Hvor ofte har du ikke prøvet at være hindret i at nå revlen i højvande, være fastlåst på revets inderste sten i hårdt vejr eller blive drivende våd på grund at lidt for vovet vadning? Fisk & Fri har set nærmere på Scierras nye tørdragt, Zeal, som er en glimrende løsning på mange af kystfiskerens problemer.
Af Andreas Aggerlund
FORHOLDENE PÅ KYSTEN kan tit være en pest eller kolera konstellation. Enten er vejret for mildt til at fiskene er ordentligt på finnerne eller også er vejret for hårdt, til at man kan komme til at fiske effektivt. I realiteten er det en ganske lille procentdel af vort fiskeri, der bliver bedrevet i optimale forhold, og en af årsagerne til dette er, at vores grej ikke er gearet til det. Skeler man til striperfiskerne på den anden side af Atlanten er brugen af tør- og våddragter ret udbredt i kystfiskeriet og ikke uden grund. Meget af deres fiskeri bliver nemlig bedrevet på den åbne atlanterhavskyst, hvilket i praksis betyder store bølger det meste af året. Med andre ord kan man ved hjælp af en tørdragt forlænge sit fiskevindue i optimale forhold betydeligt og derved mangedoble sine chancer for succes.
Med en tørdragt kan man tage store dønninger over hovedet, vade til armhulerne gennem badekaret og hvis man mister fodfæste under svær eller dyb vadning bliver man ikke drivende våd. På rigtigt mange kystpladser kan man med en tørdragt komme ud på den før utilgængelige revle, op og stå på stenen, man ellers kun har kunnet kaste til eller blive på pladsen når alle andre må give fortabt til bølgerne.
Nu skal man selvfølgelig ikke blotlægge sig alt sund fornuft, bare fordi man ikke bliver våd. For nogen kan tørdragtens egenskaber måske give en falsk tryghedsfornemmelse, og det kan være farligt. Når det så er sagt, kan den i mange situationer udvide ens fiskeradius betydeligt, og det er absolut en af de største fordele.
Jeg har i mange år fantaseret om at kystfiske i tørdragt og har gennem årene gjort nogle halvhjertede forsøg, men det har ikke været optimalt. Problemet med traditionelle tørdragter til vadefiskeri er de ofte for hidsige farver, høje priser, besværlige lukkesystemer, ikke slidstærke latexsokker og i nogle tilfælde mangel på bevægelsesfrihed.
TØRDRAGTER TIL KYSTFISKERI har indtil nu været så godt som ikke eksisterende, men her i 2013 har Scierra lanceret deres Zeal tørdragt, som er specifikt designet til vadefiskeri. Dragten lynes op som en almindelig jakke hvilket betyder, at den er let at komme ind og ud af. Desuden kan den lynes ned, så man kan få lidt luft på de varme dage. Zeal er let og relativ blød, så komforten og bevægelsesfriheden er tilsvarende waders og vadejakke.
Jeg har siden april testet Zeal og kan kun konstatere, at mine forventninger til tørdragtfiskeriet har holdt stik. Jeg har fisket pladser i forhold, som før var umulige og det har givet mig væsentligt flere fisk. Tilsvarende er jeg blevet bekræftet i at tesen om, at rette sted på rette tid, er den altoverskyggende vigtigste faktor for succes i mit kystfiskeri og med Zeal har jeg helt enkelt fået mere fisketid i disse forhold.
Få oplyst nærmeste forhandler hos Svendsen Sport – www.scierra.com