Marcs måde at takle gennemløbere er lidt anderledes. Han foretrækker at benytte sig at to hårde perler, og en trekrog, hvor kroggabet er bredere end gennemløberen. Fordelen ved to perler er, at efter spinstop udsendes en lille ”klik” lyd, når de to perler rammer sammen. Derved trigger blinket også ørredernes hørelse.
Gennemløbere til P&T-fiskeri er ikke nogen nyhed, og siden de første modeller kom ud i starten af halvfemserne, er gennemløbernes popularitet kun blevet større. I dag kan man købe utallige forskellige variationer samt modeller – og det med god grund. Gennemløberne er nemlig storfangere i put and take´en.
AF KARSTEN BECH
GENNEMLØBEREN er en storfanger i P&T – og det er ikke nogen tilfældighed. Den er simpelthen designet til fiskeriet efter P&T-søens regnbuer: Den kan fiskes langsomt, og stadig bibeholde sin lokkende gang, hvilket skyldes, at blinket ”skubbes” gennem vandet, i stedet for traditionelle blink der ”trækkes” gennem vandet. Desuden er der mange gennemløbsblink, der roterer om egen akse ved spinstop. Det udsender trykbølger i vandet, hvilket kan få en følgende fisk til at hugge, eller tiltrække fisk i området. Samtidig er de fleste gennemløbere malet i to forskellige kontrastfarver fx rød og grøn, hvilket er med til at trigge ørredernes hugrefleks, da ørred skiftevis vil se de to farver.
Blink af gennemløber-typen er kort sagt en regnbuedræber, der stimulerer fiskenes hugrefleks på flere parametre. Inden for de sidste 6-7 år, er der sket en del inden for udviklingen af gennemløbere. Både form, farver og materialet, som gennemløberne er lavet af, har været under udvikling, og flere af de store grejfirmaer har udviklet deres egne gennemløbere specifikt til P&T-fiskeri.
En spændende nyhed, inden for gennemløbernes verden, er den kortere ”afstand” mellem Danmark og Østen på grund af internettet. Flere og flere grejbutikker og små grejfirmaer udvikler deres egne gennemløbere, som de får produceret i østen.
Det at mindre virksomheder og butikker selv kan udvikle deres eget grej, giver et større og mere varieret udvalg. Der findes sågar gennemløbere, der er udviklet lokalt til bestemte søer. Så hvis du skal ud og købe gennemløbere, så tjek udvalget af modeller ude på nettet først, inden du køber. Ofte kan man finde forskellige fiskeforums, hvor man kan læse om andre fiskeres erfaringer med de forskellige modeller.
Montage af gennemløbsblink i putten
Gennemløbsblink kan monteres på forskellig vis. Den klassiske metode er, at benytte en trekrog, hvis kroggab er lidt større end gennemløberen er bred. Gennemløberen monteres på linen, så monteres en perle, og efter perlen monteres trekrogen, enten direkte på linen, eller i en springring. Jeg foretrækker at benytte springringe af den ovale type, hvor wiren kun ligger dobbelt i den ene ende.
Linen bindes ind der, hvor wiren er enkelt, og trekrogen monteres i enden, hvor wiren er dobbelt. Denne type springring forhindrer, at knuden trækkes ind mellem wirerne, hvorved springringen vil frigøres, eller at wirerne risikere at skære linen over. Perlen skal være lavet af hård plast, og haven et gennemløbshul, hvori lineknuden på trekrogen/springringen kan gå igennem. Derved er knuden godt beskyttet inde i perlen, samtidig med, at den hårdere plast giver gennemløberen den bedste gang i vandet.
Ved små og lette gennemløbere, foretrækker jeg at benytte en enkeltkrog som fx Quantum Big Eye Hook. Dette er med til at bevare de små gennemløberes gang i vandet. Enkeltkrogen monteres på samme vis som en trekrog. Den seneste tid, er jeg begyndt at eksperimentere med at montere mindre trekroge i et L-rig på mine gennemløbere. Specielt på dage, hvor fisken hugger forsigtigt, mistes mange hug og fisk på de forholdsvis store trekroge. Mindre trekroge i størrelse 10-14 kroger, og giver et væsentlig bedre kroghold. Når der benyttes L-rig, er det vigtigt, at perlens gennemløbshul har en lille diameter, så knuden stoppes bag perlen. Derved eksponeres krogen helt perfekt asymmetrisk bag gennemløberen, hvilket giver den bedste krogningsrate. Læs mere om dette i bogen “Havørred – Refleksioner på Kysten”. Alternativt kan man benytte et såkaldt vinkelrig.
Året rundt kan der fanges godt på gennemløberne. Det er dog vigtigt, at man benytter forskellige størrelser alt efter årstiden. Generelt er det en god idé at bruge de helt små størrelser om sommeren. Fisket langsomt i overfladen, er det et godt våben til de sommerdovne regnbuer.
Tips til fiskeri med gennemløbere i put and take´en
Et godt trick er at fiske med løftet stang, så blinket går lige under overfladen, så man visuelt kan se fiskens reaktion på gennemløberen. Af og til har jeg oplevet fisk, der tager blinket i munden, uden at man har kunnet mærke hugget, for derefter at åbne munden, og lade gennemløberen fortsætte sin gang mod land. Disse fisk kan kun kroges, hvis man har visuel kontakt til blinket, og kan give modhug, når fisken har gennemløberen i munden.
Ved at hæve stangen, kan man også nedsætte indspinningstempoet. Ofte er det netop det langsomme tempo på gennemløberen, der får fisken til at hugge. Er der ikke hugvillige fisk i overfladen, handler det om at få gennemløberen til at ”kravle” hen over bunden. Det er en teknik, som går ud på at fiske gennemløberen så langsomt som overhovedet muligt lige over bunden.
Gennemløberen må faktisk gerne ramme bunden af og til. Brug eventuelt en enkeltkrog i stedet for trekrog for at minimere fangsten af planter og andet skidt.
Fiskeri med gennemløbere i foråret
De store gennemløbere på 10-12 gram bruger jeg i efteråret og i forårsmånederne. Her handler det ofte om at finde den dybde, som fisken hugger i. Når gennemløberen rammer vandet, tæller jeg indtil linen bliver slap, hvilket fortæller, at gennemløbere har nået bunden. I næste kast begynder jeg så indspinningen et par sekunder før, så gennemløberen går lige over bunden. I det efterfølgende kast begynder jeg endnu tidligere og så fremdeles. På den måde fisker man hele vandsøjlen af.
Når man finder den rigtige dybde, hvor fiskene hugger, er det bare at starte indspinningen på samme tidspunkt, hvorved man fisker effektivt i den rette dybde. En anden måde at affiske de forskellige dybder effektivt, er at fiske med gennemløbere med forskellige vægt. Start med 8 gram, efter noget tid skiftes til 10 gram, derefter 12 gram og så videre. På den måde fisker man ned gennem vandlagene, indtil man finder fiskene.
Jeg har oplevet dage hvor en 12 grams gennemløber fangede fisk, mens der ikke var et eneste hug på samme farveudgave bare i 10 gram.
Når frosten bider, og regnbuernes aktivitetsniveau falder i vintermånederne, kan det være en god ide at eksperimentere lidt med størrelserne. Jeg har oplevet vinterdage, hvor det var de allermindste gennemløbere, der gav fisk på tasken. Fisket ultra langsomt lige over bunden, var det simpelthen den rigtige medicin.
Omvendt har jeg også oplevet vinterdage, hvor det var de største modeller i skrigende farver, der skulle til for at fremprovokere hug. Dog er det en god regel at fiske så tæt på bunden som muligt, og så langsomt som overhovedet muligt. Der er dog ingen regler uden undtagelser, og det er derfor en god ide, at hvert femte kast fiskes højere i vandet.
Mobilt fiskeri i putten med gennemløbere
Den største fordel ved fiskeri med gennemløber er i mine øjne ikke blinkenes effektivitet, men at det giver et aktivt og mobilt fiskeri. Det kræver ikke meget grej at fiske med gennemløbere: En let spinnestang, der kaster op til 10-15 gram samt et hjul med god bremse, påspolet en fletline i 0,05-0,10 mm. Hertil kommer et forfang af 0,20 mm flourocarbon eller almindelig nylon. Gå helst ikke under 0,20, da gennemløbsblink kan slide på linen. Så husk efter 5-6 kast at tjekke, at linen er ok. Det gøres ved at mærke om overfladen stadig er glat. Er den det, så fisk videre, er den ridset eller flosset, der hvor gennemløberen er monteret, så skift forfanget.
Da man kun behøver én stang, grejæske og en rulle forfangsmateriale, er man meget mobil. Derved kan man bevæge sig rundt langs søen. Det giver klart flere fisk, end hvis man affisker samme plads hele tiden. Desuden giver det et godt kendskab til P&T-søen, da alle søer har områder, hvor der er flere fisk. Der er altså masser af gode grunde til at fiske med gennemløber i putten, det er bare med at komme i gang.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 2/2018