DAIWA OPEN 2025: EN ALBINOMALLE PÅ FLÅDFISKERI

Leo Magnusson er vild med artsfiskeri i Danmark, og han går kun efter de vildtlevende arter – dvs ikke i put and take: – Jeg kom hjem fra jobbet og nød min fyraften forleden, da Tina – min bedre halvdel – foreslog, om ikke vi skulle give mallen et forsøg i aften. Den var jeg helt med på, og jeg fik i løbet af en halv time pakket bilen med grej.

– Når det drejer sig om maller, har jeg kendskab til et par små søer på Sjælland, hvor der er et par maller i. Vi ankom til spottet kl 19.45. pakkede ud og begyndte at fange agnfisk. Søens skaller stod for mål, og vi fangede hurtigt en ti stykker. Vi agnede op, og så var det ellers ud i suppen med agnen. Der var flere missede hug i starten, hvilket formentlig var ål eller små gedder, som også var sultne.

– Klokken 21.50 kom hugget. Flåddet gik nærmest sidelæns over vandet, og jeg gav tilslag. BUM, sagde det, hvorefter en god fight begyndte med flere fine udløb. Jeg var ikke i tvivl om, at det var mallen, som havde hugget. Efter omtrent fem minutters fight lå den i nettet, og det var en meget smuk albino malle, der var 85 cm lang. Efter fotograferingen blev den nænsomt sat ud igen, slutter han.

Fisken og rapporten deltager i Daiwa Open 2025, hvor du hver måned kan vinde en super lækker Morethan AGS stang til en værdi af over 4.000 kroner sponsoreret af Daiwa Scandinavia.

Se flere forskellige film om mallefiskeri på Fisk & Fris Youtube her.

 

Daiwa Open 2025

 

Friluftsland