nov 29, 2023 | Artikler, Biologi, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri
Selvom der er masser af større byttedyr, lader havørreden sjældent et »gratis« måltid forbigå. Denne store maj fisk lod sig friste af en velpræsenteret rejeflue.
I denne del af artikelserien »Havørredens byttedyr« ser David Thormar nærmere på de mindste af havørredens fødeemner – nemlig krebsdyrene. Det er en familie af dyr, som danner grundlag for ørredernes mest stabile fødetilgang.
AF DAVID THORMAR
VI FORDELER OS PÅ REVENE, hvor bølgerne ruller fint ind – og det ser lovende ud. Det til trods, ser vi ikke skyggen af fisk og efter timers ihærdig indsats, beslutter vi os for at skifte plads. På vej ind fra revet skræmmer jeg en fisk på knædybt vand. Jeg er i tvivl, om det måske kunne være en gedde, men lægger hurtigt et kast langs stranden mod en klynge store sten. Svaret kommer hurtigt, da en ilter 50 centimeters blankfisk tager mit blink og springer fri af vandet. Den ryger hurtig af igen, men i de næste tre kast er der fisk efter hver gang.
Tangloppen findes året rundt i det kystnære miljø. Hav altid det i baghovedet en kold og gold februardag.
Vi afbryder pladsskiftet og fokuserer vores fiskeri inde i bunden af bugterne mellem revene og på meget lavt vand. Det er tydeligt her fiskerne er, men de er også en anelse skeptiske over for vores store blink. Jeg henter fluestangen, mens min makker går ned i blinkstørrelse, en tredje skifter til boble og flue – og endelig bliver der prøvet med ophænger. Vi fanger alle fisk – en skøn blanding af nedgængere, mindre blankfisk og enkelte rigtig pæne overspringere.
Bedste fisk bliver fanget af en »indtrængende«, der har opdaget, at vi fanger dem på det lave vand. Han overlister en flot blankfisk på knap tre kilo, men vi andre må nøjes med at hjemtager tre mindre fisk, som alle er proppet med krebsdyr og enkelte hundestejler.
Ovenstående historie er bestemt ikke enestående, og siden har jeg haft meget mere fokus på, hvor havørredens byttedyr befinder sig. Dels på den specifikke dag i forhold til vind, vejr og temperatur, men også efter årstiden. Fluefiskeren har klart et forspring, når vi snakker om de små pungrejer, tanglus og -lopper samt ægte rejer, da de kan imitere og præsentere deres flue som den ægte vare.
Spinnefiskeren kan de imod ty til det effektive fiskeri med ophænger eller bombarda og flue eller som minimum udnytte viden om krebsdyrenes færden, og opsøge de rette områder på de rette tidspunkter. Det vigtigste, hvad enten man er spinne- eller fluefisker, er at fiske i det rette område og finde fiskene. Når det er lykkedes må alle kneb tages i brug for at overliste dem.
Havørreden i sit rette element. En glubsk jæger på udkik efter godter over stenene.
Havørreder elsker krebsdyr og rejer
Krebsdyr hører til blandt de mindste dyr på havørredens menukort, men samtidig udgør de den største del af diæten for mange kystnære havørreder. De lever overalt i det kystnære miljø, hvor de hovedsageligt opholder sig i tangskove, ved og under sten, langs kanter og bundnært i sandet eller i småsten. Familien af krebsdyr rummer en lang række af havørredens mest stabile byttedyr og er at finde langs vores kyster året rundt. Netop derfor er denne fødekilde nok den vigtigste at have styr på. Familien af krebsdyr er stor, og der er et utal af arter.
I krebsdyrfamilien ser vi bl.a
– Amphipoda (Tanglopper) også kendt som gammarus. Man finder dem typisk i tang under sten og i strandkantens opskyllede og lettere indtørrede tangklatter.
– Isopoda, som er den flade tanglus, man ofte ser sidde på drivende ålegræs strå eller andre drivende elementer.
– Mysida (Pungrejer), der om sommeren ses som store sværme mellem tangbuske eller over sandsletter.
– Caridae, der er de ægte rejer, herunder hestereje, fjordreje som vi ofte ser sidde på moler og bropiller i havne, på sten og klippekanter eller gravet ned i sandet.
Den smukke og farverige tangreje står øverst på menuen hos mange kystlevende havørreder.
Fælles for alle disse er, at de hovedsageligt opholder sig meget kystnært, og flere af arterne er at finde ved kystens lave vand imellem sten og tang hele året. De små krebsedyr er et nemt bytte, og det ved havørreden selvfølgelig. Men der skal mange smådyr til for at mætte en sulten fisk, så når fødegrundlaget er i top slår den sig i stigende grad over på småfisk.
Man skal dog altid huske på, at fisken »tænker« rationelt og altid vil forsøge at bruge mindst muligt energi på at fange mest muligt mad. Et fritsvævende krebsedyr, der kommer i vejen, bliver selvfølgelig taget, selvom sigtekornet er indstillet på eksempelvis tobis. Krebsdyrene er derfor altid en del af den kystnære ørreds madpyramide og netop derfor er det vigtigt for kystfiskeren altid at have krebsdyr med i tankerne – og det gælder både for fluefiskeren og spinnefiskeren.
Havørreden tager ofte hvad den kan få
Der er tidspunkter, hvor føden er sparsom, og her er det eneste for ørreden at gøre at samle så mange tanglopper op som muligt – selvom en fed sild måske står højest på ønskelisten. De fleste fisk har ikke råd til at være selektive og er nødsaget til at tage, hvad de kan få. Enkelte kan dog være det midlertidigt, da de på baggrund af enten et sparsomt eller overflødigt fødegrundlag, får stirret sig blind på et bestemt byttedyr.
Disse fisk kan dog ofte lokkes til at tage noget andet, hvis bare det er præsenteret rigtigt. Enkelte fisk bliver dog så selektive, at de udelukkende lever af enten krebsedyr eller stimefisk som sild, brisling eller tobis hele livet.
Man møder dem enten som stationære fisk, der nærmest bor i et område, ved et rev eller vig på kysten og udelukkende ernærer sig på krebsdyr. Disse har, hvis man hjemtager dem, det flotteste røde og et meget lækkert smagfuldt kød. »Sildeædere« derimod jager sild og brisling på dybere vand hele livet, og kommer kun sjældent ind til kysten. Deres fede og mere farveløse kød står i kontrast til den stationæres fisks røde farve.
Selvom hesterejen er ganske godt camoufleret, ynder den at grave sig ned i sandet og nærmest forsvinde.
Havørred spiser krebsdyr året rundt
Ved de danske kyster er krebsdyrene som nævnt repræsenteret hele året i større eller mindre grad. Der er selvfølgelig perioder, hvor de forskellige arter er specielt interessante og med en grundlæggende viden om byttedyrenes cyklus, kan du optimere dit fiskeri markant og derved mangedoble dine chancer for succes.
I det tidlige forår kan du være heldig at møde store stimer af blankfisk, der søger føde på det helt lave vand. Det lave vand med en mørk bund, bliver hurtigere opvarmet af solen og selv små temperaturforskelle kan få gang i krebsdyrene. På de rigtige dage kan man tydeligt se forskel på mængden af liv inde mellem stenene og i tangbuskene, frem for længere ude for enden af et rev.
Senere på sæsonen har opblomstringen af liv spredt sig, og der er nu liv overalt langs kysten. Det er nu det store ædegilde går i gang på den åbne kyst, og fiskene kan være overalt samt spiser som regel alt. Opblomstringen af liv får gang i alle havørredens fødeemner, og nogle dage ser man dem i rene ædegilder, hvor de febrilsk tager alt på deres vej.
Jeg går som regel op i fluestørrelse og fisker med imitationer af rejer, der fiskes hurtigere, men dette er mest for at gøre opmærksom på min flue i mængden af liv. Ørrederne tager oftest det hele på dette tidpunkt, og man bliver forbløffet over, at de finder frem til netop ens flue for enden af linen.
Den rene sandbund huser på denne tid, som om sommeren, et virvar af liv. De ægte rejer ligger nedgravet her, og pungrejerne begynder så småt at sværme, hvilket selvfølgelig også trækker småfisk til. Det er i det hele taget her, der er mest gang i den. Hvad enten jeg fisker med spin eller flue koncentrerer jeg mig derfor mere og mere om at fiske sandkanterne af.
Mysider – også kaldet pungrejer – er ligesom tanglopper at finde på det lave vand året rundt, hvor de optræder i større eller mindre stimer. Når det går vildt for sig kan de stå så tæt, at det er svært at se bunden.
Spinnefiskeren har på denne årstid frit slag, men som med fluen søger jeg ofte det lidt dybere vand, gerne for enden af rev eller langs tydelige sandpletter.
Sommeren byder som i det sene forår på føde i overflod, og de forskellige krebsdyr er repræsenteret i stor stil. Kæmpe sværme af mysider ses over sandbunden, hvor de vugger med bølgerne eller står som tåger i det stille vand mellem tangbuske. Hesterejerne er ligeledes fremme i stor stil og tanglopper samt -lus er som sædvanligt på plads i tangskoven. Spisekammeret er som sagt stuvende fult, og det gælder for kystfiskeren som for havørreden, nu om at vælge det rette tidspunkt til jagt.
Efteråret er interessant på flere punkter. I takt med, at sommeren går på held, bliver vandet koldere og havørredens store byttedyr trækker mod dybere vand med mere konstante temperaturer. Fødegrundlaget langs kysten svinder ind, hvorfor nogle ørreder trækker med fiskestimerne væk.
Dem, der bliver tilbage begynder så småt at lægge sommerens kostvaner om og må gradvist ændre hovedbestanddelen af sin fødeindtag fra småfisk til krebsdyr. Dette medvirker i sagens natur til, at fiskenes jagtmønster også gradvist ændrer sig. Kystfiskeren oplever i stigende grad, at fiskene opholder sig tættere på land og mange gange ses fluefiskeren som den store fanger. Samtidig har mange af havørrederne på denne tid af året parringen på hjernen, og fiskene i begyndende gydedragt har det med af være kulrede. I enkelte situationer oplever man derfor, at årstidens fisk kun er interesserede i de mindste dyr og ses »nusse« rundt helt kystnært – nærmest om fødderne på en.
Fiskene skal nu i den grad lokkes af reje- eller tangloppeimitationer, der fiskes nærmest svævende. Da fiskene er tæt på og fokuserede på krebsdyr, har fluefiskeren en klar fordel, hvor ham med en delikat præsentation kan introducere bedraget perfekt. Men som spinnefisker skal man ikke fortvivle. Med mindre agn og korte præcise kast eller kast langs kysten, vil enkelte fisk som regel forbarme sig. Ellers er metoder som ophængerflue eller bombarda og flue også giftige. Specielt sidstnævnte kan være uhyre effektiv, da man har spinnefiskerens rækkevide, men kan præsentere en flue næsten som med en fluestang.
En hestereje falder i et med baggrunden.
Vinter: Nu er det blevet så koldt, at der selv i det kystnære vand er sparsomt med føde. Dog holder tangbuske og stenbund på det lave vand stadig liv af hovedsageligt tanglus og -lopper. Vinterns sparsomme lys når på det lave og kolde vand lige akkurat ned til bunden, hvor den varmer, og dette gør at de mindste dyr kan holde sig i gang hen over vinteren. Vige, der ikke er frosset til, og åbent vand mellem rev og kyster med store sten eller klipper, hvor dyrene kan sidde på, er de områder, hvor man skal fokusere sit fiskeri. Havørrederne »ved« på denne tid, at de skal søge føden i tangen eller på stenene og kommer derfor forbløffende langt ind.
De er ikke specielt selektive nu, da alt føde er godt for dem, men da de nu hovedsageligt »plukker« tanglopper, er det selvfølgelig første prioritet, og der skal måske kastes et par gange til en fisk med det store blink, før den hugger. Det vigtigste på denne årstid er at lede efter fiskene. Finder man dem, skal man nok få succes.
En smuk vinterfisk er faldet for en »krible krable flue«.
Imitationer af krebsdyr og rejer
Skal krebsdyr imiteres med fluen er det generelt en god ide at fiske fluen, som man oplever byttedyrene. Tangloppe, -lus og pungrejeimitationer fiskes forholdsvist langsomt og nogle gange nærmest svævende. Med et langt forfang og en flydende- eller intermediateline, kan disse fluer præsenteres og fiskes præcist samt forsigtigt, så de får et perfekt svæv ned gennem vandet. Større rejeimitationer fiskes hurtigere i varierede ryk. For at kunne holde farten, uden at fluen kommer helt op i overfladen, bruges belastede fluer eller en let synkende flueline. En polyleader i rette densitet kan dog være nok.
For spinnefiskeren gælder det om at tilpasse agns størrelse og indspinningshastighed, når man fisker efter krebsdyrspisende fisk. Ved brug af ophænger, kan det være en ide at bruge en let wobler til at præsentere fluen ordentligt eller helt små agn og lange spin-stop, der får fluen til at svæve, kan også være gode. Ofte er samme teknik kun med blink faktisk også ret givtig. Med bombarda og flue har spinnefiskeren alle muligheder, og skal egentlig bare agere som fluefiskeren. Man bør fiske med så lange forfang som muligt, men uden at det bliver noget rod. Jeg fortrækker cirka halvanden gang stangens længde.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2014
En tangloppe og en tanglus søger tilflugt på et stykke drivende ålegræs.
sep 25, 2023 | Nyheder
PRESSEMEDDELSE: – Kun én ud af seks bestande af byttefisk i det nordøstlige Atlanterhav udnyttes både bæredygtigt og er i sund tilstand ifølge en rapport offentliggjort af Oceana i dag. Organisationen for havbeskyttelse opfordrer landene i det nordøstlige Atlanterhav til at forbedre deres forvaltning af disse småfisk forud for forhandlingerne om fiskekvoter senere i år.
– Mange marine arter – fra havpattedyr og havfugle til kommercielt vigtige fisk – er afhængige af byttefisk som tobis, brisling og sild som primær fødekilde. Landene omkring det nordøstlige Atlanterhav fisker imidlertid disse arter på et niveau, der ikke er bæredygtigt. Ud af de 32 bestande af byttefisk, der analyseres i Oceanas rapport, er kun en brøkdel (16% eller fem bestande) både bæredygtigt udnyttet og i sund tilstand. Resten er enten udsat for overfiskeri med foruroligende lav bestandtæthed eller i ukendt tilstand på grund af begrænsede data.
– Den ringe tilstand for disse fiskebestande viser, at vi simpelthen svigter i den måde, vi udnytter byttefisk på. Når fiskeriministrene fastlægger kvoter for tobis, brisling, sild og andre arter, skal de gå væk fra tilgangen om at “fange så meget som muligt” og begynde at tænke over disse arters betydning som føde for andre havdyr – herunder vigtige kommercielle arter som torsk og hvilling. Sådan lyder det fra Vera Coelho, Deputy Vice President for Oceana i Europe.
De nuværende regler for fiskeriforvaltning fokuserer på at maksimere fangsterne på lang sigt, hvilket kan være bæredygtigt for de enkelte bestande af byttefisk i sig selv, men ikke nødvendigvis for de rovfisk og rovdyr, der lever af dem, da det fratager dem en tilstrækkelig fødeforsyning. De samme rovfisk og rovdyr påvirkes også af den industrielle anvendelse af byttefisk, da fangsterne af visse bestande næsten udelukkende anvendes til fremstilling af fiskemel og fiskeolie som foder til fiskeopdræt. – Det giver ingen mening at fjerne denne vigtige fødekilde fra f.eks. torsk, lunder eller delfiner for i stedet give den til opdrættede laks eller andre akvakulturarter”, tilføjer Coelho.
– Bestandene af byttefisk svinger meget i tæthed og fordeling, bland andet på grund af stigende havtemperaturer og varierende forplantningssucces. Overfiskeri forværrer situationen og svækker disse arters modstandsdygtighed over for miljømæssige ændringer og andre menneskelige belastninger, herunder klimapåvirkninger. Selv for videnskabeligt vurderede populationer er det vanskeligt at bestemme tætheden og udnyttelsesniveauet, og derfor træffer beslutningstagerne ofte uhensigtsmæssige forvaltningsbeslutninger.
- For at sikre en bedre forvaltning af arterne af byttefisk vil Oceana opfordre EU og andre fiskerinationer i det nordøstlige Atlanterhav til at indføre økosystembaseret fiskeriforvaltning (EBFM) og tage højde for byttefiskenes rolle i marine fødekæder og i økosystemet som helhed. De vigtigste anbefalinger fra rapporten omfatter:
- Vedtagelse af fangstbegrænsninger baseret på forbedret og opdateret forskning med et større hensyn til økosystem og miljø.
- Gennemførelse af tilpassede forvaltningsstrategier, der omfatter mål om at holde bestandtætheden inden for økologiske grænser, som regelmæssigt efterprøves og ajourføres.
- Bedre beskyttelse af habitater og økosystemer ved at begrænse aktiviteter, der kan forringe vigtige habitater for byttefisk, og krav om en grundig konsekvensanalyse af fiskeri af byttefisk.
Hvis byttefiskene holdes på et sundt og talrigt niveau, vil det give store fordele for havmiljøet, fiskerisamfundene og samfundet som helhed, slutter Oceana.
Læs mere her.
FOTO: OCEANA/Carlos Minguell
aug 27, 2023 | Artikler, Biologi, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri
Børsteormen er en udsøgt proteinbombe for en vintersulten havørred, men de er også at finde på kysten såvel som i maveindholdet hos ørrederne resten af året.
Havørreden kan i visse tilfælde blive uhyre selektiv, og for en stund slå sig på en helt speciel kost. I disse tilfælde kan det være givtigt at have et kendskab til de mere sjældne byttedyr, så man har en ekstra hest at spille på. Her giver David dig tre af dem – og sidste del i havørredens byttedyr – specialkost.
TEKST: DAVID THORMAR, FOTO: JONAS & DAVID THORMAR SAMT REDAKTIONEN
I ANDRE ARTIKLER PÅ FISKOGFRI.DK har vi set nærmere på havørredens mere åbenlyse byttedyr i form af fisk og krebsdyr, som er hovedbestanddelen i havørredenes kost. Byttedyr man ofte ser i vandet langs kysten og i maverne på hjemtagne havørreder. Størstedelen af de agn, der anvendes i dag, er derfor også med god grund udformet efter disse byttedyr.
Den mest nærliggende og sikre tilgang til fiskeriet er at gå den »normale« vej og fiske de mest oplagte pladser med standard teknikker. Søg pladser med sand i foråret efter tobisjagende ørreder, afsøg det lave vand eller vælg pladser med lavt vand og tang, når det er koldt, hvor fiskene spiser pungrejer og hundestejlere i tangskoven.
Vi lystfiskere prøver hele tiden at finde svar på vores spørgsmål og stille regler op for hvordan, hvornår og hvor havørreden spiser og opholder sig. I langt de fleste tilfælde er det da også muligt at finde den røde tråd, for hvordan det hele hænger sammen. Havørreden er dog utilregnelig, og til tider virker det som om, den er forsvundet. Andre gange ser man den være aktiv i overfladen og lave hvirvler uden at man kan få den til det mindste. I disse situationer må man afsøge vandet anderledes, og vurdere hvad der egentlig kan være på havørredens menu netop nu.
Et langsomtfisket og flaksende blink som dette D360 i kobber kan være den rette medicin til havørreder, der har slået sig på orm.
Når havørreden er kræsen
Havørredens specialkost kan bestå af mange forskellige dyr og er desværre sjældent noget, man kan basere sit daglige fiskeri på. Men på svære dage kan det være givtigt, at have en ekstra palet af byttedyrsimitationer med i arsenalet, når man vælger plads og taktik. Et godt eksempel er, hvis man oplever at stå midt i et sandt havørred eldorado, hvor ens agn bliver totalt ignoreret. Her må man være klar til tænke ud af boksen, og tage mere utraditionelle metoder i brug. De fleste byttedyr vi skal se på, vil hovedsagelig være byttedyr, som havørreden spiser som et supplement til den daglige kost, og er derfor ikke noget man decideret kan gå efter. Men det er byttedyr man skal huske at have for øje for at optimere sit fiskeri. I visse tilfælde er det dog muligt at prøve at time sit fiskeri efter et bestemt, men lidt mere sjældent forekommende byttedyr. Som regel opstår disse chancer, når forhold som vind, vejr, temperatur, årstid og plads går op i en højere enhed.
Sortkutlingen, ikke at forveksle med den invasive sortmundede kutling, er et kærkommen måltid, som havørreden ikke lader forbigå.
Når havørreden vil ha´ kutlinger
Kutlingen er talrigt repræsenteret i Norden og falder måske lidt uden for kategorien specielkost. Der lever cirka 10 forskellige arter i Danmark. Kutlingen er tæt på at være et lige så foretrukkent bytte som hundestejlen, men det varierer alt efter plads og årstid. De mest normale arter er den to plettede samt sortkutlingen – ikke at forveksle med den stærkt invasive sortmundede kutling. De ses ofte i små stimer mellem tangbuske og tangbælter, sten og langs klippekanter, og kan være 4-8 cm.
Sandkutlingen og lerkutlingen holder selvsagt til over sandbunden og er en mindre samt mere beige grålig fisk på op til normalt 3-4 cm. Kutlinger findes hovedsageligt i det helt kystnære vand og holder også til i mere brakke områder. Når fiskene slår sig på kutlinger, er imitationer klart det bedste, og fluefiskeren har et pænt forspring. Men af gode blink kan nævnes, Minigoby i de transparente udgaver, som er min klare favorit. Små woblere som den mindste udgave af Spöket er også givtige.
Andre fisk på havørredens menukort
Tangspræl, ålekvabber og tangsnarrer er en gruppe af fisk med stor variation inden for de enkelte arter. De er fast inventar langs kysterne og kan findes hele året, dog som med mange andre arter mest udbredt i den varme halvdel. Som navnene antyder, holder de hovedsageligt til i tangbuske eller langs sten, klippekaner eller moler. De er om nogle havørredens specialkost. De er nok ikke højest på ønskelisten, men når der er sparsomt med anden føde eller chancen lige byder sig, går de ikke af vejen for at tage sådan et bytte.
Sandorm er ikke forbeholdt fladfisk. Denne lækkerbisken bliver jævnligt samlet op fra sandet af fødesøgende havørreder
‘Havørrederne elsker orm
Børsteorm og undergruppen sandorm findes i over 15 arter i Norden. Disse er at finde overalt langs vores kyster fra det tidlige forår til det sene efterår. Sandorm holder, som navnet antyder, hovedsagelig til i lavvandede områder med sand eller blød bund, mens børsteorm kan være at finde stort set over hele det kystnære vand miljø. Den foretrækker dog også en varieret bund med sten, sand/mudder og tangplanter. Ormene er en sand lækkerbisken for havørreden, hvis den kan få fat i dem. Ofte er de nedgravede eller gemt under tang og sten. Enkelte gange kommer de dog frem, og specielt børsteormen har det med at svømme frit i vandet ind i mellem.
I det tidlige forår kan man være heldig at opleve børste ormenes sværmning. Fra den ene dag til den anden kan fiskeriet gå fuldstændig amok, når børsteorm i hobetal samles i det frie vand og begynder deres gydning. I begyndelsen er ørreden grådig og tager gerne alt man serverer for dem, men ret hurtigt, måske når den værste sult er stillet, bliver de ret selektive og næsten kun den rigtige vare bliver taget.
For et par år tilbage oplevede jeg dette, hvor vandet nærmest kogte af fisk, hvirvler, springende fisk samt fisk der vendte lige foran mine fødder. Ingen ville tage mit blink – altså absolut ingen af mine blink og jeg fiskede på alverdens måder. Fluefiskeren ved siden af mig var lige så frustreret, og det var på trods af, at han havde en børsteormsimitation på, der normalt altid virkede. Efter alt for lang tid fik jeg den idé, at samle nogle af de fritsvømmende børsteorm op, der på det tidspunkt var en del af på det lave vand rundt om os. De blev hurtigt agnet under et bobleflåd, og så tog det fart. Den næste halvanden time var der kontakt til fisk i næsten hvert kast og mange blev fanget. Det sværeste var næsten at samle orm nok. Det var hovedsageligt mindre fisk, men en enkelt flot blank på cirka to kilo kom også op. Fluefiskeren blev også desperat og prøvede samme teknik.
Inderst i de danske fjorde er bunden ofte gennemhullet som en schweizerost af orm – en klassisk havørredbund til det tidlige forår.
Han agnede orm på fluen og på trods af, at han havde en del problemer med at få den langt nok ud, så lykkedes det også ham at fange nogle stykker. Jeg har før denne oplevelse og også siden oplevet »sværmningsfiskeriet«, og fiskene har heldigvis ikke altid været så selektive. Som regel kan børsteormsfluen, eller et let blink der fiskes, så det flakser mod bunden, som regel lokke dem – også i perioder på året hvor de ikke lige sværmer. Et yderst effektivt våben der fungerer hele året, er almindelige regnorm fra haven agnet cirka 1,5 meter under et bombadaflåd. Det fiskes forholdsvis hurtigt ind med periodevis langsomt eller afbrudt indspinning, så ormene får lov at dale ned.
Selve børsteorms sværmningen forekommer, når vandtemperatur, månefase og alle andre forhold ellers er rigtige. Det er svært at forudsige hvor og hvornår præcis dette bunkebryllup indtræffer, men som regel er det, når den første forårs varme, varmer vandet op i vige og bugter og det når 4-6 grader – samtidig med at fuldmånen indtræffer. Nogle vige er klassiske for dette fænomen og her forekommer det med 100% sikkerhed hvert år på et eller andet tidspunkt. Man kan derfor forsøge at time fiskeriet efter dette. Andre steder opstår det mere tilfældigt, og man står uventet i et sandt orgie.
Sværmningen er som regel forbløffende synkroniseret, hvilket nok skyldes månens indflydelse. Det kan vare i nogle dage og kan til tider godt forekomme over nogle omgange, så de sværmer for pludselig at være væk og så ugen efter sværmer igen. Da vandtemperaturen og forholdene generelt kan variere en hel del langs kysten, kan dette også være et meget lokalt fænomen, der sker på et tidspunkt på én plads og et andet på en anden plads. Så et opsøgende arbejde kan i den grad betale sig i denne periode. Det hele foregår som regel inden for nogle uger i marts – alt efter hvor hård vinteren har været.
Pladeblink som disse Delfinblink kan i forskellige farver imitere en lang række forskellige fødeemner. Desuden kan de lette udgaver fiskes ekstremt langsomt.
Insekter på overfladen
Fluer på overfladen og decideret tørfluefiskeri kan man i det sene forår og tidlige efterår være heldig at opleve. Første gang jeg oplevede dette var en sen sommerdag, hvor det blæste en hel del. Små ringe på overfladen afslørede, at der var fisk i badekaret, men jeg var i tvivl om, hvad det lige var. Jeg troede i hvert fald ikke rigtig på, at det var havørred, og da huggene udeblev, slog jeg det da i første omgang også hen.
Mine øjne har dog indstillet sig på overfladen, og pludselig ser jeg en grov ørred tage en flue lige så fint på overfladen, kun 10 m fra mig. Min kystflueæske indeholder ikke umiddelbart nogle tørfluer, da det på det tidspunkt aldrig kunne falde mig ind, at jeg ville få brug for dem på kysten. Men en lille reje imitation med et stort hackle kan jeg lige få til at flyde i en snes sekunder. Det er ikke en udtalt succes, men jeg får da et par fisk til at markere på fluen og fanger også en fin 50 cm blankfisk på et regulært overfladetake, samt en da fluen daler ned gennem vandet.
Det var yderst spændende og siden har jeg altid haft et par tørfluer i æsken – just in case. Siden har jeg oplevet et lignende fiskeri et en del gange. Man kan sjældent planlægge det, men et par faktorer kan man gå efter for at øge sine chancer: Pladser med skov/buske eller mark i baggrunden eller vige med siv kan indeholde mange insekter, der potentielt kan blæse i vandet.
En god fralandsvind, der blæser insekterne ud og samtidig efterlader overfladen, så man kan se ringende fisk, er at fortrække. Nogle år oplever man massiv klækning af et enkelt insekt – fx mariehøner, svirrefluer, hvepse, flyvemyrer og lignende. Disse år kan det kystnære tørfluefiskeri være ekstra givtigt, og man kan ligefrem planlægge sin tur efter det. Ellers må man se dette fiskeri som en kærkommen og yderst spændende bonus.
Tangspræl er en anseelig mundfuld, som oftest gemmer sig godt, men hvis den stikker hovedet for langt ud, så hakker spætten.
Andre fisk, der er bytte for havørreden
Stimer af brakvandsfisk som skaller, løjer, smelt og en lang række andre ferskvandsfisk, kan være spændende. Disse fisk, der lever i åer langs kysten eller i fjordens brakke vand, finder i perioder sammen i stimer og trækker enten ind mod det ferskere vand eller ud mod det mere brakke, når fx gydningen er forestående eller temperaturene passer til det. Man kan her pludselig rende ind i et kraftigt forbedret fiskeri, som når havørrederne følger silde, brisling og tobis stimer.
Yngel fra diverse fiskearter kan i foråret og sommeren pludselig dukke op enten i en stime eller som et stort antal individer i et område. Havørreden kan i disse tilfælde finde på at fokusere på dette bytte, der netop på det tidspunkt er det nemmeste at få fat i. At have imitationer af, hvad der er i vandet, er derfor altid en god idé – og ud fra det gælder det så om at ændre taktik og agn størrelse efter forholdene.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 6/2014
