Mads Transholm fra Magic Trout med en fin fisk der tog en Bloody Blade i farven silver/green.

 

Er du til fede fights og visuelt fiskeri? Find ul-stangen frem, kom en håndfuld spoons i grejæsken, og besøg din lokale P&T-sø.

Af KARSTEN BECH

Inden for de sidste par år, er UL-fiskeri med mikrospoons eksploderet i popularitet. Det er fuldt forståeligt, for et federe og mere effektivt fiskeri er svært at finde. Det er også en type fiskeri, der stort set er skræddersyet til P & T-ørreder. Små agn, der fiskes langsomt gennem vandet, er en af de mest sikre veje til en god fangst.

Den rette stang

Der er mange forskellige stænger til UL-fiskeri. Som hovedregel er de mellem 5 og 8 fod lange, og kaster op til 7-8 gram. Den største forskel de forskellige stænger imellem er som regel klingens aktion. Nogen har udpræget topaktion, mens andre har helaktion og bøjer helt ned i håndtaget, når der er fisk på. Hvad man foretrækker, er i bund og grund en smagssag. Vælg dog en stang i god kvalitet, da den tynde klinge skal kunne holde til en hel del belastning under fights.

Quantum fastspolehjul

Farven på fletlinen har ikke den store betydning, så længde du bruger et forfang af fluorocarbon på en meters længde. Det er dog vigtigt at fletlinen er af god kvalitet og med en lille diameter.

Det optimale hjul

Hjulet til ul-fiskeri skal være et fastspolehjul. Hvis man virkelig er til fin lir og minimalvægt, skal man vælge hjul i størrelse 10-15/1000-1500, som f.eks. Cito Spinning fra Magic Trout. Det er hjul der kan holde 150-180 mm 0,18 nylonline. Man kan købe hjul, der er mindre end disse, men det vil jeg ikke anbefale til P &t T-fiskeri, hvor man kan kroge 10+ kg fisk. Selv foretrækker jeg hjul i størrelse 20-25/2000-2500. De lidt større spinnehjul har en bedre bremse, og kastene bliver lidt længere på grund af den større spolediameter. Som regel bruger jeg et Pulseye Pacemaker hjul fra Magic Trout. Den lidt højere vægt er med til at afbalancere mit UL-sæt helt perfekt, og bremsen er simpelthen suveræn god.

Linevalget

Linen er nok det vigtigste, når vi taler om UL-fiskeri. Store fisk og tynde liner er ikke den bedste kombi, så det er vigtigt at bruge en kvalitetsline. Man kan dele linen op i to dele – hovedline og forfang. Hovedlinens vigtigste funktioner er at være tynd, have mindst mulig friktion i stangøjerne og være så uelastisk som mulig. En tynd line med mindst mulig friktion giver lange kast. Det, at linen er uelastisk, gør det let at mærke selv forsigtige hug, men er også vigtigt for at kunne kroge fisken.

De fleste UL-stænger er forholdsvis bløde, så det er vigtigt, at linen ikke giver sig, når fisken skal kroges i modhugget. Tynde fletliner i tykkelsen 0,04-0,08 er det bedste valg. Forfangets funktion er at give den bedst mulige præsentation af agnen, som i dette tilfælde er forskellige former for spoons eller mikroblink. Selv bruger jeg 0,20 mm fluorocarbon, og kun i helt specielle situationer, hvor vandet virkeligt er klart, går jeg ned i en 0,16 mm. Jeg binder mit forfang, som er ca. en meter langt til min hovedline med en High Speed Swivel som minimerer eventuel snoning af forfang og hovedline. I spidsen af forfanget binder jeg en Micro Spoon Snap, som gør det let at skifte mellem forskellige spoons.

Blood Spoon Magic Trout

Sørg for at have spoons i forskellige farver. Får du ikke hug på en farve, så skift til en helt anden farve. F.eks. fra lyserød til grøn. Her er det Bloody Spoons fra Magic Trout.

Vælg det rette blink

Der findes et hav af forskellige spoons. Og hvis man står nede i den lokale grejbiks, kan det godt være svært at vælge hvilke, der skal med ud og fiske. Fremfor at se på de forskellige grejmærker, er det bedre at gøre sig klart hvordan de forskellige spoons går i vandet. Hvis man ønsker ultra langsom indspinning, skal man se på typer som Bloody Blades. Det er spoons, som er brede og roterer i vandet. Disse kan fiskes ultra langsomt, men omvendt kaster de ikke så langt. Skal der kastes langt, eller fiskes med højere hastighed, så er det en smallere type af spoons, man skal vælge. Vælg gerne 3-4 forskellige modeller, så er du dækket godt ind.

Sådan fisker du

Selve fiskeriet er forholdsvis simpelt. Der kan fiskes visuelt til sete fisk, hvilket er mit favorit fiskeri. Her kan man se, hvordan fiskene reagerer på agnen, og så tilpasse sit fiskeri, så man finder den bedste agn på dagen. Reagerer fiskene f.eks. ikke på en slank spoon, skiftes til en bredere type med rotation eller omvendt. Forsøg at kaste, så din spoon synker ned foran fisken, og indspinningen startes lige for snuden af fisken, eller kast skråt forbi fisken, så din spoon passerer fisken skråt forfra. Et par gode polaroid briller et absolut must have til dette fiskeri. Skal der blindfiskes, kaster man ud og starter indspinningen med det samme. I næste kast tæller man til to og starter indspinningen, i næste kast 4 osv. Når der er hug, har man fundet den rette fiskedybde, og så er det bare med at fiske videre i denne dybde.

Tre hurtige tips til UL-fiskeri med spoons

1: Tynde fletliner og forfang giver flere fisk.

2: Vælg hjul i mellem størrelse for længere kast og bedre bremse.

3: Brug fangstnet til at lande fisken.

 

Grej til put and take fiskeri

Alt hvad du skal bruge til ul-fiskeri med spoons. Flette line i en tynd diameter, fluorocarbon til forfang, svirvler til at binde forfanget på hovedlinen, og mikro snaps så det er let at skifte spoon.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This