Der findes næppe en mole i Danmark, hvor du ikke kan fange fladfisk, men alligevel er det altid godt med en håndfuld staldtips, som gør det hele lidt lettere. Følg med Jim Pedersen på fladfisketrip rundt i de danske havne.

TEKST: JIM PEDERSEN, FOTO: JIM PEDERSEN OG KRISTIAN ØRSTED PEDERSEN

 

FLADFISK OG MOLEFISKERI er oplagt til, at have børnene med. Det var sådan jeg selv startede. Det var onkel Svend, der åbnede for den eventyrlige verden på en tur til Kalkbrænderihavnen i København. Dér blev jeg ramt! Jeg var blevet smittet med en livslang lidelse – lystfiskeri! Senere var det på Langelinie jeg fortsatte min ”mole-lystfiskeruddannelse”. Tro det eller lad være, men der stod også udenlandsk sprog på skemaet. Det var en herlig fyr, der blev kaldt ”Sputnik”, der var sproglærer. Han var én af de herlige originaler, der havde sin faste gang på Langelinie – så vi kunne hjælpe turisterne. 

På Langelinie kom der mange lystfiskere, – fx ”Maleren”. En herlig fyr, der kom på sin Velo Solex. Han kunne det der med, at fange skrubber. Han fiskede med torpedoflåd, og lærte mig hvor vigtigt det var, at ormen var nederst og drev med flådet få centimeter over bunden. Og at det kunne betale sig, at måle dybden nøjagtigt. Dybden var nemlig ikke den samme langs kajen. Der hvor de store skibe havde brugt propellerne på vej til og fra kajen, var der fordybninger på bunden. Og her kunne skrubberne lide at være. 

De fleste bruger et paternoster med 2-3 kroge på linen og lod for enden, når der fiskes efter fladfisk. Det er klart, at flere kroge med agn giver et godt duftspor og chancen for at fange flere fladfisk ad gangen. Ved at binde forfangene selv, er det dig, der bestemmer, hvordan forfanget skal se ud. Du kan for eksempel kombinere forfanget med en lille krog, en stor krog, og så kan du tilføje en flydeperle på en tredje krog. Du kan, med samme forfang, fiske efter store fisk, små fisk, og fisk der ikke er glade for at søge til bunden for at finde føde. Sørg for at loddet er tungt nok til at holde bunden, når du strammer linen og venter på hug.

Fiskeriet efter fladfisk i havnene er et super hyggeligt fiskeri, hvor alle kan være med.

Fiskeriet efter fladfisk i havnene er et fiskeri, hvor alle kan være med. Under konkurrencen Korsør Havnemede er der virkelig dømt hygge. Og så gør det jo ikke noget at man også fanger noget

Hvad hugger fladfiskene på?

De bedste agn er sandorm og børsteorm, men skalrejer er også gode. Det er en god ide, at kombinere den agn, du sætter på krogen, med en anden agn – fx reje/ makrel – orm/reje – sild/orm. Du skal ikke være bange for, at agnen bliver for stor, for fladfiskene kan sagtens gabe over store agn. Når du bruger agn-elestik, er det meget nemt at have flere forskellige agn på krogen. Du behøver ikke at binde knuder, for du vikler bare agn-elastikken rundt en masse gange, og så river du den over. En anden vigtig fidus med agn-elestik er, at krabberne ikke så nemt kan pille agnen af krogen. 

Brug kraftige stænger og ikke lette spinnestænger. Surfkasterne bruger stænger, der snildt kan kaste med 150 grams lodder, som er 12 – 15 fod lange. Hertil kommer et fastspolehjul med 0,20 mm fletline, der gør det let at mærke og se når fiskene hugger. Her får du en gennemgang af nogle af de bedste havne 

Molefiskeri i Korsør Havn

Korsør Havn er rammen for den årlige Havnemedekonkurrence. Det er et stort tilløbsstykke, der de seneste år har haft 6-700 deltagere! Havnemeden, som er den største konkurrence af sin art i Danmark, er en meget familievenlig event. Der bliver virkelig hygget igennem, med gril, pølser, øl, vand og kaffe – hvis der ellers er tid til det, for der er ret godt med fladfisk i havnen. 

Danmarks smukkeste mole. Helsingør Statshavn har kultur for alle pengene.

Danmarks smukkeste mole. Helsingør Statshavn har kultur for alle pengene.

 

Det er tilladt at bundmede i hele den åbne del af havnen, som også er den største del af havnen, fortæller Flemming Petersen fra Korsør Lystfiskerforening. I erhvervshavnen er der adgang forbudt, men resten er offentlig og her er det tilladt at fiske. Desuden har vi forskellige moler i Korsør og specielt Halsskov Gl. Færgehavn, er der også mulighed for lystfiskeri. Fiskearterne er typisk fladfisk, – men der fanges også mange makrel i sommerhalvåret, ligesom der forekommer en del sild, en sjælden torsk, havørred – og så er der regnbuer, når de er sluppet ud. 

Her i 2019 er der 25 års jubilæum for Korsør Havnemede, så den bliver noget helt særligt. Vi regner med deltagerantal på omkring 700, så det er en stor konkurrence og en meget speciel familie-fiskedag i Korsør Havn. Det bliver lørdag den 25. maj, og der vil være et overflødighedshorn af præmier. 

Fremragende fladfiskeri i Skagen Havn

 Skagen Havn byder på et fremragende fiskeri efter fladfisk. – Der er en stor artsrigdom i havnen, fortæller Stig Pedersen fra Dansk Surfcastingklub. – Det er især skrubber, rødspætter og isinger samt torsk og hvilling, siger han. – Og så er der fanget søtunger direkte fra stranden på begge sider af havnen. I selve havnen er der flere gode steder til fladfisk, så lad os starte mod syd: I hjørnet ved Kuttervej er der godt fiskeri på ydersiden. Faktisk kan du starte fiskeriet helt henne ved ”Kongevillaen”. Fisk derfra og så udad stenmolen lige så langt du kan komme.

På indersiden af molen har vi Krydstogtkajen. Der er til tider spærret, så du må prøve dig frem. Inde midt i havnen har vi en god fiskeplads for enden af Havnevagtsvej. Herfra fisker du på ni meter vand. Pladsen er faktisk den gamle havnemunding fra før havneudvidelsen. I den anden ende af havnen, der vender mod Grenen, har vi østmolen. Det er en lang stenmole på en kilometer, hvor det er lettest at gå på de yderste 500 meter, der er af beton. Du må fiske på hele molen, og der er masser plads til alle.

På den yderste halvdel kan du fiske både ind i havnen og ud i havet. Men – du kan også fiske direkte fra stranden ud mod Grenen – især ved Campingpladsen. Der er parkering for enden af Gl. Fyrvej. Skagen Havn forbereder i øvrigt endnu en havneudvidelse kaldet Etape 3, slutter Stig.

Surfcasting når det er bedst. Med 150 gram og lange kast er chancen ekstra store.

Surfcasting når det er bedst. Med 150 gram og lange kast er chancen ekstra store.

Mærk Vesterhavet ved Hirtshals Havn

Hirtshals Havn er en stor havn, der ligger på et udsat hjørne af den jyske vestkyst ud mod Skagerrak. Derfor kan ydermolerne ikke anbefales. Stig Petersen fra Skagen fortæller, at der er en god fiskeplads for enden af Vestmolevej – Vestmolen. Den peger ind i havnens yderbassin. Du kan parkere næsten helt ude ved molehovedet. 

På havnefiskeri i Grenå

Sydmolen i Grenå Havn kan være god, siger Per Højsgaard, formand i Dansk Surfcastingklub. – Det er den mole, der er i forlængelse af Kattegatcentret. Man skal derfor ud forbi Stena line færgen før man er fri af fredning fra Grenåen. Fra færgen og 300 meter ud af molen, er der en fin betonsti, og der er en betonkant ud til molestenene, hvor man kan hvile sin stang på. Ved vest/nordvestlig vind er der fin rygvind og læ.

Vi var derude den anden dag og fiskede fra 14 -18 med molestænger på 9-12 fod og en kastevægt på 100 gram, da strømmen er stærk ved tidevandsskift. Kastelængden er af mindre betydning, da der er sandbund på det meste af fiskeområdet. Da jeg ankom, var der en af de lokale, der havde fanget 10 flade. Imens jeg pakkede mine stænger ud, fangede han fisk hele tiden og hev mindst yderligere 10 pæne fladfisk op – blot på den halve time det tog mig, at rigge grejet til. Da jeg havde kastet ud, var fiskeriet stilnet lidt af, og der gik noget tid, inden den første kom på land. Det blev til seks pæne isinger og en enkelt skrubbe. Min kollega fangede 8 pæne blandede flade, og den lokale der havde stået og kranet fisk ind, havde fanget 26 fladfisk! Det er absolut et fiskeri jeg kan anbefale, og jeg brugte saltede sandorm fra fryseren, som virker ganske upåklageligt til dette, slutter han.

Skalrejen sidder stadig godt fast på kroger takket være agn-elastikken.

Skalrejen sidder stadig godt fast på kroger takket være agn-elastikken.

Rødby Havn er super til fladfisk

Denne fine havn er en sikker plads til fladfisk. – Især i år, er forholdene optimale, fortæller Carsten Danielsen, formand for Rødby Sportsfisker Forening. – Det skyldes, at Rødby Havn oprenses og uddybes hvert fjerde år. Og i 2019 er det tre år siden sidst, så naturen har haft god tid til at komme sig efter seneste oprensning. Der er et super fiskeri efter fladfisk – og det gælder både indersiden og ydersiden af molerne. I Rødby bruger man for det meste skal-rejer som agn. Jeg plejer at rive hovedet af og så bare sætte krogen i kødet. Da der er ikke behov for lange kast, er der ingen risiko for at rejen ryger af i kastet. Skrubber er vilde med rejerne, men det er krabberne desværre også. En anden god ting ved skal-rejerne er, at de er forholdsvis billige i forhold til at købe orm, slutter han.

Fladfisk ved Knudshoved Færgeleje

Færgelejet, som ikke er i drift længere, ligger ved Storebæltsbroen. Der er frit fiskeri på begge moler – samt god dybde begge steder. Den nordlige mole kommer du nemmest ud på ved at parkere ved cafeteriet Monarch. Vil du fiske på den sydlige, skal du finde Slipshavnsvej og derefter Fyrvej – helt ud for enden. Kommer du ad motorvejen, skal du tage afkørsel 45. 

Hundested Havn – småt men godt

Her er der ikke meget plads til at fiske på, men fiskeriet efter fladfisk er til tider fremragende. I den dybe rende lige uden for havnen, løber der ind i mellem en kraftig strøm, som kan være fyldt med ålegræs. Prøv med korte kast, mens du venter på, at strømmen lægger sig. Den ene af fiskepladserne i Hundested Havn er den nordre mole. Der er ikke så dybt, men tag ikke fejl, pladsen holder ising, skrubbe og pighvar. Den anden plads er for enden af vejen ”Ved Isefjorden”. Du fisker fra den lange stensætning, der vender ret ud i sejlrenden. Her fanger du gode isinger. 

Den bedste måde at ødelægge fiskeriet på molen, er at overtræde fiskeriforbuddet. Lad være med at lade dig friste, bare fordi andre ikke fatter det.

Den bedste måde at ødelægge fiskeriet på molen, er at overtrædefiskeriforbuddet. Lad være med at lade dig friste, bare fordi andre ikke fatter det.

Fang flade i Gilleleje Havn

Havnen i Gilleleje er kendt for fremragende fiskeri efter fladfisk – når vejr og vind tillader det. Det er tilladt at fiske fra begge moler. De fleste fisker fra Vestmolen, som er den korteste og letteste at komme ud på. Det er ikke nødvendigt, at tage turen ud på spidsen, for der står alle de andre jo. Du kan fange fladfisk på ydersiden hele vejen ud. Desuden kan der være et godt fiskeri inde i selve yderhavnen – ude fra molehovedet. Fra ydersiden af Østmolen kan du også fange fladfisk. Start fiskeriet, når du er kommet forbi de røde klubhuse. Det er så op til dig, hvor meget du længere du vil ud, for de store sten kan være meget glatte. Hjemmesiden http:// fiskeguiden.info/ har et længere indlæg om fiskeri efter fladfisk fra Gilleleje Havn. Filmen har nr. 5 og sekvensen med Gilleleje starter 12:30 minutter inde. 

På fladfisketur i Helsingør Statshavn og Nordhavnen

Disse to havne er to rigtig gode bud på fladfiskeplader. I Statshavnen skal du ud på molen med det grønne havnefyr og statuen ”Herakles og Hydraen” på Kronborgsiden. Nærmeste parkering er bag Kulturværftet på hjørnet af Kronborgvej og Ny Kronborgvej. Parkeringen er gratis.

Det er oplagt at fiske på ydersiden ud i Øresund, men der er risiko for bundbid, for bunden er fyldt med alskens ondskabsfulde forfangsædere. Personlig fisker jeg helst til venstre ind mod den lille bugt. Der er en stejl skråning ud mod det dybe. Prøv dig frem og find den dybde, hvor de flade opholder sig på skråningen netop på den dag. Jeg har fanget skrubber inde i selve havnebassinet, så dér er de også, men husk at der er fiskeri forbudt på molehovedet.

På Nordhavnen – det vil sige Helsingør Lystbådehavn er det den lange nordmole det gælder. Molen kræver sin mand, hvis man vil langt ud på den, men heldigvis kan du fange fladfisk hele vejen ud – alt afhængig af vejr og vind. Jeg har set pighvar jage tobiser helt inde på mindre end en halv meters dybde. Cirka halvvejs ude på molen, slår den et blødt knæk. Herfra og ud til molehovedet er der en dyb og strømfyldt rende. På denne mole kan du fange flere slags fladfisk. Pighvar og slethvar er ikke ualmindelig, men det kræver selvfølgelig, at du fisker med fiskelignende agn og med aktiv indspinning. 

Bugten mellem Helsingør mole og Kronborg er kanon til fladfisk.

Bugten mellem Helsingør mole og Kronborg er kanon til fladfisk.

På fladfiskejagt i Københavns Havn

Her kommer vi ikke uden om Oceankaj, der ligger halvt ude i Øresund. Det er en fremragende fladfiskeplads. Du fisker ud på rigtig dybt vand og behøver ikke at kaste langt. Aktivt fiskeri er at foretrække, og i praksis kan du blot spinne dit forfang ind – stille og roligt. Når du mærker fisken hugge kan du vælge, at holde en pause med indspinningen, men det er ikke nødvendigt. Skrubben kan ligefrem blive mere ivrig og tage ordentlig fat i din agn, ved at spinne videre. På denne måde er det heller ikke så kedeligt, at fiske med bundsnøre. Hvis du har brug for friske meldinger, så spørger du bare Jan Kristoffersen, når du nu alligevel skal ind og købe orm i Jan’s Lystfiskershop. 

Fisker du i den indre del af Københavns Havn skal du være opmærksom på at visse arter ifølge myndighederne har et indhold af farlige stoffer, der gør dem sundhedsskadelige at spise. Aborre, ål, sild og skrubber, kan være forurenet med tungmetaller og må ikke spises, men skal genudsættes. Se opslag ved Slusen og Lynetterenden. 

 

Jans L:ystfiskershop

 

 

 

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This