FREDNING AF DE FARVEDE FRA OG MED PÅ LØRDAG

– Så er det ved at være sidste chance – både i åen og efter de farvede på kysten. Fra og med den 16 november starter fredningen i de åer, som ikke allerede har stoppet fiskeriet fra et stykke tid siden. Alle ørred i ferskvand er fredet helt indtil 1 marts – lokalt længere. På kysten er alle farvede fisk i gydedragt fredet fra samme dag indtil den 15 januar, men de blanke fisk med løse skæl må stadig hjemtages. I Vadehavet og på Bornholm slutter fredningen af de farvede først 1. marts.

En af dem, der har været ude og har fået en fin fisk lige inden fredningen, er Morten Andersen, der i onsdags fiskede på Bjerringbro og Omegns Sportsfiskerforening’s fiskevand i Gudenåen. Her fik han den laks, som du ser ovenfor på 90 cm og 5,4 kilo. Den blev taget på en reje i Gudenåens Zone 1. – Det var en fin måde at afslutte 2024-fiskesæsonen på, skriver han.

Læs om Mortens største havørred – en kæmpe fra Lilleåen – her.

Læs mere om mindstemål og fredningstider på Fiskeristyrelsens hjemmeside her.

 

Daiwa Open 2025
drømmerejse iFish Travel

FLOTTE KYSTØRRED I HUMØR TIL EN ZERLING

– Jeg har de sidste dage haft tre ture på kysten, og det er gået rigtig godt, fortæller Mads Davidsen fra Savage Gears ProTeam. – Søndag var den første dag. Jeg startede omkring klokken 13 og fik hurtigt de første par fisk i nettet.

– Det viste sig, at der var godt med fisk på pladsen, for jeg havde fisket et godt stykke vand af og fået flere fisk. Jeg var nu nået ud til et super fedt rev, og på et af de første kast ud over revet rejste der sig en rigtig stor fisk, som fulgte min Zerling helt ind til stangspidsen, men desværre uden at bide. Det var en fisk på den gode side af 70 cm, det var jeg ikke i tvivl om – men skidt, for der var jo ikke noget at gøre ved det. Kort tid efter havde jeg endnu en god fisk efter – dog knap så stor, men da helt sikkert på den gode side af de 60 cm. Den ville dog heller ikke bide, men det endte alligevel med, at jeg havde fanget 11 havørred i løbet af eftermiddagen med den største på cirka 50 cm. Men – med tanken om de store fisk, som jeg havde haft efter, blev jeg jo liiiige nød til at prøve igen om mandagen.

– Her var vandet dog blevet helt stille, og det blanke vand havde selvfølgelig resulteret i, at fiskene var blevet meget forsigtige. Det lykkedes mig dog alligevel at få lidt fisk i løbet af dagen. Først på eftermiddagen stødte en af mine kammerater til, og her var der da også kommet en smule mere vind, som havde gjort, at der var kommet en lille smule krusninger på vandet. Vi endte også med at fange lidt fisk hen over eftermiddagen, men de større fisk fra dagen før viste sig ikke.

– Det var nu blevet onsdag, og jeg tog en hurtig beslutning om at tage et par timer til samme plads igen, hvilket også viste sig at være en god idé, da jeg kunne se på vejrudsigten, at der var kommet godt gang i vinden. Det havde fået fiskene i hugget, og allerede efter 35 minutter havde jeg haft seks fisk i nettet. Den største var en super flot blankfisk på 66 cm, så det lykkedes endelig at få en af de gode fisk til at hugge 

– Jeg fiskede med den nye Savage Gear SG8 Salmonoid stang og en 12 grams Zerling i sort/rød, som er en rigtig god farve, når vandet begynder at blive køligt, slutter Mads, som du kan følge på Instagram her. 

 

Friluftsland

 

 

Madses flotte havørred hugged på dette Zerling blink fra Savage Gear.

Mads´s flotte havørred huggede på dette Zerling blink fra Savage Gear.

drømmerejse iFish Travel

STORE KYSTØRRED PÅ SMÅ FLUER

– Små fluer er klart det helt store hit til ørrederne lige nu, skriver Kasper Weidick-Iversen fra Team Sportex. – Men – man kan faktisk med fordel satse på spinnestangen frem for fluekæppen.

– Med faldende temperaturer samt det meget tunge og stille vejr, så skal man til tider virkelig lede meget vand af for at finde fisk. Det er her spinnestæppen viser sig fra dens bedste side. For med en god stang kan man hurtigere få afsøgt pladserne og komme videre til næste, hvis man ikke ser liv. Men ser man fiskene, og de er tæt på umulige, så er det med at være lynhurtig, og skifte til bombada samt flue.

– Jeg har det største held med små bombada flåd, lange forfang og små svæve fluer. Medicinen er meget præcise kast for at præsentere fluen korrekt, for ikke at skræmme fiskene, og så er det bare at vente. Hugget kommer oftest langt hårdere end man forventer, og selv de mest inaktive fisk kan til tider lade sig overtale.

– Det var blandt andet det, som gjorde sig gældende denne tur. Efter at have fisket en god strækning af med kun mindre fisk i hånden, så jeg nogle større hvirvler i vandoverfladen. Et 10 grams bombada flåd kom på, og en lille nullermandsflue blev bundet på for enden. Der skulle ikke gå lang tid, før den første gode fisk var kommet i nettet. Heldigvis blev det gode fiskeri ved, og da jeg satte snuden hjemad havde jeg haft flere gode fisk i hånden.

– Grej: Sportex Tiboron RS-3 Seatrout 9 fod 6-31g, linen er Climax Mach 12 i 0,13 mm, og bombada forfanget er bundet sammen af Climax Max Fluorocarbon i 0,45 mm og 0,28 mm.

Læs om en anden af Kaspers store fisk med denne teknik her.

 

Hvidovre Sport

drømmerejse iFish Travel

FALSTER: SØNNIKES FØRSTE HAVØRRED OVER MÅLET

– Forleden var jeg på kysten på en kort søndagstur med min søn Bastian og Henrik Provstgaard, fortæller Henrik Ottesen. – Og for at gøre en lang historie kort, så udfiskede min søn os totalt med et SG Seeker blink i hvid. Vandet var perfekt, og vinden stod let ind på Falsters sydkyst.

– Vi gik knædybt, og Bastian gik forrest, så kunne jeg se, hvad han lavede. Vi var ikke nået langt, da hans stang stod i fleks første gang, men fisken slap desværre. 100 meter længere nede himlede han lige pludselig op, da en lille fin 35cm fisk tumlede rundt i overfladen, og den blev landet samt genudsat.

– Han var ikke til at skyde igennem, imens Provsten og jeg begyndte at være lidt undrende over, at nybegynderen nu havde haft to kontakter og vi ingen. Men vi masede på i vinden, og Bastian knoklede derudaf som kun en 15 årig med fiskefeber kan: Kaste kaste, kaste, kaste, kaste – og så smask! 15 meter ude sprang en fin blankfisk ud af vandet, og drengen var top koncentreret i fighten. Fisken sprang lystigt, og for hver gang den sprang, holdt vi alle tre op med at trække vejret af spænding.

– Til sidst gled fisken dog over netkanten, og en ny kystfisker var født! Bastian insisterede på at genudsætte den fine fisk, så den fik friheden igen; der blev far lige lidt ekstra stolt. Bastian var glad, kold, træt og lige så stolt som faren, da turen gik hjem. Han havde jo både fanget en rigtig fin fisk samt tævet sin far og Provstgård. Ikke dårligt.

 

Hvidovre Sport

drømmerejse iFish Travel

HAVØRRED-ACTION EFTER NI KILOMETERS VANDRING

Temperaturerne daler stille og roligt nedad, men selv om det ikke helt er vinter endnu, kan der godt være tale om klassisk stimefiskeri, som man tit ser i koldt vand, hvor man skal tilbagelægge større afstande for at finde fiskene, for så at opleve et fortræffeligt fiskeri, når først de sølvblanke er fundet:

– Der var godt gang i badekarrene i går derude på kysten, fortæller Morten Jensen fra Hardy Proteam. Det rigtige skulle dog findes, og det krævede lige ni kilometers gang.

– Men så skete der til gengæld også noget. Det var dog hovedsageligt mindre blanke fisk, men jeg fik også en skøn fisk i slut 50’erne, som du kan se ovenfor. Havørreden kunne ikke stå for en lille reje, slutter han.

Læs mere om kystfiskeri med flue om efteråret i fjorden her. 

Og – vil du forberede dig til vinteren, som jo er lige om hjørnet, så tjek denne artikel om vinterflue på kysten af Lars Chr. Bentsen.

Læs også artiklen Havørred – Tre sikre vinterkystfluer

 

Daiwa Open 2025

drømmerejse iFish Travel

PÅ HAVØRREDTUR TIL MØN MED HSLF

Hvidovre Sports- og Lystfiskerforening – alias HSLF – har i årtier arrangeret massevis af fede kystture for deres medlemmer – og det gør de stadig med stor succes:

– I weekenden mødtes hele 53 mand inklusiv 13 juniorer fra HSLF til kaffe og ostemadder torsdag aften kl 20.00 på Ulfhale Strandkoloni på Møn, fortæller formanden Christian Balle. – De næste tre dage skulle gå med masser af kystfiskeri, god mad og råhygge.

– Fredag morgen startede med morgenmad kl 6.00 og smøring af en stor madpakke til en god lang dag på kysten. Der var sponseret nogle flotte præmier fra OGP, Sport Dres og Pinewood Danmark, så det var bare med at komme afsted til de omkringliggende pladser. Vejret var tørt med kraftig vind fra vest, og imens at nogle kørte til Falster, blev pladserne i Hjelm Bugt fisket godt i gennem. Om det var den kraftige vind, der gjorde, at syv juniorer var en tur i vandet, skal jeg ikke kunne sige, men det var i hvert til fældet godt med på bålet på stranden, når madpakken skulle fortæres. Dagens resultat blev nogle stykker over 50 cm med den største på 56 cm

– Lørdag startede på samme måde som fredag kl 6.00 og sluttede kl 18.00 med gin/tonic til de voksne og sodavand til børnene inden maden kl. 19.30. Efter maden var der natteløb for drengene og bordtennis turnering, inden det blev sovetid omkring kl. 24.00. Dagens resultat lørdag blev en del småfisk omkring målet, nogle stykker omkring de 50 med de største på 53 og 55 cm samt en skrubbe på 42 cm taget på flue.

– Søndag startede igen kl 6.00 og sluttede kl. 12 med biksemad og præmieoverrækkelse, inden vi – lidt trætte – rullede hjemover efter en super dejlig weekend. Tak til alle for en super HSLF klubtur som jeg allerede glæder mig til igen til næste år, slutter Christian.

Christian Balle er en af initiativtagerne til havørredudsætningerne ved København. Se hvordan du fisker havørred klubbens lokale hood i videoen 2650 Hvidovre her på Fisk & Fris YouTube.

Selve udsætningerne kan du se mere om i denne video.

Har du fået lyst til at blive medlem af HSLF – så klik her.

 

Daiwa Open 2025

 

 

Christian med sin fine skrubbe taget på flue.

Christian med sin fine skrubbe taget på flue.

drømmerejse iFish Travel

HAVØRRED & EFTERÅR PÅ KYSTEN

– Der er noget helt særligt ved at fiske efter havørreder om efteråret, når naturen står i flammende farver, og træernes blade danner et smukt tæppe langs kysten, skriver Thomas Graversen. – Forleden listede vi rundt i fjorden, og fiskede med små 12 grams Slinky Trout fra 60 Lures.

– Havørrederne viste sig fra deres bedste side, og jagtede vores blink flere gange med helt ind til stangspidserne. Flere rigtig fine fisk landede i nettet, inden de atter engang kunne sætte kursen videre ud i verden – eksempelvis den flotte farvede han, som du ser på billedet. Dette var bare endnu en af de dage, hvor man bare på alle måder er taknemmelig for at være omgivet af naturens efterårsmagi og farver.

Læs mere om efterårsfiskeri i fjorden med fluegrejet i denne artikel af Karsten Bech.

– eller denne artikel om fjordspin på det helt lave vand.

 

Hvidovre Sport

drømmerejse iFish Travel

HAVØRRED: EN FANTASTISK FISKEDAG PÅ MØN

– Min fiskeven og rigtig gode kammerat igennem de sidste 15 år – Claus “Bombarda” Kragh, ringede lige her mandag, fortæller Ken Holmsted Sørensen: ”Jeg har ferie i denne uge – skal vi ikke tage en tur til vandet”, sagde han. – Så skal det være i morgen, svarede jeg – og med vejrudsigten i mente, var der ingen betænkningstid – deal. 

– Aftalen blev at mødes klokken 9, og så var der ellers omklædning. Herefter gik vi ned til vandet og tog en kop kaffe samt fik lidt ild i piben, så vi kunne se på vandet i ro og mag. Men hvem skulle starte hvor, for det var et område på omkring 300 meter, som skulle fiskes?

– Claus tog ydersiden, og jeg blev ved basen. Allerede efter to kast var der fisk. Og sådan blev det ved hele dagen igennem med fisk både her og der. 12 havørreder blev det til denne dag med de største på omkring de 2,5kg.

– Nu kender jeg jo Høje Møn rimeligt godt efter mit fiskeri i mere end 50 år på øen, og pladsen, som vi fiskede på havde givet 10 fisk 14 dage før denne tur – med de største på 4,2 og 4,1. Møn er en udfordring at fiske hver gang, for der er ofte nye skred, kridtvand, østenvind og højt vand. Stranden forandrer sig hele tiden, men de store sten og stenrevene lidt fra kysten er stadigvæk de samme steder. Og kender man dem, så skal fisketuren bruges i de områder på de gode dage.

– Høje Møn er og bliver bare Danmarks smukkeste samt mest rå og unikke fiskeplads efter havørred. Tak for en dejlig dag ved vandet Claus og Møn. 

 

Geddefeber

 

drømmerejse iFish Travel

HAVØRRED: EN DEJLIG DAG PÅ DJURSLAND

– Forleden morgen var sat af til en tur til min ynglings plads på Djursland, fortæller Christian Hansen. – Forholdene var med mig, og jeg vidste, at der var mulighed for en god fisk.

– En kammerat og jeg ankom til pladsen klokken 10.00, og vi vidste, at der skulle kilometer i benene. Efter 10 minutters fiskeri, var der allerede de første fisk, som ville lege med. Det var dog havørreder på 32-40 centimeter, så vi fortsatte langs kysten og var på vej op på en pynt, som jeg vidste gav fisk.

– Det er et sted, som jeg tidligere har haft godt held med, og da vi efter tre kilometers vandring kom op på spottet, kastede jeg 60 meter ud, og med ét kunne jeg mærke, at nu skulle der gives modhug, fordi dette var fisken, som jeg var kommet efter. Jeg gav det perfekte modhug, og havde straks en følelse af, at det var en fisk, der var godt over målet. Fisken, som blev taget på en klassisk kyst farve i rød/sort, målte 64 centimeter og var i god kondi. Alt i alt en kanon dag ved vandet – og endnu et dejligt minde til fisketasken, slutter han.

Læs om de bedste kystørredpladser på Djursland i denne fine artikel af Steen Ulnits.

 

Hvidovre Sport

drømmerejse iFish Travel