JERKBAIT LIGHT I TROPERNE

Sanibel island i Florida byder på et fantastisk flatsfiskeri efter hajer, redfish og snook – og det bliver ikke mindre sjovt, når de fanges på det lette jerkgrej.

 

AF GORDON P. HENRIKSEN

 

– TROR DU DISSE SKANDINAVISKE AGN virker til redfish, spørger jeg guiden Ozzie Lessinger, og viser ham min æske med de små jerkbaits, jeg har taget med hjemmefra. Og han burde vide det. Han har guidet i dette område i sytten år samt deltaget og vundet flere de største amerikanske turneringer for denne type fiskeri – eksempelvis ESPN Redfish Cup. Og her taler vi ikke om en lokal konkurrence, men om kæmpestore medieshows, med professionelle fiskere fra hele USA, og live tv dækning fra helikoptere på USA største sportskanaler – samt præmiesummer på flere hundrede tusind dollars.

– Dine skandinaviske baits ser lovende ud, siger han og foreslår, at vi giver dem en chance på en grassflat – et lavvandet område med siv, hvor han har set flere store stimer redfish inden for de sidste par dage. Han binder en lille ti centimeters Belly Up Deviator fra Savage Gear på, mens jeg sætter en Baby Buster fra CWC på i nogle farver, som minder om bytte dyrene her. Ozzie giver agnen et kort kast for at se, hvordan den går i vandet, og han virker tilfreds.

– Siger du, de er designet til gedder, spørger han overrasket? Så fortæller jeg historien om jerkbølgen, der ramte Skandinavien – samt hvordan trenden de sidste par år er gået tilbage mod fx mindre jerkbaits, som dem vi fisker med i dag.

 

Blacktip shark på jerkbait

Her er det en lille blacktip shark der har taget en Baby Buster. Den lignede sikkert en af de små sardiner, den var i fuld færd med at kaste sig over.

 

drømmerejse til Amazonas fiskogfri.dk iFish Travel

 

Tropisk spin med små jerkbaits

– Der er de, afbryder han mig, og vi ser begge et stort område med en anelse orange farve og uroligt bonevand. Et par store finner bryder overfladen. Nu sidder nerverne for alvor uden på tropeskjorten. Den orange farve er en stime på 50-60 redfish og ingen af dem er små. Ozzie stager os langsomt nærmere, og jeg gør klar til at lægge et kast foran flokken.

Den lille Buster flyver af sted og lander med et plask foran fiskene. De virker ikke skræmte, men fortsætter deres færd lige mod det sted, hvor mit jerkbait ramte. Her er ikke mere end en halv meter dybt og der er lange siv på bunden, så jeg arbejder hurtigt agnen ind med små ryk, så den bevæger sig højt og lokkende lidt foran stimen. Agnen skærer overfladen en gang imellem, og dette fanger fiskene opmærksomhed.

Pludselig ser jeg flere trykbølger gå mod den lille Buster, og jeg kvitterer ved at sætte farten op, som en skræmt byttefisk. Pludselig krøller min stang sammen, og et modhug er næsten omsonst. En redfish har hugget hårdt og er nu i fuld færd med at varme bremsen på spinnehjulet, i det den hamrer derud af. Ozzie er straks klar, og gør klar til at følge efter fisken med elmotoren, hvis den tager faretruende meget line.

Mens linen pisker af hjulet, mindes jeg om hvor fantastisk en fisk redfish er, og hvor sørgeligt det er, at den er så ukendt i Danmark sammenlignet med fx bonefish og tarpon. Der er ingen tvivl – jeg elsker at fange redfish, og med de små jerkbaits på lavt vand har jeg fundet en ny og superunderholdende måde at jagte dem på. Vi får presset fisken træt, og løfter den forsigtigt ombord i båden. Efter et par fotos får den sin frihed igen.

Redfish er en suveræn spisefisk, men er beskyttet af et såkaldt vinenduesmål, hvor alle fisk der er mindre end 46 centimeter eller større end 69 centimeter skal genudsættes straks. Denne her er omkring 80 centimeter, men netop det at genudsætte de store fisk er genialt, fordi man beskytter de store eksemplarer, som både har attraktive gener, samt potentiale til at lægge mange æg og bidrage væsentligt til fremtidige bestande.

 

Bluefish på jerkbait

Fiskeguiden Ozzie Lessinger blev hurtigt glad for de skandinaviske agn. Her er han med en bluefish, der var med på legen.

Masser af hug på de små jerkbaits

Strømmen er begyndt at tiltage, og vi finder et område på kanten af en grassflat, hvor dybden går fra en halv til en hel meter. Masser af små byttefisk er ved at blive skyllet ud af græsset, og lige i området hvor dybdeskiftet er, står rovfiskene klar til at udnytte dette. Ozzie ankrer op, og vi har ikke taget mere end et par kast, før vinen fisk hamrer Ozzies lille jerkbait.

– De er sgu ikke så tossede til at lave agn de vikinger, smiler Ozzie og hygger sig godt og grundigt med at hive en lille, men hidsig bluefish ind. Vi giver agnene fuld fart og lader dem skære oppe i overfladen med små mellemrum, som gør fiskene endnu vildere Jeg kroger en fin lille snook på en Belly Up Deviator, og den springer fri af vandet flere gange. Sådan fortsætter det en lille times tid, indtil tidevandsstrømmen aftager, og hugperioden dør ud. Vi får ingen fisk i samme størrelse som redfishen, men arterne tæller nu ud over redfish, snook og bluefish også jacks, spotted seatrouts og hajer. Selvom fiskene ikke er så store, så er huggene eksplosive og fiskene fighter aggresivt på det lette grej. Efter denne dag er jeg ikke i tvivl om, at det lette jerkgrej skal med på mine kommende tropeture.

– Jeg tror ikke, at du får disse agn med hjem til Danmark, griner Ozzie, og tiltusker sig et par af mine favoritter. De vikinger er vist ikke så tossede endda…

Grej til det lette jerkbaitfiskeri i troperne

De to agn, vi havde mest succes med, var Baby Buster fra CWC og Belly Up Deviator fra Savage gear. Westin har også en fræk lille jerkbait på 10 centimeter, Mini Jerk, der sikkert også vil fungere fint i troperne, så det er bare med at prøve sig lidt frem. Det er vigtigt at vælge agn, som går fint ved høj fart og at krogene er stærke nok til at kunne klare et solidt pres, når de store hugger. Vi benyttede et florurcarbon forfang på ca. 0,40 mm og 0,25 mm fletline som hovedline.

De små jerkbaits går glimrende på lidt stift, men let spinnegrej, så man skal kun vælge multihjul, hvis man foretrækker jerkfornemmelsen. Til dette formål er Revo Toro Inshore et oplagt hjul valg. Vi brugte lette jerkstænger fra Savage Gear’s Butch Light serie.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 6/2010

 

Daiwa Open 2025

 

 

Med jerkbait i troperne

1) Husk en kasse med små jerkbaits hvis fisketuren går til Florida. Det vil du ikke fortryde!. 2 ) Redfish er ikke særlig kendt i Danmark, men er en smuk stærk fisk, og hvis du har chancen for at fiske efter dem, kan det bestemt anbefales.

 

 

Friluftsland