SÅDAN RIGGER DU DIN BÅD – DEL 2: VALG AF MARINEELEKTRONIK

Når du har købt en ny båd, er der en masse vigtige overvejelser om, hvilken marineelektronik du har brug for – samt hvordan det hele skal sættes op. Vi har taget en snak med Lars Frithjof Nielsen fra Garmin Danmark, der i denne video gennemgår alt, hvad der er værd at vide om ekkolod, GPS, plotter, autopilot, VHF og meget, meget mere.

Videoen er del 2 i en serie om, hvordan du rigger din båd. Alle videoer kan findes på Fisk & Fris YouTube kanal. Del 3-4 om transducermontering og bakkamera publiceres løbende i første halvdel af januar 2021.

Husk at abonnere på Fisk & Fris Youtube-kanal her, så du får notifikationer, når der kommer nye film op.

TEST: Raymarine Evolution 150 autopilot

Raymarine, der er kendt for deres kompromisløse marineelektronik, producerer blandt andet autopiloter i høj klasse. Fisk & Fri har teste deres nyeste model.

AF TUE BLAXEKJÆR

Jeg har gennem mere end et år sejlet med Raymarines nye autopilot EVO-150. De første 11 måneder i en Ryds 600 Big Fish, og siden februar i en Beneteau Antares 8. Selvom der er en god størrelsesforskel på de to både som henholdsvis er 5,95 meter og 8,23 meter lange, har jeg ikke oplevet en nævneværdig forskel i autopilotens ydeevne.

Som småbådsfisker bliver autopiloten hurtigt ens bedste ven. Den er fuldstændig undværlig under trollingfiskeri, og ekstremt rar at have når man skal til og fra fiskepladserne.  Efter at have skiftet bådens elektronik ud til Raymarine, stod jeg overfor valget mellem at beholde min eksisterende autopilot eller skifte til en EVO-150 fra Raymarine. En af fordelene ved at skifte var at få fuldt udbytte af integrationen mellem mine Axiom plottere og autopiloten.

Ingen slinger i valsen

Opsætningen af Raymarines EVO-150 er legende let, og et kæmpe plus er, at piloten sejler sig selv ind. Kort fortalt er alt hvad man skal gøre at følge opsætningsguiden på autopilotens kontrolenhedsdisplay. Efter at have gennemført opsætningen, mens båden lå på sin plads i havnen, skulle piloten vise sit værd. Godt en halv sømil fra havnen lagde jeg via bådens Axiom kortplotter en kurs som autopiloten skulle følge. Der gik ikke mange sekunder fra autopiloten overtog styringen, før båden lå på den valgte kurs. En ting, som jeg hurtigt lagde mærke til, var, hvor præcist EVO-150 piloten fik båden ind på en ny kurs, hver gang en sådan blev lagt. Jeg har med andre autopilotsystemer ofte oplevet, at båden overstyrede med 10 – 20 grader, når en kurs skulle rammes. Men – uanset, om jeg sejlede med 2,5 eller 20 knob, så lagde båden sig hurtigt på kursen uden nævneværdig overstyring.

 

Evolution-150raymarine-i-intrumentpanel

Sådan ser det ud, når Evolution 150 fra Raymarine er installeret.

 

Som trollingfisker finder jeg det meget vigtigt, at bådens autopilot kan holde en stabil kurs, under alle forhold. På en dag, hvor de fleste søgte i havn, skulle piloten udsættes for den ultimative test. For hvordan ville den håndtere store bølger og en middelvind på 10 sekundmeter? Med en fart på 2,5 knob lagde jeg en kurs, hvor vind og bølger ramte båden i ca. 45 grader i forhold til sejlretningen. Ikke overraskende klarede piloten denne prøve på fornemmeste vis. Sejlretningen var så præcis, at trollingfiskeri med 10 til 12 stænger ikke ville være noget problem.

Hurtige og korrekte kursændringer

Raymarines P70R autopilotkontrolenhedsdisplay er med sine trykknapper og drejeknap målrettet motorbåde. Da jeg ofte ligger og fisker kystnært eller på kanten af skrænter og rev, har jeg brug for hurtigt at kunne ændre bådens kurs, så den konstant følger en skrænt eller revkant. Med enhedens drejeknap er dette blevet endnu hurtigere end med trykknapper, som de fleste andre displays kommer med uanset mærke. Derudover er kontrolpanelets skærm utrolig lysstærk, og det er nemt at se skærmen selv i direkte modlys. Som trollingfisker har man med EVO-150 autopiloten selvfølgelig mulighed for, at få båden til at sejle i forskellige mønstre såsom zigzag osv.

Perfekt integration

Integrationen med Raymarines multifunktionsdisplays fungerer out of the box. Eneste krav er, at autopiloten og skærmene er forbundet via bådens STNG netværk (NMEA 2000). Der er specielt to funktioner, som jeg har benyttet en del. Den ene er at få plotteren til at opbygge en automatisk rute fra bådens position til det ønskede bestemmelsessted. Den anden funktion er at få båden til at sejle i en direkte linje fra nuværende position til en ny. Uanset om man vil sejle efter en automatisk rute eller i direkte linje, er det hele klaret med enkelte tryk på kortplotteren. Nemmere bliver det ikke. Man skal blot huske, at autopiloten ikke fritager en for at overholde søfartsreglerne.

Det er også værd at fremhæve, hvor nem den fysiske installation af Autopiloten er. Da der ikke stilles specifikke krav til placeringen af Autopilotens EV-sensor, kan den frit placeres, hvor der er plads. Modsat konventionelle retningssensorer kan den placeres asymmetrisk fra skibets centerlinje både over og under dæk. Derudover kan autopilotens pumpe installeres stående, liggende eller på højkant, hvilket gør det markant nemmere, at finde plads til den. Modsat mange andre autopilotsystemer stilles der ikke krav til hvor langt fra den hydrauliske pumpe autopilotens ACU-150 kontrolenhed kan placeres. I praksis betyder det, at ACU-150en kan placeres under dæk sammen med bådens øvrige elektriske installationer, og pumpen kan monteres agter.

 

Evolution-150 Raymarine

Her kan du se alle de dele, der skal til for at installere den nye autopilot Evolution 150 fra Raymarine.

Uagtet hvilke af de to tidligere nævnte både jeg har sejlet i, så har piloten til hver en tid klaret jobbet til perfektion. Ovenstående tager udgangspunkt i de oplevelser jeg har haft med autopiloten i begge både. Selvom jeg kun har haft den nye båd i små fire måneder, har jeg alligevel formået at sejle mere end 500 sømil i den, hvoraf de 200 har været i hårdt vejr. Resten har været fordelt på crusing og fiskeri. Jeg var på forhånd spændt på, om autopiloten kunne håndtere den større båd ligeså godt som min gamle Ryds.  Med hovedet på bloggen, har jeg ikke kunnet mærke nogen forskel, og selv i kraftig vind med store bølger samt lav hastighed holder piloten kursen, uden at stævnen ”danser” frem og tilbage.

Efter at have sejlet med Raymarines Evolution 150 autopilot i over et år er konklusionen klar. Autopiloten lever i den grad op til mine forventninger. Den leverer præcis og stabil styring under alle tænkelige forhold. Derudover er betjeningen nem og ligetil, og samspillet med Raymarines Axiom multifunktionsdisplays gør sit til at den samlede oplevelse bliver endnu bedre.

Selvom man har kortplottere fra andre producenter, kan Raymarines autopiloter i næsten alle tilfælde fint snakke sammen med disse. Det er muligt at sætte den ønskede position ind på ens plotter for derefter at aktivere autopiloten med et tryk på kontrolenhedsdisplayet, og den vil sejle båden i lige linje hen til den ønskede position. Man skal dog være opmærksom på at en funktion som automatisk ruteopbygning kun fungerer med Raymarines multifunktionsdisplays.   

Alt i en fantastisk autopilot. Prisen er normalt 18.995 kroner men pt er der en kampangnepris på 13.095 kroner. Nærmeste forhandler henvises fra Raymarine.