Når skyggerne bliver lange

En majaften på kysten er en oplevelse af karat. Det er lunt, fuglene synger og der er gode chancer for fisk hele aftenen – samt lidt ind i mørket.

Tekst og foto: Jens Bursell

EFTERMIDDAGEN er ved at blive til aften, da vi bakser os ned ad klinten. Selv om det går stejlt nedad, er det om at holde koncentrationen; blot ét eneste forkert skridt kan blive en lynhurtig afslutning på fiskedagen

Da vi omsider når ned til stranden, ser det intet mindre end perfekt ud. Vandet er klart, men ikke spritklart. Med en svag-jævn på­landsvind er der fin bevægelse i vandet – uden at det bliver for meget. Forventningerne er tårnhøje, da vi stavrer os over sten og små­skred for at komme ud til det område, vi har tænkt os at fiske.

Ud af øjenkrogen ser jeg pludselig noget i overfladen 20 meter ude, og et par sekunder efter sker det igen. Pulsen dunker, da vi stopper op – men den falder hurtigt til ro. Ved nærmere eftersyn viser det sig at være en mindre flok hornfisk, der cruiser rundt i overfladen.

Selvom hornfiskene er sjove at fange og smager fantastisk i godt selskab med nye kartofler og en kold øl, så har vi nu alligevel fået stillet vores trang til de sølvskinnende, aflange næbdyr for flere uger siden. Ingen af os siger det, men vi tænker det blot… »horn«. Uden at der er blevet sagt så meget som et ord, knokler vi videre derudaf med en ting i tankerne – en stor blank havørred taget i dagens sidste lys.

Havørred i den dunkle majaften – målet er klart

INDEN LÆNGE er vi omsider fremme og pakker vores grej ud, mens vi diskuterer, hvilke spots vi skal affiske først – og hvordan. Allerede inden vi har fået monteret vores blink, forsvinder solen bag klinten. Skyggerne fra kridt og træer kastes længere og længere ud over vandet.

Jeg har glemt min vadestav, så turen ud til den perfekte kastesten er tæt på at ende med en vandgang, der næppe ville have forlænget lysten til at fiske ind i mørket, men til alt held genvinder jeg balancen og kommer op på stenen. Endelig klar..

Bombardaen sendes til havs, og top fokuseret på det mindste nøk som kan signalere fisk i farvandet, spinner jeg ind. Jeg skal netop til at lægge et nyt kast, da jeg ud af øjenkrogen ser min kammerat Hennings stangtop krumme godt sammen. Et splitsekund efter ryger en smuk to-kilos blankfisk ud af vandet 30-40 meter ude. Fisken, der har taget en 22 grams Hugorm i oliven/hvid, kæmper godt på hans 5-20 grams stang, men efter et par gode udløb tæt på nettet må den overgive sig og glide over netrammen.

Havørred i overfladen – og bombardaflåd med flashflue sendes af sted

DET ER FRISTENDE at tage en pause og nyde synet af den smukke fisk, men et øjeblik efter viser en ny fisk sig i overfladen, så nu er det bare med at kende sin besøgstid. Jeg monterer en stor flash­flue for enden af bombardataklet og sender den i retning af fisken, der allerede efter tre-fire omdrejninger på hjulet, kvitterer med et solidt hug, der forplanter sig hele vejen ned til bundduppen.

Det er tydeligvis en lidt større fisk, men det faktum, at den ikke springer fri af vandet kort tid efter, at den er kroget, får mig til at tvivle på, at det er en sildeæder i topkondition. På trods af manglen på luftakrobatik leverer fisken dog en fin fight med flere gode udløb, men må til sidst overgive sig. Fisken, der er lidt over 70 centimeter, er københavnerblank, men desværre i den slanke ende, så den bliver forsigtigt genudsat.

 

 

Mens jeg nyder synet af fisken, der svømmer væk, ser jeg endnu en stang bukke – men det er et par hundrede meter længere ude på stranden, hvor et nyt hold fiskere netop har sendt deres kystwoblere ud i bølgerne. Stangen flekser fuldstændig igennem, men pludselig forvandles den spændte bue til en sort, lige streg i det svindende lys. Et nannosekund efter kan vi høre eder og forbandelser gjalde langt ud over havet. Krogen slap på klassisk vis sit tag i en flot blankfisk, og på stenen ses en slukøret silhuet samt et par arme, der på en gang gestikulerer en kombination af frustration og et snarligt comeback.

Fire blankfisk og aftenhygge ved bålet

MØRKET TAGER HURTIGT TIL og i træerne oppe bag os, kan vi høre et par natugler, som tydeligvis er ved at være klar til nattens rov. Og vi er mindst lige så klar. 10-15 kast senere ser det ud som om, at den slukørede fyr på stenen er tilbage i kampen. Jeg kan nu kun lige akkurat ane ham, men det ser ud som om, at en god fisk har taget kystwobleren. Et stykke tid efter vidner et par flashglimt i mørket om, at det næppe var hverken en undermåler eller en nedfaldsfisk, der huggede

På kort tid falder der en del hug, og der er masser af sølvblank action på kysten. Men pludselig er det som om, at al action dør ud. Ude i mørket kan vi høre lyden fra en dunkende kutter og bølgernes stille skvulpen virker pludselig meget søvndyssende. Tiden er forsvundet som sand mellem fingrene på os. Vi er en time inden i mørket, og det knitrende bål virker pludselig endnu mere tillokkende end for et par timer siden, hvor blanke havørreder var det eneste, vi kunne tænke på.

I udkanten af bålets skær ligger fire fine blankfisk. Øllerne er kolde, livet er herligt og vi er mere end tilfredse. Månen er så småt ved at stå op, og i takt med, at det totale mørke langsomt oplyses af månens diffuse skær, får vi fyret de sidste røverhistorier af ved det døende bål.

EGENTLIG synes vi, at vi er stoppet virkelig tidligt, men inden vi får set os om, sidder vi pludselig totalt skævøjede bag rattet og kæmper for at holde os vågne – igen. Der bliver fyret for vildt op for bilradioen. Vinduet rulles ned og i takt til musikken, giver jeg mig selv en solid serie lussinger for at beholde kontrollen over mit vågne jeg. Klokken nærmer sig tre og da bilen endelig holder sikkert i carporten, kan jeg høre nattergalen i krattet. Der er kun tre timer til børnene skal vækkes, og en ny dag starter. Maj er fantastisk.