STØJENDE STREAMERE – FLUER DER LARMER
Alle ved at en flues udseende har afgørende betydning for dens effektivitet. Men lyden af fluen kan faktisk være ligeså vigtig. Fisk har nemlig en ganske veludviklet høresans, og her får du en række bud på, hvordan du kan støje dig til flere fisk ved dine favoritvande.
AF RASMUS OVESEN, FOTOS: RASMUS OVESEN & GORDON P. HENRIKSEN
FLUEBINDING er en umådeligt subjektiv hobbygenre, og der har altid været megen petitessesnak fluebindere imellem omkring, hvordan en god fiskeflue skal se ud. Skal den have en hale på maksimalt to centimeter, eller må den gerne være meget længere? Er et palmerhackle at foretrække frem for et simpelt fronthackle, eller er det en fordel at droppe begge dele, og nøjes med at indbinde en kraftig vinge? Skader det at bruge for mange reflekterende syntetiske materialer, og er syntetiske materialer overhovedet at foretrække sammenlignet med de gode gammeldags naturmaterialer? Osv. osv.
Hvordan lyder fluen i vandet?
Alt for ofte bliver der talt, alt for meget om fluer, og alt for lidt om selve fiskeriet. Især når det gælder havørreder, har mange en tendens til religiøs dyrkelse af bestemte mønstre, der skal være bundet af bestemte materialer, på bestemte måder og efter bestemte forskrifter for at kunne vække tillid. Især de visuelle kompositionseffekter såsom farve, form og størrelse bliver altid diskuteret særligt indgående, men der tænkes sjældent over, hvordan fluen »lyder« i vandet.
Og hvorfor skulle det så være vigtigt? Jo, for det første er vand et fortrinligt resonansmedie, og lyde kan rejse relativt usvækket over store afstande under vand. For det andet er fisk sensitive væsener med en helhedsbaseret orienteringsanatomi. Ganske vist har fisk, som de fleste nok er bekendt med, ikke ører i konventionel forstand, men de er dog alligevel i stand til at registrere og fortolke lyde. De har et indre øre, der udgøres af en såkaldt ørelabyrint med en række væskefyldte gange, tre små kalkholdige øresten og mængder af følsomme sansehår, som opfanger højfrekvente lyde.
Som supplement hertil har fisken sidelinjen, som registrerer mere lavfrekvente lyde og trykbølger, og til sammen udgør det indre øre og sidelinjen et sonisk orienteringssystem, der gør fisken i stand til at navigere og ikke mindst jage – selv i buldermørke. Højlydt adfærd og indiskret færdsel langs mindre åer er uhensigtsmæssig – det er de fleste lystfiskere bevidste om. Det gør fiskene både ængstelige og mistænksomme, og i værste fald fortrækker fiskene prompte.
Mange har endvidere oplevet at larmende vadning, gennemtrængende lineplask og abrupte agnnedslag kan have en ærgerlig tendens til at skræmme fisk væk. Til gengæld kan man også støje sig til flere fisk. Det er en subtil kunst, men under særlige forhold og i bestemte situationer kan en støjende streamer være alle andre fluer overlegne, og det er ikke så underligt endda. Særligt rovfisk bruger nemlig i vid udstrækning deres hørelse i forbindelse med jagten på byttedyr.
På grund af fiskens skarpe hørelse kan den orientere sig og jage i selv buldermørke. Det giver derfor meget god mening at eksperimentere med støjende streamere, når der natfiskes på den åbne kyst eller i åen.
Lokkende lyde fra fluen kan være godt
Specimenfiskerne – for eksempel gedde-, aborre- og sandartfiskerne – har for længst fået øjnene op for vigtigheden af agns auditive aspekter. Selv har jeg under dørgning oplevet, hvordan sandarterne på Gudenåen gang på gang har ladet sig forføre af en bestemt type woblere – dem med hørbare rasleperler i. Andre, mindre opmærksomhedspåkaldende woblere, fremprovokerede trods en ellers slående lighed med de raslende woblere, langt fra det samme antal hug.
En anden gang – i min barndoms fortonende lystfiskerår – erfarede jeg, hvordan en ellers umulig dag med fiskeri i stærkt grumset vand, blev forvandlet til en fiskeoplevelse af de helt store, da en rusten spinner blev fundet frem fra bunden af agnæsken. Dens store, larmende spinnerblad må have lavet så meget ravage i vandet, at aborrerne uden større problemer kunne lokalisere og angribe den. Den slags oplevelser giver naturligvis stof til eftertanke, og derfra er der ikke langt til fluebindingsbordet og de systematiske eksperimeter ved vandene.
Eksperimenter med lokkeeffekter på dine fluer
Om det er konservatisme eller manglende kreativ tænkning, der igennem længere tid har afholdt fluefiskerne fra at eksperimentere med auditive virkemidler skal være usagt, men på fluebindingsmarkedet findes der efterhånden et bredt udvalg af materialer, som kan gøre ens fluer mere støjende.
Og så kan det da godt være, at ens fluer i forvejen er både nydelige og velfangende, det kunne jo være, at de – modificeret med en propel, action disc eller en rasler – kunne gå hen og blive endnu mere effektive. Med rovfiskens fysiologi og umiddelbare hugreflekser in mente, er det nemlig ikke helt utænkeligt. Især fire effekter på markedet kan anvendes med henblik på at kreere støjende streamere; action discs, raslere, propeller og spinnerblade. Action discs’ne skubber vand og skaber vibrationer, som fiskene kan høre og fornemme. Raslerne larmer og støjer, og henholdsvis propeller samt spinnerblade støjer samtidig med, at de genererer turbulens i vandet. Med disse fire materialer er det muligt at skabe et sonisk fluearsenal, som kan få selv den mest træge rovfisk til at miste besindelsen.
Action Discs fås i et væld af farver, former og størrelser, og al det vand, de skubber foran sig, skaber hørbare trykbølger i vandet. Her er det et lille udvalg af pangfarvede BB Power Discs fra Pro Tube, og en flue bundet af materialer som er ekstremt pulserende og levende.
Med en lokkende action disc på fluen
Action discs er ikke blot fortrinlige med henblik på at forbedre din flues gang i vandet. Udover at få fluen til at sitre levende for hvert indtag, skubber de samtidig en masse vand foran sig. Og denne indiskrete og anmassende fremfærd genererer vibrationer i vandet, som fisken uden videre kan opfatte. Der findes efterhånden en række forskellige action discs i forskellige farver, materialer og udformninger, og selvom de også medfører en øget modstand under kastet, så er deres fordele så indlysende, at et yderligere vanskeliggjort fluekast er tilgiveligt.
Action discs fås i både hårdt og blødt plastic, og mens nogle er til fastmontering på fluerne er andre af typen, der føres ned over forfanget. De egner sig fortrinligt til eksempelvis geddefluer af florlette og pulserende materialer, til åfiskeri efter havørred og til fluefiskeri på den åbne kyst. I strømmende vand fiskes de action disc påmonterede fluer typisk på tværs af strømmen, og ellers benyttes relativt lange og kontante indtag med korte kunstpauser. Periodisk kan man også speede indtagningen op, så actiondisc’en tvinger streameren mod overfladefilmen, hvor støjniveauet kan nå nye boblende og gurglende højder.
Raslere – her Fly Rattles fra Fly C. – kan være lidt vanskelige at indbinde. Til gengæld passer de fortrinligt indeni eksempelvis en pop-up streamer af skumplast eller en epoxyflue med et rummeligt hoved.
Popperhoveder af skumplast egner sig fortrinligt som ly for larmende raslere. Denne geddepopper er for eksempel forsynet med Micro Eyeball Rattles fra Fly C., som rasler og knitrer for hver indtag.
Fluer der rasler, kan ofte gøre udslaget
Raslestave er små klare plexiglasrør med én eller flere løstliggende jern perler indeni, der ved de mindste rystelser afgiver højfrekvente og skrattende lyde. De kan være lidt vanskelige at binde ind, men de gør fluerne særdeles svære at overhøre og ignorere. Særligt anvendelige er de i epoxyfluer. Disse fluer har nemlig gerne den volumen og rummelighed, der skal til for at huse en rasler, og epoxylimen beskytter samt indkapsler samtidig rasleren på effektiv vis. Fluer i skumplast er endvidere oplagte at forsyne med raslere – både de typiske overfladefluer og de mindre udbredte – men bestemt ikke mindre effektive – pop-up fluer.
Raslerne forsynes blot med et tyndt lag lim og føres herefter ind i skumplasten, hvor de er beskyttede og sidder i spænd. Der findes sågar rasler – øjne, som er specielt designede til anvendelse i popperhoveder af skumplast, og andre endnu som er beregnet på decideret indbinding ala kuglekædeøjne. Man kan også bruge raslere under jigkroppe, og kombinerer man med en action disc, kan man være helt sikker på, at rasleperlerne for alvor skratter og støjer inde i glaskammeret. Særligt sandartfluer kan drage betragtelig gavn af raslere, men de er også ganske brugbare til fluefiskeri efter aborrer.
Aborren er en utroligt fintfølende rovfisk, og den ekstra dimension, som en rasler bibringer en i forvejen god aborreflue, kan være netop det, der udløser hugget fra en ellers træg og vanskelig stor – aborre. Selv har jeg oplevet, hvordan fiskeri efter brakvandsaborrer med pop-up streamere i skumplast for alvor tog fart, efter at streamerne blev forsynet med støjende raslere.
Denne blanke kystørred kunne ikke stå for en Cutthroat Kutling med en støjende propel fra Savage Gear foran. Særligt efterårets gydetrækkende havørreder kan være vanskelige
at lokke til at hugge, men en støjende streamer kan som oftest få dem til at smide hæmningerne.
Sæt en propel på fluen
Propeller blev før i tiden brugt ganske ivrigt af laksefluefiskere i det meste af Norden, men de er desværre gået lidt i glemme – bogen, og det er helt uden grund. Der findes efterhånden ganske mange forskellige typer propeller i både plastic og metal, men fælles for dem er, at jo større de er, desto mere larmer de – og larmen er jo hele pointen. Frem for at føre propellen ned over forfanget, er det mest hensigtsmæssigt at forsyne selve streameren med en propel. Man kan eksempelvis montere propellen bag krogen på et stykke monofilline, men mest oplagt er det at montere den helt forrest på fluen. Man skal blot huske at levne plads forrest, så propellen kan rotere helt frit, og med et cone hoved umiddelbart bag propellen, kan den snurre helt friktionsløst.
Propelstreamerne støjer ikke blot, de flytter samtidig en masse vand, og deres indiskrete væsen gør dem særdeles egnede til fx havørred- og laksefiskeri i strøm – vand, hvor fiskene som regel skal tirres til at hugge. Gordon P. Henriksen havde på et tidspunkt en meget sigende oplevelse med en propelstreamer under laksefluefiskeri på Island. – Jeg fiskede i en lille pool på floden Vatnsa, og kunne se ikke færre end fire laks stå i læ bag en stor sten, fortæller han. – Først forsøgte jeg mig med en lille sort Frances, men reaktionen udeblev. Heller ikke en lidt større, rød variant af Frances – den lokale favoritflue, udløste hug, og jeg kiggede derfor dybt i æsken for at finde en af de helt store Sunray Shadow rørfluer. Men en lille, fræk og glinsende propelflue endte med at fange mit blik i stedet. Det var en sort Wolly Bugger-lignende streamer jeg havde bundet med en fluoroscerende rød propel og et conehead.
– Fluen var endnu ikke navngivet, men den kunne for så vidt hedde Wolly Spinner. Parallellen til den canadiske klassiker Egg Sucking Leech er imidlertid ganske slående, og måske er Spinner Sucking Leech et bedre navn. Uanset hvad er den stor, larmende og af en lakseflue at være både utraditionel og utiltalende. Af samme grund var det med en vis diskretion, at jeg bandt den på – guiden fiskede jo umiddelbart opstrøms mig. Diskret kunne man til gengæld ikke kalde fluen, der nu landede med et plask et par meter foran fiskene langs modsatte bred.
– Fluen svingede fint ind foran fiskene, og jeg kunne mærke og se propellen rotere for fuld kraft i det krystalklare vand. – Jeg satte lidt ekstra fart på fluen, og pludselig blev det for meget for én af laksene. Den skød frem og fulgte fluen flere meter, før den huggede – dog uden at blive hængende. Det var fandens, nåede jeg at tænke, inden jeg lagde et nyt kast samme sted. Laksen kunne åbenbart bare ikke tolerere den flue, for akkurat samme scenarie gentog sig. Fisken huggede igen, men denne gang sad den der. Guiden kom løbende, og efter et stykke tid, da jeg endelig kunne løfte fisken op til fotografering, kiggede han noget mærkeligt på fluen. Den var langt fra konventionel, men denne dag gjorde den altså udslaget – og faktisk var der yderligere tre laks, der huggede på fluen, før fluen beklageligvis gik tabt.
Spinnerblade er glimrende som et supplement til eksempelvis store geddefluer. De er ganske lette at montere, og udover at glimte forførende i vandet laver de samtidig en masse støjende ravage i vandet.
Med et spinnerblad på fluen
Små spinnerblade er også fortrinlige som streamersupplement. Udover at glimte forførende, laver de nemlig også en masse støj og ravage i vandet. Rigtig mange åfiskere rundt om i landet fisker udelukkende med spinnere, og de færreste er i tvivl om, at spinneren – der som bekendt er blandt de mest støjende agn overhovedet, er uhyggeligt giftig til åens opgangsfisk.
Det er derfor næppe nogen overraskelse, at en streamer med et spinnerblad er en suveræn flue til det hjemlige strømvandsfiskeri efter havørred og laks. Selve bladet kan monteres direkte på krogwiren foran en lille perle, eller man kan benytte præfabrikerede bladbøjler. Sidstnævnte løsning er den mest oplagte, da disse bøjler bedst muligt sikrer at spinnerbladet rent faktisk roterer. Lange, jævne indtræk og kast på tværs af strømretningen er vejen frem, og en synkeline hjælper på effektiv vis fluen ned i vandsøjlen, hvor det øgede vand- og strømtryk for alvor kan sætte spinnerbladet i bevægelse.
Udover at spinnerbladene har en hypnotisk og tirrende effekt på åens fedtfinnefisk, er de ligeledes brugbare til vinterens træge strømvandsgedder, der som bekendt kan være mere adstadige og forsigtige end deres ry ellers foregiver. Spinnerbladene har nemlig en tendens til at vække de ellers så kuldskære og beregnende gedder til live.
Undgå at sno forfanget
Både propellerne og spinnerbladene kan have en kedelig tendens til at tviste forfanget, men dette kan afhjælpes betragteligt ved at anvende relativt korte og kraftige forfang – eventuelt med en lille svirvel monteret mellem de to yderste forfangsled. Endvidere kan problemet afbødes ved ind imellem at løfte fluen helt fri af vandet, så selve forfanget kan strække sig helt ud og afvikle eventuelle linetvist.
I den kommende tid er rovfiskene for alvor på finnerne i åerne, søerne, mosehullerne og langs de mange indbydende kyststræk rundt om i landet. Og uanset om de er aktivt fødesøgende, eller om de skal tirres og lokkes til at hugge, så er du med en solid håndfuld støjende streamere klar til at få fiskene i tale. Giv dem et indiskret streamertilbud de ikke kan overhøre, og så er der lagt op til den ene hidsige fight efter den anden.
Læs Rasmus Ovesens afsnit om kystfluefiskeri efter havørred i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten, som du kan købe her (REKLAME).
