dec 2, 2020 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Rejsefiskeri
Irland byder på et spændende hajfiskeri, hvor du bl.a. har god mulighed for, at prøve kræfter med den smukke blåhaj.
Grundlaget for vores mission blev skabt, da Bram introducerede mig til Luke Ashton ved en bådmesse. Luke er en anderkendt skipper fra Carrigaholt, og han fanger ofte forskellige haj-arter. En samtale afslørede hurtigt potentialet for hajfiskeriet ved Irlands kyst: Blåhaj, gråhaj, småplettet rødhaj, pighaj, sildehaj og seksgællet haj er groft sagt de haj-arter der kan fanges, og de to sidstnævnte er endda i deres helt egen liga. Derfor blev der naturligvis hurtigt lagt en plan. Hvor mange haj-arter kan man fange på seks dage? Få svaret i denne historie.
AF BRAM BOKKERS & CO
EFTER MANGE telefonsamtaler og e-mails, er dagen endelig kommet, hvor vi skal mødes med Rudy, Ruud og Hans – en lille gruppe af Luke’s stamkunder. Turen fra lufthavnen går fint, selvom det ikke ligefrem føles naturligt, at styre udlejningsbilen frem til Carrigaholt, i den “forkerte” side af vejen. Vel fremme mødes vi af Mary, Luke’s hustru, der har sørget for en vidunderlig Bed & Breakfast til vores trætte kroppe, efter de lange dage på havet.
Efter en god nats søvn i står vi op til en herlig irsk morgenmad, der hurtigt fortæres så vi kan komme ned til havnen, hvor båden, Clare Dragon, venter på os. Hun er en 37 fods skønhed, med agterdæk som en balsal, og hele 600 hestekræfter under dørken. Meget har ændret sig siden jeg sidst besøgte den grønne ø for 15 år siden. Dengang var alle bådene i havnen for længst over sidste salgsdato. Så selvom Irland blev ramt hårdt af finanskrisen, ser det altså ud til, at tingene begynder at gå bedre.
Fine chancer for pighaj
Havet er stille i dag, så Luke foreslår, at vi sejler ud til et rev på det åbne hav, hvor der plejer at være godt med lubber, og en fin chance for pighaj. Vi fanger hurtigt de nødvendige makreller til agn, og sætter kursen mod revet.
Vores tackler består af en orm på en 3/0 krog, der fiskes på en glidebom. Jeg kører ned til bunden og ruller langsomt op, indtil jeg fornemmer lubbens interesse i stangspidsen. Så gælder det om at undlade modhugget, og i stedet blive ved med at tage line ind, indtil det går op for fisken, at den er kroget. Med denne metode kaster lubberne sig grådigt over vores orm, og vi får hurtigt en del af dem ombord – noget der skulle vise sig værdifuldt senere på ugen, da der stod seksgællede hajer på programmet.
Pighajen er, ifølge Luke, lidt vanskeligere at få på krogen, men har man først fundet dem kan du godt fange en del af dem. Den skal helst fiskes langt ude på havet, hvor undersøiske rev klart er at foretrække, så vi sætter et stykke makrel på krogen og lader den dumpe ned, så den ligger lige over bunden. Vi fanger både lange, havål og lubber under fiskeriet, men pighajen brillerer desværre med sit fravær, så Luke foreslår, at vi prøver igen senere på ugen når vejret er bedre. Den næste dag viser vejret sig igen fra sin pæne side, og i dag skal vi fiske efter seksgællede hajer, og Luke har da også allerede sine øjne låst på en position, der tidligere har leveret disse fantastiske fisk. Fiskeriet foregår på ganske dybt vand, og heldig som jeg er, får jeg lov til, at lande den første haj. Jeg er for øvrigt også den eneste der har medbragt det helt tunge grej. Gamakatsu kroge i størrelse 14/0, 100 lbs fletline, 2 mm topshot og 300 punds stålvire som forfang består mit setup af. På krogen monteres en buffet af makrel og lubbe-filet og tacklet sendes med en enkeltbillet og et halvt kilo bly mod havets bund. Ventetiden kan begynde.
Mjav. De katteagtige øjne stirrer ondt på fotografen mens hajen venter på, at komme tilbage til sit rette element.
I mellemtiden fisker resten af gruppen efter andre arter med mindre makrelstykker, og der går ikke lang tid før der er hug. Det viser sig, at være en småplettet rødhaj, den første på vores liste, så der skal naturligvis tages billeder. Bram rækker mig sin stang og finder kameraet frem, men mens han har travlt med at tage billeder fornemmer jeg, at der er en fisk der er interesseret i hans agn: Bram, der er fisk på!, råber jeg, men han registrerer intet i sin iver efter det perfekte billede. Så jeg får selv fornøjelsen af at fighte fisken, der viser sig at være endu en småplettet rødhaj.
En seksgællet haj midt i theen
Så er der the, lyder det fra styrhuset. Men det må vente. Knarren på mit kraftige hjul afslører nemlig, at der er ved at ske noget, dernede i dybet. Øjeblikket efter står jeg med stangen i hånden, og mærker straks at jeg har fat i noget stort, og det er ikke bunden! Jeg mærker tydelige bevægelser, og det føles faktisk lidt, som da jeg fangede en stor skade (en rokke-art, red.) for år tilbage: Langsom, og virkeligt tung! Bådens afdrift gør, at der konstant løber line af mit hjul – line der skal vindes tilbage.
Kampen er lang og sej, og tager hurtigt tid af fighturet, der allerede viser langt over en time. Sveden drypper af min krop, mens jeg langsomt får mere og mere line på hjulet, der heldigvis er en to-gears model. Det lave gear hjælper virkeligt meget under kampen, der foregår under konstante opløftende tilråb fra mine medfiskere, som jeg har kraftigt mistænkt for at tænke “godt det ikke er mig!”
En halv time senere begynder tingene endeligt at gå min vej, og jeg kan nu få mere line på hjulet end der ryger af. Enden er nær, og glæden stor, da leaderen bryder vandoverfladen. Alle hænger ud over rælingen for at få et glimt af fisken der viser sig, at være et bæst på størrelse med tegneserie-helten Hulk – bred som en hest, og med besynderlige grønne øjne. Den seksgællede haj er en potentiel rekord, men for at kunne gøre krav på den, skal fisken både måles og vejes, hvilket indebærer at slå den ihjel. Noget der er bred enighed om, at lade være med, så vi nøjes med Luke’s estimat på 14 fod og 1000 lbs, baseret på et billede af en tidligere fangst, på 12 fod og ni tommer. Den vejede 1056 lbs.
Den seksgællede haj minder lidt om grønlandshajen. Den er i hvert fald lige så tung at hive op.
Så skal der fiskes blåhaj
Morgenen efter ser det igen ud til, at vi har vundet i vejr-lotto. I dag står der blå- og sildehajer på programmet, og mens blåhajen er relativt let at få på krogen, er sildehajen en helt anden historie. Den er væsentligt større og stærkere en dens blå kollega, og er faktisk nært beslægtet med dødens gab, hvidhajen. Da den frekventerer det samme revir som den talrige blåhaj, er det temmeligt vanskeligt at fiske målrettet efter den, så med andre ord: Vi fanger nok en blåhaj i dag, og kan være heldige, at få en sildehaj på krogen.
Bram har igennem tiden haft mange mislykkede forsøg efter blåhaj, men er heldigvis første mand på stangen, efter min succes i går. Dagen starter med en beskidt opgave: Der skal laves rubby dubby. Til formålet har Luke anskaffet sig en overdimensioneret og besynderligt udseende kødhakker. Slutresultatet – en ildelulugtende fiskemos – lægges i en nylonstrømpe der hænges overbord ved drevets start. Grejet sættes på dybder fra 5 til 20 meter i varierende afstand fra båden. Til det anvender vi et malleflåd, og ikke en ballon, som jeg ellers er vant til. Der går ikke længe inden Bram står med fuld fleks på klingen.
Fighten viser sig ikke. at være noget særligt, men der er dog tale om en fisk i to-meters klassen, så helt enkelt er det altså ikke. Vel sikret ved båd-siden løfter Luke blåhajen ind, ved hjælp af et reb der er bundet om hajens hale. Endelig kan Bram posere med sin blåhaj og vi kan krydse haj-art nummer tre af listen. I løbet af dagen får vi alle mulighed for, at fighte et af de flotte dyr, men desværre brillierer sildehajen med sit fravær. Vi må prøve igen i morgen, hvis vejret tillader det.
Gråhajen lader vente på sig
Det viser sig desværre ikke at være tilfældet, da vi står op til et reelt blæsevejr. Sildehaj-fiskeri på det åbne hav er ganske enkelt ikke muligt, så Luke foreslår, at vi sejler indenskærs op mod Shannon-flodens udløb, og forsøger at få krydset gråhajen af listen. Denne haj er meget talstærk i området, men det er lidt sent på sæsonen, hvis man vil have fat i en af de store. Nuvel, vi ankrer op, og får agnet vores kroge med hele makreller, hvor fileterne er snittet op, fra gællerne og ned. Vi fanger hurtigt en håndfuld mindre pighajer, og kan dermed krydse haj nummer fire af listen, men gråhajen lader vente på sig. Vi skifter position igen og igen, men til ingen verdens nytte. Selvom Luke fornyligt har fanget gråhajer i området, er de på denne dag forsvundet som dug for solen.
Udover hajerne kan man opleve et sandt lubbe-bonaza, i farvandet ud for den grønne ø.
Syv hajarter på én uge
Havet viser for alvor tænder, da vi dagen efter står op til et frådende Atlanterhav. Vores drømme om 7 forskellige hajarter synes knust, af et kraftigt stormvejr, men på trods af det, sætter vi endnu et sats på gråhajen ind, og i dag lykkedes det. Eller næsten… Efter at have fanget en smuk sømrokke kroger Bram en gråhaj, og efter kort tids fight sker det eneste der ikke må ske: Stangen retter sig ud og linen bliver slap. Den er væk, og vi mistede chancen for at få endnu en haj på listen.
Da himmel og hav står i et på den sidste fiskedag, vælger vi, at tage en smuk køretur langs Atlanterhavs-kysten i stedet. En fantastisk smuk tur, hvor der er tid til, at synke ugens indtryk, og gøre status over missionen: At fange syv haj-arter på en uge, er bestemt ikke nogen let opgave, men hvis vejret tillader det, har du absolut chancen for at fange fem, og med lidt held i sprøjten, seks eller alle syv arter.
jun 2, 2020 | Artikler, Rejsefiskeri
New Zealand byder på fantastiske muligheder for hajfiskeri direkte fra kysten. Tag med på en eventyr du sent vil glemme.
AF CHRISTIAN THOMSEN
Det var en tidlig højsommermorgen, og jeg vågnede af en bragende varme, der var resultat af solens første stråler på mit bilvindue. Jeg havde overnattet på en parkeringsplads i min lille Ford Falcon.
Dette var min første dag på en mission, der havde været en barndomsdrøm så længe jeg kan huske: Jeg ville fange en fisk, der var større end mig selv, og det var en Bronzehaj det hele drejede sig om. Jeg havde planlagt det hele i meget lang tid, men jeg vidste nok også allerede på det tidspunkt, at fiskeri som dette er noget man ikke kan planlægge… eller i det mindste, så går det sjældent som planlagt! Og det gjorde denne mission heller ikke viste det sig…
Under forberedelserne blev jeg mødt af den ene problemstilling efter den anden. Det største problem var dog at finde en måde at få min madding ud på det dybe vand, hvor hajerne trak rundt. Jeg havde mange overvejelser, som indebar alt lige fra surfcast stænger til paddleboards. Faktisk havde ideen med at købe en fjernstyret båd og slæbe maddingen ud med den, vundet inde i mit hoved. Så mens jeg lå i bilen og ventede på, at varehuset på den anden side af vejen åbnede, fik jeg skovlet noget havregryn og pulvermælk ind.
På jagt i varehuset
Inde i varehuset ledte jeg forgæves efter en fjernstyret båd, der var stor nok, og havde en fornuftig rækkevidde til projektet. Næste problem blev også, at jeg boede i min lille bil, og havde jo egentlig heller ikke mulighed for at oplade den, hvis den gik tom for strøm…Kreativiteten steg i takt med utålmodigheden for at komme ud og fange min haj! Derfor fandt jeg i børneafdelingen en oppustelig gummibåd, som hang på væggen. Den var praktisk, og den kunne pakkes sammen, Jeg kunne have den på rygsækken og så kunne den lades op med lungerne! Den var perfekt! Men den var udsolgt…
Jeg kunne næsten ikke være i mig selv! og i Waipapa, Northland, kører man ikke bare lige over til det næste varehus. Så jeg jokede med ekspedienten, at jeg kunne da købe udstillingsmodellen til halv pris. Og det fik jeg så lov til! Vi fik så pillet båden ned fra væggen på bedste klatremanér, men han kunne kun finde den ene åre. Men jeg tog, hvad jeg kunne få, så jeg kunne komme afsted og jagte drømmen, som man siger.
Her kan du se Christians set-up, da han fiskede efter hajer på New Zealand.
Fem timer efter stod jeg ved en lille bugt. Det var ikke nødvendigvist stedet, hvor jeg ville gå efter min haj, for der der var mange sten og skarpe muslingebanker i vandet. Til hajfiskeriet gik jeg efter ren sandbund. Men det var alligevel blevet for sent på dagen til at fiske hajer, så jeg gik efter Kingfish, som jeg tænkte ville trække rundt i den lille varme bugt. Her var der et fint fiskeri efter snappers og mindre kingfish, og så blev det også til et par kahawai’s som ville være en perfekt madding til hajen! I solens sidste stråler kom der en kæmpe skygge langsomt forbi, og jeg tænkte, at det var godt nok en stor rokke. Men 10 minutter senere kom den tilbage, og det viste sig at være en bronzehaj! Men – det ville være dumt at fiske dem her og nu tænkte jeg, da det ville være totalt mørke om 20 minutter, og så ville det være ren kaos at fighte den her med alle de sten og skarpe muslinger.
Afsted på hajfiskeri
Efter endnu en kummerlig overnatning i bilen, kørte jeg længere nordpå, til Rangiputa, som er hospottet for at fiske hajer i følge de lokale. Jeg ankom, igen hen på eftermiddagen, og fjorden havde den reneste fine sandbund. Lige hvad jeg havde drømt om!
Jeg pakkede rygsækken med min lille båd og vandrede så tre kilometer længere ind i fjorden. Tidevandet var meget stærkt, og der var en voldsom strøm. Jeg fik rigget det hele op, og lå klar til at sejle ud for at lave mit første drop i min lille børnegummibåd. Allerede 1 meter fra land begyndte strømmen at hive mig kraftigt mod højre, men så var det jo rent held at jeg kun havde én pagaj at ro med, for så gik det jo cirka lige op!
Jeg padlede så hårdt jeg kunne, indtil jeg ikke kunne se bunden, og så smed jeg min størrelse 20/0 cirkelkrog ud med et paternoster-rig af metalwire, 400 gram bly samt en halv 2 kilos kahawai for enden. På land stod jeg klar med stangen rigget op med 0.80 fletline. Strømmen løb med voldsomme mængder ålegræs, der konstant trak afsted med hele rigget. Jeg måtte derfor ofte sejle ud og dumpe agnen på ny.
Og her stod jeg så hele dagen i en brændende sol uden et eneste “hajhug”. Jeg fangede dog i ny og næ nogle rokker, men det var ikke dem, jeg kom efter. Næste morgen forsøgte jeg igen, men det blev endnu en dag uden fast fisk… De Kahawaier jeg tidligere havde fanget, var begyndt at blive godt møre i den bagende sommersol. På tredjedagen besluttede jeg mig for at prøve fiskeriet fra klipperne på den åbne kyst efter kingfish, og hvad der ellers skulle være.
Kingfish healing
Det betød også at det var et totalt no-go efter hajer der, men jeg savnede at få en fight af bare et eller andet. Jeg kørte ud til en lille parkeringsplads, hvor jeg kunne kravle ned på klipperne. Her mødte jeg en lokal, og brugte dagen sammen med ham. Hele turen havde jeg været alene afsted, så det var hyggeligt med lidt selskab. Vi fiskede efter Kingfish. Jeg stod med store woblere og han brugte et slide-rig med levende agn. Her var masser af pipers og mindre kahawaier, så det vaf et godt tegn på, at der nok ville trække nogle større fisk forbi også.
Pludselig blev stilheden brudt af et løbende hjul, og mens vi begge retter blikket mod hans stang, der flexer helt i bund, får jeg et voldsomt hug. Vi står begge og prøver at få styr på vores fisk, som tager de vildeste udløb. I et udbrud af banden og svovlen røg min fisk af, men min nye ven fik sin på land. Det var en kingfish på omkring de 20 kilo. Herefter bød aftenen på sjov med en del mindre kingfish, og så var der frisk madding til dagen derpå. Han gav mig koordinaterne på et nyt sted, som han mente var bedre til hajer.
Et nyt spot
Fjerdedagen startede tidligt med rester fra gårsdagens aftensmad, havregryn og pulvermælk, hvorefter jeg stod klar ved solopgang på det nye spot. Eller rettere, der hvor vejen endte. Jeg havde fundet et sted på google maps med fin sandbund, men jeg måtte gå et godt stykke for at komme derhen. Min gummibåd blev omdannet til en flåde med alt mit grej – t aske, sovegrej og telt samt proviant til mig selv og hajerne.
Langs med mangroveskove måtte jeg gå i brysthøjdt vand det meste af vejen. og da jeg ankom, fik jeg hurtigt dumpet rigget, så jeg kunne lave en camp på stranden i ventetiden. Her var der ikke så meget strøm i vandet, så jeg turde godt lade stangen stå med en helt løs bremse inde på land. Pludselig kunne jeg høre bremsen langsomt tikke… Hjertet fløj naturligvis helt op i halsen på mig! Jeg nåede lige at gribe fat i stangen, inden der virkelig kom fart på fisken.
Verdens hurtigste gummibåd
Jeg lagde an til modhug, men da jeg strammede bremsen, slap hajen agnen… Eller det vil sige den rev agnene totalt af, så kun hovedet af kahawaien var tilbage med store rene bidemærker. Jeg stod tilbage og tænkte, at jeg havde misset min chance, men samtidigt havde jeg kun været her i et par timer! Måske kunne kun blive godt det her!
Agnen blev hurtigt skiftet, og jeg kunne ikke få den hurtigt nok ud i min lille børne gummibåd. Mens jeg sad og holdte øje med, hvornår bunden forsvandt, så jeg en kæmpe mørk skygge lige under mig. Jeg ville ikke have agnen i båden, da jeg var bange for at krogen ville prikke hul, så den blev slæbt efter mig i mit bælte cirka 1 meter fra båden. Bæltet var bundet fast til båden, og tusindvis af skrækscenarier poppede frem i hovedet på mig, om hvad der ville ske hvis hajen tog agnen direkte fra båden!
Jeg fik derfor hurtigt vendt min kludrede lange krop til den anden ende af båden, og smed bælte samt alt ned i dybet. Og så tror jeg aldrig man hverken før eller siden har set nogen sejle så hurtigt med 1 pagaj i en lille gummibåd, som jeg gjorde for at komme tilbage til land og fiskestang. De få minutter føltes som en evighed.
Tilbage med sand under fødderne stod jeg igen klar, men som timerne gik skete der intet.. Jeg checkede agnen og naturligvis havde jeg sendt mit bælte i dybet – bogstaveligt talt. Så den kom ikke med tilbage. Jeg overnattede på stranden og den sidste fillet Kahawai kom på bålet til aftensmad.
Det var et spektakulært syn for de mange badegæster, da Christian fightede den flotte bronzehaj.
Et nyt forsøg
Næste morgen prøvede jeg ihærdigt at fange noget nyt agn. Men forgæves. Der var ellers en god aktivitet af hajer, der kom helt tæt på land. Men hvad nytter det, når man ikke har noget at fange dem på. Jeg havde nu forsøgt næsten en uge at fange drømmefisken, men jeg havde hverken mad til mig selv eller hajerne, så jeg blev nødt til at forlade stranden forgæves. På vej tilbage længere sydpå overvejede jeg situationen nøje. Jeg konkluderede at jeg hellere måtte komme tilbage til min gamle værtsfamilie, hvor jeg ellers holdt til, og så måske prøve igen senere på sæsonen?
Som jeg kørte, tænkte jeg, at det kunne fandme ikke passe! At jeg i det mindste ikke kunne få lov at mærke en fast fisk på krogen! Jeg holdt derfor ind til siden, og så lavede jeg en u-vending. Jeg kørte så hurtigt jeg kunne tilbage, hvor jeg på førstedagen både havde rigeligt med agnfisk i vandet, og havde set haj.
Næste morgen stod jeg igen ved bugten kaldet Mckenzie Bay. Denne gang skulle der ikke spares på noget, så jeg købte 5kg Burley, som er most fisk i et net til at sprede duftstof. Den lokale ekspedient fik medlidenhed med mig tror jeg, da jeg fortalte ham min historie. Så han gav mig en frossen bonito tun med gratis, og fortalte mig, at det er noget, som hajerne ikke kan modstå. Og så gav han mig faktisk også en ny åre! Han forstod heller ikke helt hvorfor jeg dog ville fange sådan en haj, da det er normalt hajerne, der ødelægger fiskeriet for alt andet.
Klar igen
Et par dage efter lå burley’en i vandet, båden var pustet op og alt var rigget til. Jeg var naturligvis meget skeptisk med alle de sten og skarpe muslinger, der groede på dem. Men hvor der er vilje, er der en vej. I dette tilfælde var det dog en bumpet og forfalden markvej. Ikke langt fra, hvor jeg fiskede, var der nemlig en temmelig populær badestrand, som havde en ganske fin sandbund. Det måtte være helt perfekt til at få en haj i land tænkte jeg…
Men – nu skulle jeg jo lige have kroget en fisk først, da de store fisk åbenbart ikke er så dumme, som jeg tidligere havde troet! Jeg sejlede ud, hvor bunden forsvandt, og jeg fortsatte endnu længere ud. Den halve bonito dalede langsomt mod mørket. Jeg skyndte mig ind igen og stod klar. Men i det stille vejr kunne man da lige nyde lidt mere havregryn og pulvermælk. På en stor sten havde jeg et godt udsyn over min burley, der lå og kogte under havoverfladen. Pludselig kom der igen den store mørke skygge hen over havbunden, som jeg tidligere havde set.
Christian Thomsens flotte bronzehaj blev naturligvis genudsat.
Drømmehugget
Så begyndte hjulet at tikke. Fuldstændig som i scenen fra Jaws. Alt var helt stille, mens jeg langsomt løftede stangen op. Jeg gik ud til knædybt vand hvor jeg følte jeg havde et godt fodfæste. Tikkene gik langsomt hurtigere og hurtigere. Jeg strammede bremsen til, og så var det ellers som at kroge en bus, der kom kørende i fuld fart. Den rev mig hen over havbunden og jeg kunne næsten ikke holde mig selv stående, men da jeg kom ud til hofte dybde stoppede den, og gik modsatte vej.
Den gik helt perfekt mod badestranden og de badende turister. Jeg gik langsomt med og havde en meget stram line. Mange tror en hajer går dybt og tungt, men ikke bronzehajen. Den var flere gange oppe og vende i overfladen og lavede nogle voldsomme plask. Kaoset spredte sig hurtigt, og lige pludselig gik det op for mig, at der stod en ca. 50 mand og fulgte med i fighten inde fra strandkanten. Det var en opmærksomhed, jeg ikke lige havde håbet på, da jeg også skulle have fisken i land og afkroge samt håndtere den, så den kunne blive genudsat igen. Og det er et stykke arbejde, der hurtigt kan virke makabert for en ikke-lystfisker. Men – i det mindste var der vel en, der kunne tage et billede for mig!
De første 40 minutter gik med rent tovtrækkeri, og jeg følte, at jeg var kommet ind på forholdsvis sikkert vand, men det var rent held. En anden ung mand stod og fulgte med, og jeg råbte, om han kunne komme og hjælpe. Jeg gav ham stangen, så jeg kunne få fat i haleroden på hajen og slæbe den ind på lavere vand. Hajen var træt, men ikke så træt, at den ikke kunne slå fra sig endnu. Med et solidt greb med begge hænder om haleroden, hvor jeg stadig ikke kunne nå hele vejen rundt, slog den med et ordentligt slag til siden, hvor jeg kun lige blev hængende med én hånd. Jeg fik fat igen med begge hænder bakkede jeg tilbage til det lave vand. Krogen sad helt perfekt, og jeg fik den afkroget uden problemer. Et par hurtige billeder blev taget, og en drøm gik i opfyldelse med en bronzehaj på cirka 260 cm. Hajen blev genudsat og svømmede langsomt tilbage i dybet. Nu var det tid til en kold øl, og jeg så ikke én eneste turist, der var ude at bade en hel time efter…
