sep 5, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
I løbet af sommeren har tusindvis af børn og unge som en del af Fiskechallenge 2025 fisket igennem og har haft masser af fantastiske oplevelser derude ved vandene – både alene eller sammen med familien. I Fiskechallenge 2025 har de jagtet årets 15 arter for at kunne krydse dem af på udfordringspladen. Og det er der kommet en masse flotte fisk og ikke mindst uforglemmelige fiskeoplevelser ud af.
En af dem, der har fisket en hel masse, er Mila Højtved på otte år fra Blovstrød, der sammen med sin far Kasper har givet den seriøst gas rundt omkring. Det har resulteret i, at Mila – som et super flot resultat – fangede hele 12 ud af de 15 arter på spillepladen. I alt blev det til både karpe, skalle, aborre, suder, gedde, brasen, regnbueørred, krabbe, sild, fladfisk, hornfisk og makrel. Og senere i dag skal Mila så ind til Jans Lystfiskershop for at modtage sin flotte præmie – nemlig en guldpokal og en masse lækkert fiskegrej.
– Her i 2025 er der i omegnen af 50 unge lystfiskere, der får guldpokalen for 12 arter og dermed 12 stykker endegrej fra især Abu Garcia men også Berkley, lyder det fra Pure Fishing, der arrangerer konkurrencen. – Flere hundrede har fået fire eller otte fisk – og dermed et tilsvarende antal endegrej, der løbende afhentes i landets grejbutikker hen over det næste stykke tid.

Mila Højtved fangede hele 12 arter til Fiskechallenge 2025 – heriblandt denne fine aborre.
– Den første fisk, som vi kunne kryds af var en regnbueørred, fortæller Mila, som ikke bare nøjedes med at fange én men hele elleve fisk. – Dem fangede vi allerede i starten af april i Drive In Fiskepark. Og herefter er det gået slag i slag.
– Den sjoveste fisk at fange var helt klart suderen, for den kæmpede helt vildt – og sådan en har jeg heller aldrig fanget før, fortsætter Mila. – Suderen, som nok var lidt under to kilo, fangede jeg i en fin lille skovsø ved at fiske med bundtakel og majs. De sværeste fisk var nok makrel og brasen fra henholdsvis Kronborg og så den lokale sø. Det var også ved Kronborg, at jeg fangede en hornfisk på blink i andet kast sammen med min farfar. Her fangede jeg også silden, som nok var de sjoveste, for da jeg kastede den ud, så den kunne svømme videre, var er en måge der greb den i luften.
– Den mindste fisk jeg fangede, var en lille fladfisk inde ved Svanemølleværket, og den var faktisk så lille, at jeg var i tvivl om, at der var bid. Gedden, som jeg fik på blink, var jeg lidt bange for. Jeg var lidt nervøs for at den ville bide mig, men min far hjalp mig med at få krogen ud, og der skete ikke noget. Jeg brugte rigtig meget tid på konkurrencen sammen med min familie. Det var både hyggeligt og sjovt. Jeg skal helt klart også være med til næste år, slutter hun.
Fiskechallenge er naturligvis på banen igen i 2026 – så følg med på fiskechallenge.dk når tiden nærmer sig.

Til Fiskechallenge 2025 var udfordringen af fange 15 udvalgte arter.
sep 2, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
Den 31. august 2025 var sidste dag i dette års store landsdækkende fiskekonkurrence for børn og unge i alderen op til 15 år – nemlig Fiskechallenge 2025. Konkurrencen blev afholdt i samarbejde med Abu Garcia, og startede den 1. april 2025.
Kort fortalt gik konkurrencen ud på at fange så mange af årets 15 udvalgte arter som muligt – inklusiv en krabbe. Antallet af fangne arter udløste forskellige grejpræmier til deltagerne. Til de dygtigste deltagere, som opnåede at fange hele 12 af de i alt 15 arter, var der foruden en lækker grejpræmie også en medfølgende pokal som bevis for, at den unge lystfisker have gennemført årets Fiskechallenge. Udover selve afholdelsen af fiskekonkurrencen har der sideløbende også været afholdt bl.a. en fotokonkurrence på Instagram, hvor deltagerne har kunnet vinde præmier for månedens foto.
– Fiskechallenge 2025 var kort sagt en kæmpe succes – både målt i antallet af deltagere og i antallet af butikker, som har stået for udlevering af Challenge-kort, præmier og konkurrence-information samt fisketips og tricks til alle deltagere. Sådan lyder det fra Christen Stenild, som er administrerende direktør for Pure Fishing og dermed for Abu Garcia i Danmark,
– Mellem 4-5.000 børn og unge – og mange i selskab med deres forældre – har deltaget i Fiskechallenge 2025. Interessen for konkurrencen samt de positive tilbagemeldinger fra deltagerne har været mildt sagt overvældende, fortsætter han. Aldrig før har interessen for Fiskechallenge-konkurrencen været så stor som i år, og over hele landet er der blevet fisket på livet løs.

Til Fiskechallenge 2025 deltog 4-5000 børn og unge – og de fangede masser af fisk.
– Allerede i begyndelsen af juli modtog vi de første Challenge-kort fra deltagere, der havde ”fyldt” deres kort og fanget de 12 arter, som det kræver for at få fingrene i den eftertragtede Fiskechallenge-pokal. Det er tydeligt, at et meget stort antal børn og unge har haft nogle fantastiske stunder sammen med familie og venner ved de mange dejlige danske fiskevande, og vi glæder os utrolig meget over de mange fantastiske billeder, som vi har modtaget fra de dygtige unge lystfiskere over hele landet. Der er ingen tvivl om, at en masse nye danske lystfiskere er blevet født, slutter han.
Knap 40 danske forhandlere har deltaget i formidlingen af Fiskechallenge 2025. Se hvem der har formidlet Fiskechallenge 2025 her.
– Kenneth Nielsen, som er medejer af Seatrout ApS, har selv taget stor del i konkurrencen sammen med sin søn Melias, der virkelig er blevet bidt af fiskeriet. De har fisket i selskab med flere dygtige danske lystfiskerprofiler, som eks. Irena Mathiasen og Frank Sjøgreen, og det er der kommet nogle fine små Youtube-videoer ud af.
Se Melias fiske med Irena efter hornfisk og skaller her.
Tjek Melias på fisketur efter krabber med Frank her.
Se i øvrigt mere info om konkurrencen på www.fiskechallenge.dk – og se også billeder fra konkurrencen på både Facebook og Instagram.
En af dem, der har fanget rigtig mange flotte fisk, er Mila Højtved på 8 år (øverst) – hendes fine og super sjove fiskeri her i 2025 kan du læse meget mere om et et interview vi bringer op et par dage på fiskogfri.dk
mar 15, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
Danmarks største fiskekonkurrence specielt for børn og unge er tilbage 1. april 2025! Der bliver rig mulighed for at skabe uforglemmelige øjeblikke samt nyde naturen og fællesskabet sammen gennem lystfiskeri.
– Er du klar til at tage udfordringen op, starte dit næste fiskeeventyr og vinde fede præmier sammen med os? – lyder der fra ABU Garcia. – Alle børn og unge til og med 15 år kan deltage. Så er du erfaren lystfisker, nybegynder eller alt derimellem, er du velkommen til at deltage. Konkurrencen går ud på at fange så mange af dette års 15 udvalgte arter. Jo flere forskellige arter du fanger, desto flere præmier vinder du. Formår du at fange hele 12 forskellige arter, vinder du konkurrencen og får dette års pokal.
– Vi ønsker med konkurrencen at skabe øget interesse for lystfiskeri og den danske natur. Fiskekonkurrencen er skabt for at bidrage til en masse gode timer ved vandet i godt selskab med venner og familie. Abu Garcia Fiskechallenge er ikke blot for børn og unge, men er også en god sommeraktivitet for hele familien. Vi glæder os til et fantastisk fiskeeventyr sammen med jer. Vi ses ved vandet, slutter ABU Garcia.
Læs mere om ABU Garcias Fiskechallenge 2025 her.