KØB DRØMMEHUSET VED ÅEN
Har du nogen sinde drømt om at bo et stenkast fra en lille lækker å, der slynger sig smukt i naturlige sving gennem engen, hvor du kan gå med din tørfluestang og fiske stalling? Eller hvad med tanken om at kunne fange dit livs bækørred på egen grund – samt se laks og havørred lege på en smuk vinterdag i din egen baghave? Alt dette kan blive til virkelighed med lystfiskerens drømmehus, som lige nu er til salg ved Holtum Å, der ligger på den øvre del af Skjern Å.
Huset er en smukt beliggende liebhaverejendom lige ned til åen, der er omgivet af 7,3 ha jord med skov, eng, å og lille sø med kildevæld. Her er et fortrinligt fiskeri efter bækørred og stalling samt god opgang af laks og havørred. På grunden er der cirka 1000 meter bredret, og jagten er ligeledes unik med fast bestand af kronvildt, råvildt, ænder samt dåvildt på strejf. Ejendommen ligger med den kommende Nationalpark Harrild Hede på nordsiden. Huset er placeret idyllisk som det sidste for enden af vejen på en bakke ud mod ådalen med enestående udsigt til store naturoplevelser.
Huset er totalrenoveret af den nuværende ejer med nye gulve, træ-alu vinduer, døre, ny opvarmning med luft til vand varmepumpe, lækkert køkken/alrum, bad, bryggers og 3 værelser. Derudover findes et nyere, isoleret udhus på 47 kvm. bygget i 2019, der er velegnet til gæstehus. Der er ikke bopælspligt på ejendommen. I 2022 blev der landet og genudsat en tre-kilos bækørred på ejendommen.
Læs mere om drømmehuset ved Holtum Å her.