I Centraleuropa er bittesmå spinnertakler fisket på bombarda utrolig populære til Put and Take fiskeri. Vi har sat en af vores dygtigste P & T eksperter Nikolaj Kolding til at teste den i Danmark stort set udkendte metode – og dommen er utvetydig. Spinnertakler er top effektive, når du skal overliste ørreden, der efterhånden har set alt…
Af Nikolaj Kolding

Monter et lille spinnerblad str. 0-1 direkte på forfanget. Suppler med et par perler og en krog – så er du klar til at lure de svære P & T ørreder.
PUT AND TAKEFISKERI i Danmark er til trods for en del år på bagen, stadig i en rivende udvikling. Konkurrencen ved søerne bliver større, og vi lystfiskere er simpelthen blevet langt dygtigere i vores bestræbelser på at snyde fedtfinnerne.
Vil man være på forkant på de svære dage, stiller det krav til at man løbende udforsker nye innovative metoder, som søens fisk ikke har set før. Spinnertaklerne, der er en kendt metode i udlandet, er stort set ukendt i Danmark – og de har derfor været et spændende nyt kapitel i mit P & T fiskeri.

Zebco er en af de producenter, der var først ude med den nye type af propeller- og microspinnertakler – her kan du se en af de mange effektive varianter. Husk jævnligt at skifte krog og kassér de yderste 10 cm af linen.
SPINNERTAKLERNE er en metode, som kan kombineres på kryds og tværs, og den kan vel bedst af alt beskrives som en hybrid mellem traditionelt spinne- og bombardafiskeri. Men det er en metode, som er svært definerbar, da den kan dyrkes både som bombarda fisket med agn eller softbait, samt fuldt ud som bombarda med et microspinnertakel.
Variationsmulighederne var nok også i vid udstrækning en af de primære årsager til, at fangsterne allerede fra starten af var absolut godkendte, da jeg på begyndte mit testfiskeri. Med lidt justeringer og nogle fisketimer på bagen, så begyndte fangsterne for alvor at boome. Det er dog ikke, fordi at det er helt nyt, det der med at bruge et spinner-takel i Put and Taken. Allerede for år tilbage hørte man lidt på rygtebasis om lystfiskere, som med stor succes fiskede bitte små spinnerblade direkte efter bombarda eller bobbelflåd, som var mindst lige så populært den gang. Personligt mødte jeg aldrig nogle af disse personer, men ideen var jo god nok og måske at det endda kunne udvikles yderligere!
Tyske lystfiskere har nok på netop dette område været en anelse foran os danskere og grejbranchen er derfor allerede for længst på banen med deres bud på taklerne, som kan købes hos velassorterede grejbutikker. I denne artikel kommer vi rundt om tre af hovedtemaerne i de variationsmuligheder, som kan benyttes i forskellige situationer.
MICROSPINNER-TAKLET. Med et blad, en bøjle, en lille perle, et flådstop og sylespids trekrog, så er du i gang. Mange grejbutikker sælger udstyr til selvbyg af spinnere, og her kan du med fordel handle ind, for de har nemlig det hele. Selve bladene findes i et utal af farvevariationer, og er ikke specielt dyre. Det er vigtigt, at de ikke bliver for store og størrelserne 0-1, er de bedste at gå efter. Størrelserne er angivet til det, som svarer til størrelserne hos de klassiske Mepps spinnere. Store blade bliver nemt for klodsede at fiske med og fanger bestemt ikke flere fisk.
Det må anbefales, at fiske taklet med et synkende bombardaflåd, når fiskene står dybere end helt oppe i overfladen – og det skal fiskes så langsomt, at bladet kun lige akkurat roterer. Denne takel variant har sin helt store fordel, de dage hvor fiskeri med gennemløber og almindelige spinnere, ikke helt står til, og fiskene bare nøjes med at følge og skubbe til endegrejet.
De små blade er meget nemmere for fiskene at indhalere og det lille langsomt fiskede måltid, er sjældent noget som en regnbue kan modstå. Fisker du på nogle af de mere velbesøgte steder, kan du også næsten være sikker på, at fiskene aldrig før har set en så lille spinner før, og det er i reglen noget som kan få dem op i et helt andet gear.
FÆRDIGTLAVEDE TAKLER fås fra flere grejproducenter – fx Quantum og Spro, hvor den eneste anstrengelse man skal gøre sig er at binde det på svirvlen foran bombardaflåddet og så ellers bare fiske amok.
Forfangene fra Spro er lavet til fiskeri efter mindre fisk og det skal bemærkes at linetykkelsen derfor kun er 0,20 mm, samt krogen er en mindre spadekrog. Disse forfang egner sig bedst til fiskeri i søer, hvor fiskene ikke overstiger tre til fire kilo. Quantums »magic trout spin rig« er noget mere robust og kan klare fisk i alle størrelser. Ligeledes er dette også bundet på med enkelt krog og selve bladet en anelse stort.
DUFTENDE SOFTBAIT-TAKLER. Alle som ofte fisker bombarda i Put and Take, ved hvor effektive diverse duftende jighaler kan være. Et godt eksempel er de velkendte powerbait jigs fra Berkley.
En af de helt store fordele ved jighalerne er, at man som regel får flere forsøg, når fiskene hugger. Det er nemlig uhyre sjældent, at en regnbue skræmmes, når den bider i softbaiten – og ofte kan man opleve, at fisken hugger otte til ti gange før den til sidst kroges. Det føles ganske enkelt naturligt for dem, når de sætter tænderne i blødt gummi!
Lige netop derfor er et microspinner-takel med et softbait af og til slemt effektivt på dage med forsigtige fisk. Idéen er sådan set meget simpel. Spinnerbladet gør arbejdet med at skabe provokerende vibrationer og vække opsigt på længere afstand end en jighale alene kunne formå.
Jighalen leverer den sidste lokkeeffekt og lægger et spor af duft i vandet. Når hugget falder, er den selektive fisk ikke bange for at komme igen flere gange, indtil den sidder der. Jighaler kan købes i et hav af forskellige farvekombinationer, især hvis der handles i webbutikker fra Amerika – og spinnerbladene fås næsten i alle farver. Der er derfor muligt at spille med forskellige farver – fx flourscerende gult blad og sort hale – eller ambulancerød med en gul jighale. Mulighederne er næsten uendelige.
Taklet skal fiskes langsomt og så monotont som muligt. Det er vigtigt at notere sig, at både halen og bladet arbejder rigtigt. Når fisken hugger, sker det ofte, at den sidder der første gang, men hvis du mærker gentagne puf, er det vigtigt at have is i maven og spinne langsomt videre indtil den sidder der rigtigt.
MICROSPINNER-TAKLER MED AGN. Powerbait har siden den forførende duft, kom frem for snart mange år tilbage, stået for så ekstremt mange flotte fangster, at intet andet har kunnet følge med. Især da folk for nogle år siden, fik øjne op for, hvordan agnen kunne formes, så den gik mere lokkende i vandet, nærmest eksploderede fangsterne.
Selv den dag i dag må Powerbaiten stadig tilskrives masser af succeser ved søerne, men én ting som Powerbait ikke er god til, er at gøre opmærksom på sig selv på længere afstand. Idéen til, hvordan dette problem løses, kommer fra fladfiske- og pighvartakler. hvor et spinnerblad med fordel kan placeres 30-40 centimeter oppe over agnen, hvor den fungerer som den perfekte attraktor.
Samme trick kan udføres med Powerbait eller den gode gamle – og ekstremt oversete – regnorm! Når jeg fisker med spinnerblad foran min agn, sætter jeg som regel et splithagl på linen i vægtklasse 0,4-0,8 gram (BB-AAA). Haglet monteres lige foran spinneren og hjælper til at tynge den flydende bait ned i den rigtige dybde.
Alt afhængig af årstiden, kan der både fiskes med flydende eller synkende bombarda, men uanset hvad, er det meget vigtigt at fiske så langsomt, som det nu engang er muligt, mens spinneren stadig roterer.
NÅR HUGGET FALDER, er det vigtigt ikke at blive for ivrig, men derimod stoppe indspinningen omgående – og hurtigt slå bøjlen over. Giv først et kontrolleret modhug, når fisken løber af sted med linen. Så har den slugt agnen og slipper aldrig fri. Hvor lang tid der ventes, kan variere en del, men som grundregel er det altid bedre at vente for længe, end at blive for ivrig, for når fisken alligevel har slugt krogen, kan den ikke spytte den ud igen.
Lav dine egne spinnertakler
Her er hvad du skal bruge:
Monofil eller flourcarbon forfangs line 0,25
Bombarda flåd
Svivler
Små bøjler
Spinnerblade i str. 0 og 1
Trekrog str. 12 til spin og str. 14 -20 til powerbait
Enkeltkroge str. 6 til jighaler og orm
Små perler
Powerbait
Orm
Jighaler