feb 16, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
Forleden tog Magnus Jørgensen og hans makker Malthe Andersen fra Team Sportex ud til et sats i et vand, som de havde prøvet et par gange før: – Vi startede ud med at spinnefiske med vores Sportex Black Arrow Musky G4 stang, hvilket hurtigt resulterede i en række fine fisk op til meteren og omtrent otte kilo på Line Thru Roach.
– Efter nogle timer skiftede vi over til at flådfiskeri med levende agn, hvilket resulterede i yderligere en række fisk på land, og Malthe sluttede med en rigtig fin rogntung dame på 11,7kg og lidt over de 110 centimeter. Alt i alt en skøn februar dag, hvor fiskene var i hugget!
Du kan følge de to geddespecialister kan du følge på deres instagram @wildwestfishing .
feb 6, 2025 | Nyheder
– For mit vedkommende er 2 ugers ferie lige startet her i februar, og det betyder selvfølgelig, at jeg skal ud og fiske gedder med fluestangen i hånden, skriver Johannes Thorbjørn Hansen. – Den første dags fiskeri gik meget stille og roligt i de første timer, uden nogen form for aktivitet. Pludselig strammede linen op, og jeg satte krogen i noget tungt.
Der kom ingen hovedrysten og fluen flyttede ikke på sig – jeg havde fået et massivt bundbid… Det var først, da der kun var to timers lys tilbage, at jeg fik knækket koden. Jeg skiftede til en nybunden flue som skulle imitere end doven suder eller rudskalle. Det første hug kom ret hurtigt og efter 1 times fiskeri havde jeg fanget 3 små gedder og bommet 2, hvoraf den ene havde noget størrelse.
– I det sidste lys skiftede jeg igen tilbage til en hvid/sølv flue, men jeg mærkede ikke mere efter det. Næste dag tog jeg ud igen med en viden om hvor fiskene højst sandsynligt stadigt var, med en flue som jeg ved kunne fange dagen forinden. Der gik heller ikke mere end en time, før jeg havde det første hug, men det var dog kun en lille en.
– Jeg drev ca. 30-40 meter, og pludselig satte jeg krogen i noget tungt. Fluen stod igen helt stille, men begyndte stille og roligt at stige mod overfladen. Lidt ligesom når man krogen en kæp. ”Kæppen” begyndte dog lige pludselig at bevæge sig en mærkelig vej, og der blev jeg klar over, at det var en stor fisk, jeg havde kroget. Den stillede sig under flyderingen, og gjorde sig tung – og når jeg fik hevet den mod overfladen, så svømmede den bare ned af igen. Den tog nogle tunge udløb, hvor jeg ikke kunne stoppe den, og efter en god fight fik jeg håndlandet fisken.
– Opmålingen sagde 106cm og vejningen 9,3 kg, så efter flere år nu, har jeg f¨ået en ny PR-gedde på flue. Efter et par billeder kunne den svømme stærkt videre igen.
Efterfølgende fangede jeg 2 gedder på omkring de 80 og havde nogle hug, slutter Johannes, som du kan følge på Instagram her.
Læs om Johannes kæmpegedde på spin på over 17 kilo her.
feb 3, 2025 | Nyheder
– For et par dage siden tog jeg i put & take for at fange nogle ørreder, som jeg kunne bruge til geddeagn, fortæller Jonas Mikolajewicz. – Det blev til hele seks styks, så det var perfekt.
– I går gik turen så afsted til nogle rigtig gode geddesøer, hvor jeg vidste, at der gik nogle store fisk på over 100 cm. Efter to timer uden noget hug valgte jeg at flytte mine ting over til en anden nærliggende sø. Stængerne var rigget op med flåd og ørredstykker. Stykkerne skar jeg lidt i for at optimere duftsporet fra ørrederne. Lige da jeg havde kastet min tredje stang ud, kiggede jeg på min anden prop, som langsomt begyndte at bevæge sig. På lige den stang, havde jeg valgt at tage pinden ud af proppen, så agnen lagde sig på bunden, hvilket viste sig at være noget gedden kunne lide.
– Jeg ventede lidt mere og gav den et modhug. Da fisken kom til overfladen i et spring, så jeg at det var en +1 meter gedde, og adrenalinen kørte på fulde gardiner. Men da jeg fik fisken tæt på mig spyttede den krogen og svømmede tilbage i dybet. Jeg tænkte positivt og smed agnen ud næsten samme sted, som den bed på sidst. Efter 40 minutter uden noget ved proppen, begyndte den at vugge lidt. Jeg var meget i tvivl, om der var fisk på, eller om det var en fisk, som var svømmet ind i linen. Der blev ikke trukket line af hjulet, så jeg ventede lidt endnu. Da der var gået et par minutter, rullede jeg line ind, og kunne mærke, at der var fisk på.
– Efter 5 minutters fight fik jeg fisken i nettet og var lettet over, at det var den samme store fisk, som jeg havde haft på 40 minutter forinden. Glæden forsvandt dog, da jeg fik den på land og så, at den var kroget i svælget. Jeg bestemte, at fisken ville have bedst chance for at overleve ved at kappe linen og lade fisken mavesyren opløse krogen. Fisken svømmede væk uden problemer. Den målte 102 cm og vejede 9,4 kg. Jeg fik det hele på film, som kan ses på min Youtubekanal: Fiskeri med Jonas, slutter han.
Hvis først fisken er kroget så dybt som beskrevet traf Jonas den rette beslutning, for med svælgkrogninger med normale takler kan det være fatalt for fisken, hvis man prøver at få dybtsidddende kroge ud. For at undgå situationer som denne er det bedst at bruge takler med god indikation, så man kan give modhug hurtigt.
feb 2, 2025 | Nyheder
– Jeg var i dag et smut i en af de lokale søer i jagten på en stor gedde, fortæller Mikkel Birkedal. – Formiddagens fiskeri startede ud med min trofaste favorit, Savage Gear´s Freestyler.
– Da jeg havde fisket et par timer uden en eneste kontakt, valgte jeg at skifte til en helt ny skallefarvet gummishad, som jeg netop havde fået hjem fra nettet. En halv times tid senere fik jeg øje på en stime skaller, der puslede i sivene og tænkte straks, at der måtte stå en gedde lige i nærheden. Da jeg kom helt tæt på listede jeg lidt ud i sivene og lagde et kast cirka halvanden meter væk fra resten af stimen. Jeg ville forsøge at få min agn til at ligne en skalle, der havde forvildet sig væk fra de andre, og det lykkedes helt perfekt: Efter blot tre omgange på hjulet skød en gedde frem og inhalerede min agn – lige foran fødderne på mig. Gedden målte 98 cm var vel omkring 6.5 kg. En mega fed oplevelse!
feb 1, 2025 | Nyheder
– Denne gedde, som du ser på billedet, var godt nok tiltrængt, fortæller en lettere afkølet Carl Zielke. – Vi havde stået i nok halvanden time, og bare frosset på en kold vinterdag. Men det er som om, at lige når man giver modhugget – så får man bare al varmen igen.
– I går fik jeg hug på mine nyoptøede skaller fra fryseren, og fisken kæmpede godt. Den gav nogle gode head shakes og fine udløb. Fisken kom på land, og vægten sagde fem kilo. Fisken var omtrent 85 cm. Gedden kom selvfølgelig lige så fint ud igen i vandet, hvor den kom fra, slutter han.
Du kan læse meget mere om geddefiskeri i artikelarkivet i afsnittet om predatorfiskeri her.
jan 31, 2025 | Nyheder
– Så er den første måned af 2025 ved at være gået, og for mit vedkommende har den stået på en del geddefiskeri, fortæller Mads Davisen, der er prostaffer hos Savage Gear. – Jeg har dog haft lidt svært ved at finde de større fisk, men det er til gengæld blevet til en del fisk.
– Jeg har fokuseret meget på at fiske med den nye Savage Gear Deviator Tail, og jeg må sige, at jeg bliver mere og mere glad for at fiske med den. Jeg var forleden dag taget ud for at fiske efter nogle af de store brasenædere, og jeg havde derfor en Deviator tail på i brasenfarve, men vi skulle lidt op af dagen, inden der begyndte at ske noget.
– Jeg fik nogle mindre fisk til at starte med, men hen sidst på eftermiddagen fik jeg en lidt tungere fisk – en gedde i super kondition og nok en af de flotteste gedder, jeg har fanget. Både finner og mønster var perfekt – alt spillede simpelthen, slutter Mads, som du kan følge på Insta her.
jan 31, 2025 | Nyheder
– Nogle gange rammer man jackpot, når man tester nye steder, som min kammerat Magnus og mig har gjort det sidste lange stykke tid, fortæller Malthe Andersen fra Team Sportex. Og denne tur med død agn var en af de bedre!
– Førstedagen bragte flere fisk over meteren med de største fisk omkring 106cm og omkring 9kg. Vi var derefter ved godt mod til anden dagen, som lovede endnu bedre geddevejr! De første par timer var der stille, men efter et lille skift i vejret stod vi nu begge med to gode fisk på!
– Magnus´s ramte netkanten først, og lidt efter kom min i netposen også. Magnus’ fisk kom op til hurtigt billede og blev målt til 108cm og lidt over de 9kg – en flot fisk. Efter genudsætningen af den, kom min op til et kort photoshoot. Hun blev målt til 110cm og med en kampvægt på 10.2kg – en flot kompakt fisk, som havde et godt potentiale til om et par år. En fantastisk tur med flotte fisk!
Du kan følge du to gæve geddegutter på deres Instagram Wild West Fishing her.

Magnus med sin fine nikilos gedde – øvers Malthe med sin ti´er.
jan 26, 2025 | Nyheder
– Den 25. januar 2025 er en dag, jeg vil huske, fortæller Jacob Bøggild. – Jeg stod tidligt op for at fiske gedder i det første lys på søen. Der var hurtigt hug på min ene flådstang, og jeg kunne lande en fisk omkring de tre kilo.
– Så skete der ikke mere, og morgenfiskeriet skuffede. Op ad formiddagen fik jeg en gedde omkring halvandet kilo på spinnestangen. Den faldt for en Bullteez Curltail. Lige omkring middag fik jeg en fisk mere omkring de tre kilo på samme Bullteez. Idet jeg satte den ud, var der hug på den ene flådstang, og nok en fisk omkring tre kilo blev genudsat.
– Da jeg havde fået flådstangen ud igen, var der hug på den anden. Jeg mærkede hurtigt, at det var en fisk i en anden kaliber end de forrige. Den gled dog i nettet efter nogle tunge udløb. Først nu stod det mig klart, hvor stor en fisk, der var tale om. Og så begyndte baitrunneren selvfølgelig at hyle på den anden stang. Det lykkedes at få landet den fisk også, en gedde omkring de to et halvt – samt at få styr på det hele og få vejet og fotograferet den store gedde, inden den blev genudsat som de øvrige. Den vejede 11, 8 kilo, hvilket er ny PB for mit vedkommende. Efter den intense hugperiode var der kun nogle forsigtige hug fra fisk, som spyttede med det samme. Men det kunne selvfølgelig være aldeles lige meget, slutter han.
Husk at der er masser af fede artikler om geddefiskeri i artikelarkivet på fiskogfri.dk her.
jan 25, 2025 | Nyheder
– Her forleden var den vildeste dag på vandet med mine venner Tobias og Kasper, fortæller Marius Wennicke. – Vejret var bare helt perfekt med vindstille og solskin – alt spillede.
– Tobias startede dagen stærkt med to flotte fisk og fik en sandart på over 90 cm på krogen, men desværre mistede han den lige i overfladen. Man kunne mærke skuffelsen i båden. Jeg lå foran og chillede det meste af dagen, mens drengene nørdede med LiveScopet og fiskede efter en fisk, ´som de havde spottet.
– Så tænkte jeg: “Okay, jeg giver det lige et skud.” Jeg tog et kast uden overhovedet at kigge på scanneren, og det kast sad bare spot on. Ud af det blå kom en anden fisk ind i billedet, og så STRIKE! Det var tungt, men fighten var dog ikke så vild som fisken. Da jeg endelig fik den op, var det en kæmpegedde på 113 cm og omkring 10 kilo! Og ja, man kan tydeligt se agnen fra AP Pikebaits på billedet. Drengene gik amok, og jeg var bare helt oppe at køre. Det var virkelig en dag, der går direkte i fiskehistoriebøgerne!