Da Rasmus startede var en 6-7 kilos sandart en kæmpe. I dag har fiskeriet rykket sig lidt, og størrelsen på fiskenes vokset. Her er han med en fantastisk sandart på 92cm og 9,7kg.

Rasmus Christensen har allerede som 20 årig fanget flere store sandart og gedder end mange selv ret dygtige prædatorfiskere kun kan drømme om at fange gennem et helt liv. Mød manden, der uden at blinke fisker røven ud af bukserne selv på den koldeste vinternat – og hør om de drivkræfter, som er motivationen bag de mange timer på søerne.

AF JENS BURSELL, FOTOS: RASMUS CHRISTENSEN OG JENS BURSELL

 

RASMUS har været bidt af en gal rovfisk siden han kunne gå, og i dag har han viet hele sit liv til drømmen om den helt store sandart – samt et liv som professionel lystfisker. Vi har mødt manden, der uden at blinke gerne fisker hver eneste nat i flere uger i træk med det ene mål at fange drømmenes drømmefisk – og allerhelst i form af en sandart af episke proportioner…

– Jeg har fisket, siden jeg blev født – næsten, griner Rasmus, der er blevet oplært i fiskeriets mysterier af sin far Casper ”Dyret” fra før han kunne sige cola og is. – Mine første ture havde jeg naturligvis sammen med min far på hans båd, hvor vi har fisket rigtig mange forskellige søer på især Sjælland. Da jeg var omkring 10 år begyndte jeg også at fiske for mig selv – og her var det især de mange småsøer og moser omkring Ballerup og Smørum, der stod for skud, når jeg pakkede fiskestangen, tog cyklen – og drog ud på nye fiskeeventyr. Mit fiskeri dengang var især spinnefiskeri, for det var let at dyrke, når man skulle cykle rundt imellem vandene. Min største fisk fra den periode var en smuk gedde på 9,2 kilo, som huggede på en Mepps str. 4, der er en fortræffelig geddespinner også den dag i dag. Det blev også til utallige mindre gedder, for jeg fiskede reelt set nærmest fem gange om ugen, når jeg kom hjem fra skole.

Rasmus Christensen er i sit rette element på de store søer - og når de drejer sig om sandart er det de færreste danske predatorfiskere, der når ham til sokkeholderne.

Rasmus Christensen er i sit rette element på de store søer – og når det drejer sig om fangster af storsandart, er det de færreste danske predatorfiskere, der når ham til sokkeholderne.

Søfiskeriets magi

Rasmus var så draget af søfiskeriets magi, at han ikke blot cyklede rundt selv. Han begyndte også at bådfiske på egen hånd allerede fra 14-15 års alderen. – De første par år foregik det primært på den måde, at min far kørte mig ud til en privat sø, hvor vi havde båd. Og så steg jeg ellers ombord og fiskede løs, mens min far tog på arbejde eller havde andre gøremål. Det var dog også tit, at han havde tid til at tage med ud, og på den måde har vi haft mange fantastiske timer sammen.

Allerede som 14 årig fik Rasmus sin første sandart over 6 kilo og som 15 årig begyndte han for alvor at blive mere seriøs omkring at perfektionere sit pelagiske vertikalfiskeri sammen med sin far, der var en af de første i både Danmark og Skandinavien til at opdyrke dette super spændende fiskeri. Herefter gik det slag i slag med masser af fede fisketure – og mindst lige så mange fede sandart på utallige ture sammen med faren Casper på de sjællandske og sydsvenske søer.

Garmin Panoptix og Livescope revolutionerer fiskeriet

– Jeg har altid fanget fint med fisk med den analoge marineelektronik, men det var først for alvor, da vi fik Panoptix scanningsteknologi på vores båd i 2017, at mit sandartfiskeri tog et kvanteskridt fremad. Ikke blot fangede jeg flere fisk, men snitvægten blev også markant større, fordi det rent visuelt bare blev meget lettere at gå målrettet efter de større fisk. Præcis det samme skete, da Garmin introducerede det nye LiveScope i 2019: Både fangster og snitstørrelse fik endnu et hak op ad.

Skærmtid er kvalitetstid, når man samtidng har fiskestangen i hånden!

Skærmtid er kvalitetstid, når man samtidig har fiskestangen i hånden!

Mere skærmtid og højre livskvalitet

Ja – i disse tider plejer det at være det omvendte, man hører om, men noget tyder på at liveekko-teknologiens univers kan udføre mirakler:

– I 2017 var jeg ude for et alvorligt uheld, hvor jeg kørte frontalt ind i et rækværk, fortæller Rasmus. – For mit vedkommende resulterede det i kraniebrud, hjerneblødninger og skader på rygsøjlen, der betød, at jeg måtte ligge hjemme i et helt år, før jeg var på dupperne igen. Og på dupperne er måske så meget sagt, for selvom jeg var i live, og mange af skaderne var helet, så havde jeg pådraget mig permanente kroniske smerter. Dette var både i form af ondt i hovedet og neogene fantomsmerter i arme og overkrop.

 

”TIDEN FORSVANDT SLET OG RET MELLEM FINGRENE PÅ MIG FORAN SKÆRMEN, UDEN AT JEG MÆRKEDENOGET TIL HVERKEN HOVEDPINE ELLER FANTOMSMERTER I KROPPEN”.

 

– Men da jeg langsomt kom i gang igen med at fiske mere og mere, fandt jeg ud af, at jeg slet ikke havde ondt, når jeg var totalt opslugt af det, der udspillede sig under vandet i realtid samt sad og stirrede på skærmen med stangen klar i den anden hånd. Tiden forsvandt slet og ret mellem fingrene på mig foran skærmen, uden at jeg mærkede noget til hverken hovedpine eller fantomsmerter i kroppen.

Når man hører dette, forstår man bedre drivkraften bag de benhårde fiskesatsninger døgnet og året rundt. Kombinationen af skærm og naturoplevelser er simpelthen det perfekte drug – sundt, smertestillende og altopslugende på en gang. Hvis man kan snakke om mentaleskapisme, der er godt for både krop og sjæl, så er der da ingen tvivl om, at lidt ekstra skærmtid ikke nødvendigvis er noget man skal undgå! I hvert fald ikke hvis det foregår med fiskestangen i hånden!

– I min nye båd har jeg 2 Garmin GPSMAP 8410xsv skærme og 1 GPSMAP 8416xsv siddende, forklarer han. – Dem bruger jeg som kortplottere med dybdekurver osv og tilkobler mine transducere. Hertil kommer en Garmin Panoptix PS30 Down samt en Garmin GT56UHD-TM som jeg bruger Sidevü funktionen på. Derudover har jeg selvfølgelig min Garmin livescope, bestående af GLS 10 ekkolodsboks og LVS32 transducer. Dette grej har givet mig muligheden for at tage mit fiskeri til en nyt niveau. 

Rasmus med sin første sandart over ti kilo på 10,1. I dag har han hele tre fisk over 10 kilo!

Rasmus med sin første sandart over ti kilo på 10,1. I dag har han hele tre fisk over 10 kilo!

Sensationelle sandartfangster

Sandartfiskeriet, som idag fisker for Team Westin, har i 2020 og 2021 taget fart for Rasmus, og de mange timer på vandet har givet pote samt leveret mange store fisk på blot halvandet år. I alt har han i denne periode landet 24 sandart over 7 kg i Danmark hvoraf 17 var over 8 kg, 5 over 9 kg og 1 fisk over 10 kg. Sidstnævnte er blot en af tre 10 kilo+ sandart han har fået det seneste år. At fange en stor sandart i Sverige er en ting, man at gøre det i Danmark med så mange færre fiskevande og færre store fisk er helt specielt. – Selvom min PR er på 11,92 kilo betyder min danske PR-sandart på 10,5 kilo lige så meget, hvis ikke mere – på min konto. På trods af, at fiskeriet foregår målrettet efter store sandart, så er der trods alt også kommet 12 gedder over 10kg i båden í 2020-2021 med fire fisk over 13 og en enkelt på 15,7 kilo, slutter han.

Sabbatår med fiskegrejet

Rasmus er klar i spyttet, da jeg spørger ind til, hvad hans fremtidsplaner er: I det næste lange stykke tid skal jeg sådan set ikke så meget andet end bare at fiske berserk efter den helt store sandart. Først i Danmark og dernæst i Sverige og Finland. I 2022 er det min plan at stikke snuden sydpå med min nye båd og fiske igennem efter de kæmpestore sandart i Tyskland og Holland, slutter han.

Det bliver helt sikkert ikke det sidste, vi kommer til at høre til Rasmus – og her på fiskogfri.dk vil vi løbende følge op med opdateringer fra hans kommende fiskeeventyr ved de europæiske sandartvande.

 

Selvom Rasmus´s primære fokus ligger på de store sandart, har han også fanget mange store gedder.

Selvom Rasmus´s primære fokus ligger på de store sandart, har han også fanget mange store gedder.

 

 

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This