TIL KAMP IMOD SOKKEØL OG SURE TÆER PÅ FISKETUREN

Findes der noget værre end at fryse om tæerne? Det skulle da lige være sure gummistøvler efter en lang dag ved fiskevandet. Begge dele er der dog råd for, hvis du vælger sokker og fodbeklædning efter forholdene.

 

AF JENS BURSELL

 

TØR OG VARM er den simple opskrift, hvis du vil undgå dunkende tåspidser på en kold efterårs- eller vinterdag. Og vælger du ordentligt fodtøj, der passer til de forhold, du fisker under. Så kan det til enhver tid lade sig gør at holde sig både tør og varm.

 

Daiwa Open 2025

 

Hold dig tør og varm på fødderne under fisketuren

 At være tør er den første forudsætning for at holde sig varm. Basalt set er det derfor af stor betydning, at fodtøjet er 100% vandtæt i de tilfælde, hvor man går i vand – eller bevæger sig igennem fx dugvådt græs. Men at støvlerne er vandtætte er ikke nok. Hvis sveden ikke kan slippe ud af støvlerne, risikerer man nemlig at få drivvåde sokker på grund af sveden – og så er man lige vidt.

Tørre sokker er altså vigtigt, når du skal undgå at fryse. Både støvlens udformning og materialer – samt sokkens konstruktion og materialer har stor betydning for, hvorvidt du kan undgå at få gennemblødte sokker på grund af sved.

Sørg for at sveden kan komme ud af fiskestøvlen

 Sveden kan slippe ud af støvlen på to måder – enten ved at støvler eller waders er udstyret med en åndbar membran – eller ved direkte ventilation gennem fx toppen af støvlen. I begge tilfælde er det optimalt, at sokkerne har de rigtige svedtransporterende egenskaber, for at kunne få sveden væk fra foden – samt ud- eller op igennem støvlen.

 

Fiskesokker

Eksempler på gode fiskesokker: Fra venstre svedtransporterende indersokker – eller »liners« (Falke Sport i Coolmax), 2) Vandre og fiske sokker med merinould inderst mod foden (Icebreaker Merino
Hiker), 3) Svedtransporterende kunststofsokker med antibakterielle fibre specielt designet til gummistøvler (La Crosse Fang Hunting Sock), 4) Ekstra varme uldsokker til vinterbrug med antibakterialler
fibre. (La Crosse Alphaburly Hunting Sock) og 5) Sealskinz Walking Sock. En specialsok med varm inderside af merinould, vandtæt og åndbar membran samt en slidstærk yderside af kunststof. Perfekt til en
hurtig opgradering af kortskaftede støvler, som ikke er helt vandtætte.

Valg af sokker til din fiskestøvle

Bomuldssokker er uegnede til friluftsliv og fiskeri. Materialet opsuger nemlig sveden i stedet for at transportere det væk fra kroppen. Stoffet bliver altså let vådt, og da det varmer elendigt i denne tilstand, får man lynhurtigt en fornemmelse af at være klam og kold.

 Uld transporterer sveden betydeligt bedre end bomuld, men ikke helt så godt som kunststof. Når ulden optager sveden, bindes den i fibrene, så der skal en hel del til, før materialet føles vådt. Og – i modsætning til fx bomuld, varmer det fornuftigt, selv når det er temmelig vådt.

Uldsokker kan have en tendens til at klø, hvis man har den direkte på huden, så det er vigtigt at vælge den rigtige kvalitet. Merinould er 100% kløfrit og kan binde vandmængder helt op til 35% af materialets vægt, før det begynder at føles vådt. Er det rigtig koldt, så er denne type uld helt klart det bedste valg: Det varmer nemlig betydeligt bedre end bomuld og kunststof af samme tykkelse. En anden stor fordel ved uld er, at der skal virkelig meget til for, at det kommer til at lugte.

 Kunststof som polyester og polypropylen giver den bedste svedtransport, og tørrer langt hurtigere end uld og bomuld. Af samme årsag anvendes sokker af ren kunststof ofte som indersokker eller »liners«, hvis opgave er at transportere fugten væk fra huden så hurtigt som muligt. Materialet er betydeligt mere slidstærkt end fx uld. Hvor kunststof tit holder til 8-15 års brug, kan ren uld ved hårdt dagligt brug sjældent holde mere end et par år.

Udover at anvende materialer der optimere svedtransporten, findes der sokker specielt designet til gummistøvler, hvor sokkens vævning er optimeret til at maksimere ventilationen. Et eksempel er Alphaburly Hunting Sock fra LaCrosse, der har indvævede ventilationskanaler, som letter svedtransporten opefter mod støvlekanten.

 

Pacboots

Når frosten knager er PacBoots som fx disse fra Sorel helt ideelle. Støvlerne er vandtætte til ankelhøjde og åndbare opefter. Perfekt til alle former for is- og bådfiskeri om vinteren. Bemærk inderstøvlen, der kan tages og luftes – samt bruges som sutsko i fiskehytten.

Undgå fugtige, våde og/eller sure sokker

 De optimale fiskesokker, som både transporterer sveden perfekt, varmer godt – og kan holde til flere års hårdt slid ved vandene, er ofte fremstillet af flere forskellige materialer for på den måde at kombinere de bedste egenskaber hos dem alle. Den klassiske kombination er uld for høj varmekapacitet og få lugtgener samt kunststof for slidstyrke, svedtransport og ekstra elasticitet.

 Sure tæer er der selvfølgelig også råd for. Grundlæggende er der tre taktikker, hvis man vil minimere odøren fra de nederste ekstremiteter: 1) Vælg fodtøj der ånder og sokker der maksimerer svedtransporten. 2) Anvend fodtøj eller sokker med antibakterielle fibre, som forebygger lugtgener. 3) Skyd ikke gråspurve med kanoner.

Punkt 1 har vi allerede været inde på. Men – såfremt man konstant vader rundt i vand eller ekstremt våde miljøer er forskellige typer af gummistøvler ofte være det bedste valg. Ulempen ved dem er naturligvis, at ligegyldigt hvor gode sokker man har, så er der grænser for, hvor meget sved, der kan slippe ud af en gummi – støvle, som har så en god pasform omkring læggene, at der stort set ikke er nogen ventilation for oven. Af samme årsag er det en god idé med gummistøvler, hvor man har mulighed for at justere støvleskaftets åbning, så den fugtmættede fodluft kan få lov til at slippe ud en gang imellem.

Alternativet er at vælge støvler, hvor der er god plads for oven, men det har den ulempe, at der let kommer vand ned fra oven, når man fx går igennem våd bevoksning. Korte gummistøvler med bred åbning, som gør dem lette at komme ind og ud af, er helt fantastisk ved sessionfiskeri efter fx karper og stør, hvor man skal kunne komme hurtigt ind og ud af soveposen/bivyen, når der er hug. Et godt eksempel på en virkelig god støvle af denne type er den Kinetic Drywalker Boot,  der er vist øverst til højre. Den viste støvle ar været brugt non stop i fire år – og er stadig lige vandtæt samt perfekt til formålet – og kan varmt anbefales til dette fiskeri.

Til kamp imod sure sokker

Årsagen til luftgener er kort fortalt rådne fodbakterier. Kan man komme dem i forkøbet, er man derfor nået meget langt, For over tyve år siden fandt man derfor på at indvæve mikroskopiske fibre med fx sølvioner i stoffet. Sølvionerne dræber bakterierne, inden de når at sprede sig i sokken.

Systemet virker i praksis yderst effektivt – og man kan i dag få både gummistøvler og sokker med antibakterielle fibre. Sidst, men ikke mindst er der ingen grund til at overdrive højden på støvlerne. Skal du eksempelvis fiske, hvor du højst kommer til at dyppe tåspidserne eller gå igennem kort, dugvådt græs, er der ingen grund til at tage de længste gummistøvler på, hvor sveden har svært ved at komme op- og ud. Her kan man lige så godt vælge halvlange – korte gummistøvler – eller for den sags skyld åndbare og kortskaftede vandrestøvler. Det er naturligvis den letteste den måde at maksimere fodventilationen på, så du undgår sure tæer.

 

drømmerejse til Amazonas fiskogfri.dk iFish Travel
Friluftsland

Hold fødderne varme på fisketuren

Kolde fødder på fisketuren kan dræbe enhver lyst til at nyde en god dag ved- eller på vandet. Gode sokker i uld er derfor alfa omega for en vellykket fisketur, når temperaturerne falder. Vi giver de bedste tips til at holde fødderne varme, mens fiskene hives i land.

AF MARLENE BAK COHR, FOTO: JENS BURSELL

Der er ikke noget som kolde fødder, der kan ødelægge en ellers god fisketur. Er fødderne først blevet kolde, kan det også være rigtig svært at få dem varme igen. I de kolde måneder, er det derfor helt essentielt, at fødderne er klædt ordentligt på til fisketuren. Det kræver gode sokker, der giver varme uden at efterlade fødderne våde og klamme af sved.

Sokker af uld

Generelt er det en fordel at vælge sokker af uld, som har den fordel at have temperaturregulerende egenskaber. Det betyder, at uld giver varme, når fødderne er kolde, mens det køler, når fødderne sveder. Uld er også storartet til at transportere fugt væk fra kroppen, så fødderne ikke føles indelukkede i et par waders eller støvler.

Uldsokker fås i forskellig tykkelse alt efter, hvor koldt vejret er, og hvor lang tid, man skal stå stille og fiske. Til en lang og kold vinterdag med fiskestangen vil et par tykke uldsokker med en tynd indersok være at foretrække. Indersokken er med til at holde fødderne tørre og komfortable, mens den tykke ydersok giver god varme.

6 tips til varme fødder på fisketuren

  1. Vælg gode kvalitetssokker med et højt indhold af uld. Uldsokkerne må gerne indeholde andre materialer som nylon og elastan. Det er ofte tilføjet uldsokker for at give ekstra slidstyrke og forbedre pasformen.
  2. Brug en tynd indersok i uld for ekstra varme og komfort.
  3. Hold fødderne tørre. Selvom uld varmer selv i våd tilstand, er det bedste værn mod kulde helt tørre fødder.
  4. Sørg for at bevæge fødderne, når det er muligt. Står du stille og fisker en hel dag, er det oplagt at indlægge nogle korte gå-pauser eller stå og vrikke lidt med fødderne fra tid til anden.
  5. Hav et par ekstra sokker med i rygsækken. Hvis sokkerne bliver våde, eller der er brug for endnu mere varme, er et par ekstra sokker altid en god nødløsning.
  6. Til de meget kolde dage kan et par tåvarmere give den ekstra varme der skal til, for at gøre fisketuren til en komfortabel og succesfuld oplevelse.

Her får du et par båd på nogle fede fiskesokker:

Smartwool New Classic

SMARTWOOL NEW CLASSIC RIB: Et par lækre sokker i en blanding af merionuld, nylon og elastik, der er med til at sikre både varme, god pasform og øget slidstyrke. Et par sokker i medium tykkelse, der vil passe godt til efterårets fisketure. Set hos Friluftsland til 139 kr.

Point 6 Hike Trekking

POINT6 HIKE TREKKING HEAVY CREW: Tykke sokker med kraftig polstring og 80 % merinould. Perfekt til fisketuren og andre friluftsaktiviteter, når vintertemperaturerne rammer, og der er brug for god varme. Set hos Friluftsland til 199 kr.

Smartwool Mountaineering Extra Heavy

SMARTWOOL MOUNTAINEERING EXTRA HEAVY CREW: Super varme sokker med 74 % merinould til alverdens udendørs eventyr i kolde omgivelser – inklusiv den stillestående fisketur. Set hos  Friluftsland til 249 kr.

Smartwool Hike Liner Crew

SMARTWOOL HIKE LINER CREW: Tynde indersokker i en skøn uldblanding. Indersokken har flade syninger, så den ikke generer under en tykkere sok. Den kan også bruges alene i de varmere måneder. Set hos Friluftsland til 129 kr.

Toewarmer eller tåvarmer på dansk

TOE WARMER THERMO PADS: Til de dage, hvor det er nødvendigt med ekstra varme. Tåvarmerne kan bruges i waders eller i støvler, og giver varme i op til 8 timer.  Set hos Friluftsland til 29 kr.

 

 

 

 

Friluftsland