dec 20, 2022 | Nyheder
Med de køligere temperaturer trækker en del torsk ind i Københavns Havn, og her på det sidste er der landet en del rigtig fine fisk – blandt andet ved Nordhavn.
– Jeg har fået super godt den sidste uges tid på jiggen FOX Firetiger i sort og orange, som nærmest har været ubarmhjertig her på det seneste, fortæller Anders Uhl, som du ser på billedet med den sidste fisk han fik på 2,7 kilo. Dette var min fjerde store torsk på blot tre timer. Jeg oplever, at torsken er på jagt hele døgnet nu – også i mørket, men en kammerat og mig tog denne fine fisk klokken 14.30. I denne uge har gennemsnitsstørrelsen været cirka to kilo. Ofte er det bare er spørgsmål om at justere et par detaljer, før de hugger, slutter han.
Hvis du vil vide mere om fiskeriet efter torsk i Københavns Havn, så tjek denne video med Mikkel Poppelhøj på Fisk & Fris YouTube, hvor du kan abonnere gratis.
nov 9, 2022 | Nyheder
– Jeg tog til havnen efter arbejde i dag, men de fyraftensture er bare blevet for korte nu, skriver Jonas Kærlin. – Jeg fiskede en times tid, hvor jeg gik og lod gennemløberen snurre langs med bolværket et par meter nede. Pludselig stoppede den brat, og torsken plaskede voldsomt i overfladen for kort efter at tordne mod bunden.
– Den fine fisk gav en super fight, og snart var årets hidtil største torsk på land. Fisken blev nænsomt genudsat bagefter. Den blev fanget på en Berkley Lightningrod med et Penn Clash 2 med 0,17 fireline og 0.30 Trilene forfang. Og så en gennemløber jeg går og tester i øjeblikket.
okt 10, 2022 | Nyheder
– Når jeg bor kun 12 minutter fra Københavns Havn, er det næsten umuligt at holde sig væk, når jeg som i går kan presse et par timer ind ved solnedgang, skriver Jonas Kærlin til Fisk & Fri. I går var der mange fisk, og det blev til syv torsk på gennemløberen. Min 15 år gamle Brkley Lightningrod kunne ikke mere, og er skiftet ud med dens yngre afløser – en fed billig stang til torskefiskeriet i havnen. At jeg så også så en turist dyppe begge fødder, da jeg gik forbi den lille havfrue, gjorde kun aftenen det sjovere, slutter han.
Hvis du vil vide mere om hvordan du kan gribe torskefiskeriet i havnen an, så tjek denne video med Mikkel Poppelhøj.

jun 22, 2022 | Nyheder
Som du har kunnet læse om på fiskogfri.dk havde Fødevarestyrelsen tidligere på året stillet forslag mod forbud mod fiskeri i Københavns Havn. Fisk & Fri, Dansk Lystfiskeri, DSF, Fiskeklub København samt flere andre aktører i branchen har gjort indsigelse mod dette forbud ved høringen – og det er blevet hørt. Det er således nu offentliggjort, at man i stedet for et generelt forbud mod fiskeri blot får et forbud mod hjemtagning af bundlevende arter som fx torsk, skrubber, aborrer, ål og sild, mens man som Fisk & Fri har foreslået stadig må hjemtage havørred.
Bekendtgørelsen, som du kan se her, træder i kraft den 1. juli 2022.
jun 8, 2022 | Nyheder
Pressemeddelse: Fem fiskebørnehaver bliver i dag installeret i Københavns Havn, hvilket bringer det totale antal op på 100. Det er flere end i nogen anden by i verden.
Det er WWF Verdensnaturfonden og By & Havn, der installerer de fem fiskebørnehaver i havnen ud for Den Sorte Diamant. Den 8. juni er det også ét år siden, de første 50 fiskebørnehaver blev installeret i København Havn, og dagen er samtidig FN’s internationale havdag.
– Københavns Havn har ét af verdens reneste havnemiljøer, men sådan har det langt fra altid været. Det er fantastisk, at vi er kommet hertil, men vi skal endnu videre og give positivt tilbage til havnens økosystem. Med fiskebørnehaverne bidrager vi til en vildere havnenatur, flere fisk og bedre biodiversitet i havnen, og samtidig har vi mulighed for at øge københavnernes bevidsthed om livet under vandet. Derfor er vi også utrolig stolte over, at vi i dag er med til at sikre hovedstaden verdensrekorden i fiskebørnehaver, fortæller Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.
Fiskebørnehaverne er også kendt som biohuts og fungerer som forrådskammer og skjulested for mindre fisk, hvor de blandt andet kan få føde og være i sikkerhed for større rovfisk i en sårbar del af deres livscyklus. På den måde skaber fiskebørnehaverne oaser af liv i havnen, som er med til at fremme et rigere og vildere liv under vandet. Siden første biohuts kom i vandet for et år siden, er der blandt andet observeret flere forskellige fiskearter som læbefisk, tangnåle og sågar den kritisk truede ål.
Biohuts gør det blå København lidt grønnere
Mens fiskebørnehavernes primære opgave er at gavne biodiversiteten under havoverfladen, så er de også med til at sprede glæde blandt københavnerne, der både kan observere dem fra vandsiden og opleve et rigere dyreliv i havnen til glæde for eksempelvis lystfiskere.
For visse københavnerne er de fiskebørnehaver, der sættes i vandet 8. juni, endda noget helt særligt. De fem biohuts bærer nemlig navnene på fem af byens borgere, der har deltaget i og vundet en fotokonkurrence udskrevet af By & Havn og WWF Verdensnaturfonden. Under hashtagget #Sammenomhavetihavnen har vinderne og en lang række andre københavnere delt deres bedste pletskud fra livet i og omkring Københavns Havn på Instagram. Yderligere to biohuts dekoreres med navnet på en københavner, der har vundet en specialpris for sine flotte fiskebilleder.
Alle vinderbillederne kan ses på Instagram her.
Flere af vinderne deltager selv, når fiskebørnehaverne med deres navneskilte placeres i vandet ved Den Sorte Diamant den 8. juni 2022.
– Vores erfaringer fra det seneste år, hvor fiskebørnehaverne har befundet sig i havnen, er, at københavnerne har taget utrolig godt imod dem. Københavnerne er meget bevidste om, at de bor i en visionær, grøn by, og et rent og sundt havnemiljø spiller en vigtig rolle for borgernes trivsel. Vi er derfor begejstrede for, at vi med fiskebørnehaverne er med til at gøre den blå del af byen lidt grønnere, mens vi samtidig bidrager til en lidt vildere havnenatur,” siger administrerende direktør Anne Skovbro fra By & Havn.
De første biohuts blev sat ned i Københavns Havn 8. juni 2021 af WWF Verdensnaturfonden og By & Havn, som et led i partnerskabet ’Sammen om havet i havnen’. 80 biohuts er det seneste år monteret som en del af partnerskabet, mens 20 er sat ned af WWF Verdensnaturfonden i samarbejde med Stromma, der blandt andet står bag flere af Københavns kanalrundfarter. Det bringer altså det totale antal biohuts op på 100 og indbringer hovedstaden verdensrekorden.
Fakta om biohuts
- Biohuts er en patenteret løsning fra det franske firma Ecocean
- Fiskebørnehaverne består af et stålbur, som indeholder en mindre gitterkasse fyldt med tomme østersskaller, hvor der kan vokse alger og små organismer. Det yderste stålgitter beskytter de helt unge og små fisk på under tre centimer mod større rovdyr, mens det inderste gitter med østersskallerne giver fiskene både skjul og mad.
- Biohuts bidrager til øget biodiversitet i form af flere fisk i havnen. En øget fiskebestand kan endda vandre ud i det omgivende hav, når de bliver store nok.
- Lillebælt, Grenaa, Helsingør, Taarbæk, Aarhus og selvfølgelig København huser fiskebørnehaver
- I København finder man blandt andet fiskebørnehaverne ved Langebro, Asiatisk Plads, Inderhavnsbroen, Skuespilhuset, Nordre Toldbod, Slusen og nu også Den Sorte Diamant. Den fulde oversigt over fiskebørnehavernes placering i havnen findes her.
- Partnerskabet mellem WWF Verdensnaturfonden og By & Havn er blandt andet i tråd med FN’s Verdensmål 14, Livet i Havet, der skal forbedre levestederne for fisk og øge biodiversiteten i havnen.
- Læs mere om partnerskabet og kommende aktiviteter på dk/byoghavn.
Foto: Jonas Lysholdt Ejderskov/WWF Verdensnaturfonden og Jan Jensen, By & Havn.

I dag installeres 5 nye biohuts i Københavns Havn af WWF samt By og Havn.
maj 22, 2022 | Nyheder
– Lørdag eftermiddag, fik jeg lokket fruen ud til et par timer med stangen trods det lidt våde og grå vejr, beretter Jonas Niemann. – Destinationen hed Sluseholmen. Der gik hurtigt en times tid uden aktivitet, så vi besluttede os for at rykke til et andet spot. Solen dukkede op og fiskene lige så. Vi havde egentlig intentionen om at fange ørred, men på blot andet kast ved det nye spot, trækker Julie en flot torsk på 48cm op. Jublen var stor. På trods af mange agnskift mærkede jeg stadig intet. På de famøse sidste 3 kast kom fisken dog, og jeg troede egentlig, at det var en lille fisk, måske en hornfisk, da det ikke var meget kamp den gav. I hvert fald indtil den kom cirka fem meter fra molen. Så dykkede den nemlig mod bunden med voldsom kraft. Efter en 5-7 minutters kamp og en god landing, stod vi der med endnu en stor tyk torsk på 60cm. Vi vendte derefter de stolte snuder hjemad – godt tilfredse. Jeg vil gerne tilmelde fisken Kinetic Fiskecup 2022.
Læs meget mere om den store konkurrence Kinetic Fiskecup 2022 – samt se alle de flotte præmier – her.
Få inspiration til dit torskefiskeri i havnen her i denne video, fra Fisk & Fris Youtube kanal, hvor du kan abonnere gratis.


Fruen fik også en fin torsk ved Sluseholmen.
maj 11, 2022 | Nyheder
Fristen for, at du selv kan bidrage til at forhindre et fiskeforbud i Københavns Havn er imorgen den 12 maj, hvor alle høringssvar skal være indsent. Selvom private ikke som sådan er på den officielle høringsliste, kan du sagtens søge at påvirke beslutningstagerne ved at sende dit eget høringssvar til Fødevarestyrelsen – hvilket vi kun kan opfordre til. Høringssvaret skal sendes til Isabel Queck på e-mailen 294@fvst.dk
Som inspiration kan du her se det høringssvar som Fisk & Fri har sendt til Fødevarestyrelsen:
Til Fødevarestyrelsen
Fiskeriet i Københavns Havn er gennem de sidste par år blevet utrolig populært blandt de københavnske borgere, og det er folk i alle aldre, der får utrolig meget glæde af at nyde stemningen i havnen med fiskestangen i hånden.
Stoppes fiskeriet efter især torsk her, vil det helt sikkert få stor negativ betydning – ikke blot for alle dem for hvem fiskeriet i havnen har stor rekreativ betydning: Tusindvis af lystfiskere handler nemlig deres grej til fiskeri i havnen i de Københavnske grejbutikker, hvor netop dette grej udgør en stor del af omsætningen. Blot for at anskueliggøre hvor mange der faktisk fisker med stang og snøre i havnen kan det nævnes at facebookgruppen ”Fiskeri i Københavns Havn” har intet mindre end 15.700 følgere, hvoraf de fleste fisker i havnen – ofte eller af og til.
Den bedste og mest ansvarsfulde løsning på problemstillingen, vil derfor være at tillade et lystfiskeri, hvor man kan hjemtage arter, der ikke er påvirket af kviksølvforureningen – fx havørred mens det anbefales at genudsætte torsk og andre forurenede bundfisk. På denne måde forebygger man, at folk spiser forgiftede fisk – samtidig med at man bibeholder den kæmpestore rekreative og socioøkonomiske værdi, som lystfiskeriet i Københavns Havn har.
Der er i foråret 2022 netop udsat 20.000 havørred i Københavns havneområde – og der er planer om at udsætte samme mængde hvert år i de kommende år. Det vil være helt forkert, at et for højt indhold af kviksølv i de bundlevende fisk skal gå ud over fiskeriet efter havørred, der næppe vil være – eller blive påvirket af kviksølvforureningen.
Se en video om udsætningen af havørreder i Københavns Havn her.
Foto: Jonas Kærlin
apr 28, 2022 | Nyheder
Raymond holm fisker røven ud af bukserne i Københavns Havn – og det er ikke kun havørreder og torsk han fanger:
– Jeg har lige været ude og bundmede med levende kutlinger, og her fik jeg ret hurtigt et solidt hug, og så var der ellers en hård fight i gang, beretter han. – Fisken blev bare ved at tage udløb, og det viste sig at være en tromlefed regnbueørred med næste intakt hale, der havde nappet agnen dernede ved bunden. Det var helt klart en overraskende fangst og især på så stor en agn. Regnbueørreden havde taget godt for sig af kutlinger og andre småfisk, som du kan se på billedet nedenfor. Fisken var bare 48cm og vejede 1,7kg, slutter Raymond.
Er du vild med molefiskeri så tjek vores seneste artikel om hornfiskepladser i de danske havne her.

apr 28, 2022 | Nyheder
Havneområderne i København kan byde på nogle rigtig flotte havørreder, hvis man er på rette tid og sted:
– Jeg var på vej hjem fra arbejde, da jeg ringede til en af min fiskekammerater, som var ud at fiske i nærheden af København, fortæller Jarun Buppha. – Der er fisk, her hvor jeg er lige nu, sagde han, så jeg besluttede mig for at tage ud til ham og være med, hvor det skete.
– Det skulle vise sig at være en god beslutning for efter fem kast fik jeg en havørred på 67 centimeter og 3,5 kg, der leverede en virkelig god kamp. Havørreden, som tog blinket Skruen på 20 gram var ny PR for mig, slutter han.
Der er netop sat 20.000 havørreder ud ved København: Tjek denne video på Fisk & Fris Youtube. Her kan du også selv se, hvordan du kan støtte havørredudsætningerne ved København.