nov 13, 2024 | Nyheder
– Forleden var jeg på kysten på en kort søndagstur med min søn Bastian og Henrik Provstgaard, fortæller Henrik Ottesen. – Og for at gøre en lang historie kort, så udfiskede min søn os totalt med et SG Seeker blink i hvid. Vandet var perfekt, og vinden stod let ind på Falsters sydkyst.
– Vi gik knædybt, og Bastian gik forrest, så kunne jeg se, hvad han lavede. Vi var ikke nået langt, da hans stang stod i fleks første gang, men fisken slap desværre. 100 meter længere nede himlede han lige pludselig op, da en lille fin 35cm fisk tumlede rundt i overfladen, og den blev landet samt genudsat.
– Han var ikke til at skyde igennem, imens Provsten og jeg begyndte at være lidt undrende over, at nybegynderen nu havde haft to kontakter og vi ingen. Men vi masede på i vinden, og Bastian knoklede derudaf som kun en 15 årig med fiskefeber kan: Kaste kaste, kaste, kaste, kaste – og så smask! 15 meter ude sprang en fin blankfisk ud af vandet, og drengen var top koncentreret i fighten. Fisken sprang lystigt, og for hver gang den sprang, holdt vi alle tre op med at trække vejret af spænding.
– Til sidst gled fisken dog over netkanten, og en ny kystfisker var født! Bastian insisterede på at genudsætte den fine fisk, så den fik friheden igen; der blev far lige lidt ekstra stolt. Bastian var glad, kold, træt og lige så stolt som faren, da turen gik hjem. Han havde jo både fanget en rigtig fin fisk samt tævet sin far og Provstgård. Ikke dårligt.
nov 9, 2024 | Nyheder
Temperaturerne daler stille og roligt nedad, men selv om det ikke helt er vinter endnu, kan der godt være tale om klassisk stimefiskeri, som man tit ser i koldt vand, hvor man skal tilbagelægge større afstande for at finde fiskene, for så at opleve et fortræffeligt fiskeri, når først de sølvblanke er fundet:
– Der var godt gang i badekarrene i går derude på kysten, fortæller Morten Jensen fra Hardy Proteam. Det rigtige skulle dog findes, og det krævede lige ni kilometers gang.
– Men så skete der til gengæld også noget. Det var dog hovedsageligt mindre blanke fisk, men jeg fik også en skøn fisk i slut 50’erne, som du kan se ovenfor. Havørreden kunne ikke stå for en lille reje, slutter han.
Læs mere om kystfiskeri med flue om efteråret i fjorden her.
Og – vil du forberede dig til vinteren, som jo er lige om hjørnet, så tjek denne artikel om vinterflue på kysten af Lars Chr. Bentsen.
Læs også artiklen Havørred – Tre sikre vinterkystfluer
nov 8, 2024 | Nyheder, Sponsornyt
– Der er noget helt særligt ved at fiske efter havørreder om efteråret, når naturen står i flammende farver, og træernes blade danner et smukt tæppe langs kysten, skriver Thomas Graversen. – Forleden listede vi rundt i fjorden, og fiskede med små 12 grams Slinky Trout fra 60 Lures.
– Havørrederne viste sig fra deres bedste side, og jagtede vores blink flere gange med helt ind til stangspidserne. Flere rigtig fine fisk landede i nettet, inden de atter engang kunne sætte kursen videre ud i verden – eksempelvis den flotte farvede han, som du ser på billedet. Dette var bare endnu en af de dage, hvor man bare på alle måder er taknemmelig for at være omgivet af naturens efterårsmagi og farver.
Læs mere om efterårsfiskeri i fjorden med fluegrejet i denne artikel af Karsten Bech.
– eller denne artikel om fjordspin på det helt lave vand.
nov 7, 2024 | Nyheder
– Min fiskeven og rigtig gode kammerat igennem de sidste 15 år – Claus “Bombarda” Kragh, ringede lige her mandag, fortæller Ken Holmsted Sørensen: ”Jeg har ferie i denne uge – skal vi ikke tage en tur til vandet”, sagde han. – Så skal det være i morgen, svarede jeg – og med vejrudsigten i mente, var der ingen betænkningstid – deal.
– Aftalen blev at mødes klokken 9, og så var der ellers omklædning. Herefter gik vi ned til vandet og tog en kop kaffe samt fik lidt ild i piben, så vi kunne se på vandet i ro og mag. Men hvem skulle starte hvor, for det var et område på omkring 300 meter, som skulle fiskes?
– Claus tog ydersiden, og jeg blev ved basen. Allerede efter to kast var der fisk. Og sådan blev det ved hele dagen igennem med fisk både her og der. 12 havørreder blev det til denne dag med de største på omkring de 2,5kg.
– Nu kender jeg jo Høje Møn rimeligt godt efter mit fiskeri i mere end 50 år på øen, og pladsen, som vi fiskede på havde givet 10 fisk 14 dage før denne tur – med de største på 4,2 og 4,1. Møn er en udfordring at fiske hver gang, for der er ofte nye skred, kridtvand, østenvind og højt vand. Stranden forandrer sig hele tiden, men de store sten og stenrevene lidt fra kysten er stadigvæk de samme steder. Og kender man dem, så skal fisketuren bruges i de områder på de gode dage.
– Høje Møn er og bliver bare Danmarks smukkeste samt mest rå og unikke fiskeplads efter havørred. Tak for en dejlig dag ved vandet Claus og Møn.
nov 5, 2024 | Nyheder
– Forleden morgen var sat af til en tur til min ynglings plads på Djursland, fortæller Christian Hansen. – Forholdene var med mig, og jeg vidste, at der var mulighed for en god fisk.
– En kammerat og jeg ankom til pladsen klokken 10.00, og vi vidste, at der skulle kilometer i benene. Efter 10 minutters fiskeri, var der allerede de første fisk, som ville lege med. Det var dog havørreder på 32-40 centimeter, så vi fortsatte langs kysten og var på vej op på en pynt, som jeg vidste gav fisk.
– Det er et sted, som jeg tidligere har haft godt held med, og da vi efter tre kilometers vandring kom op på spottet, kastede jeg 60 meter ud, og med ét kunne jeg mærke, at nu skulle der gives modhug, fordi dette var fisken, som jeg var kommet efter. Jeg gav det perfekte modhug, og havde straks en følelse af, at det var en fisk, der var godt over målet. Fisken, som blev taget på en klassisk kyst farve i rød/sort, målte 64 centimeter og var i god kondi. Alt i alt en kanon dag ved vandet – og endnu et dejligt minde til fisketasken, slutter han.
Læs om de bedste kystørredpladser på Djursland i denne fine artikel af Steen Ulnits.
okt 31, 2024 | Nyheder
– De korte ture til fjorden bliver ved med at levere gode fisk, og sidste tur var ingen undtagelse, fortæller Kasper Weidick-Iversen fra Team Sportex. – Solen var kommet op, da jeg satte kursen mod fjorden.
– Vinden var stik fra land, og overfladen henlå næsten fuldstændig fladt. Det var perfekt vejr til at spotte fisk. Der skulle heller ikke gå lang tid, før jeg så de første par fisk på hot spottet. Med min Sportex Tiboron blev wobleren sendt afsted, og efter en halv times fiskeri havde jeg haft et par fine fisk i hånden. Men nogle af ringene havde afsløret, at der var fisk med en ekstra god størrelse på pladsen, men disse fisk havde ikke på nuværende tidspunkt reageret på wobleren.
– Meget tydede på, at der skulle et agnskifte til. Et lille 10g flydende bombada blev fundet frem, og for enden bandt jeg en lille tangloppe/nullermands flue. Fluen blev placeret, hvor sidste fisk havde vist sig, og så fik den ellers lov til at svæve. Der skulle heller ikke gå lang tid, før de begyndte at kaste sig over den lille flue. Vigtigst var, at fluen ikke bevægede sig, men bare hang vægtløst.
– Efter lidt tid viste en af de store fisk sig igen. Fisken kom langsomt svømmende på omkring 1 meters dybde, og havde afsløret sig selv ved at skubbe til nogle mindre fisk. Fluen blev hurtigt slynget ud et par meter foran fisken, og hjulet fik to hurtige omdrejninger for at rette forfanget ud. Sekunderne foregik i slowmotion. Var den villig til at reagere på fluen? Ville fisken nå at ændre retning?
– Forløsningen kom, da min hovedline begyndte at bevæge sig. Resolut gav jeg et hårdt modhug, og mærkede vægten af fisken. Fisken gik i panik, og forsøgte at ryste fluen ude af munden, men krogen havde gjort sit arbejde. Fighten blev kontant med mange små hidsige udløb, mens jeg nød synet, hver gang den gik i overfladen, eller kom tilpas tæt nok på, til at jeg kunne se dens silhuet over bunden. Til sidst kunne jeg med et snuptag nette fisken.
– Efter et par hurtige billeder blev den igen sendt retur til fjorden. Alt i alt var det en fed morgen med mange gode fisk. Stangen jeg går med er en Sportex Tiboron RS-3 Seatrout 9 fod 6-31g, og den kaster forrygende selv med de små vægte. Min hovedline er Climax Mach 12 i 0,13 mm, og som forfang til bombada bruger jeg Climax Max Fluorocarbon i 0,28. Linen er fuldstændig usynlig i vandet og perfekt til de små fluer.
okt 30, 2024 | Nyheder
– Vores lille fiskeklub “Team West Coast Silverkings” tager tit på en tur væk fra de kyster, som vi normalt kender, og i år skulle vi prøve åfiskeriet, fortæller Patrick Glückstadt. – Vi var fire, gutter afsted, hvoraf min kammerat og jeg skulle prøve dette for første gang.
– Jeg var så heldig at fange min første laks på 63 cm allerede på andendagen, og det var den vildeste følelse, for det var jo det, vi var kommet efter. Laksen fik friheden igen, og vi fiskede videre. – Dagene holdt hårdt, men den ene af vores medlemmer “Lars” kranede laks på henholdsvis 77 og 78 cm på første- og tredjedagen, så vi havde heldigvis set fisk alle dagene. På den fjerde og sidste dag om eftermiddagen, skete der noget, som jeg aldrig i min vildeste fantasi troede, at jeg – en lille kalundborgenser, nogensinde skulle opleve.
– Jeg fik lagt et kast på egen bred, faktisk et halvdårligt et, der først landede i lidt siv, men så fik jeg vippet FC Spinneren lidt ud, så den landede klods op ad bredden. Jeg havde ikke så meget udsyn, og som så mange gange før, lavede jeg min rolige indspinning uden egentlig at kigge, hvad der foregik. Igen troede jeg, at jeg var kommet i karambolage med noget siv og fik rykket lidt i stangen, lige indtil den rykker tilbage, og det gav et ordentligt plask derude…
– Panisk råbte jeg efter mine makkere, som kom og hjalp. Den ene filmede hele fighten, og den anden stod klar med nettet. Fuld af adrenalin og rysten i kroppen, brugte jeg 20 minutter på at få landet denne flotte han, som målte 81 cm og vejede 6 kg. Fisken var meget kort oppe at vende til et par hurtige billeder, og så røg den ellers ud igen, så den forhåbentlig kunne føre de smukke gener videre. Vi skulle jo bare lige prøve åfiskeriet, og det bliver bestemt ikke sidste gang, slutter han.
Der er i år taget 309 havørreder i Kongeåen, hvoraf 150 blev genudsat. Af laks er der hjemtaget 60 og genudsat 165. Fredningen starter i overmorgen.
okt 26, 2024 | Nyheder
Kim Christoffersen har været på en lille formiddagstur på et par timer her i dag. – I det stille vand fik jeg landet to fisk på henholdsvis 55 og 60+, som begge gav en god fight. Begge fisk, der huggede på en 23 grams Sandeel, blev genudsat.
Se hvordan Kim fisker i fjorden i denne video på Fisk & Fris Youtube.
Har du selv fanget en stor fisk, så tøv ikke med at sende redaktionen 10-15 linjer og nogle gode fotos. Send til jb@fiskogfri.dk eller sms 30 70 02 36. Medsend også gerne et kort videoklip, hvis du har det.
Læs mere om havørredfiskeri både i fjorden og langs den åbne kyst i artikelarkivet på fiskogfri.dk her.

Kim Christoffersens to fine havørreder røg begge retur til fjorden, hvor de kom fra.

Kim Christoffersen med en af de fine fisk fra fjorden.
okt 25, 2024 | Nyheder
– Sammen med en flok gode venner, som alle har stor erfaring med havørredfiskeriet på Bornholm, fiskede jeg fire dage på øen i uge 43, fortæller Thomas Ratzlaff. – For mig var turen det første besøg efter havørred, og det var spændende at se de berømte og sagnomspundne fiskepladser.
– Vi fiskede efter vejret og gik efter godt med bevægelse i vandet. Sådan kom vi det meste af øen rundt i løbet af dagene, og jeg fik i alt 27 ørreder op til ca 66 cm. Der var mange mindre fisk imellem, men altså også denne fine hanfisk, som naturligvis stadig svømmer rundt om klippeøen. Jeg skiftede ofte agn på turen, men SG Sandeel på 23 gram var en klar favorit, slutter han.
Fotos: Mikael Tange @troutpointer
Bliver du selv fristet til en havørredtur til Bornholm med fiskevennerne, så tjek det idylliske og helt perfekte lystfiskerhus, som udlejes her

Thomas Ratzlaff med en af sine havørreder fra Bornholmerturen.