maj 21, 2026 | Nyheder, Sponsornyt
– Det fine halvlumre vejr forleden aften skulle udnyttes, og nu hvor det ovenikøbet også var blevet højtryk, blev bilen pakket, fortæller Magnus Jørgensen og Malthe Andersen fra Team Sportex. – Og så drog vi ellers afsted mod en sø til et par timers fisker efter de sortstribede.
– En af vores bekendte, Kasper, havde spurgt, om vi ikke ville med på et lille sats, som vi takkede ja til. Det var i samme omfang en god mulighed for, lige for få testet lidt nye stænger, der var kommet ind ad døren fra Sportex – bl.a. en Seatrout Finesse Expert tiltænkt de mindre åer efter havørreder, men den kunne da få taget sin debut med – forhåbentligt nogle grove aborrer.
– Kort inden vi skulle mødes ved bådrampen, sørgede vi dog for lidt småskaller samt løjer, som vi ville fiske på dropshot. Det først stykke tid ude på vandet gik med at finde nogen fisk, og efter lidt tid, så lykkedes det, hvilket resulterede i en god fisk mistet til Kasper og derefter en fisk i slut 30´erne, inden vi på det tredje kast, landede nogen fine efterlegsaborrer på 43,44 og 46 cm. Det blev til et par mindre fisk yderligere, inden vi drog mod land igen. Alt i alt en skøn aften, hvor der blev testet lidt nye stænger og fanget nogen fine fisk.
Rapporten deltager naturligvis i vores fiskerejselodtrækning, som er sponsoreret af iFish Travel med en 33.000 kroners rejse til Egypten efter GT i 2027.
dec 23, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
– 129 centimeter og 19,42kg. Det var så stor hun var. Sådan lyder det fra Malthe Andersen fra Team Sportex. – Egentlig var det bare endnu en dag ved søen som så mange andre, men pludselig tog den fuldkommen uventet drejning:
– Vejrudsigten havde lovet svag vind og gode temperaturer, så jeg vidste nøjagtig hvor turen skulle gå hen. Jeg ankom til søen klokken 7, og efter en lang gåtur var jeg på pladsen en halv time senere. Vejrudsigten havde dog taget fejl, og vinden kom modsat af hvad lovet, så jeg tænkte hurtigt på en alternativ plads og satte kursen mod den.
– Klokken 8 begyndte jeg roligt at sætte agn på stængerne og fik sejlet dem ud med baitboaten, mens mørket stille begyndte at forsvinde. Stængerne, som var agnet med hele makrel, sild og skaller blev fordelt med et par hundrede meters mellemrum på forskellige dybder. Stængerne blev lagt, og jeg bad den sædvanlige overtroiske bøn til fiskeguderne. Jeg plantede røven i stolen og nød livet, mens jeg fandt morgenmaden og kaffen samt holdt øje med stængerne.
– Omtrent klokken 10.30 var der tegn på liv. Den højre stang gav en enkelt bip fra sig i bidmelderen og mere skete der ikke. Jeg gik over til stangen, samlede den op og mærkede i linen. Sådan stod jeg i cirka 10 sekunder, før jeg mærkede det første ”dunk” i linen. Den hele makrel var blevet samlet op, og nu begyndte fisken af tøffe stille væk med den. Jeg satte krogene prompte – direkte ind i hvad føles som en mur… Fisken stod helt stille i godt 10 sekunder, før der kom tegn på liv. Så kom de første hovedrusk, der var helt langsomme og meget tunge.
– Jeg tænkte med det samme, at det var en bedre fisk, for den var tungere end de 8-10kgs gedder som søen ellers havde budt på i forbindelse med andre ture. Fisken kom nu stille med og gjorde ikke det store ud af sig. Det var som om, at der lige skulle gå lidt tid, før den fandt ud af, hvad der skete, men så startede den ellers også. Først tog de et par langsomme og tunge udløb efterfulgt af de tungeste hovedrusk jeg har mærket, hvilket fik mig til at kigge noget på den opspændte stang. Aldrig har jeg kroget en gedde, der har taget så meget line på vores ellers tunge grej.
– Til vores deadbait fiskeri bruger vi 10fods 3,5punds stænger fra Sportex, monteret med et str. 14.000 Shimano Ultegra. Det er tungt grej, men når man jagter store fisk på langdistancefiskeri, så er det en nødvendighed. Fisken gav ikke op uden kamp, men da den var godt 50meter fra bredden, så jeg den første gang. En stor ryg og halefinne viste sig, hvorefter fisken igen dykkede ned. Fisken kom nu helt ind og jeg fik den i nettet med det samme. Det ellers store net virkede pludselig ekstremt lille nu, hvor der lå en gigant gedde dernede.
– Fisken blev hurtigt afkoget og kom hurtigt i slyngen i vandet for at få lidt ilt, før den skulle op til vejning, måling og billeder. I mellemtiden ringede jeg hurtigt til min far, som heldigvis var i nærheden. Da han ankom, fik vi fisken op på måtten, og først der gik det op for mig, hvor stor den egentligt var. Målebåndet på måtten viste nemlig 129cm! Vi fik hurtigt skudt nogle billeder, før fisken igen fik lidt ilt, inden den skulle vejes i slyngen. Fisken kom på vægten, og jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg læste, hvad der stod: 21,84 kg med slyngen, som blev vejet til 2,42kg lige efter udsætningen af fisken.
– Jeg fik hurtigt fisken tilbage i vandet, og med en akavet release-video svømmede hun stille tilbage i det mørke vand. Fisken var bred, tyk og kompakt som ingen andre gedder, jeg nogensinde har set, men det hjalp gevaldigt på vægten af den, at den lige havde spist, hvilket gik op for mig, da jeg under afkrogningen, så en halefinne fra en anden gedde som lå nede i maven på hende!
– Efter den fisk gik dagen ellers stille, men det gjorde intet. Så var der nemlig tid til at ringe rundt til kammerater og fortælle om, hvad der lige var sket. Da jeg kom hjem, blev vægten kontrolvejet, og måtten blev målt op med målebånd. Begge dele passede 100%, så der var ingen tvivl!
– Denne storgedde er FISKEN, som min kammerat Magnus og jeg har jagtet igennem et halvt årti, og jeg ville lyve. hvis der ikke blev fældet en lille tåre i minutterne efter genudsætningen. Fisken her understreger bare, hvor vigtigt det er at have styr på teori, teknik og fiskefærdigheder, når man jagter de her store fisk – netop som vores kammerat Daniel har fortalt os i et par år efterhånden. At man skal gå efter det ene hug og så ellers være ”ligeglad” med alle andre fisk. Jagter man først de helt store målrettet, skal man gå all in.
– Det har været en stejl læringskurve, men denne fisk viser, at der er noget om snakken. Det kan godt være, at der kan være langt imellem huggene, men når man endelig får det, så er den også oppe i en størrelse, hvor man begynder at ryste. Og – så skader en smule held eller overtro i form af en lille fiskebøn selvfølgelig aldrig noget på fisketuren! Man skal tro på sit fiskeri og bruge den nødvendige tid – så følger de store fisk, slutter han.
Kort inden publicering af dette fangede Malthe endnu en storgedde, men den må du høre mere om på deres Instagram – @Wildwestfishing – samt fiskogfri.dk efter nytår.
dec 20, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
– Mens det milde vejr er over os, prøver vi at få fisket så meget som muligt, inden der kommer en periode med kulde, skriver Magnus Jørgensen fra Team Sportex. – Det er blevet til 1-2 ture de sidste ugers tid, og det har givet en hel del fisk med et par håndfulde mellem 8-10kg som de største.
– Vi benytter os udelukkende af død agn for tiden, og det fisker rigtigt godt. Sidste weekend var vejret atter godt, men med for meget vind måtte vi bruge flyderingen til at sejle agnene ud i, så de blev lagt helt, som vi ville have det. Topfiskene blev 9,56 og 9,33 kilo fordelt på 107 og 108cm. Det var ganske fine fisk, som tog en sild samt en skalle. Den største kom først, da solen var gået ned, og mørket var begyndt at sætte ind – en vigtig indikator for, at man altid skal blive ved til det sidste, slutter han.
Beretningen deltager som alle andre indsendte fangstrapporter i lodtrækningen om en drømmerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel.
Læs meget mere om geddefiskeri i vores artikelarkiv under prædatorfiskeri her.
nov 6, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
– Forleden var jeg taget ud til et vand, som vi havde udset os, der godt kunne holde nogen rigtigt store gedder, men vi havde aldrig fisket der før, fortæller Magnus Jørgensen fra Team Sportex. – Der skulle fiskes med død agn med mine Competition Sportex stænger i 10 fod, som jeg er blevet rigtigt glad for.
– Jeg ankom tidligt om morgenen, da der skulle gås et godt stykke hen til pladsen og sejles agn ud med baitboat også. Allerede da jeg havde lagt den tredje agn ud, gik den første stang, der var agnet op med en hel makrel. En fin begynderfisk på 104cm og lidt over de 8kg.
– Ikke langt tid efter, så gik den højre stang, der fiskede med en stor skalle. Jeg gav modhug, og det første fisken gjorde, var at tage et tungt udløb, så jeg vidste med det samme, at det var en fisk omkring de 10kg eller over. Jeg fik fightet den ind og kunne håndlande den, hvorefter jeg afkrogede den og fik lagt den i slyngen, så den lige kunne stå og komme sig lidt. Det var en rigtig fin fisk i god kondition på små 113cm, der var nogle få gram fra og veje 11kg. Nu vil de næste måneders tid vise, hvad der ellers kommer op af dette vand, og de andre vi er begyndt og fiske, slutter han.
okt 28, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
– For nylig ramte et kraftigt blæsevejr Danmark, men Malthe og Magnus fra Team Sportex havde planlagt en spinnetur efter gedder, så de skulle bare afsted, da de før har haft fint fiskeri i vejr, hvor de fleste ville blive hjemme.
– Fiskeriet skulle dog vise sig at blive svært, og vi var forbi en hel del spots igennem dagen. Vinden lagde sig dog en smule, og den tunge silende regn stoppede i perioder. På allersidste spot for dagen, som bare lige skulle have 5-10 kast, tog Malthe stangen og gik i gang med en lille neongrøn paddleshad, imens jeg satte en ny agn på. Allerede i første kast råbte han “Net! god fisk!”.
– Jeg flåede febrilsk nettet ud af bilen og løb ned til ham, og efter fisken havde gået tungt i lidt tid ude foran i det meget beskidte og brune vand, så kom en rigtigt fin fisk til syne med et voldsomt stort hoved, hvorefter jeg fik nettet under den i første forsøg.
– Det var en flot fisk på 110cm præcist, og så var dagen, som ellers i perioder havde føltes lidt håbløs, reddet. Endnu en gang blev vi mindet om, at uanset hvor håbløst det end kan synes, så skal man aldrig give op.
okt 20, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
– Forleden var Malthe og jeg taget ud til en mindre sø i vores egen private alubåd, som vi har gået og arbejdet på henover sommeren, fortæller Magnus Jørgensen fra Team Sportex.
– Det blæste 8-10ms i middelvind med nogen hårde vindstød, men de høje træer omkring søen gjorde, at valget netop faldt på dette sted, da det skabte en vis form for læ. Planen var først at fiske med halvstore agnfisk under flåd og så arbejde os igennem søen stille og roligt i jagten på nogen store gedder.
– Allerede på første stop gik det ene flåd under, hvorefter jeg gav et hurtigt og resolut tilslag med min Sportex Black Arrow Spin, der kaster omkring de 100g. Jeg kunne med det samme mærke, at det ikke var nogen storgedde, men hovedruskene føltes heller ikke som en lille gedde. Jeg fik hurtigt sagt til Malthe, at det godt kunne være en aborre, og kort efter kom et monster af en aborre til syne. Den målte præcist 50cm, og pressede vægten ned på 1,72kg. Nu når det trods alt ikke var en storgedde, så er sådan en bifangst altid velkommen, og i samme omgang blev min pr lige 1,5 cm større, slutter han.
Prostaffers fangstrapporter deltager som alle andre fangstrapporter også i lodtrækningen om vores fiskedrømmerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel. til en værdi af 40.000 kroner.
aug 4, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
Magnus Jørgensen og hans kammerat Malthe fra Team Sportex har været i Holland for at fiske rovfisk – og det er ikke første gang, at de har været dernede.
– Efter vores første tur til Holland i efteråret 2023 skete der noget inde i os, som mange andre fiskere med en helt speciel kærlighed for de tre rovfisk gedde, aborre og sandart nok kan nikke genkendende til, fortæller de. – Vi blev hooked på fiskeriet i landet og de muligheder som det tilbyder os. Mens mange fascineres af fiskeret fra båd og dyrker det mest, så forelskede vi os i fiskeriet fra land af rundt omkring i kanaler samt streetfiskeriet rundt omkring i byerne. Det er en kæmpe kontrast til, hvad vi har været vant til i vores fiskeverden herhjemme – og den fangede os med det samme! At gå rundt blandt mennesker og hverdagstraffik, der i perioder minder om København – og samtidig fange rigtigt mange store sandarter, fine aborre og gedder, var en vild ting at opleve!
– Det er sidenhen blevet til seks ture til landet af 1-2 ugers varighed, og hver gang bliver man klogere samt mere erfaren. Både i forhold til spots, hvilke vandsystemer der er gode hvornår – samt hvilken helt specifik teknik, man skal bruge hvornår. Det er altgørende og det som virkelig skiller fårene fra bukkende. Til netop dette fiskeri er vi blevet særligt glade for vores Sportex Finesse stænger. Især Sportex “Magnific Finesse 9-32” fungerede perfekt til denne form for fiskeri!
Et højt fiskepres stiller store krav til teknikken
– Der er mange fiskere i Holland, og der bliver fisket rigtigt meget over det hele. Fiskene er der stadig, men fordi det er hårdtfisket fræver det god teknik at få succes med sit fiskeri. Vi har oplevet, at folk bruger almindelige jigs og jighoveder på 5-10g stort set overalt dernede, og det kender sandarterne. Vores kontakter dernede Jordy og Joris hjalp os på vej til at ændre dette mindset, for ofte skal man gøre det stik modsatte af hvad alle andre gør for at få fisk på land. Det gælder altså om at tænke ud af boksen.
– Det er finesse fiskeri af højeste karakter, men samtidig også det, som har gjort at vi har landet utroligt mange fisk og en hel del store fisk – noget som de fleste hollandske fiskere vi møder rundt omkring ikke vil tro på. Netop fordi de fisker som alle andre og ikke tør eller vil tænke ud af boksen. Det har blandt andet givet os sandart over 90cm og en række tæt på de 80-85cm samt over til os. Vi bruger en bred vifte af lures, fra små til store hvorpå vores valg udelukkende afhænger af situationen såsom strøm, dybde, grumset/klart vand. Om det er spots med få men store fisk, eller mindre og mange fisk betyder også noget. Det er kun erfaring og evnen til og tænke anderledes, som hjælper en til succesen.

De to gæve gutter fra Team Sportex fik også den del fine gedder på deres seneste tur til Holland.
Aborrer og gedder som bifangster
– Et andet spændende aspekt ved det fiskeri, som vi er begyndt og have så kært, er de fede og ukendte bifangster, der næsten er uundgåeligt sker undervejs. Eksempelvis har vi fået aborrer over 45cm (øverst) samt flotte gedder godt over meteren. På vores seneste tur brugte vi en Sportex Black Arrow G4 spin 3-19g og Sportex Magnific 9-32g, som har været vores faste setup rundt til vores spots. Vi har typisk en rigget op med en agn som stort set intet bevægelse laver og en agn med en meget lille paddletail, slutter han
Du kan følge Magnus og Malthe på deres Instagram @wildwestfishing her.
jun 24, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
Kasper Weidick Iversen fra Team Sportex har netop fanget en havbars, der er 2 cm over den gældende DK-længderekord:
– Barssæsonen har været i gang i et godt stykke tid, men desværre for mit vedkommende, er det indtil videre kun blevet til to ture, fortæller han. – På den første tur var der ingen held med den for nogen sagnomspundne fisk. Men turen bød stadig på sjovt fiskeri, herunder en ny personlig rekord på fjæsing – nemlig 44,5 cm, og flere over 40 cm. En ordentlig mobbedreng at “hånd” håndtere skal jeg hilse og sige. Danmarksrekorden for fjæsing er i øvrigt pt 45 cm.
– Den anden tur skulle vise sig at være “lidt” bedre. Solen var ikke stået op, da jeg kom til vandet. Min flydering blev pumpet op, hvorefter min Tiboron RS-3 Seatrout 9 fod 6-31g blev rigget til med en 28g OGP Fladbuk. Strækket jeg ville afsøge blev hurtigt dækket af, men de eneste hugvillige fisk var hornfisk. Længere ude begyndte mågerne og ternerne at samle sig for at dykke. Det var tydeligt at se, at de jagede en stime fisk, der hurtigt flygtede parallelt med kysten. Jeg fik placeret mig, så stimen skulle passere forbi mig, og da mågerne var tæt på, begyndte jeg at fange makreller.
– Men – mågerne, ternerne og makrellerne var ikke de eneste på jagt, og hurtigt blev jeg omringet af tre marsvin. Lige så hurtigt som det startede, så forsvandt det igen. Jeg besluttede mig efter lidt tid at skifte plads, og efter kort tid faldt det hårde hug. Fisken gik tung og dybt, og der gik længe, før jeg fik den at se. Der var igen tvivl om, at der var den rigtige art, og at den var stor. Tiboron’en blev testet for alvor, men klarede opgaven til perfektion, for til sidst kunne jeg nyde synet af fisken i det alt for lille net. Et par hurtige billeder med kameraet blev det til, hvorefter fisken fik sin frihed. Morgenen bød på flere bars, men dog ingen i samme størrelsesklasse.
– Havde man spurgt mig for fire år siden, omkring stangvalg til Vestkysten, så havde jeg helt sikkert anbefalet en stiv kost, der kan håndtere op til omkring 45g. Men de seneste to års erfaringer har vist mig, at det bare langt fra altid er nødvendigt. Faktisk er det helt “normale” havørredgrej mere behageligt og sjovere til dage uden alt for hård pålandsvind. Sportex’s Tiboron RS-3 Seatrout er hvert fald helt godkendt selv til de store bars, slutter han.
Den massive havbars er dog ikke engang hans personlige rekord, som pt er på 79 cm!
Læs mere om havbars i disse artikler på fiskogfri.dk:
Dunderhug i brændingen
Havbars i mørket
Kystmede efter havbars – sådan gør du
maj 5, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
– Fiskeriet i de første dage i maj er gået udmærket med vildt mange kontakter og fisk på land, fortæller Magnus Jørgensen fra Team Sportex. – De større fisk har dog været svære at finde, blandt andet fordi vi har prøvet en masse nyt vand af.
– I går lykkedes det dog efter en række mindre fisk op til 90-95cm at lande en lidt større fisk lidt under de 110cm på min River Roach. Den huggede knaldhårdt og gav en vild fight på min Sportex Black Arrow G4 Spin med flere udløb, hvor den gik dybt, inden den brede ryg fra fisken kom op foran os. Gedden blev sikkert landet i nettet af min makker, slutter han. Du kan følge Magnus og hans kammerat på Insata-accounten @wild_west_fishing.
Du kan læse mere om de nye Black Arrow G4 stænger fra Sportex her.
Alle lystfiskere, der sender fangstrapporter og fotos ind til fiskogfri.dk – også prostaffers – deltager i lodtrækningen om en fantastisk drømmefiskerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel. Læs mere om drømmerejsen til Amazonas her.