Jensen Flamingo kystwobler kom frem i start 80’erne og viste sig fra første færd at være meget velfangende.
Få grejer i Danmark får så meget opmærksomhed som kystblink. De skinnende små vidunderligheder har alle tider haft en magisk tiltrækningskræft på kystørreder og især kystfiskere. Her giver Per Ekstrøm dig kystblinkets interessante historie – med fokus på de helt tidlige blink og kystwoblere.
TEKST: PER EKSTRØM
DU HAR MED GARANTI oplevet det. Du står på kysten en køligforårsdag på din favoritplads. Solen titter frem. Forholdene er perfekte. Strøm og vind er som den gang, du fangede den store. Du tager æsken med blink frem, og når du åbner den, viser der sig en åbenbaring af kystagn i alle mulige farver, størrelser og udformninger. Valget synes svært, for hvad skal du vælge? Alligevel er du ikke i tvivl. Den der! Den du fangede den store på sidste gang. Den lille undseelige gennemløbspirk, hvor malingen er halvt skallet af, men hvorfor netop den? Du tror på den, du ved, hvordan du skal fiske den gennem vandet, og lige nu er forholdene perfekte.
Sådan har tusindvis af lystfiskere truffet deres agnvalg, siden den første kystfisker dukkede op i vandkanten for over 90 år siden. Dette er derfor ikke en historie om, hvilke pirke og blink, der fanger bedst, for det ved du om nogen, men en historie om, hvordan forskellige kystagn gennem årtier har fundet frem til grejæskerne. De fleste kender vi oprindelsen på, men et fåtal forsvinder i tågen, selvom der sikkert er nogen, som sidder inde med historien om netop den kystagn.
4 ældre kystblink. Fra oven den gammelkendte Torpedo, der også i mange år blev anvendt til torskefiskeri. Dernæst propelpirken, hvor krogen kunne monteres i begge ender, alt efter hvordan man ønskede gangen. Nederst Tur pirken, hvis oprindelse er ukendt samt en ældre gennemløbspirk af
ukendt herkomst.
De første havørreder på kysten
En af de allerførste der fiskede efter havørreder fra kysten var Henrik Bech. Han har beskrevet, hvordan han i 1933 en novemberdag på et Heinz-blink fangede sin allerførste havørred fra kysten. Den vejede cirka 2 kilo. Efter et par få kast var der hug igen. Denne gang havde en meget lille ørred, der knap var dobbelt så stor, som det Heinz-blink han fiskede med, kastet sig over dette.
Ørredens grådighed overraskede ham, men han så samtidig de kæmpe muligheder, der lå i kystfiskeriet. Grejerne var spinkle. 4-5 fods stål- eller splintcanestænger med multihjul uden frikobling. Og agnen? Det var Heinz blink, små spinnere og Hardy skeer. Små pirke og egentlige kystblink fandtes ikke.
Hurtigt fandt man dog ud af, at de pirke som svenskerne anvendte til deres »Pimpelfiske« fra isen om vinteren, var ganske udmærkede som kystagn. Modellerne »Bergmann« og »Sommen«, der fandtes i størrelser fra 10 til 500 gram, blev brugt til alt fra aborrer til torsk på dybt vand, viste sig også effektive ved kystfiskeri. Blandt andet havde de den fordel, at de var kompakte og derved forholdsvis nemme at opnå en lang kastelængde med.
Karen Bjergbakke med den »verdens berømte« flotte havørred fra den nordsjællandske kyst. 11,27 kilo vejede den. Nogle steder er den opført med en vægt på 11,25 kilo. Sølle 20 gram kan dog ikke rokke ved, at der er tale om en imponerende fisk.
Specialfremstillede kystagn til havørred
Først efter 1945, da verden igen skulle til at finde sig selv, kom der gang i en form for fabrikation af specialfremstillede kystagn. Her i Danmark, hvor kystfiskeriet i stor udstrækning er født, er det næsten naturligt, at fabrikationen af kystagn også har haft stor udbredelse.
Ofte skete det hjemme i kælderen på fritidsbasis, hvorefter produktionen blev rykket ud i mindre værksteder, hvor »herlighederne« er blevet fremstillet i større mængder. De allerførste kystfiskere begyndte tidligt selv at eksperimentere med fabrikation af kystblink. Førnævnte Henrik Bech var en af dem. Han skar først en model ud i træ, hvorefter han skabte en afstøbning. Kendetegnet ved en del af hans blink var, at det de i høj grad mindede om det nuværende Koster-blink fra ABU. Blot med den forskel at ABU først lancerende sit i 1959…
Jensens oprindelige legendariske kystwobler »Lax«. Var i en periode ude af markedet, hvor det nærmest opnåede kult status, men de er nu mulige at købe igen.
Mange flere kystagn til havørred
I 1950’erne skete der en meget voldsom stigning i antallet og fabrikationen af kystagn. Kystfiskeriet var i rivende udvikling, og der var lige så mange meninger og idéer om kystagn, som der var kystfiskere. I Jagt & Fiskerimagasinets katalog optræder forretningens eget »pirkeblink« specielt til spinnefiskeri i saltvand fra kysten. »Trutta« var navnet, hvilket var taget direkte fra ørredens latinske navn »Salmo Trutta«. Kreativiteten i navngivningen er gennem årene blevet en stor del af kystagnens historie. »T-pirken« var en anden af 50’ernes populære pirke. Ophavsmanden var Poul Tøttrup, der også stod bag »Sølvpilen « og »T-T Pirken«. Verdensberømt blev pirken i Danmark og til dels også uden for Danmarks grænser, da Karen Bjergbakke på
Smidstrup Strand i starten af 60’erne fangede en havørred på 11,27 kilo netop på den pirk. Ret hurtigt fandt man ud af, at det med at bruge større trekroge på kystpirke i mange tilfælde ikke fungerede optimalt. Man mistede for mange i ude i tangskovene. De blev derfor monteret med en enkeltkrog, og så krogspidsen vendte opad og reducerede antallet af tabte agn.
TV: Kystpioneren Henrik Bech med en fin havørred fanget i kystfiskeriets barndom. TH: Sylvester-Thomsens bog »Sådan støber man pirke og grej«
forklarede enkelt hvordan man støber i gibsform, men »Siliconebogen « af Remi Garder er den ægte »bibel« for de kystfiskere som vil udvikle deres egne
idéer.
Kystagn til havørred, der kunne kaste langt
Det var ikke kun gangen i vandet, der var væsentligt for den tids kystfiskere. Man skulle gerne kunne kaste langt, og det mente Ertner på Vestsjælland, de havde fundet løsningen på i 1957, da »Sildeglimtet« blev markedsført. »Kaster uden at woble eller dreje rundt i luften. Nedslaget er uden de sædvanlige store plask«. Eksemplet viser blot, hvilket krav som kystfiskerne gennemårene har lagt vægt på og ikke mindst er blevet præsenteret for. »Sildeglimtet« har vist sig langtidsholdbart og fremstilles stadig, men det skyldes nok snarere, at den er velfangende. I
Sildeglimtets første fem leveår blev der produceret ikke mindre end 1.000.000 eksemplarer. Der var rigtig gang i støbeformene og standsemaskinerne i 50’erne og 60’erne. Masser af mindre virksomheder producerede, som nicheproduktion fiskegrej i Danmark. N.C. Nielsen i Horsens, der bl.a. fabrikerede bronzevarer og smykker, havde en større produktion af kystpirke under navnet »Niel-blink – Blinket der fanger…«, som de skrev i deres annonce. Det var navne som »Herring«, »Tobis«, »Sardin« eller blot »Niel pirk« for at nævne nogen. Firmaet lukkede i begyndelsen af 60’erne, men man støder ofte på nogle af de gamle blink og pirke, hvis man får fingrene i en kasse med gammelt grej, så produktionen har været stor. Af andre pirke fra den tid kan nævnes »Als-pirken «. Den blev fremstillet af firmaet Brdr. Müller på Als. Oprindelig var de underleverandører til Danfoss, men i slutningen af 40’erne begyndte de at producere de kendte danske fastspolehjul BMW. »Alspirken« minder i høj grad om Bergmannspirken. Den blev vist nok også produceret som gennemløbspirk.
Rotor pirke der i 50’erne og begyndelsen af 60’erne var meget anvendte.
Kystblink fra København
Rotor er navnet på blink og pirke der, blev fabrikeret af et Københavnsk firma. I midten af 50’erne blev en del af værktøjet solgt til Ry Fiskegrejer, men om de selv fortsatte videreudviklingen af modellerne, har jeg ikke umiddelbart kunnet finde ud af. Frem til midten af 60’erne blev der nemlig solgt andre »Rotor-modeller«, end dem som RY-Fiskegrejer havde overtaget.
Det man bemærker ved den tids pirke og blink er vægten. De fleste lå på en vægt mellem 18 og 25 gram. Man forsøgte at fremstille så lette agn som muligt, men stængernes aktion var ikke så fleksible som i dag. Ofte var stængerne fremstillet i massiv glasfiber eller splitcane, hvorfor det krævede lidt ekstra vægt at kaste langt.
»Læg mærke til Jensen«. Det var overskriften på Willy Sylvester-Thomsens anmeldelse af den første »Jensen-pirk« i Sportsfiskeren i november 1961. Bag firmaet stod Jørgen Taksøe-Jensen. En af de største producenter indenfor kystagn var født, og ham kan vi ikke komme udenom. Hans filosofi ved udformning af et kunstagn var kombinationen af imitation og provokation. Det skal ligne, men samtidig skal det afvige. Det kræver noget konstant at producere agn til lystfiskere og samtidig have succes med det over en lang årrække, og det er lykkedes for Jensen.
Reklame for Ertners »Sildeglimt« i »Jaguar Fiskenyt« fra begyndelsen af 60’erne, hvor den allerede havde solgt over 1 million eksemplarer.
Den første model »Jensen« var støbt med plastovertræk og rustfrie øjer, så holdbarheden skulle være i orden. Det var blot starten, men produktudviklingen fortsatte henover årene, og der blev tænkt innovativt og fremadrettet. Kystagn af forskellige typer blev udviklet Tobis, Flamingo samt woblerne Unika og Lax er nogle af navnene på Jensens største succeser. Der har også været typer som Kystspinneren med propellen foran, der måske ikke blev et så stort hit, ligesom »Rubin« nok heller ikke var den helt store sællert, men generelt har Jensen haft succes med sine kystagn.
Hjemmelavede kystagn
I 60’erne havde alle raske drenge på et eller andet tidspunkt støbt en tinsoldat, så hvorfor ikke også et blink? Willy Sylvester-Thomsen udgav i 1964 »Sådan støber man pirke og grej«. I forordet slår han kraftigt til lyd for, at man skal eksperimentere frem for at efterligne andres produkter.
Virkeligheden var dog anderledes, da de fleste først og fremmest kopierede andres idéer, men der var også de, som eksperimenterede og fandt nye modeller. De fleste »hjemmestøbere« anvendte gipsforme, men de var skrøbelige og holdt ikke længe. Det var derfor lidt en revolution, da Remi Garder i slutningen af 70’erne havde en artikelserie i Sportsfiskeren om at støbe i siliconeforme.
Det blev så stort et hit, at han i 1983 udgav »Siliconebogen «. Her beskriver han, hvordan man ved hjælp af silicone kan fremstille støbeforme, der kan holde til rigtig mange støbninger.
Remi Garders gennemløbspirk »Orø«, som det tog ham 20 år at lave prototypen på. Men den viste sit værd en aften ved Isefjorden.
Kølpirke til kystørred
Remi Garder var også startet i 60’erne med gipsforme i sin mors køkken, og efter eget udsagn anvendt han spandevis af gips for at få konstrueret sin egen kølpirk. Det lykkedes for ham, og han havde efter mange prøvefiskninger fået konstrueret en pirk, der, efter hans mening, kastede som en drøm og gik i vandet, som han mente den skulle. Kort sagt, den var, som han ville have den.
Navnet på pirken blev »Orø«. Som han selv fortæller: »Den blev døbt en september aften ved Isefjorden, da dens første blankfisk lå på et leje af ral og tang og skinnede om kap med mine blanke øjne. Orø kom den til at hedde.« Den blev selvfølgelig opkaldt efter øen i Isefjorden, som han kunne se over på. Vrøj-pirken er også en af Remi Garders modeller opkaldt efter kystpladsen Vrøj ved Kalundborg.
Det tog 20 år fra han startede sit projekt med »Vrøj«, indtil den endelige udformning var klar, så det er en gennemprøvet model. Remi Garders pirke er let genkendelige, da navnet »Salmo« ofte er støbt i pirken. Remi Garder havde en filosofi omkring brug af trekroge. De skulle monteres, så 2 af krogspidserne vendte skråt nedad i stedet for en krogspids direkte nedad. Det var måske »småpilleri«, for at bruge hans egne ord, men han havde bemærket, det mindskede bundhuggene.
Når vi taler om hjemmeproduktion, så har mange kystfiskere fundet den nemme løsning på kystblink i kantinen på deres arbejdsplads. Håndtaget på en teske er en udmærket pirk. Den koster kun to springringe, en krog – og så skal der blot bores to huller. En idé af de meget simple blev udtænkt i 1957 i bogen »Kystfiskeri som hobby« af Bent Hansen. Her var nødløsningen, når beholdningen af pirke slap op, at klemme en ølkapsel rundt om et stykke rullebly. Han indrømmede dog, at det ikke var smukt, men det var også i kystfiskeriets barndom.
En anden af Remi Garders pirke »Salmo« med datoen 15.01.83. Formodentligt støbt i forbindelse med udgivelse af »Siliconebogen«
Havørredfiskeri med kystwobler
Kystwoblere blev egentlig først for alvor kendt over det ganske land, da den »Fynske Kystwobler « fra Flemmings Fiskegrej dukkede op, men faktisk har kystwoblere i stor udstrækning været anvendt længe inden. Små rundstokke af træ med blybelastning har været anvendt gennem mange år. Specielt på Fyn synes de at have været meget udbredt. Flemmings Fiskegrej står også bag pirkene »Trumf«, »Smelt« og »Flipper« der i 70’erne og 80’erne var mange kystfiskeres favoritagn.
Gennemløbere til kystfiskeri
Flemming har i lighed med Jagt & Fiskerimagasinet også produceret en pirk ved navn »Trutta«. En gennemløbspirk, som stadig er i handlen. Der er nogen, som siger, at kun fantasien sætter grænser, og vi har næppe set det sidste påhit inden for kystagn. Der er mange lighedspunkter mellem produkterne, men udvalget er blevet stort. Bedre hjul, stænger og liner har gjort det nemmere at være kystfisker.
Selv spinkle og lette agn kan nu kastes meget længere end tidligere. Tyndere liner giver længere kast, var mottoet tidligere. Skulle den ekstra langt ud, kom der lige en tung pirk for enden. De tider er slut nu, og grejæsken er et mylder af varianter i alle mulige udformninger. Kreativiteten har gennem tiderne været mangfoldig med navne lige fra »Skæve Thorvald« til »Mariehønen.
Fordelen ved sådanne navne er, at du ikke behøver at beskrive din agn indgående. Du nævner blot navnet, og straks ved dine ligesindede, hvad du taler om. Udenforstående, der overhører en sådan samtale, må selvfølgelig tænke deres. Men de er heller ikke kystfiskere.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 3/2014
