HAVØRRED: SKUMFLUE PR I MØRKET
– Klokken er 22.30 og mine gæster har endnu ikke forladt huset, da jeg drøner imod fiskevandet, skriver Chris Gregers Halling. – Heldigvis er det min datter og svigersøn, der er på besøg, så tilgivelse er sikkert opnåeligt i en nær fremtid. Det koster måske en ekstra gang aftensmad og måske et par øl – og det skulle ikke være første gang, at jeg må købe mig til familiens tilgivelse for spontant fravær. Men der er en grund til, at jeg ræser ud af døren denne sene søndag aften. Jeg skal tilbage til pladsen fra fredag nat, for fisk over tre kilo gror ikke på træerne… Eller står bag hver en tangbusk på mere egnet fiskesprog, så fredagens oplevelser havde sat dybe spor i en havørredfiskers allerede arrede sjæl.
– Jeg må tilbage, for at se om det virkelig er noget specielt, eller om det blot var et rent tilfælde, at jeg både hørte, så, mistede og landede gode fisk derude. Det er som en kraftig magnet, der trækker i mig og jeg kan ikke undvige trækket. Claus Primdahl er allerede på pladsen. Egentlig havde jeg tænkt mig at holde den hemmelig for selv de nærmeste venner, men sådan er jeg jo heller ikke. Jeg forlangte blot nogle ting af ham til gengæld. Ting der ikke egner sig til dette forum, men som kan ses på forskellige betalingssider på det mørke internet. Han indvilligede og nu skal vi så fiske sammen… Bare rolig – han slipper for betalingen.
Masser af havørred på pladsen
– Da jeg ankommer til p-pladsen ringer jeg lige for en status rapport. – Jeg har lige smidt en god, siger Claus i telefonen. – Og mere behøvede han ikke at sige. Som en menneskelig udgave af Roadrunner iler jeg mod pladsen et stykke væk fra parkeringen. Men at småløbe i waders en lun sommer senaften er egentlig ikke en god ide. ”De fede må svede” ville de fleste der så mig nok sige. Selv er jeg overbevist om, at det er en gedigen omgang fiskefeber, der har fået kropstemperaturen op i det røde felt og gennemblødt min tynde trøje.
– Claus og jeg deler en hurtig øl. Væske skal der til, og det eneste vand i nærheden smagte af salt, så en kold øl virkede mere fornuftigt. Ærgerligt, at de kun kommer 33 cl. i sådan en dåse. Jeg mener måske jeg tabte en liter væske på vejen derud, men det må der kompenseres for senere. Vi aftaler at være tilbage ved bilerne senest klokken 02:00. Ikke så meget fordi vi begge skal på arbejde næste dag, men fordi vi kender hinandens evne til at fortsætte i det uendelige, hvis der er gang i fiskene. Og som vi stod der, blev det midnat på en sommer søndag.
– Vinden er 0 m/sek, så da en havørred vender i overfladen, høres det nemt. Og så vender en mere…. og en mere… og pludselig en del flere. Vi lister i vandet med monterede skumfluer. For mig er det noget forholdsvis nyt, men Claus har dyrket dette fiskeri i årevis, så det er en ægte skum fidus… øhh… ekspert, jeg nu står få meter fra. Der går da heller ikke mange minutter, inden et ordentlig skvulp høres et stykke foran Claus. ”NEJ – den fik ikke fat” råber han. De næste 10 minutter plasker tre havørreder op efter min skumflue. Ingen af dem får ordentligt fat, og jeg konstaterer, at havørreder er elendige til at hugge skumfluer. De er simpelthen for voldsomme i deres angreb og puffer ofte fluen væk fra dem selv i ren aggressiv iver.
Havørred i nattemørket er bare vilde med skumfluer.
Havørredhug i overfladen
– Men så pludselig står Claus med spændt bue og lander kort efter en fed 50 cm fisk. Vi beundrer den et øjeblik i Claus’s medbragte gumminet. Det er satme en smuk fisk sådan en havørred. Claus har dårligt sluppet halen på den under genudsætning, da en tvilling til den tager min skumflue ordentligt. Også denne fisk genudsættes, og vi highfiver hinanden. Mission accomplished. Det er tid til en kaffepause.
– Som vi står der på stranden, hører vi en del fisk derude i overfladen. Enkelte af disse giver nogle ordentlige drøn, når de vender i vandet i voldsom jagt på bytte. Der er rigtig gode fisk inde igen denne nat, og kaffepausen bliver kort. Vi står måske 25 meter fra hinanden, da en rigtig fornuftig fisk vender foran mig. ”Den var da vist fin den der”, konstaterer Claus på afstand. At han havde ret, var noget vi skulle finde ud af kastet efter.
Et solidt havørredhug på skumfluen
– Kastet er kort, for fisken viste sig måske kun 10 – 12 meter fra mig. Jeg aner ikke rigtig noget om skumflue fiskeri, så jeg gør, som jeg plejer, når jeg fisker med sølvræven. Stangen under armen efter kastet og så indtag af fluen med begge hænder. Langsommere end med ræven, men dog stadigvæk samme teknik. Om det overhovedet er rigtigt aner jeg ikke, men havørreden syntes i hvert fald, at det må have virket spændende. Jeg tror ikke, at der er mere end 4 meter mellem stangspids og flue, da havørreden tæsker overfladevandet i et voldsomt hug. Fisken fra i fredags hørte jeg ikke hugge. Men denne her var man modsat overhovedet ikke i tvivl om. Som hvis man havde smidt en middelstor sten i vandet, vender fisken med fluen i munden i hugget.
– Det går hurtigt op for mig, at dette er alvorligt. Jeg tør næsten ikke tænke det, men ret hurtigt inde i fighten strejfer det mig alligevel. – Den føles næsten bedre end den, jeg fik forleden, er en tanke der sniger sig ind. Jeg kigger på 5 meter blæretangsbælte mellem mig selv og kysten. Det gik godt i fredags, men denne fisk vil jeg nødigt slæbe igennem disse tangbuske. – Clausssssss” kalder jeg ud i mørket med en kælen og bedende stemme. – Jeg tror gerne, at jeg vil have nettet den her, Konstaterer jeg bedende.
– Fisken er givetvis ganske fin, så der er god tid til, at Claus kommer de 25 meter igennem vandet hen til mig. Da han ankommer med nettet i hånden, tænder vi begge pandelamperne. Fisken glider forbi os nogle meter ude i lampernes skær, og hvis jeg var i tvivl om fisken var på størrelse med fredagens fisk, så var det ikke længere et spørgsmål. Det var den. Jeg presser den ikke unødigt hårdt, så der går et par minutter, inden den kommer sidelæns ind i overfladen. – Er det nu? Er den klar? spørger Claus med det frelsende net. ”Ja….. JA FOR HELVEDE! Er vist en ret korrekt gengivelse af mit svar.
Ny havørred-PR på skumflue
– Claus sænker nettet i vandet, og fisken glider ind mellem netmaskerne. Da han løfter netrammen over vandet plasker fisken voldsomt og giver ham et sikkert tiltrængt brusebad i saltvands sprøjt. Vi kigger måbende på fisken i nettet og begiver os ud i barnlige brøl, kram og en form for sejrsdans i vand til livet. Da fisken placeres på strandens sparsomme græs, kan den endelig beundres. Den er større end jeg regnede med, og jeg slår dermed en ny PR på skumflue. Den gamle rekord er fra i fredags, men lad da endelig disse rekorder blive slået ofte.
– Jeg er nødt til at finde på nye rekorder at slå. Min største havørred nogensinde slår jeg ret sikkert aldrig, selv om den er over 25 år gammel. Den var 69 cm og 3,71 kg. Min fisketur er slut, selv om fiskene fortsat plasker rundt derude. Det er svært at forklare lykken ved sådan en fisk, men det er en følelse, der uden besvær bringer en igennem næste arbejdsdag, selvom sengen først blev fundet sent. Det er sikkert ikke sundt, men hvis det er prisen for mit elskede sommerfiskeri om natten, så betaler jeg den gerne. En læge vil sikkert være uenig, når jeg påstår, at hvis søvnmangel skyldes havørredfiskeri, så er det livsforlængende. På den anden side… – han kan sikkert heller ikke modbevise det.
