være indført ved menneskelig hjælp til et nyt område, hvortil den ikke ville have kunnet sprede sig naturligt. Det kan enten være en direkte menneskelig transport fra artens oprindelige udbredelsesområde fra A til B, eller det kan være en mellemting, hvor arten er transporteret af mennesker fra A til et nyt område B, hvortil den ikke selv kunne have spredt sig, hvorefter den selv har bredt sig det sidste stykke vej til C. Førstnævnte kan enten eller både være sket i ét eller mange trin samt i en eller mange omgange. Sidstnævnte kan enten være sket ved, at arten har udkonkurreret en eksisterende lignende art og overtaget – eller blot ved, at den har spredt sig ”naturligt” over større afstande og gradvist har etableret nye populationer i de nye områder.
En stor del af de danske mellemskarver trækker sydpå om vinteren, men der er også en del, der bliver i landet. I trækperioden er der ydermere en masse skarv – især mellemskarv – fra de omkringliggende lande, der trækker igennem Danmark – og en del bliver her og overvintrer. Storskarven udgør en mindre del af de overvintrende skarv i Danmark.-
Mellemskarvens negative effekt på fiskene, fiskeriet og biodiversiteten
Der er omfattende dokumentation for den massive negative effekt skarven har på de europæiske fiskebestande, hvilket blandet andet er opsummeret i EIFAAC rapporten fra 2025: ”Framework for a European management plan for the great cormorant. European Inland Fisheries and Aquaculture Advisory Commission”. Tilsvarende er der solid dokumentation for de økonomiske tab skarverne påfører fiskeriet i Europa i EIFAAC rapporten FAO. 2026. ”European inventory of fish damages caused by cormorant predation”. Occasional paper No. 60.
Det siger næsten sig selv, at også biodiversiteten går ned i de områder, hvor skarven gør et massivt indhug i rødlistede, sårbare eller fåtallige bestande af fx snæbel, ål, laks, bæklampret, dyndsmerling, helt, flodlampret, hvidfinnet ferskvandsulk, stalling og stavsild og stør.
Mellemskarven kan også påvirke biodiversiteten af fugle, hvilket efter eftervist i af Verliin et al. i 2026. Her havde en forskergruppe analyseret fugledata for et 62 årigt datasæt på en række Estiske øer, og de fandt, at biodiversiteten – målt på det klassiske Shannon Biodiversitets Index – faldt signifikant ved etablering af mellemskarvkolonier.
Bliver det endeligt eftervist, at mellemskarven som indført fugl gradvist har fortrængt storskarven, så er dette også en klassisk invasiv effekt.
Som skitseret ovenfor, er det altså realistisk at antage, at hvis først mellemskarven bliver kategoriseret som ikke-hjemmehørende, så vil den sandsynligvis også blive erklæret invasiv.
Forvaltning af invasiv mårhund – præcedens for mellemskarv?
Men hvad så? Hvad er der af præcedens for, hvordan man forvalter en indført og invasiv art med en spredningshistorik, der minder om mellemskarvens? Et godt eksempel på en art, der forvaltningsmæssigt regnes som invasiv, er mårhunden. Den kommer oprindeligt fra Fjernøsten i et naturligt udbredelsesområde, som minder rigtig meget om den mest sandsynlige oprindelige udbredelse af mellemskarven for 2-5.000 år siden (del 2) – og oven i købet fra samme typer af habitater som mellemskarven.
Mårhunden blev over en periode fra 1928-1955 flyttet fra Fjernøsten og udsat i det vestlige Sovjet og østlige Ukraine med det formål at give bedre mulighed for jagt på pelsdyr, hvorefter den selv har spredt sig resten af vejen til Europa. Præcis som mellemskarven der – som beskrevet i del 2 – sandsynligvis er ført over den samme centralasiatiske spredningsbarriere af mennesker, hvorefter den selv kan have spredt sig videre vestpå mod og op gennem Europa.
Det betyder altså, at der er præcedens for at definere en art som invasiv, hvis den er flyttet af mennesker til et nyt område, hvortil den ikke ville kunne være kommet selv – hvorefter den selv har spredt sig videre via ”naturlig indvandring” over større afstande til de nye områder, hvor dens status som invasiv diskuteres. Mårhundens og mellemskarvens spredningsmønster er altså sandsynligvis påfaldende ens.
Erklæres mellemskarven som ikke-hjemmehørende i Europa, vil der altså allerede være præcedens for hvad der så skal ske – nemlig en målrettet bekæmpelse af arten. I Danmark er det på statens områder Naturstyrelsens ansvar at stå for bekæmpelsen.
Læs mere om forvaltning af den invasive mårhund her.
Evidensbaseret forvaltning af mellemskarven – her og nu?
Det bliver spændende at følge, hvad der kommer til at ske, nu hvor det med afsæt i eksisterende forskning er sandsynliggjort, at mellemskarven sikkert er en indført art i Europa.
For at få afklaret mellemskarvens fremtidige status i Europa hurtigst muligt, er det oplagt først at dokumentere skarvens spredningshistorik med en interdisciplinær tilgang som i del 2 – men som fagfællebedømt videnskabelig publikation. Dernæst bør evidensen for de efterviste spredningsteorier testes og perspektiveres med en større genetisk undersøgelse. Det skal optimalt set ske på både DNA fra subfossile skarv og nutidige skarvpopulationer i hele Eurasien og Afrika, så vi kan få et detaljeret billede af melleskarvens spredningshistorik, og komme frem til en endelig afklaring: Skal mellemskarven beholde sin status som hjemmehørende – eller skal den omdefineres til ikke-hjemmehørende og dermed sikkert også til en invasiv art?
En større genetisk undersøgelse, der giver et både sikkert og komplet billede af mellemskarvens historie, kan sikkert tage en hel del år. Indtil da kan der argumenteres for, at rettidig omhu – baseret på best available science – her og nu vil være at nedregulere bestandene af mellemskarv markant, men reversibelt. På denne måde kan man relativt hurtigt få nedsat det voldsomme prædationstryk, der lige nu er på de europæiske fiskebestande, samtidig med, at man altid kan lade populationen af europæiske mellemskarv brede sig igen, hvis det senere skulle vise sig, at den faktisk er en oprindelig europæisk art. Vi har siden firserne set, hvor hurtigt mellemskarven kan ekspandere, hvis den får lov til det. Så længe vi bibeholder en population af mellemskarv, der akkurat er stor nok til, at den med sikkerhed kan klare sig, vil der sandsynligvis være mere at vinde ved denne tilgang – end det modsatte.
Læs del 1 af artiklen “Er mellemskarven hjemmehørende i Denmark?
Læs del 1 af artiklen “Er mellemskarven hjemmehørende i Denmark – og Europa?
LITTERATUR:
Verliin et al: “Loss of avian biodiversity on Baltic islands after establishment of cormorant colonies” Proceedings B, Vol. 292, Issue 2071, 2026.
