– Det blæste hårdt forleden dag, fortæller Mikkel Stausholm. – Det var en kraftig vestenvind, der piskede ind over kysten, og den fik mig faktisk flere gange til at overveje, om jeg bare skulle blive hjemme.
– Men – fiskefeberen havde ramt mig, og jeg kendte heldigvis en høfde, der plejer at give lidt læ i netop den slags vejr. Der ville jeg forsøge lykken. I hånden havde jeg en særlig stang – nemlig en gammel stang, som jeg netop havde arvet fra min bedstefar. Han var ikke bare en garvet fisker, men også manden, der i sin tid indførte mig i lystfiskeriets magi. Som enhver sand lystfisker ved, skal man aldrig undervurdere betydningen af overtro og små lykkebringere. Jeg var derfor overbevist om, at stangen ville bringe mig held.
– Jeg kravlede forsigtigt ud på høfden og kunne hurtigt konstatere, at forholdene faktisk var bedre, end jeg havde frygtet. Vandet var overraskende klart trods vinden, og jeg kunne ane det rev, jeg havde udset mig. Jeg monterede en neutralfarvet Swimbait på 28 gram og fiskede dybt – med god bundkontakt – lige dernede mellem stenene, hvor jeg vidste, de store kunne gemme sig.
– Efter blot ti minutters fiskeri blev roen brudt. En stor sæl dukkede op – igen og igen – netop over det rev, som jeg fiskede på. Den havde tydeligvis en unge i nærheden, som gemte sig mellem stenene og lidt senere stak hovedet frem. Jeg tænkte: Så er den ged barberet.Ingen fisk vil være i nærheden af det postyr. Men før jeg pakkede sammen, måtte jeg lige tage det berømte sidste kast…
– Og så – BANG – fik jeg et hug af dimensioner; et sug fløj op gennem stangen og direkte ind i kroppen. Et kort øjeblik blev jeg ramt af panik – havde jeg kroget sælen?! Men hurtigt fulgte de karakteristiske hovedrusk og det tunge, seje træk, som kun én art kan levere: Havbars.
– Adrenalinen pumpede, og jeg begyndte straks at lægge en plan for landingen. Men – det var først dér, det gik op for mig, at nettet lå i bilen… Jeg måtte derfor improvisere. Hurtigt fik jeg presset fisken uden om et par store sten for enden af høfden og kravlede selv ned mod vandkanten. Bølgerne slog hårdt ind, og det kostede mig både tørre bukser og sko – men jeg var ligeglad. Fisken var derude, men fra min position kunne jeg ikke nå den, og stenene var for glatte til, at jeg kunne bevæge mig længere ud. Men jeg opdagede et naturligt hul mellem stenene, som bølgerne jævnligt skvulpede ind i. Jeg holdt godt pres på linen og prøvede at time bølgerne, så fisken kunne glide over stenen og ned i hullet foran mig. Efter flere nervepirrende forsøg – og en del frygt for, at den tynde fletline ville blive skåret over – gled fisken endelig ind i hullet… og blev håndlandet.
– Hvilken fisk! Den var 66 cm og i fuldstændig fantastisk kondition; den ubestridte flotteste havbars, jeg nogensinde har fanget. Jeg sad længe med fisken i hænderne og et kæmpe smil på læben. Og bedstefars gamle fiskestang lå der ved siden af mig. Jeg er overbevist om, at jeg fik lidt hjælp den dag, slutter han.
Læs mere om havbars i disse artikler på fiskogfri.dk:
En flot havbars fra Vestkysten
Kystmede efter havbars – sådan gør du
