maj 24, 2022 | Nyheder
Jan Krohn Dehli kan bare det der med at fange de helt store havørred og laks på fluestangen – båder på kysten og i åen. Lige nu er han i sydsvenske Mørrum, hvor han ikke har holdt sig tilbage med de store sølvblanke:
– Jeg har haft en rigtig god start på majfiskeriet i Mørrum fortæller han. –Allerede på førstedagen fik jeg en laks på 10,4 kilo og 99 centimeter på spinflue. På tredje dagen. fik jeg en rigtig tyksak af en laks på flue. Længden sagde 106 cm, og den har haft en anslået vægt mellem 15 og 17 kg. Jeg må nok sige, at der blev min 12,6 fods Sage fluestang i klasse 8 spændt godt op. Jeg valgte at genudsætte den store laks med tak for fighten.
Du kan læse mere om fiskeriet ved Mörrum på hjemmesiden for Mørrums Kronolaxfiske her.
apr 20, 2022 | Nyheder
I Storåen er der siden premieren landet 80 laks hvoraf de ni er genudsat. En af dem, der har haft held i sprøjten de sidste dage er Henrik Stubkjær:
– Jeg startede tidligt ud hjemmefra, jeg havde udset stykket ved Idom Bæk, men da jeg ankom kl. 6.00 var der allerede 8 biler. Kort forinden havde jeg krydset Bur Bro, og der holdt ingen biler, så det blev valget.
– Fiskeriet blev startet med spinner, og jeg fiskede vel en times tid, hvor jeg så en enkelt fisk, men mærkede ikke noget. Så skiftede jeg til en Salmo wobler 9 cm synkende og startede forfra. I det første sving bemærkede jeg en fisk ved modsatte bred, som bulede rundt, så den fik en del kast. Da jeg næsten havde opgivet, huggede den to meter fra stangspidsen, og så gik den helt amok. Den sprang i flere saltomortaler og røg nedstrøms, opstrøms og nedstrøms i et vanvittigt tempo. Jeg troede flere gange, at den var væk, da jeg ikke kunne følge den, men til sidst overgav den og jeg kunne lande den flotteste fisk jeg til dato har landet: 97 cm og 10 kg rent – helt uden skader. En utrolig flot laks.
Læs mere om laksefiskeriet i Storåen her.
Se alle vores mange store artikler om åfiskeri efter laks og havørred her.