jun 2, 2022 | Nyheder
– I går lukkede Stilbjerg Put and Take solskinsbars ud, så jeg stod tidligt op i dag og kørte ud til søen for at se, om jeg kunne få en ny PR på sunshine bass, som de hedder på engelsk. Efter blot 15 minutters fiskeri fangede jeg den første solskinsbars på et Drop mikroblink i sort/gul, og hold da op, hvor de fighter godt. Efter et stykke tid fik jeg fisken i nettet – og snart fik jeg endnu en fisk på det samme blink.
– Så skulle UL-fluen prøves, og der gik ikke lang tid, før jeg havde den første fisk på fluen. Den gav ligeledes en fantastisk fight – og solskinsbarsen vejede hele 1,96 kilo, hvilket er ny PR for mig. Efter blot to kast mere var der bid ingen, men denne gang var det en pæn regnbueørred på 3,2 kilo på UL-fluen. I alt blev det til fire solskinsbars på hhv 1,5 – 1,7 – 1,8 og 1,96 kilo.
– Solskinsbarsen, der ofte svømmer i store stimer, smager super godt, så hvis du vil prøve det sjove fiskeri, er det bare at køre til Stilbjerg.
sep 19, 2021 | Nyheder
Det sidste stykke tid har vi bragt en del fangstrapporter på solskinsbars – også kaldet sunshine bass. Det er en art, som mange put and take vande udsætter lige nu. Jesper Kjærgaard har naturligvis også været ude at prøve kræfter med de smukke og hårdtfightende fisk:
– Hvis jeg skal give en opsamling på de erfaringer, som folk har haft indtil nu, så tyder det på at:
- De bider bedst lige omkring skumringstid
- Solskinsbars elsker at stå, hvor der er grøde
- De fleste bliver fanget på gummi, men de tager alt
- Fiskene er mest vilde med mindre agn på 2-3 cm
- Når de bider føles det næsten som bundhug, for de hugger hårdt
- Gul eller orange er en god farve. Det har det i hvert fald været for os.
Husk dette er bare de oplevelser, som jeg selv og mine venner har haft. Det er ikke sikkert, at det er sådan hver gang, men så har man noget at starte med når du skal ud for at fange din første sunshine bass. Når der er blevet fisket meget mere efter dem, så vil der sikkert dukke nye og interessante mønstre op, slutter han.
Her på Fisk & Fri følger vi naturligvis udviklingen med de nye beboere i de danske put and take søer.
Har du selv været ude og prøve kræfter med solskinsbarsen, så tøv ikke med at sende os din beretning og et godt foto. Du kan kontakte redaktionen på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
sep 18, 2021 | Nyheder
– Hvis du vil prøve kræfter med en spændende og hårdtfightende fisk, som er en af USAs mest populære sportsfisk, så kan bass fiskeriet i Aalsbogaard Lystfiskersøer klart anbefales, siger Casper Herlufsen. – Selv ville jeg gerne prøve det, og havde hørt de nye sunshine bass gav en god fight.
– Og som sagt – så gjort. Jeg snakkede med nogen, der havde fanget godt af dem ved søen, og gik så ind i butikken nytgrej.dk og købte en stak Illex May Fly gummidyr i gul. Da solen begyndte at gå ned, skulle de prøves, hvilket gav fire hårdfightende sunshine bass, inden det blev helt mørkt, slutter han.
– Flere og flere put and take søer får udsat sunshine bass, hvilket giver put and take ejerne flere strenge at spille på i forhold til levering af fisk i relation til nuværende og måske fremtidige virus angreb. Så hvis du vil støtte put and take vandene – både dem, der har arten – og dem der sikkert snart får den, så gør dig selv den tjeneste at prøve dette super sjove fiskeri. Meget tyder på, at det er kommet for at blive – og helt ærligt. Det er da også lidt forfriskende med andet en diverse ørred i put and take vandene.